I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

»Slap nu af, de har også børn i Spanien«

… var en sætning, der jævnligt dukkede op, når jeg luftede sandheden om at være lidt nervøs for en bette charterferie på De Kanariske Øer. Vores første rejse med barn – vores første rejse nogensinde, hvor vi ikke bare havde ansvar for at pakke til og holde live i os selv.

Sætningen, der ud mellem sidebenene griner smånedladende, at der også er masser af udmærket babypleje i udlandet, er ikke særlig hjælpsom. For de spanske børn er altså ikke på ferie og sammen med deres nye, grønne forældre ude af vante rammer. Så jeg fortsatte i det let nervøse spor. Hvor meget skulle pakkes? Hvor slem ville solen være? Hvordan ville barnet klare brud på rutinerne? Hvor sjovt ville det egentlig blive for os voksne?

Nu er vi hjemme igen efter syv dages halvpension på Fuerteventura. Alle er i live, så meget kan jeg afsløre. Men hvor jeg troede, at jeg her på den anden side af ferien solbrændt ville sidde og messe, at jeg havde fået pakket aaaaalt for meget, og at det viste sig at være a piece of cake, det med solen, at de også har indført paraben- og parfumefri produkter under Sydens sol, og at vi iklædt sombreros sad og havde det skideskægt med campari og laissez-faire-mentalitet dagen lang … så er det faktisk ikke helt sådan, jeg har det. Selv om det gik godt nok.

Vi havde bleer, vådservietter, vaskeklude, havregryn, transportabel barnestol, dyne, barnevogn, legetøj, utrolig mange glas med økobabymos, modermælkserstatning i både pulveriseret og flydende form samt cirka alt barnets bomuldstøj med hjemmefra (… og alligevel glemte vi en simpel solhat, der passer barnet, flot!). Og det havde vi slet ikke behøvet, nej. For de har børn i Spanien, og med lidt søgen og en del køren rundt i en lejet bil fandt vi både parfumefri supplementer og minsandten det helt samme mad-på-glas som hjemme i København.

Men jeg mener nu stadig, at man godt må pakke sig ihjel i indbildte fornødenheder, selv om samtlige omgangskredsens hærdede forældre står og griner og siger, at man skal slappe helt af og “tage det hele som det kommer” og ikke være dum nok til at betale overvægt i flyet for en masse nervøst pakket lort, man ikke får brug for.

For det er ferie. Og hvis det er alle hyldemeter babygear fra Ikea og Føtex tilsammen, der giver en ny mor (eller far!) ro i sjælen til at komme til at glæde sig til at hoppe ud i en ny, spændende del af forældreskabet – rejseriet – so be it. Hvis det er medbragte glas med babymos i mængder som skulle man overleve en naturkatastrofe, der gør, at man tør lade barnet smage på lokal mad, fordi det kan spise sig rigtigt mæt i det danske … so be it. Hvis det er fire kilo parfumefri vådservietter, der gør, at en ny mor ikke behøver stresse over om hendes barn får rød hale af det lokale rensegrej … so be it. For det er ferie. Og på ferie må man gerne slappe af. Hvad det så end kræver.

De første gange, man skal op i et fly og ud af landet med barnet, vil være en mundfuld for mange. Uanset hvor meget man har rejst før. Det er helt okay, at man lige finder sig egen vej. Der er nok at se til med at sluge, at badeferie med barn er noget ganske andet end uden barn. At man ikke kan slænge sig ved vandet i timevis og forsvinde ind i en god bog; at man ikke kan drikke sig halvvissen i varm rødvin og blive oppe til klokken 3 i spændende snak med nye fremmede; at man ikke kan vade øen rundt i den bagende sol og se en flot solnedgang fra en klippe. Man behøver ikke skulle tage hensyn til at om andre synes man er en pylrerøv også.

Det tager tid at vænne sig til, at også rejseri forandredes med barn. At også det er noget nyt nu – noget, man lige skal dyppe tæerne forsigtigt i, inden man næste gang tør gå ud til knæene, inden man næste gang igen springer frygtløs ud i det med hovedet først.


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.