Tag dig sammen, Karoline, for børnenes skyld

Det er en sindrig mekanisme.

Jeg kigger op i loftet for at forhindre tårerne i at pible frem. Halsen er snøret sammen, og jeg synker og synker for at løsne den op. Jeg klynger et smil op på mundvigene, en underligt sørgmodig grimasse, egentlig bare to læber spændt ud i et håbløst forsøg på, at børnene ikke skal se den gråd, jeg er ved at bokse væk.

Vi sidder om bordet. Den mindste mades med øllebrød, den store sidder og pludrer for sig selv over en marmelademad. Så kigger hun op. I den der ene millimeters alt for sjældne vinkel, den som kun jeg hæfter mig ved, ansigtet let på skrå og bøjet fremover, hvor ikke bare ligner min mor lidt, men ER min mor.

Hun spørger om noget, og jeg svarer på rutinen, lige så rutineret som jeg synger Pjerrot sagde til månen hver aften, så automatisk, at munden gør det helt selv, mens jeg tænker på noget andet. Jeg hører hverken spørgsmål eller svar, for min mor sidder lige der i min datters udtryk, og jeg prøver at holde fast i hendes karakteristiske blik med al min tankes kraft. Som man kan prøve at holde fast i en dejlig drøm om morgenen for at tage dens energi med ud i dagen. Det nytter aldrig, men jeg prøver altid.

Så mange følelser pibler frem, savn, glæde, gensynsopstandelse, vemod, eufori, hjertet hamrer. Jeg skal lige til at indvie min datter i, at hendes mormor faktisk på en måde er her, fordi hun nogle gange ligner hende så meget …

men så stopper jeg mig selv.

Siger nej.

Nej til min mor.

Nej til, at du skal fylde lige her. I form af hverken min sorg eller min længsel eller min glæde eller min vantro på, at selve et ansigtsudtryks folder kan genfødes i nye generationer. Vi sidder bare lige her og spiser og hygger. Så længe jeg ikke kan tale om dig uden at knække over, så har jeg ret til at sige nej, adgang forbudt.

Den del af mig, der længes efter at holde fast i hende, gentager hvad alle sagde til mig dengang sorgen var ny og blodig: “Børn må altså gerne se, at mor kan være ked af det!” De sagde det med en kærlig nedladenhed, som om de vidste alt om sorg og jeg meget lidt. Men den del må vige, delen, hvor tapperhed gøres lig med tabuisering og matyrri. For den erfaring, jeg har høstet, og den balance, jeg sætter højere end det meste andet, den vinder.

Ja, børnene må gerne se sorg. Men også: Sorgen har ikke plads overalt, hvor den banker på. Bedstemor skal ikke kun være en, vi forbinder med gråd. Mor skal ikke altid være potentielt ved at brække sammen. Døden kan godt fylde for meget i et barneliv.

Og derfor beder jeg min mor gå. Det føles som at gøre vold på mig selv, på mindet. På savnet. Her er hun jo, hun er lige gledet over min datters ansigt, hun står helt frisk i billedet inde på nethinden, jeg kan mærke hende stryge min ryg og høre hende sige mit navn, jeg kunne sagtens tilbringe to-tre minutter hos hende. De vigtige to-tre minutter, jeg aldrig fik og aldrig får. Her i sorgen, i de flygtige glimt, kan vi sidde ned sammen. Jeg er tæt på at lukke øjnene og beruse mig i øjeblikket, men tager mig selv i det.

For jeg var i gang med noget andet. Noget, sorgens mørke ikke må inficere. Jeg er i gang med et lille måltid med mine børn, og selv om kroppen sagtens kan made mad med ske og wipe fedtede fingre med vådservietter på rutinen, mens jeg tænker på noget andet, så er det her, min koncentration skal være. Hos dem.

Denne gang er det for sent. Mine bokserier får ikke has på gråden. Tårerne pibler frem, min datter flyver over til mig, kommer helt tæt på, undersøger mit ansigt og siger: Hvorfor bliver du helt rød, mor?

Men næste gang, tænker jeg, mens jeg siger “… fordi jeg lige kom til at tænke på bedstemor. Og så græder jeg. Du ligner hende nemlig lidt. Så var lige som om I begge var her. Det var dejligt, så jeg græder ikke, fordi jeg er ked af det, men fordi det var dejligt,” siger jeg. Lidt hjælpeløst. Et forsøg på at pille nuancerne ud af noget meget spraglet.

Næste gang. Bliver det mere elegant. Næste gang.

Jeg trækker hende ind. Hikster ned i hendes nakke. Kan mærke, at det er for meget for os begge. Får det stoppet. Blinker, smiler lidt mere overbevisende.

“Er det lidt svært at forstå, eller synes du at det giver mening?”

Mening, mener hun. Sorgløst. Går over til sin plads, spiser videre.

Øjeblikket er forbi. Min mor er væk, måltidet er i centrum. Jeg savner hende. Men det føles godt, det her. At vælge sorgen fra og hverdagen til.

Så jo. At tage sig sammen for børnenes skyld? Dét vil jeg gerne. Fra tid til anden. Med alle de aspekter, sådan en lille sætning har i sig.

***

5 Comments

Add Yours →

Åh, mit hjerte! Du skriver så fint. Du indfanger netop lige det der øjeblik, hvor en flig af en erindring (eller genkendelse) får sit eget liv og vækker den rene og intense sorg. Jeg kan sidde midt i en samtale og pludselig er det som om, de er der. Min mor og far. Midt i de levendes verden. Så nærværende er de, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad jeg sad og talte om.
Du skriver: “Så længe jeg ikke kan tale om dig uden at knække over, så har jeg ret til at sige nej, adgang forbudt.”

… Det vil jeg tage med mig. Måske er det helt okay ind i mellem bare at sige “Ikke nu. Jeg er faktisk lige igang med noget”.

Tak for en velskrevet blog.

Skriv et svar