I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Ting, jeg længes efter at fortælle min mor 💔 #2

Jeg ved godt, at du ikke får så meget ud af, at vi mødes i mine drømme. Og sludrer lidt. Jeg ved det godt. Men det er så dejligt alligevel. At vi kan det.

Nu er det præcis et år siden, jeg så dig for sidste gang. 

Jeg har frygtet denne dag mere, end jeg har frygtet årsdagen for din død om to dage.

Måske fordi det er så meget mere frygteligt at tænke på, at jeg 25. september sidste år talte med dig for sidste gang. Så dig i øjnene for sidste gang. Fik mit sidste kram af dig. Og aldrig skal have et kram af dig igen.

Mere frygteligt end at huske på, hvordan du så ud, da du var død. Med et underligt fremmed udtryk i ansigtet. Det er jeg glad for, at jeg aldrig skal se igen.

Men dit kram … Et stolt stryg over det bageste af skulderen. En moderlig latter. Aldrig mere. Det er ikke til at holde ud. 

Jeg sagde til dig, at din kjole var smuk. En smuk kjole i den smukke efterårssol til familiefødselsdag. Sådan noget sagde jeg aldrig. Det skulle jeg have gjort oftere. Du voksede syv centimeter i et par sekunder af den kompliment. Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg havde været lige så sød ved dig altid, som jeg var i det øjeblik, så havde du haft noget mere i dig at stå imod med. 

Nok til ikke at bukke under af en simpel influenza to dage senere. 

Du var dårligt gående den dag i Rågeleje. Distræt, mat. Set i bakspejlet har din krop og dens 50 år med diabetes været et nemt bytte for en sulten influenza. Men jeg havde intet bakspejl den dag. Blev irriteret i stedet, når du snublede, huskede forkert, lo på de forkerte steder i samtalen. Jeg lod din person passere.

Der var så mange tegn på hvor dårlig, du var. 

Jeg mærker ikke som sådan skyld over, at jeg ikke forhindrede din død. For man kan ikke leve andres liv, man skal leve sit eget. Kun mærker jeg snerten af målløshed over, at jeg ikke reagerede på tegnene. Gid jeg havde foldet dig sammen den dag, proppet dig i lommen og puttet dig i min seng i 4-5 dage til influenzaen, der fandt dig dagen efter, var drevet over. Stoppet dynen godt ind under dig og serveret dig kamillete, som du altid gjorde, når jeg var den lille, syge. Så du kunne komme hjem. Og leve dit liv færdigt selv. Jeg tror godt, du kunne have været i den lomme. Du var meget skrøbelig den dag, og dine døtre er meget stærke. 

Gad vide om du er ked af, at jeg stadig er så ked af det. 

Det er som om du kigger med. Ind i mit liv og ind i mine tanker. Og ind i Andreas liv og ind i hendes tanker. Det må være en mors privilegium, tænker jeg. Belønningen for alle de års utaknemmelig opofrelse, da vi var små. Evig indsigt.

Gad vide om du kan lide hvad du ser, når vi tror, ingen kigger. Gråden, der kryber ind over os, når vi kigger bort. Tankerne, der vandrer tilbage til tider, vi havde for travlt til at tænke på. Savnet, der overrumpler os. Så vi glemmer at være der, hvor vi skal være.

I et år har vi været dem, der mistede deres mor i efteråret. Fremover vil vi blot være blandt dem, der mistede deres mor. Dem er der mange af. Det er ikke noget særligt, men det føles stadig meget særligt. 

Nu mødes vi i mine drømme. 

Jeg glæder mig sådan til hvert besøg. Gid de ikke var så sjældne. 


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.