Best of,  Motherhood

Så ja, jeg bliver faktisk ret ærgerlig, når voksne siger “han” om min datter

Vores toåriges datters klædeskab er et kludetæppe af farver. Brun, blå, lilla, gul, Disney-pink, hvid, grøn og spraglet i alverdens motiver.

Vi går ærligt talt ikke ret højt op i hendes look, i stedet anskaffer vi os klæder, der hver især falder i vores smag.

Den daglige påklædningsrutine består i at række hånden ind i skabet og finde etellerandet der virker rent frem, og der skeles meget sjældent til, hvordan beklædningsgenstandene indbyrdes spiller sammen.

Det betyder, at barnet af og til ser mildest talt besynderlig ud. Jeg synes, hun ser sej ud, men jeg er med på, at besynderlig også kan være et beskrivende ord.

Andre gange sker det, at hun er klædt i såkaldte pigefarver.

Og andre gange igen havner hun i brun, blåt, grønt eller gråt fra top til tå – og er således “drenget” klædt på.

Jeg kan godt lide, at hun på flere fronter lærer, at der ikke er noget, der er lukket land for hende. Lyserødt og blåt er lige tilgængeligt, lige som gravkøer og dukken er det, og måske er det en dag håndværkerbranchen eller omsorgsfagene, der trækker lige meget i hende; I forstår. Så derfor bliver det ved med at være sådan med tøjet, indtil hun vel en dag begynder at ville bestemme lidt over sin stil selv. Men på de “blå” dage er det altid en oplevelse at slæbe hende med på legeplads, hvor hun finder sammen med fremmede børn i leg. For før eller siden har et andet barns mor eller far brug for at omtale min datter, for eksempel med “Nej, Maximillian, det var øh … drengen, der havde skovlen og spanden først, ikke slå, du kan lige spørge … ham om du må låne den?”

Jeg kan se, at de er i tvivl. Men formodningen om, at det nok må være en dreng jævnfør tøjets farve, vinder som regel uden videre.

Men hvis du ikke er sikker, så spørg? Jeg sidder lige her! Eller spørg barnet. Hvad med for eksempel “Hvad hedder du, lille ven?”, som er den elegante metode til at få lokket et kønsspecifikt navn på banen. Jeg skal nok svare, hvis barnet er for genert! Så er samtalen i øvrigt også i gang, og det kan altså være meget fedt for alle parter, at de voksne ikke sidder tavse og glor på enten børnene eller telefonerne, men faktisk taler med hinanden.

Men Karoline. Hvorfor overhovedet gå op i det, det er da virkelig ligegyldigt, du kan da være ligeglad med om Maximillians mor tror, at du har en søn?

Og den er jeg så træt af. Nu har jeg i over to år jævnligt oplevet folk snuble i mit barns køn, fordi vi har nægtet at følge Reglerne Om Kønnenes Farvekoder, og det gør mig lige ærgerlig hver gang, at folk vader tilsyneladende gladeligt ind i fejlen, som de nemt kunne have undgået – alene fordi der er tale om et barn.

Som om detaljerne om hende ikke er vigtige – som om hun ikke er et helt rigtigt menneske.

Just so we’re clear: Jeg synes det er helt fair, at man ikke kan afkode kønnet umiddelbart, de ligner jo hinanden, de små liv, piger som drenge. Men jeg synes det er vildt uhøfligt bare at bestemme sig for et køn og gå med det.

Jeg bliver lige så ærgerlig over “han” her som over når folk (relativt ofte, faktisk!) tiltaler mig Katrine. Men hvor der altid følger en sød og nærmest selvudslettende undskyldning i kølvandet, når jeg påpeger, at nu hedder jeg altså Karoline, så får jeg fnys og forsvar igen, hvis jeg i sandkassen påpeger, at min datter ikke er en han, men en hun.

“Nåm, det er jo aldrig til at se i den alder” lyder det typisk efterfulgt af elevatorskotten op og ned ad mit barns tøj. Hvorfor ikke undskylde, som man ville gøre til voksne, hvis man tog åbenlyst fejl af noget ved dem?

Ærgrelsen handler ikke om, at jeg er så meget speltmor eller curlingforælder, at jeg lider af den vildfarelse, at mit barns følelser bliver sårede, og at der sker noget uopretteligt med hendes identitetsfølelse, fordi andre låser hende fast i en kønsspecifik kasse.

Altså, hun er to år. Hun fatter det da ikke. Det handler udelukkende om mig:

Jeg bliver ærgerlig, når vi ikke opretholder de små indretninger i samfundet fremmede imellem, der gør, at det offentlige rum er et rart sted at være.

Når cyklister i myldretiden tager snydegenvejen over fortovet og springer køen for det røde lys over uden at tænke på, at vi andre nok heller ikke holder i kø for sjov, bliver jeg ærgerlig. Når rygere tænder en smøg tæt på en barnevogn uden at tænke på at spørge forældrene, om det generer dem, bliver jeg ærgerlig. Når folk spiser bolsjer højlydt i biografen og ikke tænker på andres filmoplevelse, ærgrer det mig. Når voksne mennesker er ligeglade med at tilegne sig basal viden om et menneske, de er nødt til at omtale, bliver jeg ærgerlig.

Jeg synes ikke det er rart at være i nærheden af voksne, der er så ligeglade. Helt enkelt.

Regel: Hvis du skal tale om nogen, så hav de nødvendige data på plads. Ellers må du spørge dig til dem. Uanset alder.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

***

12 Comments

  • Ditte

    Åh hvor jeg kender det…. Ikke så meget den der med kønnet, men den generelle ærgrelse over folks manglende pli og ligegladhed (hvis det ikke var et ord, så er det det nu)…

    Hvorfor skal det være så svært at opføre sig med respekt overfor andre mennesker?

    Det er slet ikke det samme, men pt har jeg en supernuttet hundehvalp, hun har et specielt udseende man ikke ser så meget og jeg er helt med på at fluffy hundehvalp er noget der fanger folk; MEN og der er et kæmpe men, det er krafthelvede da min hund og jeg bestemmer om du må snakke med hende – bare fordi jeg tilfældigvis går forbi dig på gaden og hun ser glad ud, er det ikke en fribillet til at nusse med hende uden at spørge mig om det er ok – var jeg kommet gående med 60kg rottweiler, så ville du aldrig tage dig den frihed! Så hvorfor gøre det med min nuttede hundehvalp, som i øvrigt er i konstant træning og derfor ikke må afledes af andre med mindre jeg tillader det.

    Det værste er næsten at folk faktisk bliver fornærmede når jeg beder dem lade hende være og når jeg forklarer at det faktisk er fordi hun er i træning og skal lære at ignorere sine omgivelser får jeg, helt klassisk modsvaret “Jamen det er jo vigtigt at socialisere din hund!!” med den meget forargede tone, der klart indikerer hvor ringe en hundeejer de synes jeg er og det har jeg tydeligvis ingen forstand på…

    Yes, hun skal socialiseres, men det er godt nok mig der styrer hvornår og hvordan og resten af tiden så hold nallerne fra min hund, eller spørg mig om det er ok at snakke med hende (pssst, det er altid ok, hvis man spørger først og hun i øvrigt ikke er midt i en opgave der kræver hendes fulde fokus)….

    Nå, undskyld, det var jo ikke mit rant det handlede om… Det er bare så møgpisse nederen, når folk ikke forstår at det der pli og respekt for sine medmennesker er megavigtigt og gør det rart for os alle sammen at færdes i det samme offentlige rum…

  • VenterPaaVinBlog

    Jeg synes altså det er sært, at nogle mener at man først kan kende et barns køn, når det har fået hår. Jeg har aldrig i mit liv set en baby, hvor jeg havde gættet forkert om deres køn, men kan høre på en del af mine veninder – især nu vi er en alder, hvor alle får børn – ofte ikke aner hvad køn, de andre børn i mødregruppen er, før navnet er givet (: Men du har da helt ret, men hvis man reelt er sikker på, man er på den rigtige side, er det bare kikset at man kommer til at sige “han”. Så god opfordring at folk evt kan spørge til navnet, det er da træls, at træde folk over tæerne hvertfald (:

    – A

  • Mathilde

    Hej Karoline!
    Jeg har læst med i nogle uger nu, og jeg bliver så grebet (og ofte rørt. Faktisk) af dine ord. Så tak for dem. Jeg er meget enig i dine pointer i indlægget! Man ville aldrig vade verbalt henover en voksen på den måde.

    …og mht. din datter: SÅ.FREAKIN’.SØD. Og det siger jeg ikke bare for at være flink. Hendes nuttede ansigt får det til at maxe helt ud på min skrukhedskonto 😉

    Hilsen Mathilde

  • Signe Holm

    Rigtig fint indlæg og vigtig debat! Jeg er selv en af dem der kan komme til at nævne forkert køn på små børn. Men det er ofte i situationer hvor jeg simpelthen ikke orker at starte en samtale. Jeg synes faktisk at det er fair nok at vi ikke kan kende forskel på mindre børn. Hvis din datter var en søn. -og han valgte langt hår og mindre feminint tøj, tror du så han ville orke at 50 mennesker om dagen lige ville gå over til ham og tage køns-bestemmelsens temperatur før de omtalte ham/hende? Jeg tror det, hvis det var mine sko at jeg hellere ville lade det gå over hovedet på mig en gang imellem end hver gang forlange at folk skulle tage stilling og henvende sig til mig med spørgsmålet: undskyld, men er du en pige eller dreng? For så at henvende sig til mig eget barn igen og sige “nej, han stod i køen før dig.” Jeg kan godt forstå at du er træt af folks generelle manglende pli, gode tone og høflighed. Jeg er så meget med på der skal strammes op på hele linjen. Men samtidig synes jeg også at vi kunne være mere tolerante og ikke tænke at folk vil genere os, bare fordi de ikke i en hastig sætning på legepladsen får spurgt til din datters navn før de må fortælle deres børn at det ikke må tage skovlen fra hende. 🙂 Lige dér er jeg måske mere opmærksom på at lærer mit barn om ikke at slå eller stjæle skovle fra andre end hvordan jeres morgenpåklædning besluttede om jeg var et irriterende menneske overfor dig som mor 🙂 Giver det mening?

    • Karoline

      Hej Signe! Tak for din kommentar. Den giver fint mening.

      Men er det ikke ret meget sat på spidsen? 50 gange om dagen? Sådan er det jo ikke. For os sker forvekslingen en gang om ugen-agtigt. Og jeg skriver altså ikke, at man skal spørge nogen direkte “Er du en pige eller en dreng”, jeg foreslår at man kan spørge til folks navn.

      Selvfølgelig er folk ikke ude på at genere mig. Det har jeg ikke mistænkt nogen for, og jeg er selv ofte gledet med på bare at kalde min datter en dreng for ikke at sætte den fremmede voksne i forlegenhed og ødelægge stemningen. Men jeg synes det er specielt, at folk, der er åbenlyst i tvivl om noget og bare vælger sig en sandhed, ikke bare spørger? Jeg kan vitterligt ikke se, at det skulle kræve ret meget? Ikke i de situationer, jeg har stået i, i hvert fald. Og hvis der ikke er tid til den samtale og det spørgsmål, hvorfor så ikke vælge en formulering som “Nej, Maximillian, det er ikke din skovl, du havde den ikke først, ikke slå, man slår ikke”. Hvor mit barn helt er ude af sproget. Den model bruger jeg selv.

      Jeg ved godt, at svaret er, at så kreativt tænker man ikke i skyndingen. Men det var (blandt andet) derfor, jeg skrev teksten. For at opstille alternativer. Puffe lidt til automatpiloterne.

      Med venlig hilsen
      Karoline

      • Kim

        Det er ikke altid det virker at spørge om navne – jeg hedder selv Kim og en af mine døtre hedder Noa ;). Det er navne folk går ud fra tilhører hankøn.

  • Helene H

    MIn datter havde helt kort hår fra hun var 8-10. Selv når hun stod i pink kjole omtalte folk i butikker mv. hende som “han”. Det eneste de så var det korte hår og så måtte det være en dreng, for alle ved jo at piger har langt hår… Det er lidt skræmmende hvor satte vi er i hvordan kønnene “skal” se ud – så får man da hurtigt en opfattelse af at være forkert, hvis man stikker det mindste ud.

  • Maria

    Jeg blev også virkelig ærgerlig, da jeg som 11 årig blev kaldt ‘den herre’, og da jeg som 24 årig fik et blåt bånd til en svømmer og ikke kunne finde mit skab, fordi det hørte til herreomklædningen. Kort hår. Vil jeg mene var eneste pejlemærke, de kiggede efter. Måske var jeg pakket ind i noget overtøj. Folk er meget firkantede i deres scanningsapparat. Og i deres krav til, hvordan man SKAL se ud. Det er ilt-sugende. ‘

  • Marie

    Åh jeg syntes det er en sjov tekst.

    Særligt fordi jeg syntes det er så skønt når nogle tog/tager fejl af mine børn. På en eller anden måde har god modtaget det som en direkte ros til mig… at jeg ikke pakker mine børn ind i en skal af påtaget køn, men ser dem som børn der selv skal danne deres identitet.

    • Kim

      Enig her faktisk.

      Ja det er da ærgeligt at det med farver er så fastlåste, at folk tror det er en dreng hvis hun har blåt på – men at det er svært at se køn på småbørn er jo rigtigt nok.
      Personligt synes jeg det har været hyggeligere når andre forældre har gættet galt på køn så vi kunne tale om det, end når de har talt til deres barn som om mit barn ikke sad der – muligvis fordi de var bange for at gætte galt på køn?
      (Jeg har iøvrigt også oplevet at folk spurgte om køn på mine piger, selv om de havde kjoler på – så det er ikke kun tøj man gætter ud fra, åbenbart)

      • Karoline

        @Kim – Jeg er enig med dig, men egentlig gik teksten på de forældre i sandkassen, som jeg kan se er i tvivl, og som bare beslutter sig for et køn. Langtfra alle. Jeg kræver ikke, at folk kan se mit barns køn umiddelbart, tværtimod, men jeg forstår ikke hvorfor man kan være så bange for at spørge, at man bare tromler hen over det (jeg er forresten helt med på, at vi er i i-landsproblemskategorien her!). Jeg vil også gerne snakke i sandkassen og snakker lystigt med alle, der netop bruger tvivlsspørgsmålet som indgang til at sludre. Sværere bliver det, når jeg skal rette på en fremmed, der ikke har bedt om min indblanden, men bare har bestemt sig for, at det nok er en knægt, det der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0