Forleden så jeg et interview med en enke om sorg.

Hun havde fået syv år med sin mand, før han døde. De var midaldrende, da de fandt sammen, og syv år var altså alt, de fik sammen, før sygdom gjorde, at han skulle bort.

Det, jeg bed mærke i hos enken, var hvor langt nede hendes skuldre sad. Det var under et halvt år siden, at hun var blevet gjort til enke, og jeg ville ikke have fortænkt hende i at være vred eller ked af det eller i det mindste måske lidt rystende på stemmen af savn. Men det var hun ikke.

Hun var glad! Ikke glad for, at han var død, men glad for det, de havde nået at få sammen. Glad for at tale om ham og glad for at have kendt ham. Og det virkede ikke påtaget – det virkede … uforceret.

Jeg var meget misundelig på den enke.

På hendes fokus på det, hun fik, i stedet for det, hun ikke fik mere af.

Jeg var 32, da min mor døde. 32 år er mere, end mange får med deres mødre. Alligevel er jeg her et år senere fortsat flosset af savn og pirrelig over det pludselige tab.

Ikke at man skal sammenligne tab og sorgarbejde på den måde. Især ikke, fordi det jo ikke er antallet af år, der afgør hvordan savnet til den døde bliver. Det må vel være kvaliteten af de år, man får sammen, der (måske) er eller kan være medvirkende til at gøre det nemmere at blive skilt fra en, man elsker.

Gid det for mig bare handlede om at skifte fokus. Om at få øjnene op for alt det, jeg fik med min mor. Og det kan jeg godt blive bedre til. Der er meget at få øje på. Meget godt. Hun er indlejret i det meste af det, jeg gør, på en rar måde, det går op for mig hver eneste dag. Jeg er min mor, helt ind i knoglerne. Men der er også meget i mit forhold til min mor, jeg er ked af.

Det var ikke altid af høj kvalitet. Vi havde mange sammenstød, vi var uenige om en del, især de små ting. I perioder talte vi ikke nok sammen, i perioder talte vi slet ikke sammen. Det er hverken kun hendes skyld eller kun min skyld, det er bare et faktum. Som er vanskeligt at få fred med. Sikke spild af dyrebar tid.

Hvis vi havde været bedre til at indse, at hvert besøg kunne være det sidste, at hver telefonsamtale og hvert kram kunne være de sidste, hvis vi havde sprøjtet lidt mere kvalitet ind i vores forhold … så ville mine skuldre måske sidde lidt længere nede i dag. Lige som den enkes, som tydeligvis havde husket at vise sin mand, at hun elskede ham, mens han endnu var i live til at vise hende, at han elskede hende tilbage.

Og her ville jeg gerne kunne sige, at jeg har lært noget af at miste min mor. At jeg er blevet bedre til at være i forholdene til mine kære, som enken sikkert har været i sit ægteskab. At jeg er blevet bedre til at kunne skille det vigtige fra det uvigtige i tilværelsen (som min søster lader til at kunne). At jeg er den samme som altid hvad angår skænderier og kontroverser, men at jeg blevet bedre til at få redt ud og tale om tingene og komme godt videre fra de sår og vabler, der opstår, når mennesker har med mennesker at gøre.

Men det er jeg ikke.

Det er jeg ikke.

Hvorfor er jeg ikke det?

Hverken de smukke kirkegårdspopler eller den lyse humørbombe kunne blødgøre det barske i, at det er her, min mor tager imod sine søndagsgæster 💔

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den