Mor og Karoline, Sirdal Høyfjellshotell, restaurant 2007
Best of,  Familie,  Sorg

Sorg er ikke et problem

Jeg er ikke blevet troende af at miste min mor. (Desværre. Det gad jeg ellers godt).

Men nogle gange er det som om universet vil vise én noget. De tegn er jeg blevet meget bevidst om siden én bestemt episode i 2016:

Tre-fire dage efter vores mors pludselige død, befandt min søster og jeg os noget uvante til møde på et kirkegårdskontor. Vi var der for at finde et godt gravsted til vores mor.

Et godt gravsted. Et godt et. Bliver et gravsted nogensinde godt?

Sådan her var vores miner vist: Forstenede, kontrære, mutte. Lad-os-få-det-her-overstået. Uden lyst til opgaven, men uhyggeligt bevidste om, hvor vigtig opgaven var. Den slags opgaver, man kun får én chance til at løse rigtigt.

Graveren havde prøvet folk som os før. Vores nedslåede væsner tog hun ikke så tungt. Hun var i godt humør, hun var faktisk hjertelig. Det gjorde det hele lidt rarere. At være i hænderne på en, der godt kunne lide sit arbejde – når nu vi var hendes arbejde.

– Det trækker op, sagde hun, inden vi forlod kontoret for at blive vist rundt blandt gravene.

Andrea og jeg hæftede os ikke ved det. Det var varmt i vejret, solen skinnede, vi havde stadig sommerskoene på, selv om det var oktober. Graverdamen greb et par paraplyer, og så begav vi os ud.

I hvad jeg bedst kan beskrive som verdens koldeste, tristeste, mest momumentagtige kirkegård. Min første fornemmelse var, at det mindede mig om et af de mange mindesmærker over døde i kz-lejrene, som mine forældre havde slæbt os rundt til over hele Europa, da vi var yngre. Bergen-Belsen, har jeg senere døbt den kirkegård.

Ej, hvor frygteligt, at mor skal ligge her, tænkte jeg, som vi spadserede rundt i det det underlige, hårde græs mellem de høje hække og prøvede at finde bare et enkelt tegn på at nogen kom her for at hygge om deres kære nede i jorden. Men der var nærmest goldt. Grus og bare jordstykker var der til gengæld masser af.

Hvorfor skal alt praktisk efter et dødsfald være så rædselsfuldt, skreg alt i mig, som jeg accepterede, at en kirkegård nok bare er et skrækkeligt sted at sætte sine ben, når man har mistet nogen. Og netop da gik graverdamens profeti i opfyldelse.

Himlen åbnede sig, og det væltede ned over os med tung, tung regn – fra den himmel, der ti sekunder før havde været lyseblå. Det slog ned over os med hårde dryp og pludselig vind, og vi måtte, trods graverens medbragte paraplyer, søge ly under et træ.

– Når det stilner af, kan vi gå over til sektion F og se de ledige grave, sagde graveren.

Sektion F. Sektion F!

Det var som om den upersonlige navngivning af de dødes hvilested i evigheden var nok. Andrea og jeg kiggede på hinanden og behøvede ikke udveksle et eneste ord. Vi havde det på samme måde. Rystede over, hvor frygteligt her var. Forvissede om, at så frygteligt var det ikke meningen, at der skulle være på det sted, hvor vi skulle besøge vores mor fremover. Helt på det rene med, at vores mor sad et sted i det hinsides eller inde i vores sjæle og havde ladet regnen pisse ned over os med en voldsomhed, der syntes at sige “Piger, det kan godt være, at I er kede af det, men I må lige tænke klart. Tag en time-out under et træ og hør her: Her lægger I mig KRAFTEDEME ikke”.

Bortset fra, at vores mor aldrig ville bande, så var det sådan det føltes med den regn. Som en overnaturlig besked.

Dybt inde ved jeg godt, at min mor ikke befandt sig noget sted, hvor hun gik op i sit gravsteds udtryk. Men hun fandtes stadig inde i os. Og selv om vi var helt forkullede indeni af chok og sorg, så var det vigtigt lige at finde ind til den, hun var, og den hun bliver ved med at være gennem os og det hun har præget os til.

Dét prøvede universet at fortælle os. Ude fra noget hinsides eller et sted dybt inde fra os selv. Vi havde svært ved at lytte til den slags selv i de dage … så vi måtte have lidt hjælp. I form af et regnskyl.

Og helt rationelt og med nyvundet energi fandt vi sammen med graveren en yndig, idyllisk plads på en anden kirkegård, der er det roligste, grønneste, nærmest dejlige sted, jeg længe har været. Og solen skinnede ned over os som et varmt kram, da vi fandt den perfekte plet.

(teksten fortsætter under billedet)

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den

 

Siden den dag har jeg været meget alert over for, når universet gerne vil fortælle mig noget. Officielt kalder jeg det min mavefornemmelse, for andet lyder gakket, men indeni føles det som om nogen har min ryg – nogen derude i universet hjælper mig på vej, når jeg ikke kan finde hoved og hale i det vigtige i tilværelsen.

Det seneste, universet gerne har villet fortælle mig, er, at jeg skal holde op med at se min sorg som noget problematisk. Noget, der kan løses, hvis jeg grejer det rigtigt. Noget, jeg kan blive fri for, hvis jeg går korrekt igennem det. Studerer det, bliver ekspert i det, forstår det, er herre over det.

Jeg vidste det egentlig godt … for det er jo egentlig lidt banalt. Alle, der har beskæftiget sig bare lidt med tilværelsens store spørgsmål, ved godt, at sorg er noget, man bærer med sig hele livet. Men jeg tror først jeg rigtigt hørte det, dvælede ved budskabet, da jeg i morges hørte podcasten Miraklet på Riget, hvor Rigshopitalets præst fortæller, at det ikke er et problem at få eller miste et ekstremt for tidligt født barn. For problemer er der løsninger på. Det er et vilkår. Noget, man bærer med sig resten af livet og må leve med og se forandre én. Det er ikke noget, man kommer over.

Det samme med sorg, også ved forventelige tab, som når man mister en mor eller en far. Det forandrer og præger. Man bærer det med sig.

At det er en besked fra universet til mig ved jeg, for podcast-budskabet der var kun én perle på en række af samme udgaver af budskabet. For nogle dage siden genlæste jeg min kloge veninde Dittes budskab om, at hun i medierne i forbindelse med sin bogudgivelse om sen sorg er blevet fremstillet som én, der har et problem. Fordi hun som 33-årig stadig tumler med et stort savn fra barndommen. Men det har hun ikke. Hun har en sorg. Noget, der er og bliver hos hende i verden. Hun mistede sin far, da hun var 9 år. Det holder aldrig op med at være sådan, og hun holder aldrig op med at være ked af, at det er sådan. Læs hendes blogindlæg her.

Og sådan tikker budskabet ind i fra mange sider i disse dage.

Slut nu fred med det, Karoline. Du “hænger ikke fast”, som du går og frygter, der er ikke noget forkert ved, at du stadig er så ked af det. Du er ked af det parallelt – sideløbende med glæden over barnet i maven, det store barn ved hånden, kæresten, hjemmet, alt det andet, du samtidig er glad over. Du er ikke enten din sorg eller din lykke. Du kan ikke komme over det, at du har mistet din mor, ingen beder dig om det, lige som ingen beder dig om at komme dig over, hvor lykkelig og heldig du føler dig over, at du og Jens fik hinanden til sidst – selv om det i flere år så noget sort ud for dén drøm.

Du holder ikke op med at være ked af det. Du vil blive ved med at tænke på din mor hver dag fra nu af. På, hvad I kunne have nået og kunne have oplevet sammen. Din hals vil for evigt kunne snøre sig sammen, når du ser et billede af hende, hvor I ligner mor og datter helt afsindigt, og dit syn vil nok altid blive blændet til af tårer som nu, hvor du gerne vil skrive noget vigtigt om og til hende.

Sådan er det. Det her går ikke væk. Ikke for dig, ikke for din søster. Ikke for nogen, der har elsket og en dag vil miste det, de elsker.

Sorg er et vilkår. For alle.

Mor og Karoline, Sirdal Høyfjellshotell, restaurant 2007

*
*
*
Følg med her

Facebook * Instagram * Bloglovin‘ * Pinterest

*
*

***

24 Comments

  • Karen Sofie

    Åh, du skriver simpelthen så smukt og rørende. Nu har jeg fulgt med her i et par måneder, men ville bare lige sende dig et virtuelt kram og et lille pip om, at du skriver fint, og at jeg er helt paf over, hvor åben du er på en meget nænsom måde. God sommer!

  • Louise S

    For pokker, Karoline. Nu sidder jeg og tuder på kontorets toilet. Som altid rammer du lige i hjertekulen! Tak for dine skriverier. Du mindes din mor så smukt, og gør mig endnu mere taknemmelig for, at jeg stadig har min i behold. Jeg er sikker på, din mor sidder (flyver?) et sted og er meget, meget stolt af sin datter.

    • Karoline

      Åh, gulp. Tak for din besked. Ikke meningen, at du skulle tude på arbejdet 🙂

      Min mor er i hvert fald med mig og min søster indeni, dét er indiskutabelt.

      • Louise S

        Det kan ingen være i tvivl om. Og er det ikke i virkeligheden det, vi alle sammen ønsker mest – at vores børn elsker os nok til at bære os med sig?

  • Katrine

    Dine skriverier har virkelig fået mig til at forstå, hvor dyrebar min mor er og til at investere mere tid, energi og kærlighed i forholdet med hende. Jeg ved jo virkelig ikke, hvor længe jeg har hende.

  • Camilla

    Tak for denne tekst – den falder på en dag, hvor frustrationen over, at et af de spæde skridt og forsøg mod at atter indgå i en social situationen og præstere sin “gamle” sociale person blev ødelagt af tårer og påvirkede selskabet, fordi sorgen lå i bagholdsangreb. Det er snart 6 måneder siden min far døde, 62 år gammel. Nogle dage kan jeg tale om det i fattet stand, andre dage snører halsen sig sammen. Jeg ved først, hvilken dag det er, efter jeg er startet på sætningerne… og så er det for sent at stoppe lavinen.
    Hvis bare universet ville sende beskeder, indtryk og Ildfluer min vej. Hans fravær larmer. Måske man lærer at lytte til universet? Hvordan man så end gør det.

    • Karoline

      Giv tid. Lad det være svært. Jo mere man forcerer en måde at sørge på, jo mere forlænger man den mørkeste tid i processen, er min erfaring.

      Nu har jeg besluttet at blive ved at ævle om min sorg lige så længe jeg føler for det – ikke lige så længe, jeg tror, at andre gider høre om det. Så må de lade være at lytte eller læse. Det er min måde at indrette mig efter sorgen, ikke prøve at modellere sorgen efter hvordan jeg tror den skal være.

      Så må folk tænke, hvad de nu måtte tænke. At jeg svælger. Det må de om 🙂

  • Sarah

    Jeg har aldrig stået i en lignende situation og kan ikke sige at jeg forstår hvordan du har og har haft det. Men når du beskriver det, som du kan beskrive, bliver jeg rørt, ked af det, glad, sorgfyldt og smiler på samme tid. Alt kærlighed til dig og din famile ❤️ Også din mor, hvor end hun kigger med fra.

  • Liselotte

    Tak for de meget vigtige ord! Jeg mistede min mor den 22. maj (for lidt over en måned siden) efter 3 år med kræft – og mindst 20 år for tidligt! Jeg er sønderknust. Samtidig går livet og hverdagen sin gang. Og nej, det er ikke et problem, jeg har, som går over om x antal dage; det er en del af min identitet nu. Tak, fordi du mindede mig om det.

    • Karoline

      Selv tak til dig med det smukke navn (det var også min mors ❤)

      Hvor er jeg ked af, at du har mistet din mor alt for tidligt. Kram til dig.

  • Emma

    Det var verdens fineste tekst, det her. Sorgen er der altid. Det går aldrig over, og det skal det heller ikke nødvendigvis. Når jeg græder af savnet til mine mistede, så føles det, som om mit hjerte slår et ekstra slag af kærlighed. Fordi de stadig og altid er derinde.

  • Line

    Så fint skrevet. Du rammer virkelig plet. Jeg mistede min far omkring hvor du mistede din mor og jeg har fulgt din sorgproces – hvis man kan sige det. Det har hjulpet mig rigtig meget.

  • Kathrissen

    Åh, du skriver så fint!

    Jeg tænker om det om var Christian Busch som sagde dette? Det var i hvert fald det han sagde til os da vi mistede vores piger i 2015.

    Jeg prøver hver dag at acceptere min sorg. Her, over 3 1/2 år efter, er der stadig rigtigt dårlige dage. På de dage kan jeg godt blive frustreret over at jeg ikke kan håndtere det bedre, for jeg ved jo hvad sorg er. Men det kan man ikke. Sorg er ikke en videnskab, en konkret masse eller mængde af ‘noget’ der kan studeres og analyseres. Der er ikke et korrekt svar på sorg. Den er der bare.

    • Karoline

      Hvor er jeg ked af at høre, at I har mistet jeres piger

      Jeg husker ikke, hvad præsten hed – men han siger det i sidste afsnit af podcasten.

      Kæmpe kram til jer.

  • Lene

    Kære Karoline. Formentlig når denne kommentar ikke dig, da mine kommentarer har det med at blive betraget som spam. Nu prøver jeg dog alligevel.
    Hvor er jeg taknemlig for at du er kommet til den erkendelse, for ja du vidste det måske godt, men at erkende det og mærke det er noget helt andet.
    Sorgen går aldrig over, den bliver en beboer i dit liv sammen med savnet. Og lige nu er den meget tydelig for dig selv og andre, senere vil den være med dig, men ikke hver dag gør den opmærksom på, at den bor hos dig.
    Giv du sig selv lov til at sørge, elske, grine, græde, savne, leve. Du er et menneske med alt hvad det indebærer. Og hvor er det godt at I fandt et dejligt sted på kirkegården.
    Knus og varme tanker fra mig, en kvinde på 61 år.

  • AnnA

    Tak for det fine indlæg! Jeg sidder med tårer i øjnene, for jeg har netop mistet og er udover sorg og savn også tynget af ensomheden – den ensomhed, man mærker trods mange kærlige mennesker omkring én. Velmenende mennesker, der bare ikke aner, hvilke følelser og tanker, jeg går igennem; deraf ensomheden. Dit skriv gjorde mig lige en lille smule mindre ensom, og det er stort!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0