Tings fængsel

For hver ting af hendes, der går itu, er det som om min mor dør lidt mere.

For hver ting af hendes, der går itu i min varetægt, er det som om min mor dør lidt mere på min foranledning.

For hver ting af hendes, der går itu i min varetægt, er det som om min mor dør lidt mere på min foranledning, at sorgens tanker og vaner slåes tilbage til start.

Min søn har mareridt. Jeg tumler ud af sengen, løfter den lille, kompakte krop op fra tremmesengen, holder ham tæt, trøster ham tilbage til søvnen, græder ud i mørket til min mor, se ham lige, se os lige. Se mig, mor. 

Jeg forstår nu, hvorfor sorgen og chokket var så overvældende og på fjerde år stadig præger mig mere, end jeg havde anet, at forældres dødsfald gik rundt og satte præg på voksne. Præger voksne hver eneste dag. Får voksne, der er godt i vej og står sikkert på egne ben, til at gå itu af fortrydelse med de støvede arvelamper, de lader deres rollinger smadre i uforsigtige øjeblikke, for »vi skal også bruge tingene«, »vi skal ikke bo i et museum«.

Jeg mistede hende ikke kun som den 32-årige, nye mor, jeg var. 

Jeg mistede hende med alle de aldre, jeg nogensinde har haft.

Som den fireårige med myggeallergi og feber, der fik en kølende, beroligende morhånd på det hævede stik.

Som den niårige, der omkom af skam over at have en mor siddende i klassens forældreråd, en mor, der var permanentet og holdt velkomsttaler.

Som den 15-årige, der fik lov til nervøst at ryge en smøg på hendes antirygende regning inden mødet på ungdomspsykiatrisk afdeling.

Som den 22-årige, der skulle til optagelsesprøve, men havde mistet troen på livet mening efter en vens pludselige død og var blevet liggende i sin seng hele den majlørdag i 2006, hvis ikke min mor var troppet op med bagagerummet fyldt op med pc, printer og ledninger og rummelig forståelse »men nu klarer vi lige det her, og så kan du lægge dig tilbage,« og kørte mig af sted mod min skæbne, og hvis ikke jeg var kommet af sted den dag, var jeg ikke kommet ind på den årgang, og så havde jeg ikke mødt Jens og hans kærlighed, og så havde vi ikke haft Esther eller Bjørn.

Som den 32-årige, der var helt ny i morgamet og slet ikke sendt ordentligt på vej ud i tilværelsen med børn, før min mor faldt ud af mit liv. Alle de spørgsmål, der står og blafrer og aldrig vil få et svar.

Som den kvinde, jeg har været siden, hvis storesøster er rykket endnu tættere på i ånden, som har min ryg, tænk, hvis vores mor kunne se os i dag. På en søndag som i søndags. Mødre, voksne, børn og børnebørn og slægt og kærlighed overalt.

Jeg savner hende som den 35-årige kvinde, jeg er i dag, en, der har fået en ny dimension i livet, en nærmest bærende søjle, som min mor aldrig har kendt. Kvinden, der sørger og savner, og på grund af sorgen og savnet kan have svært ved at finde samling på den, jeg var, da hun kendte mig.

Jeg savner hende med alt det skrigende savn alle de kvinder og piger, der bor i mig, kan savne.

***

13 Comments

Add Yours →

Dine ord rører mig. Og jeg har ikke engang oplevet sorgen ved at miste en forælder endnu.
Tak fordi du deler din sorg og dine tanker.

Vær sød at overveje at samle alle dine tekster om sorg i en bog. Du skriver så rørende, så råt, så smukt om sorgen og tabet og kærligheden.

Så fint og præcist beskrevet! Åh, der ramte du mig med dine smukke ord! Tak for det ❤️
Jeg mistede min mor som 28-årig, og jeg er 47 år i dag. Min mors fortælling lever videre i mig. Jeg tænker tit på hende og taler tit om hende. Hun er med. Hendes talemåder, hendes ro .. Hverken min mand eller søn nåede at møde hende. Hun – og vi – mistede så meget, da hun døde. Men min søn kender sin mormor gennem mig. Det trøster mig. Lidt.
Kram og tanker til dig, der hvor du er nu i din sorg!
Gitte K

Du ved det ikke, men vi har parallelle liv. Vi er lige gamle, og det samme er vores børn, og jeg genkender mig selv i dine tanker om børn, mad, forhold, faglighed osv. Heldigvis for mig, forstod jeg ikke rigtig alt det du skrev om sorg, men for 2 måneder siden mistede jeg min far i en ulykke, så nu forstår jeg, desværre. Tak for dine ord.

Det er så smukt, at jeg ikke har ord for det. Jeg har godt nok min mor, men jeg var utroligt tæt på min mormor (fordi hun skulle agere den stabile støtte, som min mor ikke formåede), og jeg kan så godt relatere til de følelser, du beskriver, men jeg har ikke kunnet sætte ord på. Tak.

Ved ikke helt hvad jeg skal skrive, det her rammer fuldstændig rent og hårdt og blødt på samme tid. Det der med at savne min mor som det barn jeg engang var.. Eller savne min mor til det barn min søster engang var. Eller.. Det ligger i lag på lag.. Tak ❤️

Kan jeg anbefale dagens underbaraclaras.se? Hun mistet sin mor for noen år siden, og skriver i dagens innlegg om sin sorg. Det er svært for meg å lese deres historier, tak for at du deler. Mine foreldre lever, men da min far for noen år siden fikk en cancersykdom fikk jeg et lite forvarsel om det uunngåelige. Han er nå friskmeldt, men HU for en skrekk og en sorg det var. Nå ligger det der til stadighet bak i hodet som en påminnelse. Håper jeg videre klarer å forvalte det på beste måte.

Tak for din tekst, den sætter tanker i gang hos mig . Jeg er 43 år og har lige mistet min sidste forælder. Der er tomt. Selvom jeg slet ikke var så tæt på min far, der døde i marts, så ramte det mig hårdere end at miste min elskede mor for 6 år siden. Nu er der ingen. Jeg føler mig underligt fortabt, og det forhold til mine søskende, som jeg troede ville styrkes nu, hvor vi bare havde hinanden at passe på, viser sig at være konfliktfyldt og fyldt med uudtalte ting og gammelt nag. Og det gør mig så ked af det. Selv om man ikke har sine forældre, har man stadig brug for at være nogens barn.

Skriv et svar