Familie,  Rodekassen

Strøtanker #13: Gad godt ikke

… have så meget halsbrand. Damn you, svigermors and. Umulig at opføre sig mådeholdent overfor.

… nærmest kun se min familie, når der er en fødselsdag eller højtid som undskyldning. Så fremover skal vi i københavnerdelen af familien spise fælles aftensmad en fast dag om måneden. Dét glæder jeg mig til. Se, hamsterhjul, det der med at dagene og månederne bare bevidstløst æder hinanden i din sump af institutionslogistik og pålægsindkøb uden at man får set dem, der virkelig betyder noget, det kan du lige stikke skråt op.

… have pres over, at så mange forældre med et enkelt barn i samme alder som vores lader til at skulle poppe arving nummer 2 her lige om lidt. Fornuften siger: Deres liv, deres valg, det har da intet med vores liv og valg at gøre. Følelsen siger: Slow down, folkens. Vil gerne følges ad. En dag. Når vi ALLESAMMEN var klar, por favor!

… have debuteret med portvin i en alder af 33. Strengt taget kunne jeg vel godt have taget en livstid uden det stads. Når nu jeg made it this far. I stedet opdagede jeg det juleaften i år, og nu har jeg det som om jeg lige har vundet en ny, dyr hobby i lotteriet. Super.

… kunne nærmest dufte min mor i alt i disse juledage. Senest blev mit syn helt smattet for nogle timer siden, da vi stod af toget på Københavns Hovedbanegård efter endt juleferie. Fordi det mindede mig om alle de gange i mit liv, hvor hun har stået og ventet på mig på en perron. Da jeg som barn vendte hjem efter ferie hos mine bedsteforældre i Vestjylland, da jeg kom hjem fra efterskolen i weekenderne, da hun flyttede op til en kæreste, og jeg pendulrejste mellem min ensomhed og deres hjertevarme bindingsværkshjem, da jeg i voksenlivet rejste på besøg med barnevogn, guldklump og nedslidte nerver. Altid stod hun og ventede på mig på en perron. Altid. Ikke i dag. Heller ikke i dag og heller aldrig mere.

***

3 Comments

  • Ditte

    Egentlig vil jeg blot knytte en kommentar til det med barn nummer to. Jeg gad også godt ikke, at det var sådan. Til gengæld er der 4 (næsten 5) år mellem mine to, og vi skal bestemt have en treer også. Men jeg er der ikke endnu, selvom min yngste bliver 3 år til april. Mange er nysgerrige på, hvornår vi dog fortsætter, men for mig virker det at holde en kunstpause mellem børnene. Det gør godt for os allesammen. Og de to på nu 2,5 og 7 år har så ufatteligt meget glæde af hinanden, så jeg kan kun stemme for det koncept. Min situation er måske lidt en anden, da jeg ‘kun’ er 25, så jeg venter måske i virkeligheden også lidt på at følges med mine jævnaldrende, når de tager hul på forældreskabet. Men de af dem, der har gjort det, har poppet børn ud med maks 23 måneders mellemrum, og det er altså ikke noget for mig.

    • Karoline

      Tusind tak for dine tanker. Jeg synes vist mest bare, at det er svært at lytte til andre her (og jeg elsker ellers at stå på andres empiri!). Fordi alle ender med at blive glade for det udfald, der bliver deres – og de kunne slet ikke forestille sig længere/kortere spænd mellem aldrene. Så man er nødt til at kigge indad i familien, for andres modeller kan man ikke bruge til så meget i planlægningsøjemed.

      Men det er måske det, der er rådet: Find ro i, hvad man har lyst til i den enkelte familie. At andre gør det anderledes, er blot udtryk for, hvad de havde lyst til – ikke hvad andre bør have lyst til. Gid det var et nemt råd at følge!

      Tillykke med dine to små basser. Tobarnsmor som 25-årig – sejt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0