I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Så ja, jeg bliver faktisk ret ærgerlig, når voksne siger “han” om min datter

Vores toåriges datters klædeskab er et kludetæppe af farver. Brun, blå, lilla, gul, Disney-pink, hvid, grøn og spraglet i alverdens motiver.

Vi går ærligt talt ikke ret højt op i hendes look, i stedet anskaffer vi os klæder, der hver især falder i vores smag.

Den daglige påklædningsrutine består i at række hånden ind i skabet og finde etellerandet der virker rent frem, og der skeles meget sjældent til, hvordan beklædningsgenstandene indbyrdes spiller sammen.

Det betyder, at barnet af og til ser mildest talt besynderlig ud. Jeg synes, hun ser sej ud, men jeg er med på, at besynderlig også kan være et beskrivende ord.

Andre gange sker det, at hun er klædt i såkaldte pigefarver.

Og andre gange igen havner hun i brun, blåt, grønt eller gråt fra top til tå – og er således “drenget” klædt på.

Jeg kan godt lide, at hun på flere fronter lærer, at der ikke er noget, der er lukket land for hende. Lyserødt og blåt er lige tilgængeligt, lige som gravkøer og dukken er det, og måske er det en dag håndværkerbranchen eller omsorgsfagene, der trækker lige meget i hende; I forstår. Så derfor bliver det ved med at være sådan med tøjet, indtil hun vel en dag begynder at ville bestemme lidt over sin stil selv. Men på de “blå” dage er det altid en oplevelse at slæbe hende med på legeplads, hvor hun finder sammen med fremmede børn i leg. For før eller siden har et andet barns mor eller far brug for at omtale min datter, for eksempel med “Nej, Maximillian, det var øh … drengen, der havde skovlen og spanden først, ikke slå, du kan lige spørge … ham om du må låne den?”

Jeg kan se, at de er i tvivl. Men formodningen om, at det nok må være en dreng jævnfør tøjets farve, vinder som regel uden videre.

Men hvis du ikke er sikker, så spørg? Jeg sidder lige her! Eller spørg barnet. Hvad med for eksempel “Hvad hedder du, lille ven?”, som er den elegante metode til at få lokket et kønsspecifikt navn på banen. Jeg skal nok svare, hvis barnet er for genert! Så er samtalen i øvrigt også i gang, og det kan altså være meget fedt for alle parter, at de voksne ikke sidder tavse og glor på enten børnene eller telefonerne, men faktisk taler med hinanden.

Men Karoline. Hvorfor overhovedet gå op i det, det er da virkelig ligegyldigt, du kan da være ligeglad med om Maximillians mor tror, at du har en søn?

Og den er jeg så træt af. Nu har jeg i over to år jævnligt oplevet folk snuble i mit barns køn, fordi vi har nægtet at følge Reglerne Om Kønnenes Farvekoder, og det gør mig lige ærgerlig hver gang, at folk vader tilsyneladende gladeligt ind i fejlen, som de nemt kunne have undgået – alene fordi der er tale om et barn.

Som om detaljerne om hende ikke er vigtige – som om hun ikke er et helt rigtigt menneske.

Just so we’re clear: Jeg synes det er helt fair, at man ikke kan afkode kønnet umiddelbart, de ligner jo hinanden, de små liv, piger som drenge. Men jeg synes det er vildt uhøfligt bare at bestemme sig for et køn og gå med det.

Jeg bliver lige så ærgerlig over “han” her som over når folk (relativt ofte, faktisk!) tiltaler mig Katrine. Men hvor der altid følger en sød og nærmest selvudslettende undskyldning i kølvandet, når jeg påpeger, at nu hedder jeg altså Karoline, så får jeg fnys og forsvar igen, hvis jeg i sandkassen påpeger, at min datter ikke er en han, men en hun.

“Nåm, det er jo aldrig til at se i den alder” lyder det typisk efterfulgt af elevatorskotten op og ned ad mit barns tøj. Hvorfor ikke undskylde, som man ville gøre til voksne, hvis man tog åbenlyst fejl af noget ved dem?

Ærgrelsen handler ikke om, at jeg er så meget speltmor eller curlingforælder, at jeg lider af den vildfarelse, at mit barns følelser bliver sårede, og at der sker noget uopretteligt med hendes identitetsfølelse, fordi andre låser hende fast i en kønsspecifik kasse.

Altså, hun er to år. Hun fatter det da ikke. Det handler udelukkende om mig:

Jeg bliver ærgerlig, når vi ikke opretholder de små indretninger i samfundet fremmede imellem, der gør, at det offentlige rum er et rart sted at være.

Når cyklister i myldretiden tager snydegenvejen over fortovet og springer køen for det røde lys over uden at tænke på, at vi andre nok heller ikke holder i kø for sjov, bliver jeg ærgerlig. Når rygere tænder en smøg tæt på en barnevogn uden at tænke på at spørge forældrene, om det generer dem, bliver jeg ærgerlig. Når folk spiser bolsjer højlydt i biografen og ikke tænker på andres filmoplevelse, ærgrer det mig. Når voksne mennesker er ligeglade med at tilegne sig basal viden om et menneske, de er nødt til at omtale, bliver jeg ærgerlig.

Jeg synes ikke det er rart at være i nærheden af voksne, der er så ligeglade. Helt enkelt.

Regel: Hvis du skal tale om nogen, så hav de nødvendige data på plads. Ellers må du spørge dig til dem. Uanset alder.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.