Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930’erne, hun måtte sende min vej

Mit hjem er efterhånden fyldt op med stole, tallerkner og bøger, der egentlig tilhørte tidligere generationer.

Ikke kun fordi jeg synes fortidens ting kan fuldende den version af min egen historie, som jeg bedst kan lide, men også fordi jeg er for dårlig til at sige til min bedstemor, at hun skal holde inde med at prakke mig sine og sine afdøde slægtninges stole, tallerkner og bøger på.

For hvis jeg skal takke ærligt nej til alt det gods (som jeg modtager, fordi jeg hele mit liv har sukket efter hendes nips og fotoalbummer og spagt sagt “Årh, jeg vil gerne have den der … engang” – underforstået at engang var efter den dag, hvor tingens retmæssige ejermand var gået bort), så er jeg nødt til grødstemmet at stampe “Jeg vil først have dine ting, når du er død! Indtil da skal du selv nyde dem, for det er det, at du har nydt dem, der gør dem særlige for mig – ikke tingene i sig selv!”.

Og det kan jeg ikke. Udtale ordet “død” til en olding.

Dels fordi hendes egen død skal forblive abstrakt indtil den dag, den bliver konkret; dels fordi hun sikkert vil besvare min stampen med et rationale om, at hun ville nyde allermest at se tingene i brug i nye sammenhænge – mens hun endnu kan.

Mens hun endnu kan! Verdens værste konkretisering af, at tiden også går hen over mennesker. Indtil den ikke går mere.

***

17 Comments

Add Yours →

Endnu et vigtigt og smukt indlæg! Døden og livet – Big stuf;-) Men kærligheden strømmer jo ud mellem linierne i din tekst

Mens min mormor levede var hendes største glæde at give ting væk. Og det var lige fra håndsæbe købt på udsalg (som jeg stadig har et pænt depot af, her 2 år efter hun ikke er mere) til hendes egne hårspænder og møbler. Måske hun gerne vil have lov til at opleve, at du bliver glad for at få det, du har ønsket dig? Og dermed er langt foran i tankerækken om det unævnelige.

Ja, det er også lidt det, jeg er inde på. At hun vil se det i brug, mens hun endnu kan opleve det.

Men helt ærligt, ikke? Så virker det mest af alt som oprydning. Som om hun ikke vil efterlade sig et kæmpe bo for os andre at rydde ud i, når hun en dag er væk. Og det synes jeg hun skal holde op med. Hun skal være i live helt indtil sin yderste dag – og ikke gå og forberede, at hun ikke bliver til besvær. Det er så servilt og kendetegnende for hendes generation, synes jeg.

Hold en fest, bedste. Jeg skal nok rydde op.

Jeg havde det fuldstædig som dig, dengang. I bagklogskabens grumsede lys tror jeg det var hendes form for mentalforberedelse (Og her må du godt stikke figrene i ørerne og råbe LALALA) til at blive gammel og dø.

Undskyld jeg bryder ind, her midt i det hele. Din afslutning her;
“Hold en fest, bedste. Jeg skal nok rydde op”: Jeg ELSKER den sætning!

Jeg har en bedstemor, der er lidt på samme måde (på trods af, at hun stadig er på den unge side af 70). Og jeg ved ikke, men måske er det ikke så meget udtryk for oprydning eller servilitet som for et håb om, at vi ikke forevigt vil associere tingene med tristhed og deres død.

Men hvorfor så overdrage det, hvis ikke det handler om oprydning og, ultimativt, hendes forestående død?

Alle de tegninger, jeg i barndommen forærede hende, hvoraf hun har gemt hver og en, er blevet leveret tilbage til mig. Gaver, jeg forsøger at forære hende – fx omkring jul og hendes fødselsdag – bliver modtaget med et oprigtigt “ej, hvorfor nu det”.

I mine øjne ligner det oprydning, et forsøg på ikke at efterlade sig rod.

Min mormor er på samme måde. Og når hun engang imellem udtaler ordene “Når jeg ikke længere er her” eller noget i den stil, har jeg mest af alt lyst til at stikke fingrene i ørerne og råbe la-la-la-la-la. En meget moden reaktion, jeg ved det godt. Men det gør bare så ondt. Helt derinde hvor tingene ikke længere er til at rumme. For mennesker, vi holder af, skal jo ikke bare stoppe med at være her, vel? Det kan de da ikke bare. På den anden side bliver jeg også glad for at se, at hun selv er så afklaret med det. Det er jeg bare ikke. Og det tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver…

Jeg har det præcis sådan der. Jeg fornemmer på kommentarsporet, at vi står ganske alene med at favne vores mindre flatterende barnagtigheder 🙂

Altså… Jeg havde en storvindende bingo mormor, der a-l-t-i-d stolt overbragte sine gevinster til mig. Jeg har gemt hver og en og er lykkelig for det i dag. For de dufter af hende, de minder mig om hende, jeg ser hende når jeg ser de ligegyldige værdigløse dimser… Hun gav nu også glædeligt ud af mere værdifulde genstande. Jeg kan huske at jeg som 10 årig blev tvunget til at skrive små breve som hun tapede bag på billeder og under møbler med historien om netop den genstand den sad på. Dengang syntes jeg det var noget bizart, men i dag er de få linjer højt værdsat. Så Dines, bliv ved med at tage imod og tænk ikke over meningen lige nu – den tror jeg måske først vi fatter når vi selv bliver bedstemødre 🙂

… men det er jo ikke fordi jeg ikke vil have de ting. Det vil jeg da virkelig gerne, af de grunde, du selv giver: Det har været hendes. Men jeg vil ikke have dem nu. Nu har jeg jo hende!

Åh, det her indlæg giver mig lyst til at tage hjem (fra mit eksamenshi hos min moar) til min lejlighed, som er fyldt til randen med alle mulige klenodier fra mine bedsteforældres hjem – lige fra et hjørneskab fyldt af blandt andet det fineste blomstrede kakaostel over oliemalerier til min morfars gamle bordlighter i messing. Nogle vil sikkert sige, at jeg lever i et klunserhjem, og jeg forventer da heller ikke et opkald fra Bo Bedre lige med det samme, men det er et HJEM-hjem. Hvor de, mine bedsteforældre, er nærværende, selvom de desværre ikke er mere. De efterlod sig præcis sådan et bo, som jeres andres bedsteforældre forsøger at undgå, og meget er nu havnet hos mig. Men allerede mens de levede fik jeg også aflagte sager som for eksempel deres gamle spisestel, og det var fantastisk den gang, men det er endnu mere fantastisk nu, hvor de også er et minde. Og det er ok, at noget af det ikke er i ens hjem, fordi de er gået bort, men fordi de forærede én det. Så tag i mod med glæde er mit råd.
Min morfar var den type, som allerede fra vi var helt små fortalte os, at den dag han ikke var her længere, så skulle vi ikke græde over det, men glædes over, at han havde haft sådan et langt og godt liv. Jeg er sikker på, at det har hjulpet mit forhold til døden til at blive mindre anstrengt. Og det var et godt holdepunkt, den dag vi stod i situationen, hvor han skulle herfra. Det er snart tre år siden, og jeg savner ham stadig, så det gør helt ondt, men det er jo blandt andet fordi han var med til at lære mig vigtige ting om livet – og døden. Så nogle gange er det måske for det bedste at sige “død” til en olding.

Suk, hvor er det fint skrevet.

Hun forærer mig det jo, ja, det kan jeg godt se. Ville måske bare ønske, at det ikke var helt så store mængder, og at de ikke kom med følelsen af, at enten tog jeg det, eller også røg det på losseren.

Min moster sagde, da min bedstefar døde, at hun ikke græd af sorg, men af savn. Det var noget af det mest rigtige, der blev sagt den dag. Det var godt, at han fik fred og godt, at han havde haft sådan et langt og spændende liv, så som sådan var det ikke en sorgens dag. Men nøj, hvor vi savnede – og savner – ham. Den sætning af hendes har jeg ikke tænkt på længe. Du mindede mig lige om den. Tak.

Min bedste stoppede med at købe gaver til os de sidste fem år af hendes liv. I stedet måtte vi vælge frit fra hendes hjem, hvis der var noget vi gerne ville have. Der var enkelte ting, som hun havde sat navne på, men ellers var det frit valg. Og det var mærkeligt og dejligt på én gang. Min lillebror tog røven på hende, da han var på besøg omkring sin fødselsdag og han blev tilbudt frit valg på alle hylder. Han kiggede sig kækt omkring og pegede på det spritnye 42 tommers fladskærmsfjernsyn hun netop selv havde fået i fødselsdagsgave af alle os børnebørn: “Så napper jeg tv’et Bedste.”

Hun havde heldigvis humor nok til at grine af ham og give ham en 200lap i stedet med et “Tillykke med fødselsdagen, din flab.”

Da vi havde sendt bryllupsinvitationer ud, ringede min morfar og sagde “Vi vil da meget gerne komme – altså, hvis vi kan”. Underforstået, hvis vi ikke er døde til den tid. Og de er ellers ganske friske begge to.

Tilbage til dig. Lad din bedste rydde op, hvis hun har behov for det. Det giver hende ro og glæde at vide, at hun kan hjælpe jer, selv når hun er gået bort.
Min mands morfar havde ryddet op i alt og lavet et ringbind med de vigtige informationer om testamente, begravelse, bankkonti og det hele. Det gav ham ro til at kunne leve fuldt ud til sin sidste dag.
Det er ikke så slemt at være afklaret med døden, når man er gammel.

Jeg vælger lige at ignorerer den del af indlægget som handler om bortgivelsen af møblerne og i stedet fokusere på det med, hvordan man italesætter død overfor nogen, der er betydeligt tættere på den en end en selv. Min farmor døde for et år siden og et par dage forinden var jeg hjemme hos hende, hvor jeg endelig tog mig mod til at spørge, hvad hun mente der ville ske efter døden. Det at jeg spurgte og hendes svar, gjorde det en anelse lettere for mig at håndtere det da hun så gik bort. Hun sagde nemlig at hun længe havde været klar til at dø, især nu hvor hun havde nået at få et oldebarn, og hvor kroppen ikke rigtig fungerede længere. Og så sagde hun, at hun ikke mente der skete noget som helst. Intet spøgeri, ingen himmel eller helvede, bare ‘at gå bort’. Hun benyttede da chancen til at fortælle, hvordan hun ønskede at begravelsen skulle være, og selvom det var hårdt at høre, var jeg glad for at vi kunne imødekomme hendes ønsker og ikke bare finde på.

Skriv et svar