Familie,  Sorg

Sorg er kærlighed, der ikke har noget hjem. Men måske har min et sommerhus at holde fri i?

I går prøvede jeg noget nyt.

Vi var til vores første vejfest i grundejerforeningen her i vores sommerhusområde. En livlig omgang med festtelt, smørrebrød, latterbrøl over onkeljokes, harmonika og hyldende fællessange til smukke Langeland. Mange af sommerhusene her er ejet af folk, hvis historier har vævet sig ind i hinandens i generationer, og flere af gæsterne havde leget med hinanden her som børn og kendte hinanden og hinandens familier og venner på kryds og tværs.

De fleste andre husejere i området er over 60, og småfolk som vores medbragte treårige er typisk noget der findes her i form af nogens børnebørn, ikke egne børn.

Der var derfor stor interesse for at snakke med os. Det yngre par fra København, som ingen umiddelbar tilknytning har til øen.

Hvordan var vi lige landet her?

Og hver gang røg det ubesværet og ganske naturligt ud af mig:

“Vi arvede nogle penge og en bil, og med en lejlighed i byen var sommerhus et oplagt køb. Så var det bare om at finde det rigtige hus. Og det lå altså her!”

Helt uden afsmag af varianter over den historie, som jeg tidligere har stampet rundt i, om hvorfor vi har købt sommerhus på lige Langeland:

“Min mor døde pludseligt sidste efterår. Og det var rigtig vigtigt, at de penge, vi arvede fra hende, blev brugt på noget virkelig godt, noget, vi ville få glæde af i mange år og som ville give os mange rigtig gode minder. Da jeg voksede op, havde vi et familiesommerhus i Vendsyssel, og jeg har rigtig mange gode minder fra somrene der, så det måtte gerne være noget i den stil. Noget, i stil med det min mor var med til at give mig. Og min kæreste har familie på Fyn og er kommet på stranden her som barn, så det blev en kombination af alt det, vi gik efter.”

De gråhårede nikkede bare venligt og imødekommende til den korte version og tog imod os med den varme, som vi fornemmer findes i stort mål her i området. Her hilser man på hinanden på vej på stranden og går på visitter og har kiks, øl og is på opbevaring til uventede gæster, og man sørger for at føre jævnaldrende børnebørn sammen, så de kan blive sommervenner – for alle er her jo igen i næste ferie.

Det var først senere, da vi var hjemme i vores hus igen, at det slog mig, at noget nyt havde sneget sig ind.

At tale om sommerhuskøbet uden at nævne min mors død som årsag til at det kunne lade sig gøre. Og uden at have måttet holde hende krampagtigt ude af samtalen og efterfølgende bide mig i kinden over det.

Jeg tænkte længe over, hvordan det føltes.

Vemodigt? Næ.

Underligt? Næ.

Forkert? Næ.

Det skete bare. Som noget, jeg var blevet klar til – helt uden forberedelse. Og vist ikke har været klar til tidligere.

Det er hverken rart eller det modsatte. Det er bare. Lige som det skal være.

***

2 Comments

  • Nina

    Hvor er det dejligt for dig. Det er jo en form for milepæl! Tillykke med det og det betyder jo ikke at man ikke savner, bare at man lever med savnet på en ny måde ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0