sårbar gravid
Best of,  Graviditet

Sårbar gravid? Hvad med om jeg var den normalt gravide og Jern-Beate i stedet den … usårbart gravide?

“Jeg var en af de der, du ved, jeg var sårbar gravid”.

Variationer over ovenstående bekendelse har ekkoet løs i min indbakke her i slipstrømmen af, at Politiken bragte min tekst om tabuisering af psykisk sårbarhed hos lægefaglige som debatindlæg og fik den løftet ud til et større publikum.

En del kvinder har nemlig efterfølgende skrevet til mig, at de har slået sig på samme måde på sundhedssystemets attitude. Og en lille gruppe af henvendelserne har haft en undertone, som jeg undrede mig over:

Nærmest undskyldende har de oplyst mig om, at de i øvrigt var såkaldt sårbare gravide (en gruppe i svangreomsorgen, som man har et særligt beredskab til for at forebygge fx fødselsdepression og lignende). De betroede mig det i en tone, som havde noget hjerteskærende over sig: Skam.

At være sårbar gravid er ikke noget, man skilter med. Dét var helt tydeligt på henvendelserne i indbakken, lige som det er det i andre møder, jeg har stået i, hvor det viser sig, at den anden har fået det mærkat hos det offentlige: Adgangsbilletten til ekstra omsorg er ikke kun rar, den føles også som et brændemærke, et tungt kors.

Til jer vil jeg bare sige:

Jeg er også såkaldt sårbar gravid. Og jeg ser det ikke som noget, jeg behøver skamme mig over. Eller undlade at tale højt om længere.

For hør her:

De fleste gravide er sårbare!

De fleste. Gravide. Er. Sårbare. Også os med tjekkede job, balance i barndommen og ressourcestærke netværk. Sårbare.

Måske har nogle af os fået Systemets ord for, at vi har særligt flossede nerver eller sociale forhold, der gør, at vi må få et ekstra kram, tilbud om længere omsorg og tid hos en jordemoder, der forstår at lytte. Men det ændrer ikke på det faktum, at graviditet er en sårbarhed for de fleste – også dem, der aldrig får mærkatet Sårbar Gravid i det offentlige.

Jeg kender ingen mødre, der ikke har mistet fodfæstet i en eller anden grad i den lange periode i moderskabet på op til oftest to år, der står på graviditet, fødsel, amning og barselsorlov. Ingen, der ikke midt i al den søde forventning og glæden har:

  • formået at bringe deres parforhold ud på gyngende grund, eller
  • været utilstrækkelig på jobbet, eller
  • haft hele barndommen oppe til revision for at se de gemte skeletter i øjnene, eller
  • døjet med iknætvingende og konstant angst over om man bør tildeles ansvar for et andet menneske, eller
  • fortrudt. Ja, fortrudt. Fortrudt den håndgranat, man har afsikret og nu ikke kan nå at gensikre, inden den går af i det liv, man faktisk havde det okay med, eller
  • skammet sig. Over ikke at interessere sig på den rigtige måde for hele det cirkus, der er småbarnsmor-showet i dag, eller
  • haft alvorlig fødefrygt og set skrækscenarier for sig dagligt som dødfødsel og multihandikap, hvis ens krop ikke føder godt, eller
  • overvejet gennemgribende ændringer af hele deres livsførsel, eller
  • været underlagt fysisk bøvl og decideret sygdom, don’t even get me started,

… eller en blanding af eller samtlige af det ovenstående.

Jeg har også hørt om kvinder, der ikke prøver noget af det. Hørt om. Jeg har ganske vist aldrig mødt en – jeg, der udfritter alle mødre jeg kommer i nærheden af, fordi emnet moderskab interesserer mig dybt – men jeg har da hørt om sådan nogle kvinder.

Trods det, at de er i tilsyneladende mindretal, er det som om samfundets forventning til graviditet er formet efter netop denne type kvinde. Jernkvinden. Der passer sit arbejde som før, for graviditet er ikke en sygdom. Som holder sine følelser i ro, for hormoner er noget, vi griner hovedrystende ad, og graviditet er i øvrigt ikke en sygdom. Som bider bækkensmerter og plukveer i sig, for det er da forventeligt med smågener i en graviditet, hvad havde hun ellers regnet med, hun ved vel, at graviditet ikke er en sygdom?

Nej, enig, graviditet er (oftest) ikke en sygdom. Det er en 9 måneder lang tilstand af sårbarhed. Hvor en cocktail af hormoner, fysiske gener, følelseskaos og fødeangst gør, at man ikke er helt den, man var engang (men som man bliver igen, ro på. På den anden side af sårbarhedstilstanden).

Jeg kunne godt tænke mig, at vi, De Sårbare Gravide, ikke var en undergruppe. Hverken i svangreomsorgen eller i det mere abstrakte, generelle syn på gravide. At vi blev betragtet som De Normale (for jeg har altså på fornemmeren, at vi er i overtal). Og så kunne de nuværende normale (som åbenbart findes, men kender nogen egentlig en af dem?) være undergruppen. De Usårbart Gravide. Dem, som er gravide uden andre tegn på det end voksende mave og bryster.

“Nej, Beate? Hun har sgu ikke tid til at rende til så mange tjek eller al den føle-føle-kontakt med sin jordemoder. Hun skal til Sydafrika og rafte i uge 25, og i uge 36 skal hun planlægge en 7×70-årsfødselsdag for det lokale plejehjem og deres familier, så der kommer hun altså heller ikke. Men hun siger, at hun glæder sig til fødslen og til at samarbejde godt om den!”

… kunne der siges om hende. Eller hvordan det nu kunne lyde, som får Beates kano til at flyde flot. Og når de nåede til Karoline i bunken, kunne udgangspunktet for snakken være, at hun var sårbar og nok havde nogle særlige behov, hvis ikke andet var oplyst.

Jeg plæderer selvfølgelig ikke for, at alle gravide må hel- eller delsygemeldes (som jeg måtte). Eller tilbydes timelange samtaler hos en vidunderligt moderlig jordemoder på Rigshospitalet så ofte jeg ønsker det (som jeg får og er skidetaknemmelig for). Eller tilbydes en længere indlæggelse efter fødslen … eller garanteres særlig, særlig opmærksomhed på efterfødselsreaktioner … eller alt det andet ekstra lir, man som sårbar gravid tilbydes.

Det er der ikke ressourcer til i statskassen, og det skal der måske heller ikke være. Måske ville det være at skyde gråspurve med kanoner.

Det er mere en … tankegang. En indstilling. Og ikke kun hos de lægefaglige: Hos alle ikke-gravide.

En forståelse. En aftabuisering af, at det (foruden glæde og sød forventning og strikken babytøj) er hård kost at bygge nogen. En vished om, at graviditet er en kæmpestor ting for en kvinde at gå igennem – noget, der for de fleste kvinder, overskygger alt andet i den periode, den står på.

Så kunne det være, at det ikke blev helt så slemt at se i øjnene, at man ikke er oppe i gear, mens hele ens organisme er indstillet på at ruge et sundt og raskt barn ud til menneskeheden.

At man er, ja, sårbar gravid.

Og at man er … helt normal.

*
*
*Følg mig på Facebook * … eller Instagram * … eller Bloglovin’

15 kommentarer

  • Marina

    Kæreste Politiken, vær søde også at bringe dette indlæg i avisen, tak.

    Hvor er du god altså, Karoline. God, indsigtsfuld og vanvittig dygtig.

  • Skalotteløg

    Tak for et fantastisk skriv!
    Jeg fik også stemplet. Og følte mig mere overvåget end rummet. Og det satte sig som en angst for at få frataget mit barn. Heldigvis havde jeg en sød psykolog, som sagde, at hvis man skulle tvangsfjerne alle børn, hvis forældre var stressede, så kunne man jo ikke lave andet.
    Men det sidder stadig i mig – her fire år senere.

    Tak for at sige det højt. Du er så god ❤️

    • Karoline

      Jeg luftede også bekymret tanken om hvorvidt det kunne blive “brugt imod mig senere”, hvis jeg takkede ja til sårbar gravid-stemplet. Den søde person over for mig sagde: “Nej. Aldrig. Det er også et overskud at turde se i øjnene, at man har brug for andres hjælp – og tage imod den”. De ord hjalp mig så meget, og jeg håber også, at de kan hjælpe dig.

      Kh fra mig.

  • Maja

    Tak, Karoline for dine fine ord og refleksioner. Og hej jeg hedder Maja og var også sårbar gravid og vaklende i de første måneder af mit moderskab, der nu har varet fire måneder og jorden er endnu ikke helt sikker under mig og det bliver den nok aldrig helt igen, men tror det følger med morrollen. Jeg er så taknemmelig for alle de samtaler jeg havde med jordemoder Anja fra sårbart team på Rigshospitalet og måden, der blev taget hånd om mig på lige efter fødslen. Jeg er ret sikker på, at det har været medvirkende til at jeg ikke røg helt ned i det sorte hul, som jeg var på vej ned i, da sorgen over min mors alt for tidlige død væltede frem i mig igen, da jeg selv skulle være mor. Jeg synes selv det var svært at jeg skulle have mere støtte og var bange for at blive dømt uegnet som mor. Men min jordemoder og egen læge sagde at de aldrig betvivlede mine evner som mor, men at jeg skulle se hjælpen som et ekstra sikkerhedsnet og at min sårbarhed var helt normal. Jeg begyndte også langsomt at fortælle om det i min omgangskreds og blev alle steder på nær på mit arbejde mødt af forståelse og omsorg. Men det var hårdt i graviditeten og også som nybagt mor at være fyldt med lykke og sorg samtidig. Jeg er derfor så taknemmelig for, at jeg blev grebet, da jeg vaklede allermest og at jeg i dag sidder med min søn i armene og et modet til at være mor.

  • Mette

    Det er et lidt andet take på samme emne, men er det man idag tilbydes som sårbar gravid (hvilket jeg heldigvis også var) mon ikke nogenlunde det samme, som var normalen inden besparelser væltede korthuset?

    Måske er det bare “The New Normal” som overhovedet ikke passer til en gravids verden, ønsker og behov. For du har ret! Alle (disclaimer: næsten alle) gravide er sårbare og hvor har vi da bare pligt til at passe godt på dem.

    Og så lige et lille hurra, fordi du spytter velskrevne og altid vedkommende skriv ud efter at have varslet pause ❤️

    • Birgitte

      @Mette – jeg tror du har meget ret i, at besparelser også betyder noget her. Jeg er ked af at sige, at som førstegangsfødende (og jeg fødte endda 3 uger for tidligt, efter at have været på arbejde hele dagen) oplevede jeg ingen af de ovenstående ting.
      Til gengæld fik jeg et hospitalsvæsen (og egen læge) der tog hånd om mig fra begyndelsen. Der var både kontrol, samtaler og fødselsforberedelse i hele perioden (dog kun én scanning i graviditeten).
      Min ældste bliver 17 år om en uge og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg aldrig skal igennem hospitalernes ‘new normal’.
      @Karoline – jeg synes virkelig dit skriv, både det i Politiken og dette, er super vigtigt. Jeg har lige stået på sidelinjen med en kusine, der har fået tvillinger i uge 33. Hold op jeg er ikke misundelig på jer, som skal gennemføre graviditeter og fødsel i dag. Jeg er sikker på, at dine indlæg hvilke hjælpe en masse kvinder.
      Kh. Birgitte

  • Mette

    Du er bare så god<3
    I min første graviditet blev jeg overrasket over hvor lidt tid der var hos jordemoderen til at snakke om det følelsesmæssige. I min anden graviditet, tre år senere, var der skåret endnu mere ned. Da vi ved md-scanningen opdagede at mit barn havde en mindre misdannelse, blev jeg ikke tilbudt nogen ekstra jm-samtaler. Masser af ekstra-scanninger hos en, sikkert faglig dygtig, men også ret tavs og konkret læge, men ingen interesserede sig for hvordan jeg egentlig havde det med dén oplevelse (jeg var ulykkelig og ret ødelagt i mange uger, men det ved de ikke noget om på Hvidovre hospital, for de spurgte aldrig).

  • Janne

    Jeg lavede for år tilbage en undersøgelse af, hvor meget de somaliske kvinder var i arbejde. De fortalte alle om, hvordan det i den somaliske kultur var højdepunktet for kvinden at være gravid.
    De blev plejet og nusset og behandlet som en prinsesse.
    I Danmark fik de bare at vide, at ‘I Danmark er graviditet ikke en sygdom’ – så det var bare om at passe sprogskole og ‘jeg skal komme efter dig’. De havde tårer i øjnene – for en gravidet var for dem det største.
    Bagefter når jeg talte med danske kvinder, så viste det sig, at graviditet faktisk var en sygdom. At alle over kam; pædagoger, sygeplejersker og frisører mm. de blev sygemeldt. Nogle fortalte om, hvordan de sneg sig ned i solariet en halv time i frokostpausen, bare for at kunne ligge ned og slappe af. Min holdning; vi tager ikke det at være gravid alvorlig nok, kvinder har brug for aflastning/forkælelse og hvis det mænd der var gravide – så så ALT anderledes ud!

  • Chris Hovgaard

    Kære Karoline

    Tak for dine ord, de har tyngde og vid og jeg finder genkendelse i dem. Både grundet en større livskrise, jeg først trådte endeligt ud af skyggen af i marts måned, men ligeså fordi jeg nu er gravid i 12. uge – for første gang. Jeg føler en enorm træthed over vores samfunds manglende evne til at rumme forskelligheden i livets faser, vores følelsesmæssige bølgedale og lysten til at indse, at man ikke er svag, hvis man er i sorg, i en tilstand af stress eller angst, eller sårbar som gravid. Hvilken simpelthen bare er helt normalt, som du rigtig nok skriver, når man er i færd med at udruge et lille nyt menneske. Respekter, hvad kvindekroppen kan, og accepter, at der følger tanker, følelser og fornemmelser med, der ikke ligner dem, vi normalt er udstyret med. My Goddess, vi er jo ikke f***ing Stepford Wives…

    kh Chris

    Ps nyder virkelig at følge dig igennem alle dine mange tidshop i blogosfæren❤️

    • Karoline

      Den sætning har siddet fast hos mig. “Vores samfunds manglende evne til at rumme forskelligheden i livets faser”. Det er jo lige det, det handler om. At man sagtens kan være robust og læstrækkende i nogle faser af livet og i knæ i andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *