Sorg

Telefonklenodiet, der skulle “ud på en bondegård for at bo rart”. Ikke?

På min arbejdsplads har vi stationære telefoner. Gamle apparater med knapper og spiralledning.

De er ikke for kønne, de fylder på den sparsomme skrivebordsplads, de laver båndsalat – og ingen bruger dem rigtigt. Vi har alle firmamobiler.

Men der er lige det med den gamle telefon på mit bord … at den var den sidste forbindelse mellem os. Mig og min mor.

Af en eller anden grund ringede hun til mig på dén den morgen. For at aflyse en aftale, vi havde samme aften. Hun var blevet for syg af den influenza. “Hej Karoline, det er mor”. Det var én lyd. Det har det altid været.

Hejkarolinedetermoooor.

Den morgen glemte jeg at hæfte mig ved melodien. Jeg havde travlt. Sagde jaja. Spurgte om hun var okay, hun sagde jaja tilbage, hun ville bare gerne blive i sengen. Jeg noterede mig mest, at vi lige måtte have talt om, at hun ikke skulle ringe på arbejdet. Jeg har jo en mobil. Jeg sidder jo i fælleskontor, mor. Gamle telefoner larmer sådan, mor.

Gid den samtale havde varet længere end forhastede 20-30 sekunder. Gid jeg fik sagt farvel, rigtig farvel, jeg husker det ikke, men jeg tror det ikke, måske sagde jeg bare hejhej uden rigtigt at have hjertet med i det, verdens vigtigste afsked.

Nu er det som om hendes stemme sidder inde i det apparat. Lige der på skrivebordet ved min side, når jeg arbejder. Hejkarolinedetermoooor. Jeg kan høre den melodi for mit indre øre, hvis jeg anstrenger mig, og der er få ting i verden jeg er lige så bange som jeg er for at glemme lyden af det.

Når nogen en sjælden gang ringer til den, føles det som helligbrøde. Som om de taler ind over hende. Måske sidder der stadig lidt lydrest fra hendes stemme i spiralens vægge.

Den er ganske speciel for mig, den telefon, det er den.

Nu skal vi snart skilles, telefonen og jeg. Arbejdspladsen har fået nyt udstyr og nye, moderne telefonsystemer – de gamle apparater er endegyldigt fortid. De skal indsamles og sendes bort.

For at sikre sig, at alle telefoner finder tilbage til IT-afdelingen, der står for deportationen opgraderingen, har man udskrevet en konkurrence.

Man kan, hvis man afleverer sit apparat, vinde både biografbilletter og sodavand.

Og popcorn.

***

6 Comments

  • Sanne

    Kan helt forstå dine tanker. Min sidste samtale med min far var også en lettere distræt (fra min side) telefonsamtale: Jeg var gravid og sumpede på sofaen og var ved at se noget i fjernsynet (det var før streaming-tiden), og havde ikke lige tid og overskud til rigtig at involvere mig i samtalen…som desværre blev vores sidste, da han døde af en blodprop næste dag. Bare man dog vidste dén slags på forhånd!! Jeg havde også en optagelse på min telefonsvarer (den gamle med bånd), som jeg ikke kunne få mig selv til at skille mig af med. Den er dog siden gået tabt og sådan er det – det er jo en del af processen (jeg har dog stadig en tot af hans hår og en æske (sikkert stærkt udtørrede) skumbananer (hans yndlings, som jeg fik af ham) liggende bagerst i skabet.

    Men det er sjovt, hvordan en ting, der for andre bare er en gammel overflødig ting, for én selv kan være et relikvie med en betydning, som ingen andre er bevidste om.

    Hvis du ikke er klar, så behold telefonen og skil dig af med den, når tiden er der. Eller aflever den nu – i den erkendelse af, at det jo ikke er i den at minderne om din mor sidder – og som et skridt på vejen (ikke videre, men mod at leve med en sorg, som en naturlig, men ikke overskyggende del af livet). Og hun ville sikkert have sat pris på hvis du vandt og tog en tur i biografen…med sodavand og popcorn.

    • Karoline

      Jeg ville betale i dyre domme for en telefonsvarerbesked med min mors stemme. Det findes ikke, dem sletter man jo! Og til min gru opdagede jeg for nylig, at jeg har ikke har ret meget video med hende på min telefon. Masser af barnet, men næsten intet udover små glimt af de andre kære.

      Men ja. Det er også en del af processen at skille sig af med de der ting, hvis man kan. Tror jeg. Og derfor skal jeg heller ikke tigge arbejdet om at få lov at beholde telefonen. Hun er jo ikke inde i den. Det ved jeg godt. Har slet ikke lyst til at være knyttet til flere ting, end jeg allerede er. Afskeden med den er lidt et plaster, der skal rives af.

      Men den står på min kontorplads lidt endnu. Selv om konkurrencen er udløbet og apparaterne skulle have været leveret tilbage i går. Skal lige tage mig sammen … 🙂

  • Ida

    Hej Karoline.
    Jeg læste Maj Mys indlæg, hvor du er interviewet, og det fik mig til at ville give et lille pip. Jeg læser samtlige (!) indlæg fra din hånd. Ofte deler jeg dem med en kær veninde, hvis far døde sidste år efter blot fem måneders intensiv og voldsom sygdom. Du beskriver sorgen og dine tanker så fint, at dine ord, på trods af at min situation på mange måder er så ulig din, sætter sig fast. Så tak for dem. Dit telefonindlæg gav mig våde øjne. Min stædige, kærlige og larmende farmor døde i april efter to år på plejehjem med demens, og jeg har stadig ikke slettet hendes fastnettelefonnummer. Det eneste nummer jeg har på min telefon, der ikke er til en mobil, og det eneste nummer, hvor stemmen i den anden ende altid sagde: Hejminsødepigedeterfarmor. Min kommentar blev lidt et miskmask, men sådan er det jo så tit. Bare lige tak. Fra en kvinde på 27 uden børn og med forældre, der stadig lever i bedste velgående.

    • Karoline

      Sikken sød kommentar, Ida. Tak for den. Jeg har også stadig min Farmors gamle nummer kodet ind (på telefonen og i hukommelsen), selv om hun har været død i to år og inden da boede på plejehjem uden egen telefon. Min mors nummer har jeg planer om aldrig nogensinde at slette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0