Ud af mobilmisbruget, uge 11/40: Føles podcasts mere okay end anden mobilbrug?


Min Mobilafhængighed er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i afhængigheden ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

Ugens shoutout

Ærligt talt følte jeg mig temmelig blæst, da jeg i sidste uge ævlede om, at neddroslingen af mobilbrugen ikke havde resulteret i nogen nævneværdig åbenbaring eller lykke over al den frigjorte tid som (måske lidt naivt) ventet. I stedet for at forbigå min blæsthed med tavshed, var flere af jer på pletten med et råd. Tusind tak for det! Jeg havde ikke selv tænkt mig til det, så det var enormt velkomment: Det er svært at finde mening i at holde op med at gøre noget, hvis ikke man beslutter sig for at gøre noget andet – konkret – i stedet.

Enormt banalt, egentlig. Og simpelt. Hvis man skal gøre noget mindre, må man vide, hvad man så vil gøre mere af.

Flere anbefalede at skrive en liste over gode aktiviteter ned, som man kan fylde den tid ud med, som tidligere er gået til scrolling, og det er jeg gået i gang med. Dels en go-to-liste til de dage eller aftener eller timer, hvor jeg ikke har fået lagt planer for familien og hvor vores tid sammen ikke skal klattes væk i scroll og Ramasjang og afladskagebagning. Dels en liste over god mig-tid, så ikke al tid, jeg har alene, er forpestet af det evindelige “Du burde læse en bog, hent nu din bog, læs nu i den, dit dovne stavær af en påstået læsehest, og du skal læse i den for din forpulede fornøjelses skyld!”. Der er andre ting, jeg gerne vil med mit liv, og måske er det på tide at få dem på paletten.

Hvis I vil dele jeres lister, så spray løs i kommentarfeltet!

Ugens lytter #1

For nylig lyttede jeg til afsnittet om skærmpanik i Svend Brinkmanns podcast, Brinkmanns briks. Og jeg vil gerne snakke lidt om det.

Jeg er med på, at Svend Brinkmanns evige mission er at få os til at slappe lidt af, at lade være at gå i kollektiv panik og at grave fornuften frem for os. Det er han rigtig dygtig til, og jeg slubrer det meste fra hans hånd i mig. Således også hans syn på skærmpanik, som skinnede tydeligt igennem, selv om han af og til for interviewets skyld lod til at indtage den paniske rolle. Pointen med programmet var, at vi lige skal tage det lidt mere chill med at tale skærm op til at være århundredets værste fjende og resultere i alt fra depression og stress til manglende sammenhængskraft og en hel generation af unge, der halter i empatien.

I get it, Svend. Du er vor evige chill pill.

Jeg synes bare ikke det er ret fair at udgive en podcast med noget, der skal forstås som en debat, når de tre mennesker, han har halet i studiet, alle understøtter samme tanke: Hans. Jeg tror i hvert fald, at man skal begå sig i unimiljøet til daglig for helt at forstå, hvordan de tre adskiller sig. Ja, de forsker i skærmbrug på sikkert forskellige måder, ja, de er relevante at lytte til, når de fortæller at skærme ikke er så farlige, som vi gør dem til – men kan de stå alene? Når andre fagfolk står klar til at udråbe skærm til at være en større trussel mod vores samfund, end vi i det daglige gør os begreb om? Det synes jeg ikke.

Et efterhånden kendt navn i snakken om skærme og digital detox herhjemme er lægen Imran Rashid, der har udgivet bogen Sluk – kunsten at overleve i en digital verden. Han står for det modsatte synspunkt af de fire unifolk: Overdreven skærmbrug er farligt, vi bør vågne og tage kontrollen tilbage. Rashid er ikke inviteret i studiet, men det er ukorrekt at sige, at han er fraværende i podcasten. Kvikt bliver det nemlig lige meldt ud, at det jo vil sælge en masse bøger, hvis man virkelig taler panikken op. Bemærkningen kommer fra Brinkmann selv, så vidt jeg husker – i hvert fald står den uimodsagt af Brinkmann, hvis det var en af de andre, der stod for den kvikke kritik.

Det synes jeg simpelthen er for ufint i et program af en mand af Svend Brinkmanns kaliber. Hvis han mener, at Sluk-bogen er angribelig og har solgt sig op af bestsellerlisterne på folkets (ubegrundede) frygt, så må han gå til dét. Ordentligt. Ikke sidde med et kor af folk, han er enig med og muntre sig. Det kan de sgu gøre privat.

Men! Der var også gode ting i showet, og særligt én ting tager jeg med mig: At huske lingoen. Den evige snak om misbrug, abstinenser, afhængighed og at skærm er lig med narko … det er ikke bare problematisk at give alle social media-brugere i verden et sygdomsprædikat, det er også groft nedladende over for folk, der bøvler med reelle misbrug af for eksempel narko, spil, porno eller mad. Reel afhængighed er noget grellere end det, vi skærmtyper oplever. Det, vi oplever, argumenteres der i podcasten, er det her: Dårlige vaner. Og det synes jeg er helt rigtigt sagt.

Jeg føler mig fortsat som en junkie, men jeg er det jo ikke. Jeg har nogle meget dårlige vaner, som jeg gerne vil ændre, fordi de står i vejen for, at jeg bruger min tid på den måde, jeg gerne vil.

Ugens lytter #2

… og bedst som jeg havde skrevet ovenstående, faldt jeg over det seneste afsnit af Elektronista med Christiane Vejlø. Det er noget mere nede i konkretiseringen af hvad skærmbrug betyder for den enkelte, synes jeg.

Overskriften på afsnittet siger det hele: “Nej, du er ikke afhængig af din smartphone (men derfor kan du godt lægge den lidt væk)”. Én af pointerne er, at skærme ikke er magiske, de kan hverken gøre os lykkelige eller ulykkelige; det hele handler om konteksten og den måde, de bliver brugt på. Og så bliver ordet dopamin for ofte brugt i den her diskussion af folk, der ikke aner hvad det stof egentlig kan.

Afsnittet er et lyt værd lige her.

Ugens brevkasse

Apropos podcasts, så spurgte en af jer for nogle uger siden, hvad jeg egentlig mente om podcastlytning her i neddroslingen af min mobilbrug. Tina skrev:

“Personligt har jeg meget glæde af forskellige podcasts, som virkelig udvider mit perspektiv og stimulerer mig intellektuelt. (…) Har du en eller anden form for retningslinje ift. det? Det er jo på sin vis også at lukke lidt af for omverdenen, omvendt kigger man jo stadig op og er delvist til stede”.

Og ja! Jeg har nogle skitser til retningslinjer. Eller – måder at tænke på.

Jeg er ikke enig i, at man er delvist til stede, når man lytter podcasts. Jeg er i hvert fald ikke. Fokus er på lytningen. Derfor ser jeg det ikke anderledes end alt andet, der foregår på mobilen: Det er fokus på mobilen og dens univers og derfor fravær af fokus på andre ting.

Jeg kan godt af og til lytte til podcasts på mine barnevognstrilleture eller når jeg laver mad eller gør rent, men som med al anden mobilbrug er jeg for tiden opmærksom på, at det er noget jeg vælger til. Ikke en default-handling, der hører med til det meste andet. Og jeg vil gerne være god til at gøre én ting ad gangen. Jeg vil gerne kunne gå en tur med barnevognen uden at skulle stimuleres af andres tanker imens. Mine egne tankestrømme er også vigtige, og det pibler frem, når jeg holder ro i hjernen, især når jeg går tur. Jeg vil gerne kunne gå i supermarkedet, falde i søvn, køre i bus etc. uden at skulle beskæftige hjernen med andet end lige akkurat dét.

Derudover vil jeg gerne deltage i det offentlige rum. Kigge op, smile, nikke, se andre. Blive set. Det giver stadig et lille stik, når jeg går ned ad en fyldt Nørrebrogade, hvor næsten ingen ser på hinanden, de fleste kigger ned eller ud i uendeligheden med et lille smil i mundvigen, dybt optaget af lyden i ørerne (selv om jeg prøver at prøve at blive på egen banehalvdel og gå mindre op i andres habitus og mere op i min egen).

Der skal selvfølgelig være plads til, at man kan trække sig – men for mig er det vigtigt også at huske at vælge det offentlige rum til, ikke altid tage det for givet, når jeg bevæger mig i det. Jeg ved ikke om det lyder sygt helligt, undskyld, i så fald.

Men jeg elsker podcasts, de er lærerige og i et godt format, og jeg har en lang stribe af abonnementer i Spotify. Jeg prøver bare at se på podcasts som jeg ser på andre sysler på nettet, jeg også nyder: Det skal være et tilvalg, ikke noget, der altid og lettere bevidstløst foregår sideløbende med vente- og transporttid.

Hvad siger I andre? Er podcasts noget andet end eller det samme som øvrigt mobilbrug?

Ugens data

Jeg er meget tilfreds med ugens data, der ligger noget under mit loft på 2 timer. Især fordi én af dagene bød på over 3 timers skærm, så andre dage må jo have trukket den anden vej. Balance. Dejligt.

Men der er også gået konkurrence med mig selv i den: Kunne jeg slå sidste uges 1 time og 25 minutter med noget endnu lavere? Og det er ikke det rigtige. I den model er al mobilbrug forkert, for målet er vel så 0 minutter i alt – og det er slet ikke der, jeg skal hen.

For eksempel ville jeg i ugen, der lige er gået, gerne have sluppet for tanken om, at jeg ikke havde lyst til at “bruge datatid” på at vise min søde niece noget, hun bad om at se på min telefon, da vi sad og hyggede os med en snak om hvordan mit liv så ud, da jeg var på hendes alder – og det samme gælder de opskrifter, jeg googlede med en form for dårlig samvittighed. Helt forkert.

Målet er som sagt ikke 0 minutter. Som nævnt før kan det her data godt smage lidt som en slankekur, der går godt, og hvor man bliver så grebet af det, at man bare gerne vil endnu længere ned, uanset hvor lavt et tal, vægten viser. Fokus bliver forkert: På tal i stedet for velvære.

I tilfældet mobilbrug ligger mit velvære lige nu et sted mellem halvanden time og 2 timer. 1 time og 57 minutter skal for eksempel ikke give udslag i en fiaskofølelse, og omvendt skal under en time ikke være det vildeste, der er sket den uge. Jeg vil gerne øve mig i lidt mindre fokus på tallene.

*

***

10 Comments

Add Yours →

Jeg tror ikke jeg er helt enig i den med podcasts – svarer de ikke mere til at høre P1? Jeg og min søn kalder telefonen for’radioen’ og har den liggende ovre i køkkenet når vi tuller rundt. Jeg får ikke hørt hvert et ord, men får de overordnede linjer med. Min kæreste, der lytter til nogle af de samme, synes det er skammeligt og respektløst. Altså over for podcastet. Barnet tænker han vist ikke ind lige i denne sammenhæng

Hej Kirstine. Jeg har ikke tænkt på podcasts som noget, man hører ud i rummet som flowradio, når man ikke fokuserer på det (selv hører jeg dem kun i høretelefoner, alternativt på højtaleren, men kun når jeg er alene) – men jo, så er det måske en anden sag. Kh Karoline

Jeg elsker at læse om din vej ud af mobilmisbruget, og føler mig tit inspireret. Tak for stof til eftertanke, værdsætter det virkelig, også selvom jeg ikke får kommenteret hver uge.

Jeg hørte også Svends podcast og har ikke læst Rashid, så er nok også lidt unuanceret, men et af de budskaber jeg tog med mig fra podcasten var, at vi ikke bare kan skære al skærmtid over en kam. Vi må skelne mellem de mange forskellige måder vi bruger vores skærme på. Personligt finder jeg fx at der er forskel på at lave mad efter en opskrift jeg har på telefonen, og så at scrolle Facebook når jeg egentlig skulle sove, fordi jeg ikke kan finde ud af at lukke. I den skelnen tænker jeg også på at skelne mellem at bruge mobilen når jeg er alene, vs. sammen med andre. Og at “forsvinde” fra selskabet ind i telefonen vs. at bruge den til at skabe fællesskab fx ved at vise billeder eller skiftes til at finde sjove film på Youtube.
Og på denne måde vil jeg også skelne mellem forskellige måder at høre podcast. Hvis jeg skal køre 3 timer med tog alene finder jeg stor fornøjelse i at høre podcast eller lydbog, mens jeg har måttet tage mig selv i at putte cykelhjelmen i min cykelkurv fordi jeg ellers ikke kunne have hovedtelefoner på, på en 10 min cykeltur, og næsten ikke kunne holde stilheden ud. Og det sidste er bare ikke ok. Jeg skal kunne holde ud at være med mine tanker, men jeg behøver ikke være det hele tiden.
Hmm tja, et par tanker på en søndag aften. Tak for at dele dine, og sætte gang i en række refleksioner hos mig!
Vh Matilde

Den formulering kan jeg godt lide: Om man forsvinder fra fællesskabet med sin telefon, eller om man bruger telefonen til at skabe fællesskab.

Jeg er sikker på, at der var mange gode pointer i Brinkmanns podcast-afsnit! Men jeg synes virkelig konstellationen af de tre deltagere forstyrrede for meget til, at jeg fik det hele med mig. Christiane Vejlø tog sagen op på en mere spiselig måde for mig. Kan ikke afvise, at de to er rørende enige.

Jeg hørte også podcasten forleden – mens jeg trillede med barnevognen på Fælleden Jeg hæftede mig især med den misvisende sammenligning med decideret misbrug samt kontekst af skærmbrug, som Mathilde ligeså fremhæver. Sidstnævnte gav virkelig anledning til i tankerne at gennemgå, hvor mange skærme, vi eksponeres for – på færgeture, hos lægen, i bussen, hospitalets spørgeskema på tablet. Vi interagerer i højere grad via skærme i mange af hverdagens arenaer. Selvom jeg også forsøger kun at hive i mine egne dårlige vaner, bliver jeg trist til mode, når jeg ingen øjne møder, men kun ser bøjede nakker i bussen. Inden jeg gik på barsel, lyttede jeg vildt meget til radio, musik, podcasts på mine cykelture – grænsende til et tvangsneurotisk forhold til hørebøfferne! Så jeg synes klart, at podcast m.fl. skal med på listen – omend Maries pointe med fælles lytter er vigtig. Min mand og jeg hører tit fx Troldspejlet, P6 Beat Elsker eller Sort søndag, når vi skal køre til Molslinjen fra København og så taler vi om det, vi lytter til. Det er der stor kvalitet i, sammenlignet med mine cykelture med ti minutters podcast på vej til arbejde.

Det var mig med spørgsmålet – tak fordi du tager det op. Det er meget interessant at høre dit syn på podcasts som en del af den dårlige skærmvane – lad os i lyset af Brinkmanns podcast (som jeg ikke selv har hørt) kalde den det frem for at forfalde til misbrugsretorikken.

Jeg kan rigtig godt lide din pointe med, at podcasts kan stå i vejen for ens egen naturlige tankestrøm. Det havde jeg faktisk ikke tænkt på! For det er jo helt rigtigt, at man med en podcast tvinger hjernen ind på et bestemt emne, et bestemt fokus. Det vil jeg helt klart tage med mig i forhold til mit eget forbrug af podcasts.

Jeg ved dog ikke, om jeg er helt enig i, at man nødvendigvis er lige så fraværende med en podcast, som man er, når man går og kigger ned i telefonen. Jeg vil måske hellere sige, man er fraværende på to forskellige måder. Når jeg hører podcasts, så kan jeg fx sagtens registrere omgivelserne omkring mig imens (og hilse på forbipasserende i nabolaget); hvem går forbi, hvilke nye blomster er sprunget ud, hvor langt er de kommet med byggeriet henne på hjørnet osv. Hvis jeg gik og kiggede ned i telefonen, ville jeg hverken høre eller se noget. Måske er det anerledes for andre? Måske bliver nogle mere opslugte af en podcast, end jeg gør, og registrerer derfor ikke så meget andet – eller måske er de mindre opslugte, når de kigger i deres telefon, end jeg. Jeg ved det ikke? Dog vil jeg tilføje, at jeg klart vil fortrække, at min partner scroller på sin telefon frem for at lukke sig inde i sin egen verden med hørebøffer og en podcast, hvis vi derhjemme. I den kontekst virker podcasten faktisk mere ekskluderende end scrolleriet. Med mindre vi hører det sammen, som vi ofte gør i bilen eller over morgenmaden i weekenden – så er det jo bare radio.

En anden ting som jeg værdsætter ved podcast-mediet: jeg føler, det skærper min evne til at koncentrere mig. Det at lytte til noget sammenhængende i en halv eller hel time, det virker for mig fordybende. Modsat virker scrolleriet overstimulerende og svækker min evne til at koncentrere mig. Sådan føles det i al fald for mig.
Det har ikke noget at gøre med, om man er mere eller mindre til stede, men jeg synes, det er en selvstændig pointe ift. hvordan man bruger telefonen. Det er nemlig det, jeg så godt kan lide ved din tilgang til bedre mobilvaner: det handler ikke om at bandlyse smartphonen, det er ikke enten-eller, men en form for mere bevidst brug, hvor man kommer de negative sider ved skærmbruget til livs. Og for mig er en af de negative konsekvenser ved at scrolle på skærm helt sikkert, at det svækker min evne til at koncentrere mig og fastholde fokus.

I forlængelse af Mathildes kommentar, kunne man jo lave en tommelfingerregel ift podcast-brug: hvis man (som jeg) trives godt med at sætte en regel op, der gør en mere bevidst om sit forbrug, så kunne man sige, at gå- eller cykelture på mindre en 15 minutter ikke kvalificerer sig til at høre podcast. Så går min fordybelsespointe nemlig også lidt fløjten. Man kan til gengæld nå at tænke mange spændende tanker på 15 minutter.

Tak for at dele nogle interessante tanker.

Helt enig, Tina. For mig er podcast tilvalg af indhold mens scrolleriet er flugt, en slags hjernehvile. Scrolleriet er fordummende, mens jeg med en podcast næsten får samme fornemmelse, som jeg får af at læse en bog, selvom det ikke helt kræver sammen koncentration. Jeg er også med på at ørebøffer kan virke ekskluderende for andre, men for mig er hele det her projekt med at nedbringe skærmtid sammenhængende med min konstatering af min katastrofalt tabte koncentrationsevne.

Skriv et svar