Siden sidst har jeg ikke formået at udtænke nogen (nemme) løsninger på:

– problemet med hvor fryg-te-ligt det er at børste tænder på et lille menneske, der nægter at lade tandbørstning overgå sig. Afgjort en af de værre forældrepligter.

– problemet med den klamme masse af fortyndet savl i bunden af kruset til vores tandbørster.

– problemet med, at huden på kvinders (dog muligvis kun mine) hæle om vinteren i sokkerne er bløde som barnenumser og om sommeren i sandalerne er ru og sprukne som sæderne i de gamle regionaltog.

– problemet med, at alt for mange snapper og instastoryteller fra koncerter. Nej, jeg gider ikke opleve Thomas Helmig gennem din telefon. Og det gider personen bag dig heller ikke.

– problemet med, at der uden for vinduet på min arbejdsplads findes to andre arbejdspladser: Den lokale lirekassemands og det lokale ensemble af gademusikanters. Lirekasse + Titanic-forlismusik i samtlige døgnets lyse timer. Eneste løsning har foreløbig været at holde vinduet lukket. I den lumre, lumske hede, der er vores augustvejr.

– hvor uspændende det er at tale om det vejr. Men here’s a thought: Jeg tror altså, at det er deprimeret. Som om det overvejede at få det godt, men alligevel ikke kunne se pointen med det hele, og så bare gravede sig endnu længere ned under dynen. Og det kender jeg fandme godt. Jeg stemmer for, at vi skal give det vejr en break.

– hvor mange white girls problems, jeg har at tumle med. I dag så jeg en dansk udseende, midaldrende mand i rar vindjakke og behagelige sko nærme sig en mørklødet kvinde, der sad og dels tiggede, dels sloges med sine indre dæmoner på Nørrebro Station. Ind i mellem hendes bønfaldende tilråb til os forbipasserende, talte hun højt og med fagter til en række usynlige mennesker i sin indre verden. Mandens gang var venlig, hans mine mild. Indtil han satte ansigtet helt hen til hendes og råbte højt: “Forbudt! Tiggeri, forbudt her i landet! PO-LI-TI!”. Hun for sammen. Jeg vidste ikke, om jeg havde mest ondt af hende eller den sølle skæbne, der var hans.