Rodekassen

Strøtanker #25

1) Jeg forstod reelt ikke hvordan min kødfri spinatlasagne var blevet SÅ velsmagende. Så kom jeg i tanke om den pakke bacon, jeg i et øjebliks absence havde hældt i.

2) De kødfri intentioner er begyndt at spire herhjemme, efter jeg læste dette blogindlæg hos Linda. Nu har jeg et lækkert board på Pinterest og har genfundet glæden ved at stå i køkkenet.

3) Jeg bliver vist aldrig den type fleksitar, der kan trives på primært salat. Brød og rodfrugter er det bærende lige nu. Heldigt, at jeg får gratis workout gennem amning. Mindre heldigt, at amningen hører op en dag. Jeg husker godt, hvad der skete med taljen sidst jeg holdt op med at amme og ikke samtidig holdt op med at spise som en markarbejder …

5) Ikke ret apropos: Jeg forstår slet ikke trenden med kondisko, der ligner de billigste fra Føtex i 1993?

6) Eller hvorfor formuleringen “fuldstændig fantastisk” gør mig nærmest elektrisk af irritation?

7) Mødre og fædre: Vi har ikke introduceret sut for vores 7 uger gamle baby. Det har simpelthen ikke været aktuelt med Verdens Nemmeste Baby. Kommer vi til at fortryde det, hvis vi ikke “lærer” ham det? (Undskyld, hvis jeg vader ind i et minefelt her, jeg har – tydeligvis – ikke læst op. Efterspørger blot erfaring). 

8) Forleden følte jeg mig som det sygeste oldtidslevn, da jeg kom i tanke om at have gået i skole i en tid, hvor pigerne havde håndarbejde, mens drengene havde sløjd. Som om jeg havde været statist i Kundskabens Træ?

9) Faldt jeg over dette blogindlæg og morer mig over min harceleren over, at alle andre skulle til at have barn nummer to, når vi slet ikke gik i de tanker … og over, at jeg 5 dage senere sad med en meget, meget positiv graviditetstest i hånden.

9) Hvad skal mænd egentlig med deres brystvorter? (Jaja, jeg kan også google. Men hvorfor render halvdelen af klodens befolkning rundt med et sæt defekte vorter?)

10) Og lidt mere krop: Menstruation? 6 uger efter fødslen? SE-RI-ØST?!

***

26 Comments

  • Ditte

    Den med brystvorterne. Blows my mind, hver gang jeg kommer i tanke om det. Det giver ingen mening.
    Nåhmen, jeg har (haft) to børn med sut og har elsket den helt automatiske ned-i-gear funktion, der fulgte med den. Både for deres og min egen skyld. Min søsters to børn har nægtet at tage sådan en, og jeg ved, at hun har ‘manglet’ den engang imellem til bilture eller til simpel ‘afkobling’ efter en institutionsdag. Hun har selvfølgelig så fordelen ved ikke at skulle tvinge suttestop igennem, så der er vel i virkeligheden for og imod begge dele. (For ikke at nævne mine nevøers snorlige tænder.) Jeg (og bedsteforældrene) har været allergladest for sutten, når de har sovet ude de første gange. Godt nok som 2-årige, men der brugte de den stadig flittigt begge to, og den har været guld værd som en velkendt tryghed udenfor hjemmet.

    • Karoline

      Når man tænker på, hvor relativt nemt det gik med at vænne vores datter fra sut, så er det en lille pris at betale for at barnet kan finde tryghed hos bedsteforældre og andre passere. Vi er begyndt at træne det med knægten nu … men det holder virkelig hårdt trods 3 forskellige typer sutter. Dét gider han bare ikke! Han brokker sig dog heller ikke helt så meget som i begyndelsen, så jeg har et håb om, at det går den rigtige vej.

  • Malene

    Vegetarisk mad… Prøv at lave okonomiyaki – det er SÅ lækkert: https://www.vanloseblues.dk/2016/11/okonomiyaki-japansk-madpandekage/

    Sut: Enig med Ditte. Min datter på 1 år og 4 måneder finder virkelig tryghed i den. Vi havde en måned omkring de 11 mdr. hvor hun nægtede sut, fordi tænderne var ømme. Og hun var så utrøstelig selvom hun sad ved os og vi krammede. Selvfølgelig også fordi det gjorde ondt, men hun kunne ikke finde ro på samme måde. Med det sagt – det kan de vel finde, hvis de ikke har prøvet anderledes. Kræver nok mere af jer som forældre i perioder, men det er jo ikke nødvendigvis dårligt.

    • Karoline

      Den opskrift er straks pinnet og bogmærket! Tak for tanker om sut. Vi er nået dertil, hvor vi prøver at give ham chancen for lære det.

  • Skalotteløg

    Strøsvar…
    Har man ikke længere håndarbejde og sløjd i skolerne?! Hvad…?? Det var da de fedeste timer! Jeg havde i øvrigt begge dele (som valgfag). Men det var også en privatskole, så måske var vi liiige tanden mere moderne? 😉

    Sut… Well, hvis han ikke har behovet, så lad endelig være med at introducere den. En sut kan gøre, at kraniet ikke formes optimalt, sådan at ganen bliver høj og smal, og så fodrer den lav tungestilling, hvilket kan give en lang række problemer med tandstilling, give smallere luftveje osv., som igen kan føre til, at man trækker vejret gennem munden. Dét kan føre til søvnproblemer, som så kan føre til problemer med immunforsvaret og nervesystemet/psyke. Google evt. OMFT (Oral Myofunctional Therapy) og den amerikanske tandlæge Dr. Steven Linn for mere om dén sag.

    Når det er sagt, så er sutten mere eftergivende end fx en tommelfinger, så hvis suttebehovet opstår, så ville jeg nu alligevel vælge sut frem for alt muligt andet. Og det ER rart at have sådan en stop-prop til, når barnet har svært ved at finde trøst. Dog vil jeg sige, at tingene også kan hænge sammen. Vores ældste havde sut non-stop, og kunne slet ikke trøstes uden. Vores yngste har den KUN, når han skal falde i søvn, og finder fint trøst i mine arme. (Her spiller også noget ind med stramt tungebånd, men det er en længere udredning ;))

    Mht. klimaet, så gjorde den her artikel mig lidt mere rolig: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9617796/de-nuvaerende-klimaaendringer-er-helt-overvejende-naturlige?fbclid=IwAR0iOE0yIJSJCNiLXXet6LARazVJog3H9l70Rl80orQLIKfLlIdKB2jq-kI

    Og blødning… Jeg fik også en mens-agtig blødning der nogle uger efter (anden) fødsel, hvor det ellers liiige var holdt op. Og jeg bandede og svovlede. Så gik det væk, og jeg blødte først igen få uger inden, drengen blev et år. Så måske er der håb endnu 🙂

    • Karoline

      Tak for din kommentar, mht. sløjd og håndarbejde, jojo, det tror jeg bestemt man fortsat i en eller anden form. Det, jeg skriver om, er, at det på min skole var kønsopdelt. Piger i køkkenet, drenge i værkstedet.

  • Bookworm's Closet

    Det med sut: min datter (næsten 3 år) har aldrig brugt sut (hun nægtede). Til gengæld har hun en sutteflaske som hun bruger, når hun skal slappe af/sove. Det fungerer fint. Det ville sikkert have været nemmere for os med en sut, men det fungerer fint.

    Mænds brystvorter: jeg funderede over det samme, da jeg gik i gymnasiet, og spurgte dengang min biologilærer, der sagde, at det var fordi brystvorter blev udviklet på et fosterstadie, hvor kønnet endnu ikke er afgjort.

    • Iben

      Jeg kan som biologilærer i gymnasiet bekræfte det. 😉 Selvom kønnet er bestemt fra befrugtningen sker, så er kønsdelene først udviklet efter ti uger – og her tæller brystvorterne altså ikke med. Så som fostre ligner vi hinanden jævnt meget de første små ti uger. Det betyder også, at penis og skeden faktisk udvikler sig fra samme udvækst – penishoved og klitoris udvikles fra samme del, og skamlæber og skaft udvikles fra samme del. Derfor er der også en linje bag på skaftet, da det er hud, der er vokset sammen – det samme gælder pungen.

      Håber ikke det er FOR uddybende. Syntes selv det var fascinerende, da jeg lærte det.

    • Karoline

      Jep, jeg er helt med på det med mænds brystvorter. Jeg stenede bare over, at vores topavancerede maskineri af en menneskekrop ikke kan finde ud af at nedlægge to vorter helt, der ikke har nogen funktion.

  • Eva

    Sut: Min ældste gik i vuggestue sammen med en, hvis forældre underviste på tandlægeskolen. Moderen sagde engang til mig, da jeg bekymrede mig om sutten, at hun kunne rette tænderne, men hun kunne ikke rette sjælen. Kort sagt man skulle tage det roligt. Og heller ikke presse en sut ind i munden på ungen.

    • Karoline

      Åh, gulp, sikke en sætning. Den er stærk. Det er godt at have et middel, der kan trøste, læser jeg, men også at det middel ikke nødvendigvis behøver være sut?

  • Cecilie

    Vi fik aldrig givet vores den mindste en sut, og vi har hånden på hjertet ikke manglet den. Tværtimod. Hun havde så en kanin, hun puttede med, da hun begyndte i vuggestue.

    • Karoline

      Godt at høre, hvis nu det ikke lykkes os at få ham det lært. Vi er gået i gang med at træne det, da han oftere og oftere kun kan finde ro ved brystet, selv om han ikke vil spise. Der kunne en sut være meget smart, så også far kan få de stunder med ham.

  • Mette

    Ifht sut, så har min søn (nu snart 3 år) aldrig ville tage sut og han har aldrig manglet den, og det har jeg heller ikke. Jeg troede, at det ville blive virkelig nødvendigt og prøvede til med mange forskellige sutter og teknikker, men han var bare ikke interesseret. Når han en sjælden gang var ked af det, fandt han trøst i amning eller med en legetøjsbil (??!), og da amningen stoppede ved 8 mdrs alderen, tog han en aftenflaske, som virkede beroligende (og mættende). Han faldt vist også i kategorien “verdens nemmeste baby” og på den måde manglede vi altså ikke sutten. Og nu er det nærmest en lettelse ikke at skulle tage en kamp med afvænning af sut.

    • Karoline

      Hvis nu det ikke lykkes os at få ham det lært, så er det godt at vide, at det sagtens kan gå godt alligevel 🙂 Tak for din kommentar.

  • Mathilde

    Jeg ville sådan ønske at vores søn på 15 måneder ville bruge sut – vi har vedholdende forsøgt at mane omgange, fordi han er et meget gnavent barn. Ja, det er sgu rigtigt. Troede da han var lille og spæd, at det var kolik, senere maven, så tænder, så frustration over ikke at kunne kravle osv., osv. Han er blevet undersøgt i hovede og røv af læger, fysser, kiropraktor – men han er tilsyneladende helt sund og rask. Jeg drømmer om en sut til han kunne ro med, men han nægter.
    Når nu dit barn er tilpas og “nem”, ville jeg ikke introducere sutten, både pga. tænderne men også suttestoppet som så lurer i horisonten.

    • Karoline

      Vi er gået i gang alligevel. Verdens Nemmeste Baby har også lidt temperament, viser det sig. Så nu forsøger vi. Ked af at høre, at jeres insisteren ikke er lykkedes. Kryds fingre for os!

  • Ma

    Min søn på 3 har aldrig brugt sut, til gengæld talte han tidligt og får ros hos tandlægen. Nu har jeg en på 8 måneder, som bruger sut, og det er rart med pause-funktionen, men også let at misbruge, synes jeg.
    I kommer sikkert til at savne det en gang i mellem, men I kommer også til at glæde jer over at være fri for den 🙂

  • Trine

    Min søn (nu 3 år) holdt op med at ville tage sut, da han var 3-4 mdr. Dengang var vi ret trætte af det, og jeg husker også svagt, at vi nogle gange i løbet af det første års tid ærgrede os lidt, fordi han så var sværere for andre at trøste – og fordi vi tænkte, det kunne hjælpe ham til at falde i søvn (søvn var et ret stort problem). Men siden har jeg elsket, at han ikke har brugt sut. Han har i dagpleje og starten af børnehaven været glad for to bamser til tryghed, men han bruger dem ikke længere. Min datter på snart fem mdr bruger sut til søvn og trøst, men jeg har tænkt mig at være opmærksom på, at den helst kun skal bruges til det og ikke blive for stor en vane. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, når store børn i børnehavealderen går rundt med en sut i munden hele tiden.
    Jeg ville nok ikke introducere den nu, når det ikke har været nødvendigt.

  • Julie

    Min søn på nu 5 gad ikke sut. Jeg ved jo ikke hvad jeg er gået glip af, men vi har aldrig savnet den eller tænkt over, hvad den kunne have gjort nemmere.
    Jeg kan godt se fra andre at det kan være smart, men jeg trøstede ham med bryst/kram/putning i stedet.

  • Amalie

    Min datter på 10 måneder brugte sut i en meget kort periode de første måneder men så begyndte hun konsekvent at spytte den ud.
    Hun mangler den overhovedet ikke, hun snaver med sin favoritbamse når hun skal sove og ellers får hun en krammer.

    • Karoline

      Dejligt at høre fra jer derude, at det ikke er enten-eller. At man ikke nødvendigvis bliver stærkt afhængig af sin sut, bare fordi man bruger den en overgang.

  • Fie

    Vores to har nægtet sut pure. Til gengæld har vi fem stk (!) af deres puttebamser, så den aldrig har manglet nogen steder. De blev gamset ind i mælk og morduft, og først vasket ret sent, så tror vi sparede lidt ammetrøst, som også kan drive en til vanvid, der.
    Jeg synes det engelske ord for sut “pacifier” er ret rædsomt, men rammer måske den trøste/stopknap nogle omtaler.

  • Rikke

    Det med sut: mine to ( nu 5 og knapt 2) har ikke villet have sut. Jeg prøvede virkelig ihærdigt, særligt med den første, men det gik bare ikke. Jeg manglede kun suttens funktion i de første måneder, særligt når jeg var på farten og hun blev ked af det og jeg ikke lige havde noget der hurtigt kunne trøste. Men ellers var det amning/trøst og kram/flaske (de var begge halvt flaskebarn/halvt ammebarn) og en nusseklud/bamse som har virket supergodt både til putning, trøst og i vuggestuen. Desuden er det SÅ dejligt at vi ikke skal vænne dem fra en sut! Så jeg vil sige at hvis baby ikke viser interesse, så lad være

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0