Familie,  Klassisk Karoline,  Motherhood

Jeg er dødtræt af ordet “uperfekt”

Er det bare mig, eller er der med rekordfart gået inflation i påmindelserne om at huske at være uperfekt i kvindelivet?

Undskyld mig. Men det føles bare for mig som endnu en ting, jeg skal huske på også at være.

Jeg forstår skam godt, hvor det er opstået fra. Fra et behov for, at vi giver mødre – og kvinder i det hele taget – fri fra at skulle være flottest, bedst, lykkeligst, mest imponerende (og nå at udstille det hele på de sociale medier, men samtidig være totalt i balance med skærmtid). Det var lidt det, jeg skrev om HER. 

Men siden dé tanker har jeg tænkt videre. Og mon ikke sådan en kultur af kollektiv dårlig samvittighed over ikke at være det samme som de andre er mere sejlivet end som så?

At tro, at den dårlige samvittighed over ikke at orke/evne det samme som de andre på de sociale medier, bare kan udslettes med at vi siger, at det nu er meningen, at vi skal være uperfekte også, det er for enkelt. Og det gør mest bare én ting ved mig:

At jeg udover at føle jeg burde lave frugtdyr til børnehaven, hjemmelavede adventsgaver og selv sy børnenes Halloween-kostumer OG huske at være slank og frisk og stærk i min morkrop, men OGSÅ huske afslappet at hylde den for at være slap efter at have udruget to dejlige børn … så skal det nu også se uanstrengt ud. Uperfekt. 

Hvor er det altså en gratis ord-trend. Når vi samtidig vedbliver at hunte likes på de samme ting, vi bare kalder for uperfekte nu. 

Men. Jeg vil egentlig gerne se på det såkaldt perfekte. Og vise mine egne såkaldt perfekte, pæne glimt frem. For det minder mig om hvem jeg faktisk gerne vil være. Hvem jeg er, når jeg gør mig umage. 

Jeg er nemlig temmelig ofte meget uperfekt. Og det er ikke specielt cute eller holdeafbart. 

Når jeg i en rus af underskud har været kampnederen over for min kæreste og ikke kan finde ud af at sige undskyld, selv om jeg godt kan se, at det er mig, der er lorten. Der er jeg ret uperfekt. 

Når jeg gemmer en pakke kakaotoppe for dem, jeg er i familie med, fordi jeg ikke gider dele, selv om jeg skulle forestille at være moderen i legen. Så er jeg også ret uperfekt. 

Når jeg er så træt af at møde 5-6 overgearede facere fra hver sin velgørende organisation på mine trilleture, at jeg ikke længere gider se dem i øjnene som om de eksisterer og er mennesker, selv om jeg godt er klar over, at det er dem, der er ved at redde verden, ikke mig. Så er jeg temmelig langt fra perfekt. 

Dét er det ægte uperfekte. Det fejlbehæftede, det, jeg ikke rigtigt vil stå ved. Og det har ikke en dyt at gøre med at turde “synde” med blandselvslik selv om man crossfitter. Eller om man tør servere en (økologisk) frysepizza for sine børn, selv om man er en ellers korrekt madblogger. Det er bare balance. 

Ægte uperfekt er der da ingen, der gider vise frem. Jeg gider i hvert fald ikke.

Jeg har ikke noget imod at møde det såkaldt perfekte, når jeg færdes i verden og glor på jer andre på min skærm. Det siger mig ikke så meget kun at se på det perfekte, men det må godt være der for min skyld, og derfor følger jeg både polerede bloggere og Celeste Barber-typer. Idealer minder mig om hvem det er, jeg gerne vil være. En, der drømmer om at kreere frugtdyr og adventsgaver og Halloween-kostumer, eller i hvert fald blive bare lidt mere perfekt som kæreste, som mor og i mødet med alverdens overgearede facere.

***

15 Comments

  • Maude // skøreliv.dk

    Det er muligvis det dér med yderligheder. Ej, jeg ved det ikke?, men jeg er faktisk også afsindig træt af det uperfekte, selvom jeg hyldede det ret meget en gang, og muligvis har bidraget til rovdriften på termen. Men det er blevet til en ny ramme, noget man skal – eller ikke skal – være en del af. Så jeg synes faktisk rummeligheden og breden i begrebet er forsvundet. Det er blevet for meget ‘en ting’ eller en etikette. Så jeg har smidt min i skraldespanden.

  • Line

    Endnu et fantastisk godt indlæg fra din hånd. Og jeg er helt enig – det er jo ikke det ‘ægte uperfekte”, der bliver vist frem, men noget tilpas doseret uperfekt. Tak for en rigtig god blok – du skriver formidabelt med mange interessante temaer.

  • Anne

    Jaaah, du har sat så præcise ord på det jeg tænker og føler om det her, men som jeg ikke kan udtrykke så overskueligt som du her har gjort. Det bliver faktisk noget rod når jeg prøver. Så jeg jublede lidt da jeg læste dette, og vil sige dig mange tak for præciseringen og formuleringen for mig 😉

  • J

    Jeg læser det som et opgør med det der; “Altså jeg er ikke tilfreds før alt er perfekt. Jeg kigger på alle detaljerne, og æstetikken er bare SÅ vigtig og bla bla bla” Udtalt af alt fra kagebagere til bloggere til livsstils foks, tv værter mfl. Så jeg synes faktisk, det er befriende, men har også flere gange observeret, at det er påtaget!
    J

    • Karoline

      Men dem du nævner, “alt fra kagebagere til tv-værter”, er de ikke bare perfektionister på isolerede områder – relevant for det, udtalelsen optræder i, fx Bagedysten? Med kage, for eksempel? Det synes jeg er 100p okay. Jeg oplever det i hvert fald ikke som et pres. Måske forstår jeg ikke helt, hvad du mener.

      Det “perfekte” vi hagler ned, hvor er det egentlig, at vi oplever det, kommer jeg til at tænke? Hos nogle influencere er nok mit svar. Dem, der står for fx ifavn og veganisme og andre større livsstilsændringer, som for mig føles som ekstreme. Der har jeg det svært med, at det ikke altid er serveret med en forståelse for, at dem, der kigger med, ikke har samme muligheder for at gå til samme yderligheder. Og når de så slækker på det perfekte føles det, ja, påtaget – det er et godt ord.

  • Johanne

    Hahahha…. hvor er jeg glad for, at jeg ikke er den eneste, der går ‘hamster’ på familien og gemmer de lækre sager!
    Jeg har aldrig tænkt på det, at jeg skal ‘huske på’ at være uperfekt, men jeg forstår pointen.
    Jeg tænker mere, at det er en diskussion af, om man er autentisk og tør være sårbar -mere end om et spørgsmål om at være efterstræbelsesværdig eller ej. Men ægte nederen gider jeg heller ikke møde.

  • Nanna

    HA! Jeg blev på et tidspunkt enig med mig selv om at slette alle de douce instadamer, der aldrig har en nullermand i hjørnet eller en dårlig dag med mor-overskudsfronten. Jeg ville kun følge realistiske (verdens-)bileder.

    Men helt ærligt, det gik sgu ret hurtigt over. For det er jo ikke til at holde ud at se på andres skidt også. Billeder, der er alt for dårlig belyst, eller fortællinger, der er så indadvendte, at man nærmest skal have delt livmoderne med dem på motivet for at det tilnærmelse er interessant oversvømmede min strøm.

    Nu er jeg tilbage i det semipolerede univers, for jeg VED jo godt alle kæmper med noget, og hvis ikke der er nullermænd, kan det jo være skedesvamp eller søvnløshed.

    Det er sgu meget godt at livet, både bag skærmen og ude i den friske luft, kan være en væren. Alting behøver jo ikke at få et mærkat. Det skal være.

    • Karoline

      Ja, de glittede typer kan jo noget med æstetik, som bare ER behageligt at kigge på. Man sætter jo heller ikke hvem som helst til at style en dameblad, der skal få folk til lommerne og købe købe købe sig til de ting, det promoverer.

      Lol, skedesvamp. Man skal altid huske på, at andre nok også jævnligt er på apoteket efter hvis ikke så præparater mod skedesvamp, så noget mod hæmorider eller overdreven svedtendens.

  • Emilie

    Åh, hvor er det dog dejligt godt set!
    Og tak fordi du gad formulere det så fint.

    #mereafdet

  • Emilie

    Åh, hvor er det dog dejligt godt set!
    Og tak fordi du sætter så fint ord på det.

    #mereafdet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0