I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Strøtanker #10: Spørgejørgen (med øjenbetændelse) vil gerne vide …

Hvorfor skriver loppesælgere aldrig tøjstørrelser eller skonumre på deres varer? Det er det eneste stykke information, jeg har brug for at kende om deres one-of-a-kinds, når jeg scanner deres biks, før jeg beslutter mig for at træde nærmere: Har sælgeren og jeg samme mål? Stram op! (kh klammerten fra marketing)

Hvorfor sælges afspænding ikke i større beholdere? Behovet for afspændingsmiddel er mig bekendt hverken sæson- eller konjunkturbetinget, det bare totalt konstant, alle med opvaskere har brug for hele tiden at have det i husholdning. Gid jeg kunne købe afspænding én gang om året. Så ville jeg være så glad. Ingen del af indkøbsritualet får ens liv til at lyde mere som mol end at sætte kurs mod hylden for afspænding nede i Kvickly.

Hvorfor giver man ikke sig selv nye strømper oftere? I den modsatte ende af sexskalaen for indkøb, langt fra afspændingsmidlet, findes den der kildrende, liflige fornemmelse, man får, når man vapper en 3-pak nye damestrømper over i kurven, velvidende at man snart, oh så snart, får den der helt særegne, stramme, bløde fornemmelse ned om foden.

Hvorfor tog det mig 33 år at få øjnene op for den litterære romance-genre? Jeg har lige slugt Erin Watts Papirprinsessen og kan nærmest ikke vente på toeren. Men jeg kan godt mærke, at det ikke er noget, man skal sige for højt i litterære kredse. Smuds! blev der hvæset. Men hør her. Det er bedre end Netflix. At læse Papirprinsessen var lidt som at se en romcom, men uden at skulle æde Ben Affleck i hovedrollen og tvangsmesse “det er meningen, han skal være lækker, det er meningen, han skal være lækker”. Her bestemte jeg selv, at alle heltene lignede Jake Gyllenhaal, og at alle de onde lignede Ridge fra Glamour.

Hvorfor kalder man egentlig ikke øjenbetændelse på voksne for det, det er: Øjespedalskhed?


«

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.