Motherhood,  Rodekassen

Strøtanker #6: Rinse, lather, repeat

Apropos intet andet end at barnet sover til middag, og jeg benytter den rolige stund til at stirre ind i skærmen på min mac, så:

… har jeg optur

over aldrig mere at skulle ind i de der bittesmå specialforretninger, der kun har åbent tirsdag i ulige uger mellem 9 og 9.45, for at ruinere mig selv til et af de forbavsende sjældne hud- og øjenmakeuprenseprodukter på markedet, der opfylder mine relativt simple kriterier: Skal kunne bruges i badet, det vil sige uden brug af vat, og skal kunne bruges på øjnene uden at man har lyst til at kradse dem ud efterfølgende, det vil sige nul alkohol. For Änglamark fører altså uden stor ståhej en udmærket sag til under 40 kroner, der opfylder kriterierne og er lige så blid, men effektiv som de hundedyre mærker: Änglamark Cleansing Mousse.

… havde jeg det rimelig oddsetjanni

over, at folk igen var begyndt at tale så meget om om de der gale heavy-finner, der vandt det internationale melodigrandprix for nogle år siden. Synes nemlig vi burde være ret meget ovre dem. Forleden fandt jeg tilfældigvis ud af, at de hed Lordi, ikke Lorde. Lorde er åbenbart en kvindelig, newzealandsk sangsnack, som er meget oppe i tiden? Var det bare noget, vi alle gik og vidste?

… skal folk holde op med

at kalde Roskilde Festival for Rosseren. Nu gider jeg ikke sige det mere.

… lykkedes det mig

at vende den daglige tandbørstning på barnet – også kaldet Flitsbuetimen – til en sjov leg. (Eller. Sjov og sjov … Bob-bob-bob-ik). Jeg begyndte at synge “Se min kjole” med de forskellige farver, der var på tandbørsten. Da hun har 3 forskellige, spraglede rædsler af nogle tandbørster, blev det til nye farver hver dag. Kæmpehit. Hun nynnede endda med og sad stille til alle farver var sunget igennem. That is, lige indtil jeg overvejede at prale med dele dette mommyhack her på bloggen. Siden tanken opstod, har hun selvfølgelig nægtet at samarbejde. Som om hun kan fornemme, at jeg er blevet overmodig. Typisk.

… elsker jeg

at læse random facts-tekster hos andre bloggere, men når det er mig selv, der fører pennen, virker det bare som en stribe venstrehåndsvinkler, jeg ikke rigtigt gad gøre færdig. Useriøst.

… hvorfor findes Dirty Dancing

ikke på nogen af alle vores tre – 3! – streamingtjenester? Det er simpelthen Dirty Dancing-vejr i dag.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

***

16 Comments

  • Miriam

    Der er folk på min Facebook, der kalder det Rozzkillah. Altså folk, der er født i 80’erne og burde være en slags voksne.

  • Linda

    Jeg tror måske, at vi godt kendte Lorde, efter hun lavede hovednummeret til den anden Hunger Games? (Som Blachmann satte den der meget stilede trio til at synge i X-Faktor for 2-3 sæsoner siden).

    Hun er meget cool, faktisk. Et magasin nappede et af hendes billeder fra IG til én af deres tekster om hende, men kørte lige 7-800 filtre ind over, inden de trykte det. Der gjorde hun selv meget ud af at italesætte, at det var lyv-lyv-lyv, og at vi – som race – skal stoppe med at bilde unge mennesker ind, at mennesker ser ud, som de gør i damebladene.

  • Sascha

    Ellers ligger Den Blå Lagune på Netflix. Jeg ved det, fordi jeg så den i går. Det er også Den Blå Lagune-vejr.

  • Ditte

    Elsker dine random facts – de får mig altid til at smågrine, nok mest af alt fordi jeg kan se mig selv i dem…

    Hernede i det sønderjydske var det faktisk godt vejr i går, så jeg tog ungerne med til ringridning i Aabenraa og om aftenen tillod jeg mig at køre tilbage og tage fede billeder af lysene i tivoliet…

    Det var lidt lækkert at udfolde mig kreativt med kameraet…

  • Jane

    Tandbørstetrick of all times: Bild barnet ind at hvis hun åbner højt nok kan du se ned i maven, og gætte hvad hun har spist idag. Og så gætter du jo på bænkebidere, legoklodser og deslige som er kæmpe morsomt (åbenbart). Testet og godkendt på 3 tandbørste djævle.

    • Tina

      Haha! Og så bare HOLDE på, at der altså er en bænkebider dernede – og give barnet et traume.
      Ideen er god og noteret til senere brug 🙂

  • Ungtanten

    Jeg er selv den uheldige indehaver af hele 3 veninder som bare kalder det ros. Eller, endnu værre, rozz. Jeg vender mig i den grav, jeg endnu ikke ligger i. Jeg vil hellere bore mig tværs gennem knæskallen med en rusten ske (okay, måske ikke) end at høre på det længere.

    Og tak for dig. Jeg vidste ikke at du var kommet tilbage (hvilket åbenbart er længe siden).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0