Utilstrækkeligheds-betændelse. Smitter det?

En grotesk halsbetændelse er netop ved at slippe taget i min hals takket være penicillin, prednisolon og det stærkeste af alle præparater: Medynk. En læge sagde med hovedet på skrå, at denne slemme omgang var rigtig, rigtig synd for mig, og så begyndte jeg at hyle af lettelse over at det hele ikke bare var indbildt, hvorpå alt så lysere ud.

Som tågerne letter, kan jeg dog mærke, at en anden betændelse tager over. Betændelsen fra før. Den, jeg lider kronisk af.

Utilstrækkelighedsbetændelsen.

Jeg blev opmærksom på den for nogle uger siden, hvor jeg læste hos Johanne, der er så presset af sine arbejdsopgaver, at hun ikke orkede også at skulle slå til som hustru (link). Min første tanke var “Det skal du ikke være ked af, Johanne, det gør jeg heller ikke, selv om jeg ikke har nogen arbejdsopgaver. Jeg er verdens værste kæreste.”

Helt neutralt formuleret i mit hoved, som en faktuel sandhed.

Og min næste tanke var et godstog af andre ting, jeg heller ikke slår til med. Et tungt lastet tog, som bare havde ventet på signal om at måtte køre mig over. Nu var signalet givet: Destruktiv tanke nummer 1 var rullet igennem, banen var fri for de næste.

Det bemærkelsesværdige? At jeg for første gang mærkede togets buldren, før det kørte mig over. At jeg holdt en stophånd op foran det, bragte det til standsning, gik hovedrystende om på siden af det og lyste med en lommelygte ind mellem tremmerne og hvislede for mig selv: Hvad fanden er det, der foregår? Hvad FANDEN er det, der foregår?

Det, jeg fandt, og som så helt vanvittigt ud fra afstanden – ikke i sine enkeltheder, men i sin samlede volumen – var en række tanker, jeg længe har accepteret som sandheder. Som jeg lader køre mig over på hyppig basis i en storm af ukærlig nederenhed. Jeg sætter ikke noget forsvar op, hvæser ikke noget tilbage, når toget rammer; jeg trækker bare på skuldrene og mangler krudt til at gå kritisk til værks (for det er jo sandt nok) – som jeg ville have gjort, hvis en anden stod og lirede al min samlede utilstrækkelighed af op i mit åbne ansigt.

Her er et udpluk af tankerne. Det er ikke dem alle, I får her, men hver især er det små sandheder, jeg har skudt efter mig selv som giftpile, når det lige er kommet over mig.

*Jeg er ikke outdoorsey nok og ender med at sende mine børn det trættende signal om, at far er vild og spontan og mor er stillesiddende og praktisk.

*Jeg er der ikke nok for mine veninder.

*Jeg håndterer ikke mild modgang med eftertænksomhed, men med øjeblikkelig bedøvelse af tankerne på sociale medier.

*Jeg læser ikke nok bøger.

*Jeg laver ikke nok aktiviteter med børnene.

*Jeg er ikke så god til at lægge telefonen i selskab med mine børn.

*Jeg slukker ikke ofte nok for Ramasjang.

*Jeg spiser ikke sundt nok.

*Jeg bevæger mig ikke nok.

*Jeg følger ikke nok med i nyhedsstrømmen.

*Jeg er ikke spændende som kæreste.

*Jeg længes ikke efter at rejse; det fordi jeg er kedelig og bekvem og ikke orker bøvlet.

*Jeg kan ikke tage mig sammen til at få genopfrisket det kørekort, selv om det ville udvide familiens muligheder med flere hundrede procent.

*Jeg køber ikke nok økologisk, selv om jeg har råd.

*Jeg er ikke godt nok inde i politik til at kunne mene noget kvalificeret.

*Jeg er ikke nøgtern nok, når jeg argumenterer, men anekdotisk og følelsesbetonende, og hvem gider det

*Jeg har ikke nogen rigtige hobbier

Altså, what the fuck? Sker der inde i mit hoved? Jeg kan og har altid rigtig godt kunnet lide det meste ved mig selv. Jeg synes jeg har meget at give, og jeg synes overordnet, at mit kompas her i verden vender den rigtige vej. Så hvorfor sådan en ladning der? I kølvandet på enhver negativ tanke, der måtte opstå i løbet af dagen?

Da jeg først indså, at nogen var nødt til at hjælpe mig fra al den overfusning med utilstrækkelighed, og at det var nødt til at være mig selv, gik jeg praktisk til værks.

Jeg skrev alle tankerne ned. Og da de først stod der foran mig, sort på hvid skærm, mærkede jeg barmhjertigheden. Fordi mængden simpelthen var så overvældende. Jeg behøvede ikke forholde mig hvor meget eller hvor lidt hver enkelt udsagn var sandt – alene mængden virkede klart over grænsen. Som lægen, der kiggede bekymret på mig i konsultationen, kiggede jeg bekymret på mig selv og sagde: Det var en rigtig slem omgang, den der. Sker det tit? Er du okay?

Tip: Lider du også af overvældende mange tanker om hvor uduelig du er – uden måske helt at vide det? Skriv dem ned. Nu. Luk browseren og skriv dem ned. Overblik er din bedste ven.

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mit nye klarsyn. Om det fører til noget. Til mindre utilstrækkelighedsbetændelse. Mindre trang til at køre mig selv over med påmindelser om alle små hår i suppen, jeg kan komme i tanker om at jeg forpester min og andres tilværelse lidt med.

Men jeg håber, at barmhjertigheden holder ved. At den bliver mit bullshitfilter. At den griber ind, før toget rammer, og siger “Guys, guys, guys, skulle vi nu ikke liiiiige …” og får genoprettet den gode tone.

Der er masser af ting, jeg gerne vil ændre ved mig selv. Hvert et punkt på Utilstrækkelighedslisten vidner om netop det. Men jeg vil også gerne lære at sige pyt, komme videre og acceptere at der er nogle ting, jeg bare ikke kommer til at evne. Jeg bliver aldrig nogen outdoorsey type. Eller en nyhedsjunkie, hvor skamfuldt det end er at indrømme som journalist.

Men som med al anden læring tror jeg det bedste miljø, man kan få nye vaner i, er et miljø af kærlighed og forståelse.

Det vil jeg øve mig på at skabe for mig selv.

***

17 Comments

Add Yours →

Åhhh, Karoline altså. For faen! Selv om jeg er ret vild med din godstogs-metafor, er det jo frygtelig masse lort at sige til sig selv. Og hvorfor er vores lister nærmest identiske? jeg mener, hvorfor er det SÅ stor en kvalitet at være outsoodoorsy og læse bøger?

Måske vi også skulle få overblik over de gode kvaliteter, vi trods alt også har en del af. Det må være anden del af klarsynet.

P.s. hvordan dælen har punktet med manglende eftertænksomhed ved modstand sneget sig på listen? Det er jo helt crazy. Du har da meget eftertænksomhed, når du møder modstand. Må man ikke være eftertænksom online? Det må da være eftertænksomhed i anden, når man giver verden mulighed for at give sit besyv med?

Pp.s. rigtig god bedring.

Som min vidunderlige og livskloge kollega sagde til mig i dag, da vi snakkede om, hvor slemme vi er til at slå os selv gevaldigt (og uretfærdigt) oven i hovedet: Vi skal huske at være nænsomme ved os selv.
Det ord ‘nænsom’ … det havde vi begge lidt glemt. Men det er et godt ord! Man skal huske at være lidt nænsom ved sig selv.

Nænsom… et virkelig fantastisk ord. Jeg er nænsom overfor min mand, mine børn, mine veninder, når jeg fornemmer at de hver især har brug for det. Men jeg er ikke altid nænsom ved mig selv. Din kollega er klog!

Hvor er det dog genialt at skrive møget ned! Det tror jeg jeg vil prøve. Jeg har (bare sådan oppe i mit hovede) arbejdet på at det er ok at være den jeg er. Banalt, I know … Ellers kommer jeg ud af butikker med et ubrugeligt pink halstørklæde fordi jeg BURDE købe noget andet end mørkegrå bluser. Og bruger en god havedag frustreret på sofaen fordi jeg BURDE lære at slappe af. Osv. Jeg tænker faktisk du kunne finde en positiv eller bare neutral egenskab (eller charmerende særhed?) i den anden ende af dine punkter: Gider ikke rejse = finder glæde i eget miljø etc.

Lige den med rejser er faktisk ved at vende pga. folkestemningen mod flytransport. Men hvor har jeg kæmpet med den længe. Men god idé til de andre punkter, meget konkret måde at gå til det på! Og ja, skriv ned – alt det der oppe i hovedet bliver til små godstog med farlig last.

Jeg kender det så godt! Som min psykolog sagde: Ville du ringe til din veninde HVER aften inden sengetid og sige at hun er en utilstrækkelig mor? Nej, vel? Så stop med at sige det til dig selv!
Det er bare lettere sagt end gjort. Jeg finder tilbage til det gang på gang. Men jeg oplever som dig at fokus på det hjælper (prøv fx også en elastik på håndleddet, der svirpes hver gang du siger grimme ting, for at mærke smerten du påfører dig, det er jo ondskabsfuldt!) og som Kirstine skriver at vende det til noget positivt. Alle de grimme ord kan jo vendes til positive ØNSKER, der er mindre giftige, og som kan prioriteres af lyst. “Jeg vil gerne opfattes som spontan af mine børn”, det kan nok bedre kobles med noget du er god til eller kan lide, end at være mere oudoorsey.
Tak fordi du deler – det er vigtigt og kærligt!

Tak. Til en forandring gjorde jeg det faktisk: lukkede browseren med det samme og nedfældede alle mine kritikpunkter mod mig selv. Og et par timer senere da jeg fik tid til at se på det igen blev jeg inspireret til at fortsætte nedenunder med en liste over alle de ting jeg faktisk synes jeg er god til. Listen blev ca lige så lang, og på en eller anden måde fik jeg det lidt bedre.
Tror du at det er noget i tiden der gør at vi er så hårde ved os selv, eller har det altid været sådan?

Tak for et ærligt skriv.

Min tese er, at samtlige kvinder på barsel – eller hvert fald 95 procent af dem – kan tjekke alle de der punkter af. Jeg var i hvert fald i samme båd som dig, men jeg gav barslen skylden og med god grund. Nu er jeg på den anden side, og så kan jeg lige så stille begynde at fjerne nogle af punkterne på listen.

Men som du selv antyder, skal du ikke være så hård ved dig selv. Barsel er pissehårdt – især anden gang – og så er der altså ikke noget at sige til, at man ikke orker at være aktiv med børnene, bevæger sig nok – eller har kæmpe overskud til bøger, kæreste eller veninder. Men det skal nok komme igen. <3

Puh ha det lander lige ned hvordan jeg har det inden i, i mit hovede har det nok bare heddet noget med dårlig samvittighed.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke er en god nok mor. At jeg ikke har overskud nok til at tage mig ordentlig tid til at høre hvad min datter vil fortælle mig. Over at jeg ikke bare sidder og krammer hende og dufter til hendes hår mens hun sidder hos mig, men skal tjekke mobilen hele tiden.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke er en god nok kæresten. Prøver og prøver med pludselig ikke kan overskue mere og kammer over i stedet for at sige til og sige fra.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke er engros nok datter. At jeg ikke ser min mor nok. At hun vil mig så meget og jeg ikke har overskud til andet end migselv.

Dårlig samvittighed over at jeg er en dårlig ven og veninde. Glemmer og nedprioriterer d som har været der for mig.

Dårlig samvittighed over for arbejdet over at jeg er sygemeldt og ikke bidrager.

Dårlig samvittighed over for mig selv fordi jeg ikke er den version af mig selv som jeg har været og har lyst til at være. Over min vilje styrke ikke er så stærk som jeg troede den var.

Øv øv lort pis og øv. Jeg er ikke glad for at du kæmper med de ting du kæmper med. Men jeg sætter umådelig stor pris på din ærlighed og for at lave et rum hvor jeg ikke føler mig så alene i verden med de ting som jeg kæmper med.

Jeg arbejder også på at genoprette den gode tone – og jeg er stor fan af hjerneforskeren Anette Prehn (https://hjernesmart.dk/), som har fokus på, hvordan vi gør hjernen til en medspiller, i stedet for en modspiller, som den ofte er for mange af os. Det er helt konkret, lækkert formidlet og baseret på neuroscience – jeg har selv fået meget ud af ‘Hjernesmarte børn’ og er (langsomt) i gang med ‘Play Your Brain’ – hvor et af kapitlerne netop handler om, hvordan vi tænker om os selv (og de situationer vi havner i), hvad det gør ved os, og hvordan man kan ændre det. Og så faldt jeg netop over dette gratis online kursus, som jeg helt sikkert skal kigge nærmere på: https://www.udemy.com/the-neuroscience-of-reframing-and-how-to-do-it/ (What you’ll learn: Grow a flexible mindset and view occurences and situations from constructive angles)

TAK!
Jeg vælter rundt mellem de to yderpoler. Nogle dage er jeg barmhjertig og mild i tilgangen til mig selv og mine utilstrækkeligheder, og jeg stoler på min intuition og glæden ved det liv, jeg har skabt mig. Andre dage (who am I kidding – de fleste dage!) sætter jeg dem som direkte årsag til alt det, der kunne gå galt med mit job, min kæreste, mit barn og min tilværelse i det hele taget. Det er jo benhårdt både at være Egyptens syv plager OG den de går udover på én og samme gang. Hvad I al verden er det for et lortevilkår at trække ned over sin egen hat? Så hårdt ville jeg aldrig nogensinde dømme andre mennesker.
Jeg håber på, at kunne sætte mig lidt mere fri som dig, men indtil videre kan jeg tilføje manglende barmhjertighed overfor mig selv til listen over ting, hvor jeg føler mig utilstrækkelig. Satans.

Skriv et svar