karoline amalie markholst
Best of,  Graviditet

Spørg ordentligt, læge. Eller lad helt være at spørge.

Det var ikke så meget det, at han kom til at notere mine svar i en anden kvindes journal.

Eller at han havde indrettet sit kontor med briksen over for dørens åbning, i stedet for bag den, så der var frit udsyn fra venteværelset til mig, liggende med blottet mave, da han midt i undersøgelsen måtte forlade rummet og hente noget, han havde glemt.

Eller at han stejlede over, at jeg ikke ville vejes. Og med blikket nede i papirerne fortalte mig om og om, hvor vigtig gravides vægtkurver er. I stedet for at hæve blikket og selv se med sine menneskeøjne, at maven sidder fint på mit i øvrigt ganske normalvægtige legeme.

Eller at han googlede sig hen på baby.dk og alt.dk for at tjekke, hvad han skulle huske at spørge mig om her til uge 25-graviditetssamtalen. Uden forsøg på at skjule det.

Nej.

Det var faktisk ikke ovenstående, der var mest nedslående ved det lægebesøg.

Det var noget, han sagde, den unge læge, hen mod slutningen af samtalen. Nogle ord, der faldt lidt efter vi var blevet enige om en form for sygemelding fra mit arbejde grundet bækkensmerter, plukveer og et virvar af krævende sorgtanker, da jeg har mistet min mor i tiden, der er gået mellem min første graviditet og denne anden.

Det begyndte med et smil. Så et undertrykt fnis. Mens han kiggede lidt rundt i lokalet. Og så spurgte han “Og du har selvfølgelig ikke … selvmordstanker. Vel?”

Hans pen svævede over en boks på et papir, der skulle krydses af, mens han afventede svar.

“Ja, for jeg skal nemlig spørge. Bare rutine”, nærmest undskyldte han, meget smilende, nærmest som om han var underholdt. Et mere trænet øje ville nok tænke, at han først og fremmest var ilde til mode. Over mig, den grådlabile, der godt havde tænkt, at sygemelding var det eneste rigtige, men som liiige skulle kapere, at fagpersonen her var enig.

Jeg rystede på hovedet.

“Og heller ikke selvskade, vel?”

Jeg rystede igen på hovedet, mens han fik sat sine krydser.

Og jeg tænkte, at det søreme var heldigt, at jeg ikke var dén type sygemelding. Én som vitterligt havde den slags tanker. Og ville have grebet selv et lille strå af en hjælpende hånd fra en fra Systemet.

For jeg ville ikke have følt mig i stand til at svare ja, når hans ønske så tydeligt var et nej.

Det går simpelthen ikke. At den myndighed, der kan hjælpe, er så utilpas ved sit eget spørgsmål og det emne, det rejser, at han hellere vil stille to så ledende spørgsmål end han vil spørge inviterende og åbent til, om man går og tumler med noget alvorligt tungt. Ledende spørgsmål formuleret på en måde, så man reelt kun kan svare nej – med mindre, selvfølgelig, man har en viljestyrke af olympiske dimensioner, hvad vi i den mere sårbare del af befolkningen vel sjældent har.

Det får mig til at tænke, at vi godt nok har et alvorligt problem med, hvor tabuiseret psykisk bøvl er her til lands.

Hvis det så bare var blot ham! Så havde jeg parkeret det i bås med hvor inkompetent hele hans øvrige optræden var. Men jeg har mødt den før i sundhedssystemet, den opførsel. Først ved den obligatoriske screening for efterfødselsreaktion efter min ældste datters fødsel, hvor sundhedsplejersken spurgte på samme måde, nærmest undskyldende, “Ja, og du tænker heller ikke på at skade dig selv eller tage dit eget liv, vel?” Prøv selv at svare ja der – med din kæreste siddende lige ved siden af, forresten – hvis man godt ved, at alt inderst inde ikke er helt godt. Når den, der kan hjælpe, stiller et så ledende spørgsmål.

Og siden ved første lægesamtale tidligt i denne graviditet, hvor formuleringen lød: “Og du har heller ikke nogen psykiske problemer, vel?”

Nej? Må jeg da vist hellere svare?

Så nu bliver jeg nødt til at sige noget højt. Sikkert ikke til hele lægestanden; I er mange gode. Men til jer, jeg har mødt i forbindelse med mine graviditeter, og til resten af jer, der bliver utilpasse og så nødig vil få nogen til at græde (endnu mere):

Hvis ikke I vil høre et ærligt, svært svar. Så lad helt være at spørge.

Det kan godt være, at I antager, at svaret er nej, inden I stiller det (men hvorfor så spørge?). Men tænk, hvis svaret var en nuance mellem ja og nej. En skygge af noget, der ikke findes en boks og kryds til.

Tænk hvis.

Tænk.

*

*
*
*
Følg mig på Facebook * … eller Instagram * … eller Bloglovin’


34 kommentarer

  • M.

    Du har så ret!

    Jeg var til efterfødselssamtale hos en jordmoder efter fødslen af mit første barn – en samtale som jeg havde sagt ja tak til, fordi jeg havde det svært med fødslen, som var en voldsom oplevelse for mig, der stadig fyldte.

    Hun indledte med: “Ja, men du havde jo en fin fødsel” – eller noget i den dur. Så er det faktisk rigtig svært at få sagt, at man havde det svært med den og oplevede det som meget voldsomt – uanset at barnet kom ud fint, og der kun var ‘almindelige’ komplikationer. Særligt når man er en type, som forsøger at være “den gode elev/patient/etc.”.

    Jeg endte med selv at købe 2 x psykologbistand for at få talt det ordentligt igennem – dét hjalp!

    • Karoline

      Det føles ualmindeligt rart ikke at være den eneste, der kender det her. For det der med at kæmpe med sin rolle … det var virkelig også i spil for mig ved alle tre gange, jeg nævner i teksten. De ser én type, men overvejer ikke, at der bagved kan være flere forskellige typer. Og så forstår jeg faktisk ikke helt, at de kan have det ansvar, de har.

      Tak for din kommentar <3

  • Josefine F

    Jeg bøvlede engang med noget, der viste sig at være en form for angst. Efter at en person tæt på mig døde alt for tidligt pga. sygdom, blev jeg nærmest manisk bekymret. Der udspildede sig de værste skrækscenarier i mit hoved.
    Da jeg endelig tog mig sammen og gik til lægen, for at snakke om det, var lægens bemærkning: “Du må nok bare til at acceptere, at dine forældre ikke vil leve for evigt”. Jeg blev fuldstændig målløs og fik ikke sagt mere. Det var jeg da udemærket klar over – problemet var, at jeg havde brug for hjælp til at styre min sygelige og hæmmende bekymring.
    Det er 10 år siden og jeg kan stadig blive helt paf over den manglende professionalisme.

    Og derudover – stort tillykke med din graviditet 🙂

  • Malene

    Jeg fnyser altså lidt over din læge lige nu – og ja i øvrigt også det andet sundhedspersonale, du har mødt på din vej. Det der! Det er ganske enkelt ikke godt nok! Øv en ærgerlig smag i munden, jeg får, når jeg bliver andenhåndsvidne til en så lemfældig omgang med screeninger, der netop er sat i gang for at hjælpe så man kan modtage den hjælp, man har behov for.

    Hilsen hende den anden gravide, der blev stødt over, at hendes konfliktsky læge lavede en intern (!) note til jordemoder om anbefalinger vedrørende fødselsforberedelse uden at præsentere eller i det mindste konsultere sin patient om det.

    • Karoline

      Jeg har virkelig også tænkt meget over den screening siden. At den ikke foregik på tomandshånd og at hun stillede så ledende spørgsmål, som hun gjorde. Hun var nemlig skidesød og kompetent og dygtig ellers! Og: Jeg havde fået hende særligt tildelt af mine jordemoder, som mente, at jeg havde særligt brug for en meget empatisk og omsorgsfuld sundhedsplejerske, hvis nu nerverne var særligt flossede efter fødslen …

      Det var ikke fordi jeg havde selvmordstanker eller tanker om at skade mig selv eller barnet. Overhovedet. Men jeg synes eddermame det var en hård tid. Og de nuancer var kommet frem i den screening, hvis hun havde spurgt ordentligt. Måske havde hun kunnet ændre samtalerne lidt fra kun at handle om amning og babyvægt, til også at handle om alt det andet, som den første tid som forældre også er.

      Men. Det gik jo. Vi er her alle tre endnu og venter en lille ny. Så det er lidt svært for mig at sige, at de skulle have kastet endnu flere ressourcer efter mig.

      Jeg kan bare godt føle nu, at der ikke er nogen, der rigtigt har min ryg efter denne næste fødsel, med mindre jeg får en psykose og truer med at hoppe ud fra et vindue med barnet i armene. Man kan jo godt have brug for hjælp, selv om man ikke gør lige dét.

      • Malene

        Og det er jo netop det, de screeninger er lavet til. At opfange mødre (og fædre – familier i det hele taget), der kan have brug for støtte på den ene eller den anden måde. Efterfødselsreaktioner er så meget andet end selvmordstanker -og i værste fald psykoser. Alle nuancerne af efterfødselsreaktionerne skaber så urimelig hård en start på forældreskabet, der i forvejen er en udfordrende størrelse. Jeg bliver sgu træt, når sundhedspersonale ikke er deres ansvar bevist eller måske i værste fald “fjoller” udenom. Øv altså. Jeg ved ikke om der måske i den kommune du befinder dig i kan være et tilbud til den kategori man betegner som “sårbare gravide”. Meyermor har lavet et rigtigt fint skriv om det at være sårbar gravid, og hvad det for hende indebar. Måske der er inspiration for dig at hente der? En ting er i hvert fald sikkert – ingen fortjener at føle sig oversete, tabte, ligegyldige eller som en lidt cause. Det skal vi som samfund gøre bedre!

      • Karoline

        Det er et godt udtryk. At de fjoller udenom. Det er det, de gør – i et forsøg på at redde den gode stemning, tror jeg.

        Jeg er allerede i et rigtig godt jordemoderforløb. Tak for tip om Meyermor, det vil jeg finde og læse.

  • Rebekka

    Det er så trist, at det bliver spørgsmål i sådanne vendinger – bare for at kunne krydse et par bokse af.

    Mon det er geografisk bestemt, hvordan de gør det/skal spørge? Jeg har aldrig oplevet, at der er blevet spurgt mundtligt til selvskade/selvmordstanker i mine 4 graviditeter – kun skriftligt i skemaer. Og jeg var i endda i højrisiko for efterfødselsdepression efter at have mistet et for tidligt født barn.

    Tillykke med baby nr. 2 på vej, og tak fordi du deler.

    • Karoline

      Interessant – det ved jeg faktisk ikke, om det er? Har andre fra københavnsområdet også fået stillet spørgsmål om selvmordstanker mundtligt? Jeg kan se, at andre i tråden også nævner, at det er de ikke blevet spurgt til.

      Det giver mening at screene på skrift. I hvert fald i mit tilfælde. Jeg ville åbne mere op, hvis ikke jeg følte jeg sad til forhør. Så kunne man samle op på de nuancerede svar mundtligt i et fortroligt rum.

      Jeg er ked af at høre, at du har mistet et barn. Det må være noget, man bærer med sig altid. Kram til dig.

  • Anna

    Det er jeg rigtig ked af at høre på dine vegne. Jeg har heldigvis selv oplevet det stik modsatte. Jeg havde det rigtig svært efter min første graviditet og en lo…fødsel og kom også lige en tur forbi psykiatrisk skadestue. Men fordi det står i min journal, har jeg kun oplevet en kæmpe omsorg fra alle her under min anden graviditet (jeg er nu i uge 27). Jeg er blevet tilknyttet center for sårbare (Rigshospitalet) og får tilbudt al den hjælp, jeg overhovedet kan komme i tanke om. Det er en fornøjelse at opleve, at det offentlige sætter ressourcer af til at sikre, at min familie og jeg kommer så let igennem det her forløb som muligt.
    Lige en tanke til sidst: kan du evt snakke med din jordmoder om det? Og fx få lidt ekstra hjælp den vej? Det er altid bedre at forebygge end at helbrede!

    • Karoline

      Kære Anna, hvor er jeg glad for at høre, at du oplever det modsatte! Det gør jeg også i glimt – men desværre ikke som en 360-graders oplevelse i sundhedssystemet. Hos de praktiserende læger synes jeg ikke helt, der har været plads til mine nuancer, og så lige i det enkelte tilfælde med vores (ellers gode) sundhedsplejerske, da hun skulle screene for efterfødselsreaktion. Min jordemoder i denne graviditet er forrygende, og jeg er allerede på vej i et psykologforløb.

      Jeg har en tese om, at problemerne opstår der, hvor patienten har svært ved at tale om det vanskelige. Hvis du (og nu antager jeg bare frit ting om dit væsen uden overhovedet at kende dig!) taler frit og åbent med sundhedsfaglige om din bagage, godt støttet af din journal, er du også for dem “nem” at hjælpe. Men så er der alle os, der klapper i som østers med den ene hjernehalvdel og skriger på hjælp med den anden og i det hele taget ikke rigtigt ved hvordan vi indtager rollen som den, der har brug for hjælp. Vi er knap så nemme at hjælpe (men ikke umulige). Og når vi så render ind i berøringsangste, uerfarne sundhedsfaglige, så er det tit hjælpen falder på gulvet. Synes jeg, at jeg hører rundtomkring.

      Så kan man sige, at det er vores egen skyld. Man må jo råbe op, hvis man vil have hjælp. Hanke op i sig selv. Men det kan jo være det første opråb, der er det allersværeste af dem alle.

      Tusind tak for din kommentar. Jeg håber, at du har det rigtig godt igen,

      Kh Karoline.

  • Linda

    Den sundhedsplejerske, jeg havde, da jeg fik Anton, grinede, da jeg stortudende fortalte, at Anton var dumpet til sin hørescreening, og fortalte en smaddersjov historie om et forældrepar, der slet ikke havde opdaget, at deres barn ingen øregang havde, og at det var DERFOR, barnet var dumpet, hahaha.

    Det var også hende, der – efter jeg var smadret igennem bunde på depressionsscreeningen – og i øvrigt på forhånd havde bedt om at blive holdt ekstra øje pga. de 3 tidligere depressioner, jeg har haft – anbefalede mig at gå til frisør. For “ligesom at gøre noget godt for mig selv.”

    Hvis jeg havde haft energien til det, havde jeg klaget over hende. Sådan ægte.

    • Karoline

      Ej. Jeg bliver så vred! Hvad foregår der!?!?! Jeg bliver endnu mere harm over at høre sådan en historie om din sundhedsplejerske end over at tænke på min historie med ham den purunge læge, der sikkert også har tudet lidt over den mislykkede konsultation med mig (eller, i hvert fald foreslog han rædselsslagen ved samtalens slutning, at jeg gerne måtte genbooke en uge 25-samtale hos hans mere erfarne kollega, hvis jeg havde lyst). For sundhedsplejerskerne er jo ALT for en ny mor og far. Og så sad du der som nyslået solomor, ej, det er ikke til at bære.

      Hvorfor lærer de ikke, at man ikke altid ser ud udadtil som en, der er ved at falde sammen, selv om man faktisk er det? At der er noget, der hedder facade, og at det er deres job at se efter om der er mere bag den?

      (Nu antager jeg bare, at der har været en snert af den together-Linda, jeg kender, tilbage i den sofa. Hvis ikke, og hvis det har været åbenbart for selv Anton-bylten, at du mest af alt trængte til et langt kram, så synes jeg faktisk stadig, at du skulle klage over hende. Her et årti senere.)

      KÆMPEKRAM til dig!

  • Stina

    Godt skrevet! Jeg har haft den modsatte oplevelse en gang med svære spørgsmål hos lægen.
    Jeg måtte på skadestuen med sår i ansigtet efter et cykelstyrt for noget tid sidan. Jeg følte mig ret sårbar og omtumlet, fordi det havde været en stresset og hård dag. Men jeg blev rørt til tårer over hvor omsorgsfuldt verdens sødeste sygeplejerske spurgte om nogen havde gjort det ved mig. Det betød på en eller anden måde så meget, selv om det overhovedet ikke var relevant for min situation. Det er så vigtigt at spørge og vise omsorg, uanset hvilket svar man forventer.

    • Karoline

      Det bliver jeg også rørt over! Hellere antage mere alvor end at alt nok er i den skønneste orden. Props til den sygeplejerske for at turde. Jeg tror de generelt er ret bad-ass ude på skadestuerne 🙂

  • Anne-Sofie mortensen

    Elsker det her indlæg! Og er SÅ enig med dig! Som fysioterapeut kommer jeg meget ofte ind til patienter lige efter at lægen har været der, og de ser helt tomme og opgivende ud i ansigterne. Har enten ikke forstået hvad lægen sagde, ville, gjorde eller har fået en besked i monologform uden at der er blevet lyttet til deres bekymringer og undren på egen sundheds vegne. Som sidebemærkning kan jeg fortælle at medicin studiet er det eneste af de sundhedsfaglige studier hvor man har nægtet at lade de studerende være med i et stort tværfagligt modul som alle vi andre skal have under vores uddannelser. Et fag som netop ruster os til at tænke tværfagligt og kommunikere på tværs af faggrupper og med patienterne… øv for en træls oplevelse du har haft. Håber vi en dag får et samfund hvor der er plads til at eksperten lærer individet at kende og agerer ud fra den viden.

    • Karoline

      Vild beretning fra systemet, Ø! Det vidste jeg ikke. Altså, at de var fritaget for noget så vigtigt. Men de har nok nogle endnu vigtigere bøger med RIGTIG videnskab at fordybe sig i end al det pjat med patienternes følelser – den empati må de lissom bare have med sig fra naturens side jo! Hvem behøver undervisning i sådan noget, pffff.

      I min læges tilfælde synes jeg dog, der manglede noget, han ikke ville have lært på et tværfagligt modul på uddannelsen: Sund fornuft.

  • L

    Så vigtigt!
    Som mange faggrupper ved (fx journalister, psykologer, lærere, vejledere), så er det en KUNST at stille spørgsmål. Både at stille de rigtige og at stille dem på den rigtige måde. Og så ellers bare lytte. Og give svaret den tid det fortjener. Eller tænkepausen.

    • Karoline

      Det er det virkelig. Måske skulle man have flettet interviewteknik ind på min læges uddannelse. Ej, ved du hvad. På journaliststudiet læste vi verdens bedste bog om at forstå de mennesker, vi interviewer: “Klangen af et menneske” af Nils Thorsen. Den tror jeg sgu lige, at jeg lister over på den unge mands bord.

  • Marillu

    Fuck!
    Er det virkelig rigtigt at han sad på baby.dk og alt.dk?
    Jeg har også oplevet læger der har googlet meget på det seneste og man vrider sig virkelig i stolen. Det ville se bedre ud, hvis de så i det mindste slog direkte op på sundhed.dk i stedet for at scrolle rundt først.

    Jeg var også tilknyttet center for sårbare gravide på Rigshospitalet og jeg var SÅ glad for det. Det burde være alle forundt; den omsorg, tid og forståelse. Ikke et sekund følte jeg mig dømt og jeg havde det næsten som om det var normen at have en diagnose og være gravid.

    Håber du har mulighed for at skifte læge?

    kh

    • Karoline

      Ja, han gjorde. Gad vide om han også havde godtaget søgeforslag fra hestenettet.dk? Han tog lissom bare de første, der dukkede op, da han googlede lidt om uge 25 og graviditet, haha. Farce.

      Det er et større lægehus, så jeg prøver lige nogle af hans kolleger, inden jeg smutter 🙂

      Tak for din kommentar <3

  • Kat

    Jeg gik som bekymret teenager engang til læge for at få afkræftet en frygt jeg havde omkring et eller andet – jeg husker faktisk ikke længere hvad, men det var noget, som jeg i mit næsten-voksne sind kunne fornemme konturerne af måske kunne være noget alvorligt, som man nok hellere måtte spørge sin læge om, og det gjorde jeg så.

    Efter at have affejet min bekymring ganske brysk kiggede han på mig og sagde så: “Inden du kom skulle jeg fortælle en kvinde, at dét barn hun venter, er mongol”. Underforstået: Nogle mennesker har rigtige problemer. Der stoppede min følelse af at blive taget alvorligt af dét menneske.

    Vi må altid minde os selv om, at alt må siges. Og at alt ikke skal være tragisk-forfærdeligt for at være vigtigt nok til at blive talt om. Og at dét, som er tragisk og forfærdeligt OGSÅ skal tales om.

    • Karoline

      Øv, for en læge.

      Det er svært helt at forstå hvad du gik til læge med, men uanset hvad det var, hvad gavner sådan en kommentar så!?

      Også rigtig flot ordvalg – mongol – af en læge.

      Øv.

      Kh fra mig

  • Miriam

    Jeg har aldrig fået børn. Men jeg har været en af dem, der rungende har svaret ja på de farlige spørgsmål om selvmord og selvskade, og jeg kan afsløre, at der heller ikke rigtigt blev reageret på det. Og når man sidder i den situation, at man knap nok orker at trække vejret, så orker man heller ikke at skulle kæmpe for retten til at blive behandlet. Så det blev jeg langt hen ad vejen ikke. Men hvis man skriver om det, så får man vrede læger og lægebørn på nakken, og så er man nok i virkeligheden også bare en af det der besværlige patienter, som det ikke kan betale sig at tage seriøst.

    • Karoline

      Det er virkelig vild læsning. Kram til dig. Hvis du har links til der, hvor du har skrevet om det, så gad jeg virkelig godt se med. <3 Karoline

  • gravidgrahvad

    Jeg har ikke så meget at tilføje til alt, hvad der allerede er skrevet, men jeg fik sådan lyst til at sende dig en stor virtuel krammer til din sygemelding og dit savn. Håber du finder andre, du kan støtte dig op af, selvom det selvfølgelig aldrig vil blive det samme som din mor.

  • Maria

    Jeg faldt over din fine artikel på Politiken.dk og følte straks et jag i hjertet. Jeg har heldigvis kun haft gode oplevelser i forbindelse med mine graviditeter, men det var noget helt andet da jeg som 19-årig stod midt i min mors terminale cancerforløb. Desperat gik jeg til lægen og fik grædende fremstammet “jeg har brug for hjælp til at håndtere det her”. Svaret var “kig nogle fotoalbums igennem med din mor og snak om de gode minder, for hun dør jo snart”. Slam. Mere hjælp var der ikke at gøre. Det endte i en bragende depression tre måneder senere, da hun døde. Aldrig barn jeg følt mig så alene og hjælpeløs. Tak fordi du gør opmærksom på det ❤️

    • Karoline

      Jeg er rystet. Det er jeg virkelig ked af at læse. Både lægens tåbelige kommentar og at du har mistet din mor, da du var så ung. Det må have været så hårdt. Og det er det sikkert stadig.

      Kærlig hilsen Karoline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *