Søges: Det danske ord for den måde, amerikanske filmstjerner bruger begrebet ‘therapy’

Grublen. Er hvad den står på her.

En hel del over: Hvorfor jeg mangler gejst til at skrive. Ordene plejer at dryppe ud af fingrene og ned i tastaturer og mentale papirlapper dagen igennem og nogle gange nætterne med. Men lige nu er der stille. 

Det er vist fordi, det føles vanskeligt for mig ikke at have nogen konklusioner at præsentere. 

Jeg har mest bare … suselyd. Og så en evig knagen fra al den grublen. 

Jeg tænker en del over at tale med nogen. Men jeg synes ikke, at jeg trænger til psykologhjælp i den form, jeg tidligere har besøgt sådanne – i forbindelse med sygdom, sorg og krise. Jeg er ikke syg, invalideret af sorg eller i nogen særlig krise. 

Jeg har bare … lidt svært ved at se mig selv? Så tydeligt?

Det er uden tvivl barselsorlov, der fucker med min hjerne. Især her op mod dens slutning er jeg i vildrede over om jeg har gjort det, som jeg gerne ville gøre – og i konflikt med, at jeg ikke rigtigt kan gøre noget af det om, jeg godt ville. Det er for sent at finde overskuddet frem, for sent at få Drømmebarslen til at ske, for sent at forme mindet om den, som jeg havde ønsket mig den, frem. Den er hakket ud nu, og der er rigtig meget nede-i-knæ-følelse i dens udtryk. Og det er ikke for igen at være hård ved mig selv, og det er ikke fordi det har været rædselsfulde 10 måneder, jeg ville bare sådan ønske, at min evigglade baby og hans lige så vidunderlige storesøster havde haft en på alle planer mere energisk mor. 

Det øver jeg mig med at slutte fred med, at de ikke har. I stedet har de mig. Og jeg gør det såmænd også godt nok. Især hvis jeg lærer at sætte pris på mig selv og mine (forkølede) plusser uden altid at lade luften sive ud af dem for at puste mine minusser op, så de rigtigt strutter og stikker.

I amerikanske film og bøger går man til therapist i ét væk. Og taler løs med hinanden om, hvad deres therapist så har fundet ud af om dem. Jeg ved ikke, om den måde at rode i sit indre eksisterer uden for kulturens Manhattan, men jeg kan godt lide konceptet. At man ser en samtalepartner fra tid til anden – som man går til frisør, massage og andre fagfolk, der lige retter én op. 

Kan man det i Danmark? Smide 800-ish kroner i timen efter en, jeg ikke kender, for at få rettet mine krøllede tanker ud? For at få hjælp til at forstå, hvem jeg var for ti år siden og bilder mig ind, at jeg fortsat er inderst inde, jeg er bare på pause lidt … men som livet har kastet hård slud og blød kærlighed efter, sorg, børn, indviklet økonomi og voksenjob og helt nye fejl og talenter efter, uden at jeg egentlig har fået dvælet ved, hvordan det har ændret spejlbilledet permanent.

Den måde, jeg ser mig selv som mor. Som kæreste. Som arbejdssoldat. Som veninde – til andre kvinder, men også til mig selv; den eneste person, jeg er garanteret at skulle være i rum med hver eneste dag frem til min yderste dag.

*

Pssst: Jeg ved selvfølgelig godt, at svaret er ja, ja, det kan man godt. Det her var min famlende måde at formulere, at jeg ikke kender til terapiverdenen ud over den, jeg har stiftet bekendtskab med via sundhedsforsikringer og henvisninger. Hvis I kender en som ovenstående – jeg er ligeglad med om personen er coach, psykolog eller noget tredje, bare vedkommende befinder sig i København – som har hjulpet jer eller en I kender ud af en ikkeakut lightkrise som min, ganske for egen regning, og som var hver en øre værd, så tøv ikke med at droppe navne. Her eller på baby @ icarriedawatermelon . dk

***

21 Comments

Add Yours →

Jeg kan ikke præcist få formuleret den følelse jeg får når jeg læser det her, men dine tanker er bare så velkendte!
Og følger så i øvrigt med hvis andre har fifs til gode vejvisere når ens eget kort over livet ikke rigtig passer til det liv der er nu.

Vejviser! Er et rigtig godt bud på et dansk ord! For nej. Kortet blev udleveret for fem-ti år siden, og skybrud og tørke og ny gevækster har siden landskabet totalt.

Tusind, tusind tak for din rare besked.

Åh ja velkendte tanker! Og så fik det mig til at tænke på en serie jeg var helt vild med for nogle år siden, og varmt vil anbefale; In Treatment med Gabriel Byrnes som psykolog. Hvert afsnit er en psykolog-session og hver mandag kommer den samme klient, hver tirsdag den samme osv, så man følger flere mennesker med forskellige udfordringer og deres udvikling. Synes den er fantastisk!

Åh, I feel you. Så meget at jeg nu er i gang med at skrive speciale om konstruktionen “den gode mor”, fordi det fylder så åndssvagt meget i mit eget liv. (Hulu-bulu før-barn-identitet, hvor er du henne?) Anyways, tror måske psykoterapeut kunne være svaret i dit tilfælde? Min faster har for nylig uddannet sig til det (men med fokus på demensramte, så nok ikke lige hende, du skal have fat i) og det lyder, som om de bliver trænet i netop at tackle den slags “light-kriser”.

Tak for tippet – hvis nogen har en konkret at anbefale, så ser jeg gerne nærmere på det. Feltet er totalt uoverskueligt (hvem er kvaksalvere og hvem er ikke) for en outsider som mig.

Ja, det kan man godt, som du også selv skriver. Jeg har selv gjort det et par gange: Første gang voldsomt skamfuld, her sidst mere med en holdning om at jeg jo også går til fys med min dårlige ryg med mellemrum … Jeg har vagt ‘rigtig’ psykolog fordi markedet virkede mere overskueligt. Der er lister! Psykoterapeut kunne måske have gjort det, men der er så mange forskellige slags og kvaliteter, forekommer det mig. Måske tager jeg fejl. Knæk og bræk med det hele, jeg tror der kan komme noget godt ud af de der gruble-perioder.

Ja, det er jo bare som en fys. Må jeg spørge til dine tanker om økonomien? Det er jo ret pricey, sådan noget. Køber man en af psykologernes pakker (10 sessioner for x kroner) eller shopper man rundt i enkeltsamtaler á 850 kroner, indtil man finder den helt rigtige? Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at det var kotyme at de havde nedsat pris på første samtale, så man kunne se hinanden an. Men det er nok ikke nødvendigt for deres forretning, når så få tilbyder det.

Rammende præcist billede, at landskabet har ændret sig – selv der stadig er en Karoline tilbage, som jeg godt kan genkende fra for 10 år siden (eller deromkring). Og åh, hvor kan jeg også genkende tankerne! Et af de værktøjer, jeg tyer til, når jeg ikke vil betale 800-ish i timen for at tale med et menneske, jeg måske endnu ikke kender, er at rette fokus mod mine værdier. Tjekke ind, om jeg lever i overensstemmelse med dem – og om de er det samme, som de var, sidst jeg kiggede dem efter i sømmene. For et lille år siden skrev jeg en guide til, hvordan man selv kan lave sådan en værdiafklaring. Den er her: https://www.ditteclemen.dk/blog/en-simpel-guide-til-en-hverdag-i-balance

Men det er selvfølgelig lidt mere effektivt (læs: tilpas provokerende forstyrrende), når der sidder et menneske over for dig og guider dig igennem. Da det jo ikke er sådan, at vi ikke kender hinanden, er det nok ikke mig, der skal gøre det med dig. Men det kunne være min skønne veninde Mette Colberg. Hende kan du læse mere om her: https://www.hippiebyheart.dk/ – hun er især skarp på det der med at balancere arbejds- og familieliv.

Kram og legepladsdate eller falske aperol snart igen

Ditte! Det er en vildt god guide! Tak, fordi du linkede til den – den rutine skal have et skud. Så konkret har jeg ikke arbejdet med mine værdier før. Og ja, som du skriver, er det dog nok lidt for nemt at komme væk fra hovedsporet, selv om intentionerne er gode, hvis ikke der er et andet menneske involveret i processen. Jeg vil bestemt se nærmere på Mette. Falske Aperol snart, juhuu!

Oh I hear you (igen igen skriver du som fra mit indre…).. Jeg har efter års forskelligartet terapi efterlyst redskaber til bare at slukke for mine grublerier (bekymringer/dårlige samvittighed osv…).. og de redskaber har jeg nu fundet i metakognitiv terapi (google det.. og se om det rammer dig..
Men ellers… en vejviser… hende her:

Lene Skou Jensen… namedrop værsgo.. ID-psykoterapeut… sej og dygtig og konkret og konstruktiv og lidt vild (i hvert fald for mig.. men hendes metoder gav bare så meget mening alligevel ).. og virkelig virkelig god.

“Det, du ikke tager hånd om … lever sit eget liv”. Damn, hun har styr på sine emotionelle triggere! Jeg har pløjet hendes hjemmeside igennem nu, og jeg elsker hendes kombination af jordemoderfaget og psykoterapien. Og at hun ligger i den “billige” ende (750,- for 1 time og et kvarter), selv om hun er bestsellerforfatter. Tusind tak for tip. Kh <3

Hej Karoline
Tak for et endnu et virkelig godt indlæg. Den der følelse i slutningen af et næsten hvilket som-helst forløb, hvor man ikke helt ved om, det var det man ville, burde eller skulle have fået ud af det. Den kender jeg også alt for godt. Og den er nok aller klarest ifm. afslutningen på barselsorlov. Og nu hvor jeg selv står på tærsklen til at gøre det igen, kan jeg også godt genkende – de tårnhøje forventninger til, hvad der skal komme ud af det forløb (udover en baby selvfølgelig). Ambitionerne kender ingen grænser, når der er udsigt til at hamsterhjulet står stille for en stund. Eller det gør det jo ikke rigtigt, men hjulet bliver da i hvert fald skiftet ud med et.

Jeg håber, at du en dag vil følge op på 1) om Dittes værdi-arbejde fungerede for dig, og 2) om det lykkedes at slutte fred med dine grublerier og 3) HVAD ER FALSKE APEROLS? Det lyder som om, at det kunne være svaret på alle mine spørgsmål ;o)

Det er okay med light-kriser. De er der – og det er underligt, at man ikke rigtig vil konfrontere dem, fordi det jo ikke er “rigtig slemt” endnu. God vind!

Kære Johanne! Tak for din kommentar (og undskyld det sene svar – at stirre fortvivlet på dagens gøremål, såsom besvarelser af de blogkommentarer, der hober sig op, og ikke at få dem ordnet, selv om der er intet, jeg hellere ville, er et fast indslag her i slutningen af barslen)

Jeg nærmede mig Dittes værdiøvelse, men alt for mange gespenster piblede frem. Jeg tror måske det er en god øvelse for folk, der har erfaring med terapi, til at holde arbejdet ved lige? Men jeg skal nok holdes lidt i hånden på den første færd ud i det.

Falske aperols! Det er såmænd Dittes og min kode for at mødes over drinks, når den ene ammer eller skal være ædru for at klare søvnterrorismen derhjemme. Kan erstattes med alt, man ønsker, min yndlings er ginger beer og en smøg. Pointen er at holde fast i at mødes over aperols, som alle andre veninder, selv om det kun er den ene, der faktisk drikker dem. Beklager, at jeg nok skuffer – jeg er ikke stødt på ægte, alkoholfri Aperol.

Jeg vil gerne slå et slag for Praksis for Kognitiv Terapi i Gothersgade. Når man ringer til dem, matcher de en med den terapeut (de har netop ikke kun psykologer), de mener, man får bedst glæde af. Jeg har haft helt enormt stor glæde af min terapeut (som dog nu er flyttet til provinsen, men hendes kolleger er helt sikkert lige så dygtige), og har anbefalet dem til en veninde, som også har haft stor glæde af et forløb der!
God vind 🙂

Jeg retter lige mig selv:
De har kun psykologer ansat, men det skriver du jo også er underordnet Ville bare lige rede ud

Jeg har kun to børn (3 og 6 år, deilige piger med stærk vilje, krut og humor). Har heller ikke lidt nogle svære tap de siste år foruten min bedstefar som var 93 år gammel. Alligevel finner jeg stor igenkenning i dine ord. Som prikken over i´en må jeg også tillegge at jeg er en sådan terapeut. Som læge i psykiatri har jeg alskens patienter; på lukket akuttavdeling med suicidalitet, psykoser, schizofreni, og i poliklinik med kort- og langtidspatienter (den lengste har kommet til 54 timer og vi fortsetter nok længe endnu). Når jeg har god flyt og balanse er jeg en helsikes god mor, kæreste, en sabla god terapeut, min egen besteveninde, men nu kennes det lenge siden sist. Måske denne ferie kom for sent og har vært for kort.

Min hjerne, mitt JEG, mitt professionelle jeg, mitt empatiske jeg, tenker at ALLE kunde godt gå i terapi. For fanden; jeg har jo selv gået i terapi om enn noget kort. Det er ikke mer svært enn at gå til frisøren, med lavere kostnad og mindre kemikalier og dufter. Men for min egen del….da bliver jeg gjerrig. (Samme ord på norsk og dansk?) Farver brynene selv, setter opp det fæle hår i en tofs på hodet, og tænker ´ikke skal vel jeg…´

Å prate med noen, der er empatisk, lyttende, ser ting utenfra og ser sammenhenger man ikke selv er i stand til, det er en livsinvestering. Jeg synes du burde gi det et forsøg. Og måske jeg med dette forsøker at overtale mig til å booke en time til mig selv.

Kære Sigrid. Sikke en smuk, poetisk kommentar. Du fik overbevist mig yderligere et stykke. I dag skal jeg til frisør, i overmorgen massage – og nu har jeg muligvis fundet terapeuten, som jeg tror på. Så skal hun bare kontaktes. Det kan jeg passende gøre i morgen, torsdag. Som en del af at få rettet mig selv lidt op.

Psykologhuset Encounter, som holder til i Sjæleboderne, er netop optaget af en mere “hverdagsagtig” holdning til det at gå til psykolog. På samme måde som de fleste af os ikke stiller spørgsmålstegn ved at man går til frisøren selv om man teknisk set godt kunne klippe sit eget hår. Og tilmed er det nogle søde og dygtige psykologer.

Hvor er jeg glad for striben af velafprøvede terapeuter, der passer på lige de kriterier, jeg har sat op. Tusind tak, jeg ser nærmere på dem!

Skriv et svar