mor
Best of,  Familie,  Sorg

Ting, jeg længes efter at fortælle min mor 💔 #2

Jeg ved godt, mor, at du ikke får så meget ud af, at vi mødes i mine drømme. Og sludrer lidt. Jeg ved det godt. Men det er så dejligt alligevel. At vi kan det.

Nu er det præcis et år siden, jeg så dig for sidste gang.

Jeg har frygtet denne dag mere, end jeg har frygtet årsdagen for din død om to dage.

Måske fordi det er så meget mere frygteligt at tænke på, at jeg 25. september sidste år talte med dig for sidste gang. Så dig i øjnene for sidste gang. Fik mit sidste kram af dig. Og aldrig skal have et kram af dig igen.

Mere frygteligt end at huske på, hvordan du så ud, da du var død. Med et underligt fremmed udtryk i ansigtet. Det er jeg glad for, at jeg aldrig skal se igen.

Men dit kram … Et stolt stryg over det bageste af skulderen. En moderlig latter. Aldrig mere. Det er ikke til at holde ud.

Jeg sagde til dig, at din kjole var smuk. En smuk kjole i den smukke efterårssol til familiefødselsdag. Sådan noget sagde jeg aldrig. Det skulle jeg have gjort oftere. Du voksede syv centimeter i et par sekunder af den kompliment. Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg havde været lige så sød ved dig altid, som jeg var i det øjeblik, så havde du haft noget mere i dig at stå imod med.

Nok til ikke at bukke under af en simpel influenza to dage senere.

Du var dårligt gående den dag i Rågeleje. Distræt, mat. Set i bakspejlet har din krop og dens 50 år med diabetes været et nemt bytte for en sulten influenza. Men jeg havde intet bakspejl den dag. Blev irriteret i stedet, når du snublede, huskede forkert, lo på de forkerte steder i samtalen. Jeg lod din person passere.

Der var så mange tegn på hvor dårlig, du var.

Jeg mærker ikke som sådan skyld over, at jeg ikke forhindrede din død. For man kan ikke leve andres liv, man skal leve sit eget. Kun mærker jeg snerten af målløshed over, at jeg ikke reagerede på tegnene. Gid jeg havde foldet dig sammen den dag, proppet dig i lommen og puttet dig i min seng i 4-5 dage til influenzaen, der fandt dig dagen efter, var drevet over. Stoppet dynen godt ind under dig og serveret dig kamillete, som du altid gjorde, når jeg var den lille, syge. Så du kunne komme hjem. Og leve dit liv færdigt selv. Jeg tror godt, du kunne have været i den lomme. Du var meget skrøbelig den dag, og dine døtre er meget stærke.

Gad vide om du er ked af, at jeg stadig er så ked af det.

Det er som om du kigger med. Ind i mit liv og ind i mine tanker. Og ind i Andreas liv og ind i hendes tanker. Det må være en mors privilegium, tænker jeg. Belønningen for alle de års utaknemmelig opofrelse, da vi var små. Evig indsigt.

Gad vide om du kan lide hvad du ser, når vi tror, ingen kigger. Gråden, der kryber ind over os, når vi kigger bort. Tankerne, der vandrer tilbage til tider, vi havde for travlt til at tænke på. Savnet, der overrumpler os. Så vi glemmer at være der, hvor vi skal være.

I et år har vi været dem, der mistede deres mor i efteråret. Fremover vil vi blot være blandt dem, der mistede deres mor. Dem er der mange af. Det er ikke noget særligt, men det føles stadig meget særligt.

Nu mødes vi i mine drømme.

Jeg glæder mig sådan til hvert besøg. Gid de ikke var så sjældne.

***

18 Comments

  • Mette

    Du skriver simpelthen så smukt.
    Man kan mærke din smerte, når man læser det her og det er der ikke nødvendigvis noget smukt i, men man kan også mærke din kærlighed og det er der noget meget smukt i.

    Sender dig og din mor en masse tanker idag.

  • Stine

    Åh, mit hjerte går lidt i stykker på dine vegne. Jeg sender en masse tanker og virtuel kærlighed din vej.

  • Heidi

    Tak, 1000 tak, Karoline.
    Min mor er uhelbredelig syg af kræft. For det meste har jeg det som om der er en mur i mellem mig og min sorg.
    Men dine ord hjælper mig. De virker forløsende.
    Tak.

  • VenterPaaVinBlog

    Det gør ondt i det inderste hjertekammer, det der. Men dejligt med et drømmesyn af netop den slags, jeg håber der kommer flere – og du der får sagt lidt af alt det, du vil dele (:
    Drømmeland er måske ikke virkeligt, men hvad var vi egentlig alle sammen værd, foruden netop fantasiens lune tilflugsted? Jeg skatter det hvertfald højt, til nydelse og nødvendigt, bevidst og skønt selvbedrag.

    Rigtig god mandag.

    – A

  • Skalotteløg

    Har sådan en lyst til at kramme dig. Dine skriv gør en forskel i mit liv. De husker mig på at fokusere på noget af det positive midt i al det sorte.
    Tak fordi du deler ❤️

  • Marion Rosenberg

    hold da op det er 5 år siden , jeg mistede min mor, jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig har grædt rigtigt , sørget……..for hun var ELSKET og vi var meget tætte, jeg har ikke kunnet give slip og græde, selvom jeg kan græde over kærlighed ved første hik og andet i samme dur, men det du lige skrev , fik mig til (uden at ville) til at lukke op for sluserne, og gud hvor jeg hyler…. det var sundt tror jeg, tak fordi du satte nogle ord på det som jeg har gået og lukket ned , for at passe på mig selv. Bare tak!
    som min mor sagde , da hun mistede sin egen mor: ,, Man kommer aldrig over det, men man lærer at leve med det”.

  • Trine

    Jeg kom tilfældigvis forbi din blog via Facebook, og nu ligger jeg – våd af tårer i hele ansigtet og i håret – og tænker, at jeg vil huske på dine smukke ord, næste gang jeg ser min mor. Tak for dem og for reninderen ❤️

  • Jeanette

    Du skriver fantastisk. Du burde faktisk udgive en bog, jeg er sikker på, det ville blive en succes. Tak for påmindelsen om at være og nyde, mens man kan. Hvor er jeg bare ked af, at det skal gøre så ondt på dig at minde andre om deres glæde.

  • Astrid

    Jeg begyndte at læse din blog, før min mor blev erklæret terminal. Det var dybt rørende at læse før, nu tjekker jeg bloggen hver eneste dag for at se, om du har skrevet noget nyt. For det er usigeligt svært at miste sin forælder, og selvom min mor ikke er væk endnu – men hurtigt på vej – så ræsonnerer alt, du skriver, på en helt anden måde. Tak for det. Det er “rart” at læse med hos nogen, der har gennemgået og gennemgår noget lignende. Og så skriver om det så godt.

  • Katrine

    Hver eneste gang jeg føler min sorg presse på, går jeg ind på din blog. Hver eneste gang er der et smukt og velskrevet indlæg omkring din mor. Hver eneste gang rammer det så plet i forhold til mine egne følelser. Hver eneste gang græder jeg. Hver eneste gang hjælper det. Tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0