Sorg

Sorg vs. savn

Jeg hørte i dag en mand, der har mistet, sige, at han har lært af sorgen. At nu kender han sorgens rum. Nu ved han, hvordan han går ud af sorgens rum, hvis han skal derind igen senere i livet.

Det er smukt beskrevet.

Jeg er ikke helt samme sted.

Sorg kan intellektualiseres, sorg er spændende, sorg er lærerig og udadvendt og fuld af puls. Ja.

Og jeg forsøger også tit at gå ind i min sorg og se på den, lære af den. Brede den ud. Dele den med andre. Og jeg kan også godt formulere nogle fine linjer om sorgens væsen og anatomi, synes jeg. Små øer af tanker, som jeg kan genbesøge.

Men i al min sproglige tyggen på begrebet sorg, kommer jeg aldrig uden om at gå på grund et ganske bestemt sted.

Ved savnet. Savnet ved jeg ikke, hvad jeg skal lære af og udvikle mig på, savn er fraværet af puls.

Når savnet indtræffer, er der ikke flere ord. Før mig væk fra savnet, det lammer. Savnet er en tyst, øde strandbred med et stille hav og definitiv ro så langt øjet rækker. Savnet har ingen ord. Savnet er slutningen, det, der kommer efter intellektualiseringen. Evigheden.

Hun. Er. Væk. Og hun kommer aldrig tilbage. Hvor ondt det end gør, så er dét den sandeste af alle sandhederne om tab.

Hvor jeg dog savner hende. Hver evig eneste dag.

***

4 Comments

  • Astrid

    <3

    Jeg savner min mor hver evig eneste dag, og jeg er træt af, at jeg bliver så ramt når mine kollegaerne fx taler om hvad de skal give deres mor i julegave.

    I går i en afskedstale blev der citeret Tove Ditlevsen “De voksne er gået, og de kommer aldrig igen” – jeg hylede af det citat, fordi det er så rammende i forhold til min sorg og mit savn.

  • Camilla

    Det er snart 1 år siden min far døde, 62 år gammel. Jeg løber snart tør for “sidste år på denne tid “var min far”, og jeg kan ikke holde det ud. Referencerne må ikke løbe ud, men toget buldrer bare afsted, mens man stadig står på perronen.

    Jeg hørte en god podcast (“Terrible, thanks for asking”), at følgende digt om døden bliver trykt på hospice-pjecer, og selv om jeg ikke “fornemmer” et efterliv for min far (omkring mig), så er der trøstende tanker i forestillingerne herom…når savnet flår.

    “I am standing on the seashore
    a ship sails in the morning breeze and starts for the ocean.
    She is an object of beauty and I stand watching her till at last she fades on the horizon

    and someone at my side says: “She is gone.”
    Gone!
    Where
    Gone from my sight that is all.

    She is just as large in the masts, hull and spars as she was when I saw her, and just as able to bear her load of living freight to its destination.

    The diminished size and total loss of sight is in me, not in her, and just at the moment when someone at my side says,

    “She is gone”

    there are others who are watching her coming, and other voices take up a glad shout:
    “There she comes!”
    and that is dying.

    • Lisa

      Camilla: det var et smukt digt. Det rørte mig helt ind i inderste hjertekammer. Tak for du delte det videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0