I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Søges: GPS-hjælp gennem fødemafiaens jungle

Nåmmen, det der med at være en moderne kvinde i 2015, sådan, en af dem, der gør projekter ud af det, man før i tiden bare kaldte livets gang, sådan en som alle over 50 hyggehader lidt på, for hvad var der nu i vejen med den måde de gjorde tingene på; det er i virkeligheden ikke spor nemt.

Jeg må vist erkende, at jeg er i færd med at gøre graviditetens eksamen til det helt store Projekt Fødsel. Men det er for sent at ændre min personlighed nu.

… og i virkeligheden har jeg ikke lyst til at ændre personlighed for at please seniorerne! Jeg har lyst til at forberede mig grundigt på at føde, selv om jeg ikke aner, hvad jeg laver og selv om de selvudråbt kloge siger, at jeg bare skal give slip … for det er som om gode fødselsoplevelser i min omgangskreds er blevet tildelt dem, der fysisk, mentalt og teoretisk brugte fødselsforberedelse – mens fødetraumerne med rund hånd synes at være blevet kastet efter dem, der ikke havde sat sig ind i noget som helst. Groft sagt. Jeg vil i hvert fald gerne være sådan en som øger chancen for at kunne highfive YES! bagefter, i stedet for at få trækninger ved øjet ved mindet om at føde.

Så. Fødselsforberedelse it is. Præcis som jeg har gjort inden alle andre eksaminer og deadlines, jeg tidligere har set frem til med en blanding af gru, selvhad og nysgerrigt pirret spænding. Denne gang bevæbnet til tænderne med læsning, øvelser, motion og fagfolk og et artigt ønske om at studere hver dag.

Men ehm … klonk-klonk. Er der nogen, der gider banke på ovre i fødeindustrien og spørge, om de af hensyn til målgruppens mangel på tyk hud gad koordinere lidt. Eller, i hvert fald bare ikke ligefrem modarbejde hinanden?

Gider man ringe til min yogalærer og spørge, hvorfor hun siger, at man for at lade visse mavemuskelgrupper arbejde korrekt skal trække vejret heeeelt ned i maven og kun langsomt lukke luften sivende ud i det såkaldte ocean breath (som lyder så uhyggeligt, at det burde hedde death breath), når nu Anja Bay fra Smertefri Fødsel prædiker laboroteknik, som kort sagt går ud på at gispe som en schjæfer i sommervarmen, og at luften eeeeendelig ikke må komme ned i maven, for veerne skal have ro.

Og nu vi er ved Anja, så kunne vi måske spørge hende om ikke hendes instruksvideoer af det der laboro i QR-kodeform kunne følge med hendes bog, man allerede har købt, i stedet for at man skulle tvinges til også at købe hendes hjemmestudie for at se med, eftersom schjæfer-sammenligningen giver hat mening på skrift alene, hvorfor jeg fandt mig selv youtubende begrebet, hvad der ledte mig ind i den amerikanske Lamaze-fødesekt, som prædiker noget helt fjerde og LANGT mere vrøvlet: Slap af og træk vejret normalt, din krop ved nemlig godt lige præcis hvad den skal gøre.

Det mest absurde råd i fødselsteknik, jeg længe har hørt. Slappe af … haha. Har sgu da ikke slappet af i syv måneder, eh, 30 år og syv måneder, kan da ikke begynde nu.

Derfor har jeg da købt en helt fjerde bog om at føde og begynder sågar til alle fødegymnastikkers moder – APA – lige om lidt, hvor jeg regner med at få noget femte at vide.

Suk. Kunne altså godt bruge en sagsbehandler. Sådan en, der ikke giver flere råd, slet ikke nogen som begynder med “du skal bare …,” men som bestemmer, hvilken trosretning inden for fødselsforberedelse, vi sammen bekender os til, og derfor går all in på.

Uden alt det støj.

*
*
*
Bloglovin’ * Instagram * Facebook

« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.