I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Jeg tvivler mig gennem moderskabet. Er det en generationssyge?

Min mor vaklede aldrig. Sådan så det i hvert fald ud med mine barneøjne. Op gennem min barndom vidste hun altid alt muligt om dannelse og pletfjerning og opdragelse og hvad hun stod for og hvordan hun gerne ville opfattes – hun vidste det intuitivt, lod det til. Det hun ikke evnede, hvilede hun i ikke at formå, og hun gik ikke op i det.

… men det have været spin. Der må have ligget diverse tvivl og skepsisser på egen retning som mor under den selvsikre fernis.

For mortitlen går hånd i hånd med vaklen, frygt, tvivl, slåen sig selv oven i hovedet og hvis ikke konstant dårlig samvittighed, så i hvert fald evigt potentiel dårlig samvittighed. Så meget har jeg da lært efterhånden ved at tilbringe tid inde i mit eget hoved og lytte til veninder og læse blogs.

Og den er kommet bag på mig. Den evige frygt, der er fulgt med det kæmpe ansvar for et andet menneske. Som journalist, som studerende, som skoleelev og som veninde har jeg livet igennem stolet på, at mit bedste skud var hvis ikke godt så altid godt nok. Men som mor og tredjedel af en kernefamilie, er jeg overmandet af skepsis, tvivl og decideret ængstelse på jævn basis. Det føles nyt, og jeg vrider mig lidt ved fornemmelsen af, at det er nogle følgesvende, jeg skal tåle de næste mange år.

Ugen der gak i selvskepsis og ængstelse:

Mobilen
Sæt nu, at mobilstråler er vor tids svar på 1960’ernes cigaretrøg overalt i børnefamiliehjem: “Vi vidste ikke bedre”, vil vi brødebetynget sige til vores voksne børn og deres børn, når de spørger, hvordan vi kunne tillade os at riste deres forstand væk og øge deres risiko for at blive ramt af hjernekræft med cirka 5.000 procent. Jeg har dårlig samvittighed over hvor meget, jeg scroller, sender, bipper og taster. Og over at sove med telefonen i vindueskarmen ved hovedgærdet. Og at plaffe billeder, gerne close-ups, i ét væk i rundt regnet alle timer, barnet og jeg tilbringer sammen.

For ikke at tale om al den fordømmelse, der regner ned over vores forældregeneration. Aldrig er vi nærværende nok, altid er apparatet vigtigere end børnene. Men tænk, hvis de kritiske røster har ret, tænk, hvis vi for real fucker næste generation lidt op alene ved at have en dims, som forbinder os til den store verden uden for deres liv.

Ikke-økologi
Man skulle i segmenter som mit tro, at man ved indtagelse af en enkelt ikke-økologisk gulerod er skyld i, at ens barns kommende søskende bliver født selvlysende, eller i hvert fald vokser op venneløse. For det at komme fra et ikke-økologisk hjem må være mobbefaktorernes 2020-svar på 1990’ernes hetz mod rødhårede eller børn af fraskilte. I hvert fald hvis man konsulterer en ydmyg førstegangsmor som mig, der ikke altid kan tænke med fornuften nede i Kvickly, men oftere og oftere mest med fordømmelsesfrygten. Hvad tænker de andre mon, når jeg lister konventionelt dyrket broccoli i kurven (og hvorfor tager jeg ikke den økologiske, når jeg har valget og råd?)

Tænk hvis man for real giver sit barn (og kloden) baghjul fra de andre fysisk og socialt, fordi man ikke var blandt dem, der indså, at kampen for en bedre verden og sundere legemer begynder i familien?

Vuggestuepædagogernes fordømmelse
Siger jeg farvel kærligt nok på stuen om morgenen? Men ikke for kærligt, jeg skal jo ikke pådutte barnet en syg moderbinding. Er barnet klædt forsvarligt på i forhold til det aktuelle vejrlig? Hader pædagogerne os, fordi vi altid overskrider deadline for indmelding af pasning ved helligdage? Og himler de ude i personalestuen over at vi ikke har fået sat navn i barnets tøj? Er barnets negle kortklippede nok – med ikke for korte, vel. Er vores tumling lige så sød og rar, som vi synes hun er? For hvis hun ikke er, falder det jo tilbage på os, forældrene.

Meget af min arbejdsdag går for tiden med at forestille mig Dagens Mulige Kritik fra pædagogerne og at levere kontraargumenter/undskyldninger inde i mit hoved. Det bliver min leder nok glad for at læse (hej Thomas).

 

*
*
*
Hvis du vil vide, når der er nyt på bloggen, så like dens Facebook-side her


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.