Siden sidst har jeg:

… været oppe at skændes med internettet. Her.

… ikke kunnet bestemme mig for, hvor jeg står her: Hvad skylder man egentlig samfundet, når man taget en SU-sponsoreret uddannelse? At betale skat? En bevidsthed om at fællesskabet kan tage imod tilbagebetaling i mange former, ikke kun skat? Eller skylder man lige præcis ingenting? Jeg mangler perspektiver.

… googlet hvorfor vaskemaskiner egentlig har brug for salt så jævligt tit, fordi jeg er så pissetræt af at stå og bokse med det stads, burde man ikke kunne designe hvidevarer uden det gammeldags behov? Svaret var så kedeligt, at jeg har glemt det igen.

… læst Bogen om Kim Wall, som hendes forældre har skrevet. Hvor var hun altså et … jamen, livsdueligt menneske. Hvis man trænger til at vide mere om kvinden, ikke offeret, og til at lære noget om at ville verden med hele sit væsen, så læs.

… taget afsked med vores nisse. Han har boet i vores stuevæg i december og lavet lige præcis så meget/lidt fjol, som jeg kunne overskue. Farvet mælken blå, bundet stolene ind i balloner, farvet overskæg på mig en nat. Hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det og ikke bakkede ud fordi “børnene alligevel er for små til at savne juletraditioner”. Kæmpe hit og nul stress.

… holdt min kæreste i hånden nytårsaften og fået gåsehud over hvad det er nytåret kan, som de andre dage i Leverpostejsårene ikke kan. Det hele kan få lov at være højtravende og smukt uden at nogen straks må afmontere med en ironisk bemærkning.

… opdaget, at de små skridt tæller i kampen mod klimakvalmen. Min søster og jeg har sløjfet julegaverne imellem os og erstattet ligegyldigt køkkennips og dyrt gavepapir med donationer til vores foretrukne velgørende organisationer. Og det føltes rart at tænke på, mens vores børn stadig åbner pakke efter pakke med nye, dyre ting, de jo ikke reelt har brug for. At vi dog gjorde dét. Det er muligt. At rykke på traditioner og gøre noget gennemtænkt.

***

8 Comments

Add Yours →

Jeg læste godt dit opslag på Instagram. Og du reagerede på noget af det samme, som jeg også gør. Det sproglige ved hele denne her debat. Det bliver meget sort/hvidt, synes jeg, og det er ærgerligt! For på den ene side, så synes jeg oprigtigt at der er mange ting, jeg er blevet opmærksom på, og der bliver sagt mange vigtige ting højt. Men på den anden side, så er det kun fodring til den dårlige samvittighed, når man ikke har mulighed for at gå all ind.
Jeg savner en mellemvej. Kan vi ikke snakke lidt om, hvordan vi laver et samfund hvor vi både prioritere børn og velfærdssystem? For som jeg ser det, så er det sgu også en langsigtet gave til dem, at de kan blive unge og voksne og få glæde at det sociale sikkerhedsnetværk, som jeg har.
Og så til det med skat: jeg ved ikke hvad man skylder samfundet. Men jeg føler i hvert fald at jeg skylder (og med glæde) at skulle ud og betale noget skat, når jeg engang bliver færdig med mit studie og (forhåbenligt) får et dejligt job. For mit vedkommende har jeg med god samvittighed fået SU og barselsdagpenge under mine to barsler. Men jeg vil også gerne give tilbage, så andre kan få samme mulighed.

Nej, reelt set skændes du faktisk kun med to (eller tre?) mennesker som slutter fra det partikulære (mit liv, mine børn, min erfaring) til det generelle (alles liv, alle børn, hele samfundet og alle ved jo) uden blik for egne privilegier og/eller større historiske og strukturelle udviklinger og forandringer. Langt de fleste der kommenterer på det Instagram-opslag er helt enige med dig og så er der 1-2 stykker som gerne vil have din mening uddybet.

Og jeg er i øvrigt helt enig med dig – folk der er nødt til at argumentere egne valg hjem bed at tale andres ned er i samme liga med cykeltyve!

Ej det opslag er jeg gået glip af!? Fandes til algoritme..

Er helt med dig iøvrigt.

Angående alle de her unge der mistrives, og at der fluks sættes lighedstegn imellem dét og at børn er i institutioner, får mig næsten til at bide tænderne sammen.

Kunne det tænkes at nogle af de her unge får det svært, fordi de er blevet pakket ind i vat, sjældent har hørt ordet “nej”, og kun har skulle forholde sig til egne behov, at det er lidt hårdt at opdage, at der faktisk stilles krav til dem og verden vil ikke altid vil dem det bedst, og sommetider bliver man nødt til at gøre noget, selvom det ikke lige er dét man føler for eller er bedst til?

Jeg synes det er så fint med hjemmepasning for dem der dyrker det, og fokus på (manglende) normering osv.
Jeg vil også mine børn det bedst, og derfor arbejder jeg! Og går til crossfit og drikker mig fuld alt for sjældent. Men at kaste mig under #adskilleskultur gør mig faktisk rasende!

Og vedørende SU; så synes jeg man skylder….. selvom jeg ikke er fan af det ord. Det burde bare være sådan helt naturligt, at ville bidrage lidt.

Jeg er splittet her, kan jeg godt mærke. På den ene side synes jeg, at din retorik er meget hård, og når man påpeger, at et begreb bliver brugt som et art voksenmobberi, synes jeg ikke, det er så klædeligt, at ens måde at gøre det på er så spids og spydig.

Jeg mener, at det er godt og vigtigt at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget børn har godt af at blive passet ude og hvilke forhold de passes under (og jeg gad godt fx have hollandske tilstande, hvor alle har ret til at gå ned på 30 timer). Men det er bare ikke ‘onesize fits all’, altså hjemmepasning som den eneste løsning. Vi har jo hvert sit udgangspunkt, og hvis man har et barn, der græder hver dag ved aflevering, vil man nok også have en anden motivation for hjemmepasning, end hvis man har et barn, der som mit nærmest spurter ind i en leg og indimellem ikke har tid til at komme med hjem. Jeg har det også selv svært med, hvordan nogle stiller sig i debatten. Især argumentet om, at hvis man (mener at man) trives med at arbejde og ens barn trives i institution, er det fordi, man ikke vil se “sandheden” og fordi man selv er produkt af adskillelseskulturen. Min mor gik hjemme, indtil jeg var otte, og jeg har hverken gået i vuggestue/dagpleje, børnehave eller SFO, men det er jeg ikke blevet et hverken bedre, stærkere eller mere helt menneske af kontra fx min kæreste, der har fået hele institutionsmøllen med. Jeg tror simpelthen ikke på, at regnestykket er så simpelt, som det gøres til.

Okay, jeg famler lidt for at nå en pointe her (damn you, natteamning og søvnunderskud), men jeg kan sagtens forstå dit udbrud og budskab, og vi er vist enige langt hen ad vejen, men jeg forstår også godt, at der bliver opponeret mod din tone på instagramopslaget.

Angående “hollandske” tilstande som Trine nævne, må jeg bare påpege at det kommer med den hage at fordelingen er sindssyg skæv mellem mænd og kvinder i forhold til hvem der arbejder deltid og hvad værre er kommer rigtig mange mødre aldrig op på fuld tid igen. Jeg har set så mange af min hollandske svigermors fraskilte veninder leve i fattigdom, fordi de ikke har optjent pension eller ikke er særlig attraktive at ansætte fordi de typisk ikke har særlig meget erfaring i forhold til en der har arbejdet fuldtid. Nu ser jeg til min store gru, hvordan mine hollandsk veninder følger samme spor med at gå ned i tid eller blive hjemmegående på fuldtid fordi daginsitutioner er relativt dyre. I mange andre dele af Europa drømmer man om at have så velfungerende, billige og tilgængelige dagsinstitutioner som vi har i Danmark.

Skriv et svar