Ting, jeg længes efter at fortælle min døde mor, så hun kunne være morstolt

Hvordan jeg planlagde en hjemmefødsel ned til mindste detalje med lister til jordemoderen, sen afnavling og sågar optimal positur i sengen, men fik en helt anden fødsel ud af det med ambulance, hospitalsindlæggelse og et kæmpe blodtab. Uden at det prægede fortællingen om den gode fødselsoplevelse, hverken lige efter eller siden. Hun ville være så stolt. Hun virkede så bekymret for, at jeg skulle slå mig for hårdt på fastlåste forventninger til tilværelsen.

Hvordan min datter og min niece er som snydt ud af næsen på hende. Træk fra hendes ansigt, som kun jeg og min søster kendte til, går igen i vores døtre. Hver har vi en lille Lotte-klon gående rundt i hjemmet. Fagre, tårefremkaldende verden. Slægt følger slægters gang. Og vi ser det, Andrea og jeg. Nu er vores mor her ikke længere til altid at påpege, hvem der ligner hvem – så det gør hendes døtre nu.

Hvordan jeg for nylig har knækket koden til løbetræning. Hvis jeg sætter farten helt ned og slet ikke bekymrer mig om hvorvidt andre skulle grine af mit tempo, kan jeg holde mig løbende i evigheder. Slutresultatet er at sveden hagler af mig, og at jeg tilbagelægger en del flere kilometer (8 i dag!), fordi jeg kan holde til mere af den her slags løb end min hidtidige strategi: Løbe til blodsmagen og livsleden pibler frem. Og at jeg synes det er ægte SJOVT at løbe! Det skulle jeg blive 34, før jeg prøvede. Og hun er her ikke til at blive begejstret med mig – og heppe lige en tand for meget, så jeg kunne blive datterirriteret og vrisse “Okay, okay, slap af, man skulle næsten tro, at du synes der var noget galt med mig, da jeg ikke dyrkede motion?” … og så kunne den velkendte mor-datter-rutine rulle.

Hvordan vi har stillet de dyrebareste af hendes arvesager på loftet. Skilt sengemøblementet ad, for at gøre plads til et stort børneværelse i vores soveværelse, det eneste rum i lejligheden, som var stort nok til det gamle sengestel fra 1912, det tilhørende prinsesseskab, servanten og sengebordene. Nu er hele den arvede herlighed båret op (efter en meget dyb indånding fra mig), vi har fået et mindre mondænt soveværelse, og børnenes legefaciliteter er udvidet med 1.000%. Og det er tydeligt for alle, at det var den rigtige prioritet. Børneleg over affektionsværdi any day.

Hvordan det er meget, meget underligt, at hun ikke har læst en eneste af alle de tætskrevne blogsider, jeg her har fyldt med mit savn til hende. Hvordan der i nu snart tre år har været den her kæmpestore ting i mit liv, sorgen, som hun slet ikke har kendt til.

Hvordan savnet til hende flår overraskende hårdt i mig, hver gang jeg befinder mig på en banegård. Alle de gange, hun har vinket mig farvel eller er gået mig i møde på en perron. Alle de gange, hun aldrig kommer til at stå der igen. At jeg hyler på en rar måde nu, hver eneste gang, jeg sidder i et tog, der ruller ind på en perron. Af genkendelsen i de mange minder, af taknemmelighed for den tryghed, hun gav os, af fred med, at hun er med alligevel i de tårer, jeg må fælde, og som ikke er ulykkelige; de er bare så … ærgerlige.

Over, at hun ikke er her til at se mig nu.

***

4 Comments

Add Yours →

Du har simpelthen så fint en sprog og er så dygtig til at sætte ord på din sorg og kærlighed – jeg mærker det helt derinde hvor det gør nas og får selv lyst til at arbejde lidt med min sorg..’skal bare lige’..
Kh Louise

Du får MIG til at ønske at blive mindre irriteret på min egen, meget levende, mor. At bære over med hendes (mange) særheder og fortælle hende, hvor meget godt hun har gjort.
Vores forældre, du…dem og vores børn.

Jeg er glad for at høre, at din hylen er på en rar måde nu.
Og tænk at man kan have de “samtaler” med dem. Som du beskriver med dit løb (i øvrigt godt gået!). At man ved, hvad de ville have sagt, og man ved, hvordan reaktionen ville have været – fra begge sider. Det er både rart og trist. Jeg har også selv de “samtaler” – og så selvfølgelig også det enorme savn over alle de ting, som hun ikke oplever.
Og den der livline, helt ned i de små ting, som ikke er der mere. Senest hvor min hund var syg (fordi idioten havde slugt for meget jord, da hun gravede… yeps, it’s appareantly a thing!), og jeg skulle finde ud af om jeg skulle tage på skadestuen med hunden eller ej. Der plejede hun at være mit filter; “Er jeg for pylret eller skal jeg tage afsted?”. Pludselig var jeg bare selv den voksne uden at have en livline at ringe til. Og man kan jo godt selv tage beslutningerne – det er jo ikke det. Det er bare en underlig tomhed, når man ikke lige kan ringe om de små ting…

Kram

Skriv et svar