sorg efter 1 år
Best of,  Familie,  Sorg

Det havde kun været rimeligt, om tab blev vekslet til lærdom efter et år

Forleden så jeg et interview med en enke om sorg.

Hun havde fået syv år med sin mand, før han døde. De var midaldrende, da de fandt sammen, og syv år var altså alt, de fik sammen, før sygdom gjorde, at han skulle bort.

Det, jeg bed mærke i hos enken, var hvor langt nede hendes skuldre sad. Det var under et halvt år siden, at hun var blevet gjort til enke, og jeg ville ikke have fortænkt hende i at være vred eller ked af det eller i det mindste måske lidt rystende på stemmen af savn. Men det var hun ikke.

Hun var glad! Ikke glad for, at han var død, men glad for det, de havde nået at få sammen. Glad for at tale om ham og glad for at have kendt ham. Og det virkede ikke påtaget – det virkede … uforceret.

Jeg var meget misundelig på den enke.

På hendes fokus på det, hun fik, i stedet for det, hun ikke fik mere af.

Jeg var 32, da min mor døde. 32 år er mere, end mange får med deres mødre. Alligevel er jeg her et år senere fortsat flosset af savn og pirrelig over det pludselige tab.

Ikke at man skal sammenligne tab og sorgarbejde på den måde. Især ikke, fordi det jo ikke er antallet af år, der afgør hvordan savnet til den døde bliver. Det må vel være kvaliteten af de år, man får sammen, der (måske) er eller kan være medvirkende til at gøre det nemmere at blive skilt fra en, man elsker.

Gid det for mig bare handlede om at skifte fokus. Om at få øjnene op for alt det, jeg fik med min mor. Og det kan jeg godt blive bedre til. Der er meget at få øje på. Meget godt. Hun er indlejret i det meste af det, jeg gør, på en rar måde, det går op for mig hver eneste dag. Jeg er min mor, helt ind i knoglerne. Men der er også meget i mit forhold til min mor, jeg er ked af.

Det var ikke altid af høj kvalitet. Vi havde mange sammenstød, vi var uenige om en del, især de små ting. I perioder talte vi ikke nok sammen, i perioder talte vi slet ikke sammen. Det er hverken kun hendes skyld eller kun min skyld, det er bare et faktum. Som er vanskeligt at få fred med. Sikke spild af dyrebar tid.

Hvis vi havde været bedre til at indse, at hvert besøg kunne være det sidste, at hver telefonsamtale og hvert kram kunne være de sidste, hvis vi havde sprøjtet lidt mere kvalitet ind i vores forhold … så ville mine skuldre måske sidde lidt længere nede i dag. Lige som den enkes, som tydeligvis havde husket at vise sin mand, at hun elskede ham, mens han endnu var i live til at vise hende, at han elskede hende tilbage.

Og her ville jeg gerne kunne sige, at jeg har lært noget af at miste min mor. At jeg er blevet bedre til at være i forholdene til mine kære, som enken sikkert har været i sit ægteskab. At jeg er blevet bedre til at kunne skille det vigtige fra det uvigtige i tilværelsen (som min søster lader til at kunne). At jeg er den samme som altid hvad angår skænderier og kontroverser, men at jeg blevet bedre til at få redt ud og tale om tingene og komme godt videre fra de sår og vabler, der opstår, når mennesker har med mennesker at gøre.

Men det er jeg ikke.

Det er jeg ikke.

Hvorfor er jeg ikke det?

***

5 Comments

  • Anne R

    Det er et godt spørgsmål.
    Og hvorfor bliver JEG ikke bedre til det i forholdet til MINE kære af at læse om dit tab?
    Af at blive mindet om hvor flygtigt det hele er? Hvor heldig jeg er stadig at have alle, jeg elsker?

    Det er bare ikke nemt. Det lyder mærkeligt, men det er ikke nemt (for mig) at vise og udtrykke kærlighed til andre end min mand og mine børn. Men jeg øver mig. Og ønsker i mit stille sind, at vi alle boede lidt tættere, så det var nemmere at vise sin kærlighed i handling og samvær. Så ville jeg hente min søsters børn tidligt og nyde deres selskab. Jeg ville smutte forbi min bror og snakke om løst og fast og kigge på min glade lille niece. Bare et par timer.
    Og jeg ville kigge ind hos mine forældre HVER uge, for at vise dem at jeg holder af deres selskab, også når der ikke er børn involveret. At jeg sætter pris på dem som personer, ikke kun som forældre og bedsteforældre.

    • Karoline

      Måske kan det være en lille opfyldelse af din drøm at fortælle dem, at du ville gøre disse ting, hvis geografien tillod det? Her synes jeg ikke ord er fattige i forhold til handling. Nogle gange er ord alt, vi har.

      • Anne R

        Du har ret, og det gør jeg faktisk også, fortæller dem hvad jeg ville gøre, hvis jeg kunne.
        Jeg mente måske egentlig også, at det er svært at ændre måder at være på i relationer – som du er inde på. Mine nære relationer går fint, så længe alt er godt. Men i forholdet til mine forældre og søskende har vi alle svært ved at tale sammen, når noget i VORES indbyrdes relation er svært.
        Jeg tænker, at mine forældre aldrig har lært det, og at de derfor ikke har kunnet give det videre.

  • Trine

    Måske fordi det er sværere, end man skulle tro at ændre indgroede tankemønstre og måder at kommunikere på? Måske fordi det er (for) svært at leve med en konstant påmindelse om, at man kan være ved at gøre noget for sidste gang? At man ikke altid får en chance til.

    Du har fået mig til at tænke over en ændring, jeg selv har oplevet i forhold til min mor. I de første år efter jeg flyttede hjemmefra, følte jeg det som et tegn på uafhængighed og styrke ikke at tale med mine forældre så tit (ja, det lyder ikke videre modent, men det var jeg nok heller ikke). Som om det var et svaghedstegn at tale med min mor ofte. Men jeg husker, at det gjorde indtryk på mig at læse Ingrid Betancourts bog ‘Selv stilhed hører op’, hvor hun et eller andet sted beskriver det her med at have taget telefonsamtaler med sin mor for givet. At hun så inderligt savner fra sit fangenskab blot at kunne tage en telefon og få sin mor i røret. Det fik mig til i stedet at føle mig taknemmelig og til at se samtaler med min mor som et privilegium. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre end mig selv, men det ændrede i hvert fald noget for mig, og det mindede du mig lige om.

    Og så gør det mig i øvrigt så inderligt ondt for dig, at du ikke længere har din mor hos dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0