I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Strøtanker #1: Om »souwmieh« og drengefarvede tandbørster

Siden sidst …:

… er jeg blevet helt færdig med:

Den voksensmarte forkortelse for sociale medier, SoMe. Allekald – »soouuwmiiieh« er slut. Det hedder bare sociale medier nu.

… har jeg virkelig undret mig meget over:

Hvornår er folk færdige med at langtidstelefonere på åben gade? De ligner bortløbne fra en form for anstalt, når de går der eller cykler der og taler med sig selv ud i luften. Jeg prøver ofte at sende et meget britisk do-you-mind-blik, når vi holder i cykelkø for rødt lys, og en høretelefonsamtalende person udleverer mig og alle i en radius af en kilometer en spand oplysninger og udbrud, alle andre end personen i vedkommendes høretelefoner helst er fri for … men aldrig reagerer nogen; hvor er plien og de små øjeblikkes stilhed egentlig blevet af.

… har jeg lært et nyt ord:

Fra det offentlige, brugt om et barn midt i et grådanfald: »Et meget signalstærkt barn«. Signalstærkt! Elsker, elsker newspeak fra offentligt ansatte.

… har jeg dagligt måbet over mig selv:

Jeg prøver at gå og være typen, der ikke går bagover ved tanken om en knægt i lilla flyverdragt og ikke til min datter påstår, at hun ikke kan bære blåt, fordi det skulle være en »drengefarve«. For begrebet drenge- og pigefarver er … latterligt. Men hvad sker der hver eneste, evige aften? Når jeg træt griber ud efter min tandbørste? Det her: Jeg står i seriøst mange sekunder og famler lidt og prøver at komme i tanker om hvilken af de to voksentandbørster, der nu er min, den grønne eller den blå, som er de farver, vi kører mundhygiejne i for tiden, mens min hjerne skriger »Den blåååå! Nej, den grøøøønne! Nej, blå! Ja, blå, jeg er helt sikker. Nej! Grøn! Blå! Arrrrgh! Hør her! Fædre har tandbørster i drengefarver som grøn og blå, mødre pigefarver som rød og gul. Alt andet er ulogisk« Jeg bliver helt træt. Godt, jeg var på vej i seng.

 

*
*
*
Hvis du vil vide, når der er nyt på bloggen, så like dens Facebook-side her


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.