Trediverne er til boligbanaliteter i aftensolen (og dødsangst)

Aftensolen stod hårdt ind på os fra højre, den brænder stadig i mine kinder. Det var et helt særligt øjeblik. Efter en helt igennem dejlig dag sammen med ommøblering og fællesoprydning. Vi havde afsluttet dagens arbejde med en tur ud, og vi var netop rullet op foran ejendommen igen, da den store sagde til den lille, som sad lidt uroligt i barnevognen: “Så, Bjørn, se, så er vi hjemme”.

Hjemme.

Det ord bevægede mig på en særlig måde. Ikke kun fordi Esther sagde det med en ekstralys og ekstraberoligende stemme, som hun er begyndt at krydre sin facon over for ham med. Men også fordi selve ordet. Måden, hun sagde det på. Så varmt og indforstået. Hjemme. “Du kan være helt rolig nu”. Det er ubetinget rart for os at være her, hjemme, forstod man på hende.

Den bolig, Jens og jeg har scoret ved et lykketræf i det københavnske lejeboliglotteri … den er ikke bare nogle tilfældige vægge eller nogle tilfældige møbler for vores to børn. Den er hjem. Som mit barndomshjem var det for mig.

Hjem er hvor vi er. Han og jeg.

Selv om vi ikke ejer murstenene eller selv må bestemme om vi vil have en hund eller ryge eller tørretumble efter 22. Selv om jeg nogle gange er lidt flov over ikke at være mere voksen, så vi var kommet ind på boligmarkedet i tide og havde omsat vores penge til noget fast eller halvfast ejendom som alle de andre voksne. Selv om jeg kan tage mig selv i lidt for ofte at lede efter en ny og mere fornuftig bolig, ikke fordi jeg har lyst til at flytte, men fordi jeg føler, at vi bør.

Hjem er ikke nødvendigvis ejendom, tænkte jeg. Lydene og lugtene og fornemmelsen af tryghed er alligevel lige her – vi har et hjem, synes de. Og jeg følte mig ankommet i et lillebitte delmål i tilværelsen lige der på trappestenen med solen stående hårdt ind i masken, hvor den store med det ord beroligede den lille.

Det der var en af de dage, jeg vil huske at skatte på min yderste dag, tænkte jeg ved mig selv senere, da de begge var puttet.

Hvor ville jeg ønske, at alle dage havde et strejf af disse store følelser. At mere blev set og levet og oplevet i lyset eller skyggen eller aftensolen fra det faktum, at alle vi elsker en dag er borte. Er glemt af alle de elsker.

I stedet for at gå og obsesse over at den og den veninde ikke har liket ens sidste fem Instagram-opslag, er hun sur, hvad fanden er lige hendes problem? I stedet for at tirre skænderier op, når man kunne putte sig ind til sin mand og sige “undskyld, jeg er sådan en røv, jeg er bare lidt ked af det og det og det, men ikke livet med dig i sin helhed, det er jeg derimod meget lykkelig for”. I stedet for at vrisse af den ældre dame, der fører krig mod barnevogne på fortovet, når man kunne kill her with kindness – eller overveje, hvor svær dagen må være at komme igennem, hvis man er dårligt gående.

Så vi arbejdede på at hver dag blev som denne var. Fyldt med kærlighed.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

12 Comments

Add Yours →

Det er bare den allerbedste slags dage! ❤️ Vi bor altså også til leje, Karoline – og jeg elsker bare ‘min’ lejlighed. Den er ligeså meget min, føler jeg, som hvis vi betalte det dobbelte i husleje for at afbetale på et lån for at kalde den for vores egen. Den er fuld af vores hjerter, nullermænd, uoverensstemmelser og beskidte sokker. Det skal ikke være anderledes. ❤️

Dejligt at være flere lejere her på kanalen! Men kender du tankerne? Lejeboligskammen? Følelsen af at være ødsel, ufornuftig?

Blogsbjerg-Linda skrev noget for nylig, der gjorde mine tanker om lejeri godt. Men det er som om tankerne alligevel går i ring. Jeg slutter fred, skammer mig, gør op, slutter fred, cirkulært.

Lindas blogindlæg: https://www.blogsbjerg.com/lige-boern-lejer-bedst/

Jeg læste også Lindas indlæg ❤️ – jeg tænker ikke at vi hverken er ødsle eller ufornuftige – men jeg kan godt genkende følelsen af at tro hvad andre folk tænker i den forbindelse. Jeg oplever det ofte når forældre henter deres børn fra legeaftaler. Så spørger de om lejligheden er andel eller ejer, og når man så siger ‘leje’, så synes man næsten man kan se det dersens ‘nånå, det rækker ikke til mere end det!’ flashe rundt inde i hovederne på dem. Og lige der kan jeg faktisk godt føle den. Skammen. Men samtidig ville jeg bare heller ikke bo noget andet sted, for jeg elsker virkelig de her mursten og det her hood.

Åh, et skønt skrevet indlæg! Jeg elsker vores lejelejlighed med en blanding af umiddelbar kærlighed, skam og fyldt med Rasmusmodsat. Jeg er så træt af samtaler med formuleringer om egen bolig, de rigtige lån, hælde penge ud af vinduet som lejer. Vi bor i en giga dyr by og nogle af os er bare ikke indforstået med at det ville være fornuftigt at flytte til parcelhus i Øvre et eller andet uden for jysk provinsby. Så jeg gør som du, på den dejlige solskinsdag I havde sammen, jeg giver ingen fucks (forsøger i al fald) kill’er spagfærdige hus- og ejerlejlighedssamtaler med kindness og nyder alt det, det gør mig glad ved vores lejede hjem❤️

Jeg kender også “lejeboligskammen” og føler den nærmest dagligt! Og jeg bøvler tit med tanken om at jeg ikke giver mine børn “et rigtigt barndomshjem” Det hjalp på min selvfølelse da vi købte sommerhus. Så kan jeg også sige til folk at “vi har så valgt at købe sommerhus i stedet” og så skammer jeg mig ikke så meget over min lejebolig med savsmuldstapet på væggene…

Vi har også (almen) lejelejlighed – og barn nr. 2 på vej. Har ikke behov for at købe hus til 4-5 mio. fordi det vil vores økonomi ikke kunne bære, og glad for at jeg ikke skal renoveringshelvede. Til gengæld kunne jeg godt drømme om kolonihavehus / sommerhus.

Åh, dødsangsten kan (heldigvis) være ufatteligt livsbekræftende. Vi ser ret mange (ok, to) parallellivs-serier for tiden. Og har lige læst brevveksling og det er en dejlig måde at dulme dødsnerverne på: Metafysisk lommefilosofi og venskaber der er blevet gemt og gentrykt gennem tiden.

Trænger til en eksistentialisme-sorggruppe. Hvor man kan mødes og snakke om alt det der er alt for stort i hverdagen, men som heldigvis trænger sig på i en lille insisterende aftensolstråle og i ens datters “hjem”.
Tak for fint, fint indlæg!

Lejer her også. Vi var for nylig millimeter fra at købe hus (som i timer fra at skrive under), men min angst løb løbsk og så fik vi i stedet taget os nogle laaaange snakke om, hvad vi egentlig vil med de næste 30 år af vores liv. Vi gider hverken passe et hus eller sidde så stramt i det, som vi ville være nødt til. Det gik op for os, at vores husdrømme slet ikke var vores men alle andres forventninger til, hvad man “skal”. Det rigtige for os er at bo til leje, og så bruge de penge, vi sparer, på at leve det liv, vi gerne vil. Men ja, jeg rammes også jævnligt af tvivlen, om det nu er det rigtige for børnene – og så minder jeg mig selv om, at de jo faktisk synes, det her ER hjem, og at vores økonomiske råderum jo også kommer dem til gode på rigtigt mange forskellige måder. Det er alligevel federe at kunne komme i zoo og besøge familien på den anden side af jorden end at sidde i parcelhuset.

Jeg boede i lejlighed i KBH indtil jeg var 6 år, og har kun gode minder derfra. Men kan gå forstå, at mine forældre blev træt af trapper og at bo på 3. sal. Derefter flyttede vi til verdens mindste lille by, hvor bussen kun gik hver 2. time. Vi havde en rigtig fin have, og gode legekammerater på vejen. Men da jeg blev teenager hadede jeg ret meget den lille by, hvor der aldrig skete noget : )

Sejt! Vi var nogle af dem, der valgte at købe for halvandet år siden, men jeg føler alligevel lidt, at vores situation minder om jeres. Vi var nemlig lige ved at underskrive en købsaftale på et lækkert nybygget rækkehus midt inde i Odense, hvor vi maksede helt ud ift. hvad vi kunne låne. Og der fik jeg faktisk samme angst-følelse op til. Det kunne jeg slet ikke overskue – at vores økonomi skulle være så hårdt bundet op på to akademiske fuldtidsindkomster. Vi snakkede også om, om drømmen måske i højere grad handlede om det liv, vi ville leve, snarere end hvilke fire mure det liv udspillede sig inden for. Og vi sprang fra. Kort tid efter fandt vi det skønneste lille hus en lille smule længere ude (men stadig i Odense C) – ikke ligeså nyt og fancy, men helt igennem charmerende. Det kostede en million mindre, og det gav os en helt anden ro at sidde mere fleksibelt i det rent økonomisk. Skæbnen ville, at jeg kort tid efter fandt ud af, at jeg gerne ville skifte retning fra mit velbetalte akademikerjob til folkeskolebranchen, og den plan kan udelukkende realiseres, fordi vi ikke hoppede med på boligdrømmen om at makse ud og få så meget bolig som muligt for pengene. Det er så vigtigt, at man får slået sin mavefornemmelse til i hele det der boligshow og får sorteret andres drømme og forventninger til livet fra sine egne. Hvis man først får sat sig (for) hårdt i det, trækker det tråde til alle andre beslutninger i ens liv. PS Boligejere kan jo også skifte hjem op til flere gange i løbet af ens børns opvækst og liv, mens lejere kan blive boende det samme sted hele livet. Og jeg vil tro, det betyder mere for følelsen af at have et hjem, at man bliver det samme sted i lang tid, end hvorvidt med ejer den bolig, man bor i 🙂

Og min kommentar er et svar til Meretes kommentar – kan godt se, det ikke lige fremgår tydeligt her i kommentarfeltet 🙂

Det er lidt sjovt, det her: jeg er også akademiker, som går og overvejer at skulle over i grundskoleregi
Men ja, det der med at have friheden til at kunne sige, ok, nu er det et halvt år med én indkomst. Det betyder meget. Og hvis vi ikke finder den rette lejebolig (vi vokser ud af den her), så er vores tanker at gøre som jer og gå efter noget mindre fancy.

Skriv et svar