Ved I hvorfor himlen græder sådan i dag?

Det gør den, fordi det i dag er tre år siden, at min mor døde. Uden varsel, i sin søvn, hun faldt bare bort.

I går var gråden tavs, selv om sådan en mærkedag godt kan have en vis optakt. Som skyer, der trækker sig sammen og mørkner alt.

Efter arbejde mødtes jeg med den dejligste dameklub. Vi lo og vi gøs og havde dybe snakke om højt og lavt. Jeg skænkede det ikke en eneste tanke, at jeg skulle huske at være ked af det over min mor, og på mange måder er det det underlige ønskescenario for sådan nogle dage her. At hun ikke fylder, fordi fyldet er så tungt.

Det er mærkeligt at skrive. For hun må jo så gerne fylde. Hun har ikke andre pladser i verden end den i hjerterne og minderne hos sine efterladte. Så her har hun lov til at fylde. Hvis ikke hun fylder, må hun være glemt, og så er hun først rigtigt død.

Men i går fyldte døden altså ikke. Det gjorde kun livet og lyset og latteren og vinen og kantarelsaucen. Og i modsætning til sidste år, hvor jeg helt glemte, at dagene omkring 27. september var dagene omkring min mors død – det kom jeg først i tanke om henne omkring 1. oktober og fik dén måned til at gå med kulsort samvittighed – så føltes i går helt rigtig.

“Man har kun så søde veninder, som du har, hvis man selv er sød,” sagde min mor. Og der er så meget kærlighed i den sætning, at jeg bliver helt ør og blændet nu.

Dét er livet.

I dag græder vi over døden. Det græder i himlen, i gaderne og i mit hjerte med. Af både savn og liv og tid, der går og slår og aer, det hele på samme tid.

Det er okay.

***

3 Comments

Add Yours →

Skriv et svar