Sorg

Q&A med mig selv om sorg

Hvorfor hører det til på internettet, Karoline? Hvorfor har fremmede fortjent al den viden om dig? At du hulker om aftenen i grim, ukontrollabel krampegråd? Hvad gavner det!?

… tænker jeg tit.

Og svaret kommer prompte.

Fordi folk har krav på at vide, at sorg ikke går væk.

Folk, der har det til gode, har krav på at vide det til den dag, de selv står i det.

Folk, der kom lettere igennem det end jeg, har krav på chancen for at se indad og forstå, hvad i deres personlige sorghistorie der gjorde, at de ikke blev tvunget i knæ i alt for lang tid.

Folk, der har det på afstand, har krav på chancen for at sætte pris på, at de er længere væk fra sorgen end jeg.

Folk, der kan spejle sig, har krav på at vide, at de ikke er alene.

***

5 Comments

  • B

    TAK, fordi du beskriver sorg så fint! Dermed naturligvis ikke ment, at sorg i sig selv er noget fint. Jeg synes bare du er virkelig god til at sætte ord på, hvordan du oplever det.
    Jeg har (heldigvis) ikke oplevet at miste så nære familiemedlemmer, men jeg forestiller mig faktisk at jeg bliver ret hårdt ramt, når det engang (om mange mange mange år) sker.

    Jeg har en veninde, der for nyligt mistede sin far. Og jeg synes dine indlæg, har hjulpet mig, ikke bare til bedre at forstå hendes sorg, men nok i højere grad, at have en ide om, hvordan jeg bedst muligt kunne hjælpe hende. Jeg ved jo godt, sorg føles og rammer forskelligt, men indsigten via dine indlæg har været en stor hjælp.

    Og, så er de bare så rørende skrevet. Kærligheden skinner så meget igennem sorgen. Selvom jeg ikke kender dig, eller jeres forhold, bliver jeg rørt at indlæggene, og har mere end en gang tørret tårer væk.

    Det blev lidt længere end ventet, ville jo egentlig bare sige TAK fordi du har delt, og stadig deler!

  • Skalotteløg

    Nemlig. Og tak fordi, du deler! Jeg har kun min mor tilbage, og jeg kan næsten ikke rumme tanken om, at hun kan blive taget fra mig bare sådan uden videre. Det minder du mig om, og det er jeg taknemmelig for, for så kan det være, jeg når at sige og gøre de der ting, man skal huske at sige og gøre.
    Tak for din åbenhed <3

  • Pia

    På lørdag er det 2 1/2 år siden jeg mistede min svigerfar, som var min næstbedste ven (jeg er så heldig at være gift med min bedste). Sorgen er så småt ved at blive til gode minder. Så småt. Men der er stadig dage, hvor jeg pludselig opdager, at tårerne triller, fordi jeg finder mig i en situation hvor han burde have været hos mig.
    Det tog lang tid at komme hertil. Sorg er kærlighed som er blevet hjemløs, og det tager tid at vænne sig til.
    Mange knus til dig. Det bliver bedre. Engang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0