Motherhood

Jeg tvivler mig gennem moderskabet. Er det en generationssyge?

Min mor vaklede aldrig. Sådan så det i hvert fald ud med mine barneøjne. Op gennem min barndom vidste hun altid alt muligt om dannelse og pletfjerning og opdragelse og hvad hun stod for og hvordan hun gerne ville opfattes – hun vidste det intuitivt, lod det til. Det hun ikke evnede, hvilede hun i ikke at formå, og hun gik ikke op i det.

… men det have været spin. Der må have ligget diverse tvivl og skepsisser på egen retning som mor under den selvsikre fernis.

For mortitlen går hånd i hånd med vaklen, frygt, tvivl, slåen sig selv oven i hovedet og hvis ikke konstant dårlig samvittighed, så i hvert fald evigt potentiel dårlig samvittighed. Så meget har jeg da lært efterhånden ved at tilbringe tid inde i mit eget hoved og lytte til veninder og læse blogs.

Og den er kommet bag på mig. Den evige frygt, der er fulgt med det kæmpe ansvar for et andet menneske. Som journalist, som studerende, som skoleelev og som veninde har jeg livet igennem stolet på, at mit bedste skud var hvis ikke godt så altid godt nok. Men som mor og tredjedel af en kernefamilie, er jeg overmandet af skepsis, tvivl og decideret ængstelse på jævn basis. Det føles nyt, og jeg vrider mig lidt ved fornemmelsen af, at det er nogle følgesvende, jeg skal tåle de næste mange år.

Ugen der gak i selvskepsis og ængstelse:

Mobilen
Sæt nu, at mobilstråler er vor tids svar på 1960’ernes cigaretrøg overalt i børnefamiliehjem: “Vi vidste ikke bedre”, vil vi brødebetynget sige til vores voksne børn og deres børn, når de spørger, hvordan vi kunne tillade os at riste deres forstand væk og øge deres risiko for at blive ramt af hjernekræft med cirka 5.000 procent. Jeg har dårlig samvittighed over hvor meget, jeg scroller, sender, bipper og taster. Og over at sove med telefonen i vindueskarmen ved hovedgærdet. Og at plaffe billeder, gerne close-ups, i ét væk i rundt regnet alle timer, barnet og jeg tilbringer sammen.

For ikke at tale om al den fordømmelse, der regner ned over vores forældregeneration. Aldrig er vi nærværende nok, altid er apparatet vigtigere end børnene. Men tænk, hvis de kritiske røster har ret, tænk, hvis vi for real fucker næste generation lidt op alene ved at have en dims, som forbinder os til den store verden uden for deres liv.

Ikke-økologi
Man skulle i segmenter som mit tro, at man ved indtagelse af en enkelt ikke-økologisk gulerod er skyld i, at ens barns kommende søskende bliver født selvlysende, eller i hvert fald vokser op venneløse. For det at komme fra et ikke-økologisk hjem må være mobbefaktorernes 2020-svar på 1990’ernes hetz mod rødhårede eller børn af fraskilte. I hvert fald hvis man konsulterer en ydmyg førstegangsmor som mig, der ikke altid kan tænke med fornuften nede i Kvickly, men oftere og oftere mest med fordømmelsesfrygten. Hvad tænker de andre mon, når jeg lister konventionelt dyrket broccoli i kurven (og hvorfor tager jeg ikke den økologiske, når jeg har valget og råd?)

Tænk hvis man for real giver sit barn (og kloden) baghjul fra de andre fysisk og socialt, fordi man ikke var blandt dem, der indså, at kampen for en bedre verden og sundere legemer begynder i familien?

Vuggestuepædagogernes fordømmelse
Siger jeg farvel kærligt nok på stuen om morgenen? Men ikke for kærligt, jeg skal jo ikke pådutte barnet en syg moderbinding. Er barnet klædt forsvarligt på i forhold til det aktuelle vejrlig? Hader pædagogerne os, fordi vi altid overskrider deadline for indmelding af pasning ved helligdage? Og himler de ude i personalestuen over at vi ikke har fået sat navn i barnets tøj? Er barnets negle kortklippede nok – med ikke for korte, vel. Er vores tumling lige så sød og rar, som vi synes hun er? For hvis hun ikke er, falder det jo tilbage på os, forældrene.

Meget af min arbejdsdag går for tiden med at forestille mig Dagens Mulige Kritik fra pædagogerne og at levere kontraargumenter/undskyldninger inde i mit hoved. Det bliver min leder nok glad for at læse (hej Thomas).

 

*
*
*
Hvis du vil vide, når der er nyt på bloggen, så like dens Facebook-side her

1984 ❤️ #morsdag 💔

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den

***

14 Comments

  • Sofie Ude

    Manner, hvor er det rigtigt! Jeg får bævende underlæbe ved tanken om mobilstråling og pesticidrester i babyen fra den ene, ikke-økologiske æblebåd, hun har fået lov at gnaske på. Og ved tanken om, hvorvidt vi lufter nok ud. Og om hun sutter på ting med hormonforstyrrende stoffer i. Og tænk på dén dag de unge damer vil farve hår og bruge og dén slags! GISP!

    • Karoline

      Jeg lover, at det hele nok skal gå. Giftig æblebåd eller ej. Jeg l o v e r det.

      Den med udluftning er også en klassiker. Og støvmider i vores gamle dobbeltseng – må hun overhovedet befinde sig i den!?

  • Mette

    Vi har lige fået ombetrukket sofa i et smart, smudsafvisende stof. Hov vent, smudsafvisende? Som I HORMONFORSTYRRENDE smudsafvisende? Oh yes, helt sikkert. Og nu kan jeg resten af livet martre mig selv med, at jeg ikke tænkte på det, da jeg valgte stoffet. Alt imens barnet konstant ligger med vidt åbent gab og face nedad på sofaen og som en magnet har tungen klistret til stoffet.

  • Lika

    Præcis samme bekymringer har jeg. Fuldstændigt. Håber på og krydser for det går alligevel.

  • Øglemor

    Det lyder alt sammen utrolig bekendt.
    Mine unger er 5 og 8 og ser ud som om, de både har klaret bipperi, scrollen og konventionelt broccoli, men alligevel ligger selvskepsissen og ængstelsen og simrer liiiiige under overfladen. Jeg er ikke sikker på, at den nogensinde holder op. Eller at man nogensinde synes, man selv gør det helt og aldeles rigtigt. Men jeg håber, at ens børn synes, at man er nøjagtig lige så u-vaklende som ens egen mor var 🙂

  • Linda

    Helt lavpraktisk råd til at fjerne i hvert fald én af de nævnte stressfaktorer: Den med navn i tøjet. Til Anton havde jeg ikke navnelapper. Det havde jeg til Frida. Det gør hele verden til forskel. Som i: HELE verden. Jeg har dem stående i skabet ved yderdøren, og når jeg om morgenen kommer i tanke om, at jeg har glemt at sætte navn i ungens nye sko, er det bare lige et *klæb-klæb* – done.

    Jeg regner med at stocke op på dem, både til A og F, når A starter i skole, for det er virkelig smart.

      • Linda

        Hvis du søger på “navnelapper” får du både de originale og de firmaer, der efterfølgende er begyndt at lave, frem. De er så pissesmarte, pædagogerne elsker dem, og så bliver de siddende i tøjet, adskillige vaske til trods.

  • Stine

    Jeg boede med min den første på Østerbro, når bor jeg i vandkantsdanmark. Herude ser jeg RIGTIG mange børn hvis opvækst ikke lever op til de standarder, som man bør leve op til i København. Mine egne lever heller ikke op til det. Her er folk der har taget et aktivt valg om at drive konventionelt landbrug, inklusiv os selv, for verden er ikke sort/hvid. Økologi er ligesom konventionel drift ikke ubetinget godt eller ondt.

    Børnene herude ser ud til at trives på trods af alt. De får konventionel mad i vuggestuen, der bliver slagtet høns i børnehaven, da gedekidet blev aggressivt og angreb børn og voksne tog de det med i zoo og så det blive aflivet (dem der havde lyst) og blive fodret til hyænerne. De er ikke blevet traumatiseret, for der er ingen der har fortalt dem at de skal blive det.

    Min pointe er at vi skal lade være med at være så hårde ved os selv. Vi skal blive bedre til at lade tvivlen komme os selv til gode. Vi mødre begår alle fejl, nærmest nok på daglig basis, hvis vi skal leve op til fremtidens krav. Men vi gør vores bedste og vi skal stå ved de valg vi træffer. (Messer jeg dagligt for mig selv, når jeg slår mig oven i hovedet, med mine fejl i moderskabet)

  • Alice M

    Internettet fandtes ikke dengang vores mødre var småbørnsmødre. Sammenlignings grundlaget var derfor så meget mindre. Og man googlede ikke børneting fra man opdagede man var gravid 4 uger henne.

    Og man mummy-shamede ikke på samme måde – hvilket nok er en af grundende til usikkerhed: de andre fordømmende mennesker.

    Jeg satser på mine unger overlever på trods af min manglende spelt/øko-fokus. Om ikke andet så er de glade i deres barndom med det jeg kunne tilbyde dem 🙂

  • Greve

    For en uge siden var jeg på legepladsen med min datter, som gravede i sand med en skovl, mens jeg sad på en gynge ved siden af og kiggede. Og så begyndte tvivlstankerne:
    Mig: “Hvor er hun egentlig god til at lege selv….. Vent…. Er hun FOR god til at lege selv? Føler hun, at jeg er ligeglad med hende, og derfor vil hun ikke engang forsøge at få mig med i legen?! Føler hun sig svigtet?!? Gud nej…. se, hvor svigtet, hun ser ud med sin lille skovl. Min stakkels, forsømte datter. Åh nej, nu kommer der en anden mor med sine børn! Hun synes garanteret også, min datter ser ensom ud. Ej ej, jeg må da deltage meget mere i legen med hende. Men….. hvis jeg nu leger meget aktivt med hende, så bliver hun uselvstændig resten af livet og kan ikke foretage sig noget selv. Hvor fanden er Lola, når jeg skal bruge et godt råd?!”

    • Karoline

      Lola er simpelthen ikke min kop te!

      Jeg har helt samme angst på legepladsen. Synes de andre mødre er så gode til at tumle og være med og … gide det hele. Gad vide, hvad de tænker, når min datter peger på bænken og siger “Sid!”, fordi hun er så vant til, at jeg sidder ned, at hun slet ikke kan boltre sig, hvis jeg forsøger at være med …

      Hendes blik, når jeg hepper på hendes rutsjen eller klappen sandkager er uvurderligt. “Ej, så gider jeg næsten ikke, hvis du skal te dig så åndssvagt”.

      • Marie

        Åh hvor er det fedt: “sid!” Om ikke andet har du barnet med den virkelig gode humor – og det kommer man langt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0