21

Ud af mobilmisbruget, uge 9/40: Det sejler!

Min Mobilafhængighed er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i afhængigheden ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

Mig, da dagens skærmtid tirsdag passerede 3 timer og 17 minutter:

Jeg havde glemt min bog, da jeg tog rollingerne med på legeplads; den store legede løs i sandkassen og den lille sov en maratonlur. Hvad kunne jeg gøre? Scrolle i solen! Og det var FANTASTISK.

Nå. On with it.

Ugens tilbagerulning

Som to læsere så engageret påpegede i sidste uge, da jeg annoncerede at ville bremse serien ned til at udkomme hver anden søndag: Det er ikke ofte nok, når man detoxer. Man har brug for den ugentlige reminder. Og selv om jeg har følelsen af at spamme en del læsere med emnet mobilafhængighed, så betyder de små tilkendegivelser af, at det her er noget vi gør sammen, så meget mere.

Så jeg er tilbage på ugentlige updates som oprindeligt tænkt.

Ugens oprydning

Det står mig klart, hvor meget den løbende pingpong med andre mennesker har kostet på min evne til fordybelse.

Tidligere, da jeg var en hardcore mobiljunkie, ville jeg nok have påstået, at den løbende samtale med verden derude var noget, jeg nød. Men nu, hvor jeg øver mig i at mariekondoe mit mobilforbrug, blandt andet ved at sætte mig i førersædet og selv bestemme hvornår og til hvad jeg bruger mobilen, larmer forstyrrelsen i de mange, løbende samtaler – hvor meningsfulde de end er hver især. De lange sms-korrespondancer, e-mails, Messenger-sludren, besvarelser af blogkommentarer eller samtaler på Instagram. Al slags løbende online kommunikation kunne snildt strække sig over timer og dage tidligere. Som et slags parallelspor i mit liv, der forløb samtidig med alt andet.

Derfor har jeg i de seneste uger øvet mig i at rydde op i de evige pingponger. Får afsluttet hurtige praktiske beskeder med det samme, i stedet for at deponere dem på en todo-liste oppe i hjernen, der hele tiden minder mig om ting, jeg skal have gjort. I tilfældet sniksnak har jeg ladet være at læse beskeder, der tikker ind, før jeg havde tid om aftenen, eller også “købte” jeg tid ved at svare, at jeg lige var ophængt og ville vende tilbage samme aften. Jeg sendte stadig selv tråde ud i verden, når det passede ind i min dag at sniksnakke, men hvis ikke modtageren var tilgængelig, når jeg ville, og først vendte tilbage senere på dagen, parkerede jeg korrespondancen. Lod være at læse eller købte mig tid.

Det er en stor forskel fra tidligere, hvor jeg ville have følt et ansvar over for skriveren, der vendte tilbage. Det var jo mig, der havde startet samtalen, så nu hang jeg på den, lød logikken – selv om det var ubelejligt for mig nu, og jeg var fordybet i noget med fx mine børn.

Det føles rart at have ryddet lidt op i mine tanker her. For en af mine store syndere i mit skyhøje skærmtidsforbrug har helt klart været forpligtelsen over for folk derude. Det evige tjekkeri for om folk er vendt tilbage med svar på spørgsmål. Den forpligtelse føler jeg ikke i samme grad længere. De kan vente.

Ugens undren

Hvorfor føles telefonsamtalen for mig, en kommunikationsfagligt uddannet voksen kvinde, grænseoverskridende? Og hvorfor lader den også til at være det for mange andre voksne, jeg får i røret?

Et opkald føles som noget særligt, ikke? Både at foretage og at modtage. Man ringer ikke længere bare med praktiske spørgsmål – telefonsamtalen synes reserveret til noget dybere blandt venner.

Der er også et element af hensyn i det. Jeg er blevet vant til at sende folk en mail eller en sms i stedet for at ringe, fordi jeg ikke vil forstyrre på et ubelejligt tidspunkt; lade dem svare, når det passer dem – fordi jeg foretrækker ikke at blive forstyrret.

Jeg tror, at jeg for alvor fik det anstrengt med telefonsamtalen i min første barselsorlov, hvor jeg følte mig enormt generet af opkald. Der fandtes kun ubelejlige tidspunkter at blive ringet op på. Enten sov min datter, og så ville jeg helst zone helt ud med tavs oprydning eller fjernsyn. Eller også var hun vågen, og så var det svært at koncentrere mig halvt om hende med øjnene, halvt om samtalen med ørerne.

Sådan forblev mit forhold til telefonsamtalen, selv om barslen sluttede. Og nu ved jeg ikke, hvorfor jeg ikke ønsker mig et afslappet forhold til telefoni tilbage. Det kan jo virkelig noget, den form for kommunikation, og hvor har jeg brugt sygt mange timer af min ungdom med Katrine, Rikke, Anne og Iben i røret.

Kan I genkende det? At I finder det lettere ubehageligt at tale i telefon, men uden helt at vide hvorfor? At der er bekendte, I aldrig ville ringe op – I har et udelukkende skriftligt forhold til dem? Er det distancen i de skrevne medier, der trækker – muligheden for at tænke sig om; svare, når man har bedre tid? Er vi blevet så travle, at vi ikke bryder os om at være umiddelbare?

Ugens data

Manner, hvor det sejler.

Jeg troede ellers i begyndelsen af denne uge, at den ville forløbe med både svære dage (de dage, hvor der ikke er lagt planer, så der skal ekstra meget selvdisciplin til for ikke at ende i en sump i sofaen med mobilen) og nemme dage (de dage, der har væg-til-væg-planer, hvor mobilen er fjernt i tankerne), og at det gennemsnitlige forbrug derfor ville ligne de andre ugers. Men jeg kan jo se på det daglige gennemsnitsforbrug, som overskrider min tilfredshedsgrænse med 36 minutter, at der har sneget sig for meget scroll ind alligevel.

Jeg tror primært, at det skyldes at nyhedsværdien i min mobildetox er aftagende; jeg glemmer simpelthen projektet i ugens løb. Og sekundært handler det nok også om, at der går lidt “for helvede, så kan det sgu også være lige meget”, hvis jeg en dag ser, at de tilladte 2 timer er brugt, mens dagen stadig har mange timer i sig endnu. Et element af trods sniger sig ind, blandet med det naive løfte om, at jeg så slet ikke vil kigge på mobilen dagen efter overhovedet (haha).

Igen minder det her projekt deprimerende og komisk meget om en kuldsejlende slankekur.

Jeg tager en uge mere, hvor jeg prøver ved de spæde vaners kraft at holde igen. Ser det stadig slemt ud på søndag, må jeg tilbage til de ugentlige udfordringer.

***

21 thoughts on “Ud af mobilmisbruget, uge 9/40: Det sejler!”

  1. Ja! Jeg kan SÅ godt følge det der med, at telefonen er blevet skræmmende. Når jeg tænker iver det, så tror jeg, der er tre aspekter i det:
    1) Det kræver dedikation på et andet niveau end tekst. Du skal afsætte tid til telefonsamtalen, hvor du med en besked kan skrive den samtidig med, at du ser en serie i fjernsynet/leger med dine børn/sidder i bussen.

    2) At samme grund er det også mere forstyrrende for modtageren af opkaldet, som du også er inde på. Og folk har jo travlt. Tid er en mangelvare. Og jeg vil da ikke spilde folks dyrebare tid på mit ligegyldige ævl…

    3) Det fjerner det filter, internettet giver. Hvilket egentlig er vildt positivt (prøv fx at ringe til en skattemedarbejder frem for at skrive til dem og mærk forskellen i kundeservicen… pro tip ), men samtidig grænseoverskridende. I hvert fald for mig…

    Det er rart at høre, man ikke er ene om at have det sådan.
    Jeg øver mig i øvrigt på bare at gribe knoglen uden at tænke for meget over det…

    • Det vil jeg også øve mig i, det med at gribe røret og bare ringe op. Og more mig lidt over folks overraskede “Øhm … ja?”, når jeg ringer op midt i vores skriftlige korrespondance for lige at få det hele lukket.

  2. Argh men altså: 3 timer og 58 minutter! Og jeg var ellers stolt under 2 timer i sidste uge. Men nu har jeg ferie (med familien naturligvis) – og så er der åbenbart mere tid? Suk. Jeg trøster mig med, at de fleste minutter er, når barnet sover…
    Men altså – jeg er ude for i dag. Og i øvrigt helt enig med det om telefoni. Det er også fordi, jeg ringer så sjældent, så hvis jeg endelig fanger en veninde, tager det hurtigt hele aftenen. Og det gider jeg åbenbart ikke bruge skæretid på?! Hmm.
    Tak fordi du holder mig i ørerne på ugentlig basis.

  3. Telefoni er langt mere forpligtende end skriveri for mig. Sådan har det ikke altid været – som ung kunne jeg ligge på gulvet i entréen i timevis, mens jeg småsludrede med veninderne, men idag foregår den slags løs kontakt udelukkende over SMS/messenger. På den måde behøver ingen af os at koncentrere os om samtalen… lidt trist, men nok svært for alvor at ændre. Til gengæld er vi stadig gode IRL!

  4. En ting, der virkelig har ændret mit forhold til min smartphone og sociale medier, er at forsøge at sætte mig lidt ind i datasikkerheden omkring det. Er det noget, du tænker over? Måske fordi jeg selv har oplevet, at noget nogen har delt (om sig selv, men hvor jeg perifære indgik) er blevet en kæmpe historie og man derfor nu kan optrevle ret meget om mig og min familie, hvis man føler for det, og hvor jeg kunne se, at det feks ramte visse familiemedlemmer hårdere, fordi de ikke havde været lige så emsige med deres privatlivsindstillinger (min farmor blev opsøgt på sin adresse, min mor blev ringet op på sit arbejde). Det er interessant, fordi mit indtryk er, at mange synes det er “farligere” at dele noget meget privat følelsesmæssigt, men derimod gerne deler både fødselsdato, bryllupsdato, deres børns fulde navne og fødselsdatoer, sundhedsoplysninger (bl.a. hvor de bliver behandlet for hvad og af hvem, inkl psykologer mm), enten har adresse stående på krak eller tager billeder, hvor man nemt kan identificere den, og samtidig gerne deler både hvornår de tager på ferie, og hvornår de kommer hjem igen. Jeg ved ikke, om det er fordi folk simpelthen ikke kan forestille sig, hvordan den slags oplysninger kan misbruges? Og det er jo bare hvad folk deler offentligt. Så er der hele det lag med, hvor creepy det er hvor nært vi alle sammen kan trackes og hvad det kan og bliver brugt til (f.eks. kvinder i USA, der bruger cyklus apps, der så f.eks. kan melde tilbage til deres forsikringsselskab eller job, om de forsøger at blive gravide), etc etc.., men det overrasker mig nok alligevel mindre at folk er uopmærksomme på den slags, end at de åbent og frivilligt deler meget følsomme oplysninger.

    • Hej Hazel. Jeg tænker vel over datasikkerhed lige så meget som den gennemsnitlige internetbruger: Lidt hele tiden og af og til mere. Men jeg tænker ikke særligt over det som et værn mod et højt mobilforbrug. Gør du det? Jeg tror ikke helt, at jeg kan få øje på sammenhængen. Man skal vel efterhånden helt skille sig af med sin smartphone for at være på den sikre side, eller have kendskab på ekspertniveau til sine sikkerhedsindstillinger. Bare at scrolle mindre hjælper vel ikke stort? Jeg tror ikke helt jeg er med på din logik her.

  5. Ja, det gør jeg selvfølgelig, når jeg skriver det 🙂 Der er f.eks. sociale medier, jeg vælger ikke at bruge og apps jeg vælger ikke at downloade på grund af datasikkerhed (eksempelvis spil som CandyCrush, som jeg ellers tidligere har brugt timevis på). Men ikke mindst betyder det, at der er rigtigt, rigtigt mange ting, som jeg vælger ikke at dele på de platforme, hvor jeg (trods alt) har en konto, eller deler i en meget mere udvandet, vag version, ligesom jeg har valgt ikke at befolke f.eks. min Instagram med venner og familie. Det gør alt andet lige oplevelsen til en anden, betyder at det jeg skriver er meget mindre fangende end det ellers ville være, og begge dele betyder, at der er mindre interaktion omkring mine indlæg/opslag. Uden de overvejelser og valg tror jeg faktisk, at internettet ville trække i mig meget mindre, end det gør.

    • Jeg forstår! Du deler mindre af det “spændende” som giver høj interaktion, derfor trækker internettet nok mindre. Meget logisk. Sådan har jeg ikke tænkt på det. Men selvfølgelig er den afhængighedsskabende dopaminrus vildere, når man deler noget fra den farligere og mere personlige ende af spektret. Har du tidligere delt mere frit? Er meget interesseret i hvordan det så var at ændre adfærd.

      Datasikkerhed er nok et ømt punkt for mig. Så ømt, at jeg lukker øjnene for det. Jeg prøver at passe på med informationer af både privat og persondatamæssig karakter, men jeg må ærligt indrømme, at jeg intet overblik har over hvor meget man kan gøre mig og mine kære ondt med simple googlinger, hvis man ønskede det.

      • Tak for link! Jeg fandt lige mine egne indstillinger frem på iPhone (Indstillinger -> Anonymitet -> Lokalitetstjenester) og fik pillet lidt i hvilke apps, der må alt. For eksempel må børnehavens app ikke ALTID tracke, hvor jeg er – Københavns Kommune, hvad foregår der?! Jeg ville ønske, at man helt kunne slå lokalitetstjenester fra, men de gange jeg har prøvet det, er nogle apps blevet helt umulige at bruge. Vejret og Maps, selvfølgelig, men også andre, som jeg husker det.

        Klamt, når man tænker over det. Jeg er bare ikke klar til den fornuftige konsekvens: At afinstallere. Men Hazel og du har klart sat gang i nogle tanker her. Måske kan det være endnu et aspekt i, at enhver fornuft peger på at drosle ned med hvad og hvor meget vi bruger telefonen til.

      • Ja, jeg har delt mere frit end jeg gør nu, men har nok altid været lidt på vagt af forskellige grunde. Men det har helt klart været en process, også fordi det jo, som du siger, er umuligt at sikre sig fuldstændigt. Så det er afvejning i hvert enkelt tilfælde, og for mig har det varieret ret meget hvilke ting jeg var villig til at dele. F.eks. deler jeg gerne at jeg har sclerose, men er blevet meget mere tilbageholdende med at dele detaljer, der kan identificere præcis hvilken behandling jeg får eller hvilke symptomer jeg har haft hvor og hvornår. Alt sådan noget, der ville lyde troværdigt, hvis nogen f.eks. prøvede at ringe til min læge, mit hospital eller måske mit forsikringsselskab og forsøgte at udgive sig for mig. Men ærligt talt synes jeg ofte, at det er enormt frustrerende at skulle lægge bånd på, hvad jeg fortæller.

        Problemet er jo også, at der er mange forskellige “fronter” i datasikkerhed, og ens foranstaltninger bliver forskellige, alt efter hvem man er “mest bange” for, at ens oplysninger skal falde i hænderne på. Er det staten, store multinationale virksomheder eller almindelige cyberkriminelle? Det har meget forskellige implikationer, og der kan sådan set være grund nok til at være nervøs for alle tre. Heldigvis er vi på mange måder forholdsvist godt beskyttet herhjemme ift til f.eks. virksomhederne (i hvert fald mere end mange andre steder i verden), men når jeg ser forældre, som deler både billeder, adresser, fødselsdage, diagnoser mm på deres børn, og samtidig både deler barnets yndlingslegetøj, hvad de lavede i weekenden, navne på resten af familien, mm, kan jeg ikke lade være med at tænke, at man gør det meget nemt for folk men onde intentioner at vinde det barns tillid ved at udgive sig som familieven/kollega eller lignende, hvis barnet er uden opsyn i mere end et splitsekund. Dertil kommer så risikoen for indbrud, identitetstyveri, stalkere mm. Ville en stalker kunne udlede, hvor I bor, hvilke rytmer I har, hvor I kommer, hvornår du er alene, hvem du omgås med, eller hvordan de skal indlede en samtale med dig for at vinde din fortrolighed? Så er det måske værd at tage op til revurdering, hvad man deler.

      • Spændende spørgsmål! Værd at stille sig selv. For mig spiller dette aspekt dog også en rolle: Skal man leve sit liv i skyggen af den lille risiko for at andres onde hensigter rammer en? Det må den enkelte jo vurdere, og jeg forstår godt at du med din oplevelse i bagagen er mere forsigtig, mens jeg samtidig godt kan forsvare selv at være mere loose. Jeg forsøger fortsat at passe på, især på mine børns vegne, men jeg er ikke fanatisk. Dog vil jeg KLART tænke mere over såkaldt herførbare oplysninger fremover. Tak for disse input, kom gerne med flere tanker, de er sygt relevante. Jeg skulle bare lige have den en gang til for Prins Knud, før også jeg forstod sammenhængen med emnet.

      • Jeg efterlader også lige et par links, som handler om forskellige aspekter af det her:

        Den her er gammel, og jeg vil tro, at virksomhederne har fået bedre styr på det siden, men tænk hvor meget større sandsynligheden er for, at en hacker ville kunne svare direkte på sikkerhedsspørgsmålene, hvis man har delt alskens forskellige oplysninger offentligt på sociale medier: https://www.wired.com/2012/08/apple-amazon-mat-honan-hacking/

        En TEDtalk som handler om, hvordan folk kan få adgang til din smartphone ved at udgive sig for at være en wifi-forbindelse, du tidligere har brugt: https://www.youtube.com/watch?v=2GpNhYy2l08

  6. Jeg har været i sommerhus en uge, efter et par dage løb jeg “tør” for mobildata, det blev en lang uge. Og min afhængighed gik i den grad op for mig.

      • Jeg blev rastløs, ukoncentreret, lavede lidt dit, lidt dat og glædede mig til at komme hjem med fuld wifi. Og jeg er ellers typen, der glemmer at få mobilen med, er lettere forarget over folk, der er mere optagede af mobilen end deres barn, synes, at det ser så ensomt ud, når en flok mennesker er sammen uden at være det, fordi de er mere optagede af skærmen.
        Og så er jeg selv sådan.

      • Vigtig læring, tænker jeg? Jeg oplever også en mildhed og nuancering over for andres mobilbrug snige sig ind efterhånden som projektet skrider frem. Den var jeg ellers tidligere meget arrig på.

  7. Pudsigt. Jeg har lige genopdaget telefonsamtaler, og synes det er SÅ rart at høre folks reaktioner i stedet for bare at gætte mig til dem. Det er også meget hurtigere lige at lave den aftale mundtligt. Det var en ny ven, som insisterede på at tale i telefon med mig i stedet for at tekste, som fik mig tilbage på sporet. Hvis tidspunktet er ubelejliget, lader man jo bare være med at tage telefonen. Mere forstyrrende er det heller ikke. SMS er nu mest til praktiske ting, eller hvis jeg skal sludre med nogen i tavshed (hvis den ene fx på arbejde).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *