Best of,  Familie,  Sorg

“En, jeg kender, er i sorg efter et tab. Hvad skal jeg sige?” Her er 3 råd:

Hvad skriver man til en der har mistet? Findes der trøstende ord i sorgen?| Da min mor pludselig døde i efteråret, blev min og vores sorg mødt alle steder fra af en kærlighed og omsorg. Fra kolleger og gamle venner, over fjern familie i Norge til tidligere naboer, der havde set dødsannoncen og lige ville kondolere. Det var overvældende varmt med alle de hilsner midt i sorgen. Hver en henvendelse pakkede jeg ind og gemte indeni.

Bare det at vide, at folk tænkte på mig. Bare det, at de lagde sig i selen for at tage så meget hensyn som muligt og sige det rigtige. Et lyspunkt midt i det hele.

Så var det ligemeget, at folk af og til trådte lidt skævt ned i såret. Fortalte mig om deres egne døde forældre (og ville indlemme mig i en klub, hvor vi passer på hinanden og forstår hinanden af den grund, og jeg kunne reelt ikke være noget for nogen eller rumme andres tab i den første tid) eller sagde noget underligt og undskyldte for, hvor underligt det var. Eller forsikrede mig om, at sorgen ville blive mindre (som var det værst tænkelige at få at vide – sorgen var jo mit sidste rum at være sammen med min mor i). De kunne ikke vide hvad lige præcis jeg havde brug for at høre og ikke høre – den slags er forskelligt fra sørgende til sørgende. Hvad den ene finder trøst i, får en anden til at se rødt.

For de prøvede. Og hver især var de afgørende for, at jeg forstod, at der var en normal verden med gode mennesker og lyse relationer at vende tilbage til, når jeg en dag var klar til at bevæge mig uden for den lille, sikre boble: Den helt nære familie, som vadede rundt i tabet og alle dets konsekvenser sammen med mig.

Mange uden for boblen har dog delt siden, at det var virkelig vanskeligt at finde på det rigtige at sige.

Når jeg forsøger at sætte mig i deres sted og googler, hvilke fif, der mon ligger derude, serveres der meget få konkrete råd og en masse abstrakte råd (»bare vær der«) og svært mange ting, man endelig ikke må gøre (man må ikke møde tabet med tavshed, man må ikke forvente noget fra den sørgende, man må ikke glemme sit nutids-r, hvis man endelig skal skrive »kondolerer«).

Så her er de, konkreterne. Nogle af de bedste sætninger, jeg modtog fra uden for boblen, da min mor en dag ikke vågnede op.

Hvis en du kender perifert er i sorg efter et tab, kan du sige:

»Jeg har ingen ord, der kan lindre eller gøre en forskel. Jeg tænker på dig«
Ordene faldt fra en bekendt midt i at hilsnerne strømmede ind fra folk, der prøvede at lindre og lette tabet med ord. Sætningen var så rigtig. Der var intet, der lindrede. Men hun forstod. Og jeg forstod, at hun forstod.

Hvis din kollega er i sorg efter et tab, kan du sige:

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Hvad siger man?«
En kollega hilste mig sådan, da hun så mig tilbage på arbejdet første dag efter fridagene efter død og begravelse (og operation). Det var umiddelbart, og der var ikke taget tilløb, mens det samtidig ikke gjorde mit tab mindre end det var – hvad henkastetheder godt kan komme til. Mit svar var i øvrigt et let-om-hjertet: »Det der. Man siger det der. Der er ikke så meget andet at sige end det der«. Videre til arbejdsopgavernes barmhjertige distraktion.

Hvis en tæt på dig er i sorg efter et tab, kan du sige:

»Jeg kan slet ikke fatte, at hun er væk. Jeg glemmer aldrig dengang … [indsæt stort eller lille minde med den døde]«
Da folk fandt på at fortælle mig om noget, de havde oplevet med min mor (og måske mig) eller beskrev hende, som de vil huske hende, var det som om jeg fik lov til at være sammen med hende igen. Jeg blev voldsomt ked af det hver eneste gang … men der var forløsning blandet i sorgen. For en stund var det nemt at tænke på alt det indtryk, hun havde gjort, i stedet for alt det, hun aldrig vil komme til at opleve.

*
*
*
Har du flere gode sætninger? Læg dem i tråden her på Facebook

 

*
*
*
Læs flere af mine tekster om sorg her

Læs: Døden er for de efterladte. Og de religiøse.
Læs: Om udtryk som “Det med din mor”
Læs: Ting, jeg længes efter at fortælle min mor om min datter

***

12 Comments

  • Mette

    Da jeg mistede min søn var mange rigtig bange for at sige noget forkert eller noget, der kunne gøre mig ked af det, så jeg gjorde lidt en dyd ud af at forklare at de ikke ville kunne sige noget forkert og ikke ville kunne sige noget, der ville gøre mig ked af det, for jeg VAR jo ked af det.
    Jeg ville langt hellere at de spurgte ind til det (og gav mig muligheden for at sige “ikke lige idag”), end at jeg blev “hende med det døde barn”, som de snakkede om og ikke med.

    Så mit råd; sig hvad det falder dig ind – bare du siger noget! Måske bliver vi kede af det, men det er ikke farligt. Nogle gange er det faktisk rart, for det er med til at vi stadig har vores mistede tæt på os.

    • Karoline

      Så sandt, så sandt. Jeg har også brugt den der “Ikke lige i dag – men gerne en anden dag”. For ikke at skræmme deres mod væk.

      Tusind tak for din kommentar. Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet sin søn.

      Kærlig hilsen Karoline.

  • Emilie

    “Det er noget lort” Det blev sagt til mig af en af mine forældres venner til min mors begravelse. Det lyder måske vulgært, men i situationen var det helt rigtigt og helt fri for de sædvanlige floskler.

    I bund og grund skal der jo ikke så meget til.

  • Anna

    Hun vil blive/er savnet var også en god måde at fortælle, at jeg ikke var den eneste der følte mig amputeret. Jeg synes nogle gange at det var for meget, når folk ville dele deres oplevelse med at miste deres forældre. Mest fordi de fleste jo først havde mistet deres forælde sent i livet, mens jeg stod i situation en i midten af 20’erne, så jeg synes ikke sammenligningen var særlig passende.

    • Karoline

      Det kan jeg så godt følge. Hvor er ked af at du så ung skulle miste.

      Jeg blev selv lidt allergisk over for folk, der ville sammenligne med at have mistet efter et længere sygdomsforløb. Lige efter min mors pludselige død var jeg så opfyldt af at føle mig snydt for det farvel, som de havde fået.

      Til gengæld havde de så set på et langt og skrækkeligt sygdomsforløb, som jeg var blevet skånet for. Heller ikke her var der meget at være i samme båd over.

      I det hele taget skal man passe på med at sammenligne.

      Kram til dig.

      • Anna

        Det kan jeg sagtens følge dig i. Det er svært at føle sig “snydt” for noget i processen. Det lange forløb giver mulighed for at sige farvel flere gange, hvis man formår at bruge tiden sammen. Jeg plejede at sige, at sygdomsforløbet var som et biluheld i slowmotion. Det var langsomt, men uundgåeligt mod crashet.

  • Mulle

    Sig noget for pokker jeg midstede min mor for 2,5 år siden til brystkræft i en alder af 16 år bare det at min kollega spøger “hvor gammel ville din mor være blevet i dag?” (Det var min mors fødselsdag og jeg havde bedt om at få den maskine der laver mindst numre med en så man kun skal pakke og ikke andet)

    Hvis man kendte afdøde (om så det er 30 år siden) så sig et eller andet minde du har om ham/hende (fx at hun kunne spise en hel lagkage for sig selv)

  • Nadia

    Jeg forsøger selv, at undgå ordet “kondolerer” – i stedet skriver jeg ofte følgende “alle mine varmeste tanker i din retning” men møder jeg personen, så afhænger det lidt af om jeg kender personen og i hvilken sammenhæng.

    Men jeg genkender ret meget ud af hvad du har skrevet om at miste, dele af sorgen, dele af savnet. Og præcis det med at miste så ungt. Mistede min far for 5 år siden, da jeg var i starten af 30erne. Umiddelbart er min egen erfaring at sorgen forsvinder (eller skifter karakter) men savnet, dén gør aldrig.

    Især dét med ens fremtidige børn aldrig kommer til at møde den forælder som er gået bort. Dén ramte mig.

    De bedste tanker
    Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0