Jeg gider ikke holde utilsigtet blogpause længere, så her er nogle sludrende strøtanker, der ikke på nogen måde har noget med hinanden at gøre, og så sagde vi, at jeg var i gang igen:
“Jeg har aldrig været så klog, som jeg er lige nu, lige i dag”.

… slog det mig forleden. På det seneste har jeg lært nogle livslektier af de helt store, både dem i hjemmet, dem på arbejdet og dem oppe i hovedet, og mens jeg tygger på dem, må jeg konstatere: Hver dag er jeg lige lidt klogere på livet, end jeg var dagen før. Det er faktisk en ret både bevægende og aende tanke at gå til ro på, hvis man har hang til at tvivle på om man egentlig duer til noget. Har jeg opdaget.

Tog jeg i går billedet her

… og blev så glad, da jeg huskede på billedet til venstre. Det er fra sidst i graviditeten med hende min lille krabat, som har beriget vores liv i to et halvt år nu. Der ligger hun på samme måde. Bare inden i og uden på min mave. Hverdagen med hende er så vidunderlig. Den er også vanskelig her og der, men jeg tager af og til mig selv i at tænke: Gad vide om det bliver en byrde en dag, jeg får svært ved at gide? For … sådan troede jeg vist engang, at livet med børn var?

Jeg mener noget om sorg

… igen. For jeg har lige set del 1 af Esben Kjærs tv-programmer om sorg (dem, der ikke kender hans bog, “Min usynlige søn”, skal lige få den indkøbt til hylden, så man har den næste gang nogen man holder af lammes af krise. Den berører så fint faldgruberne i vores kulturs forhold til dyb sorg). Og selv om jeg som altid er ret grebet af hvad manden siger og gør (kh den klamme fangirl fra hans forlag, #varedeklaration), så opdagede jeg, at jeg ikke helt kunne genkende hans oplevelse med sorgempati.

Han havde mødt svigt og tavshed og distance, da han mistede sin søn, og det gør mig så ked af det på hans vegne. Min egen oplevelse med mine kæres fornemmelse for sorg er en anden. De blæste mig let bagover, da min mor gik pludseligt bort. Mine kære padlede rundt i blinde og kæntrede lidt af og til, især dem, der aldrig selv havde mistet nogen. Men de prøvede. Igen og igen. Det glemmer jeg aldrig, og jeg har ellers fortrængt en del fra den tid. Det har jeg sagt før, men Esben Kjærs program satte spot på noget, jeg ikke har villet forholde mig så meget til, fordi det er lidt svært: Hvor vanskeligt det må have været at være der for mig, da jeg var i sorg. Hvor svært et bekendtskab en person i sorg må være. Hvor opslidende!

Jeg gad ikke rigtigt snakke på café eller gå ture eller møde op til arrangementer eller noget af det, der tidligere havde bundet mig sammen med mine veninder. Et svar orkede jeg knap nok at give, for jeg fattede ikke selv, hvorfor jeg ikke gad noget … det var jo ikke fordi mit balkort var overtegnet med andre planer (selv om jeg påstod, at jeg skulle noget andet). Jeg kunne akkurat overskue at have 3 formål i livet, da sorgens chok var mørkest: Mine to kære herhjemme, mit arbejde og min søsters sorg. Det meste andet var noget, der kostede mig energi. Noget af det “betalte” jeg gerne den energi for, for jeg vidste godt det var penge i banken til senere i livet, når sorgen var dampet lidt af, men andet var jeg bare tvær over ikke at kunne slippe for.

Det aspekt håber jeg kommer med i en af de følgende udsendelser i rækken. Hvad omverdenen egentlig kan stille op, når sorgen omslutter en, de holder af, som en mur, de ikke har fået nogen redskaber til at klatre over. Og inde bag muren sidder en zombie, som ikke kan fortælle dem, hvad de skal gøre rigtigt, zombien bliver bare ved at signalere, at de gør det hele forkert.  Det må være svært*.

Har jeg også set Tykke Ida-programmerne på DR.

… og pointerne kører i riller inden i hovedet. Måske er det derfor, jeg har været lidt stille ovre på min LCHF-instaprofil. For Ida Rud Nielsens tanker om, hvordan vi som samfund ser på tykke, ramte noget ømt i mig. Hun sætter fingeren på, at tykke mennesker i samfundets øjne aldrig kan have helt fuld plade i succeslotteriet, før de har tabt sig. At de aldrig kan være særligt attraktive og aldrig bør stikke næsen særligt langt frem, før de i det mindste forsøger at tabe sig.

Jeg ser ikke mig selv som en fatshamer, men alligevel er jeg vel med til at opretholde samfundsforventningen om, at vi skal ville slanke os, hvis ikke vi er slanke, i og med at jeg har dedikeret en hel IG-profil til at vise, hvordan jeg først taber mig, siden holder vægten (nede).

Omvendt holder jeg på, at vi hver især skal have lov til at ytre os om det, der optager os og virker for os, uden at vi samtidig skal skydes i skoene, at vi siger, at andre gør noget forkert ved at gøre noget andet. Men jeg ved ikke, hvor det stiller min afklaring. Jeg vil gerne gå Idas ærinde og slå et slag for at huske, at andres kurver ikke i sig selv er mit anliggende at mene noget som helst om … og samtidig vil jeg gerne sige noget om min livsstil, som har givet mig en ny ro og stabilitet i hverdagen, som jeg jo gerne vil fortælle om til andre, der gider høre på det.

… hvis det giver mening.

 

*) Jeg har selvfølgelig nogle råd til sorgramtes venner: Hold ud. Din ven skal nok komme til at ligne sit gamle jeg lidt mere end nu – men vid også, at det gamle jeg nok aldrig bliver helt det samme igen. Og vær stille. Det er så svært at tie stille, men i en hudløs tid, hvor mange spørger, hvordan det går nu eller hvad var det egentlig der skete med din mor, var hun syg eller hvad, kan det være rart ikke at skulle forholde sig til noget. Bare sidde på en bænk. Se på de forbipasserende. Nyde en smøg og en kaffe. Modstå fristelsen til at udstoppe hvert øjeblik med betragtninger og strøtanker. Prøv det. Når øjeblikket indbyder til det. Og lyt. Ikke fikse, sorgen kan ikke fikses, men hvis du lytter til den, når den vil ud, og sætter dig selv helt på pause, kan du blive så klog, så klog på din kære vens nye liv.

 

💋

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den