Preach, Olga: Det føles som kvindens største pligt at elske – tydeligt og korrekt

For nylig faldt jeg over noget forfatteren Olga Ravn har sagt. Dette:

Det kan føles som kvindens største pligt at elske. Elske mænd og elske børn. Elske husarbejde og elske små nisser vi hænger op til jul.

Jeg har ikke kunnet slippe de ord igen. Noget faldt i hak, da jeg læste dem, kender I det?

Det var en del af hendes hyldest til Tove Ditlevsen, da forfatteren forrige år ville have rundet 100, og hun sagde også:

Når Tove Ditlevsen skriver om sit svigefulde hjerte, får jeg chancen for at tænke, at det ikke er mig, der er et forfejlet uhyre, ikke er mig, der elsker dårligt og er en dårlig kvinde. Denne forfatter viser os, at vi kan være sære mødre, fjerne elskere, drømmende på kontor.

Det er ikke så poetisk, det her eksempel, men et paradoks gik op for mig, da ordene var sunket på plads: Alt det pæne, pastelfarvede og korrekt vaskede mærketøj. Jeg har ikke kunnet forstå, at jeg ikke interesserer mig en døjt for at sørge for at skaffe det til mine børn, men samtidig ønsker jeg mig brændende, at de har det på.

Jeg har aldrig forstået mig selv på det punkt. Det modsætningsfyldte i at ønske mig noget, jeg ikke orker.

Indtil nu har jeg bare tilskrevet det min moderlige dovenskab, for den har jeg masser af, og jeg har donket mig selv hårdt og ofte oveni med den. Men nu forstår jeg bedre dét her lille hjørne af min såkaldte dovenskab.

Jeg gider ikke, men jeg bør ville. Fordi: Det er min pligt som ressourcestærk mor i 2019 at elske mine børn ekstra tydeligt i omverdenens blik, de andre ressourcestærke mødre. Det kan føles som kvindens største pligt at elske, ja. Og pligtens udtryk er blandt andet moderigtigt tøj, man har elsket at gøre sig umage med – umage med at bruge penge, tid og viden på at finde, anskaffe og vedligeholde. Så det er tydeligt for alle. Denne mor giver en helt særlig fuck. Denne mor elsker virkelig.

Og det er tallerkner i noget bestemt, kønsneutralt bambus, og det er økolegetøj uden de bestemte kemikalier i, som vi i denne sæson har bestemt, at vi er særligt bange for. Og det er stimulastik, salmesang og babysvømning. Og det er skiftet fra strækvikle til fastvikle det sekund, klepperten rammer 8 kilo. Og det er de smalleste, hypede børnebøger med de smalleste, hypede illustrationer, bamser af bestemte mærker, som ikke bare hedder bamser, men hedder deres brand. Det er sengetøj i Liberty-print, som altid dufter så lifligt af skyllemiddel, selv om det nok næppe har været i nærheden af noget så gammeldags og udskældt. Ting, jeg altid har været på bagkant med, når snakken faldt på dem i mødregrupper og til venindekaffer, men som jeg altid har ønsket mig brændende, når jeg er gået derfra.

Jeg har længtes efter at knække koden til at gå op i alle aspekter af moderskabet på den der måde, som tilsyneladende falder så mange andre så naturligt, at de gladeligt smider 950 kroner efter et par børnesko til én sæson eller deponerer al tid i hele uge 11 til at besøge alle reshoppersælgere i en radius af 5 kilometer og 11 metrostop for at finde dem i perfekt ubrugt-brugt stand.

Jeg har længtes! Efter at orke at få mine børn til at fremstå visuelt som små spejl af al den kærlighed, jeg har til dem. I dyre termosæt og aldrig med snotnæser gnedet af i ærmer (fordi jeg altid er klar på pletten med en Änglamark baby-wipe) og altid med ens vanter på.

Nu længes jeg ikke (så meget) mere.

Det er ikke manifestation af kærlighed, Karoline. Det er et konkurrenceræs. Og jeg vil så gerne melde mig ud af det. For det er indbildt. Ingen står på sidelinjen og betragter dit moderskab og vurderer hvert et move fra din side og står klar til at buhe dig ned fra scenen. Det er så sygt narcissistisk at tro, at folk går op i det! At mødremafiaen faktisk findes! Alle andre mødre har vildt travlt med bare at få deres egen hverdag til at fungere!

Men allerhelst vil jeg gerne melde mig ud af det, fordi det stadig kun er en hovedpine, som mødre bilder sig ind og mødre donker sig selv oveni med.

De fædre, jeg kender, er forholdsvist ligeglade med institutionsintranettet. Jeg tror, at de hviler i, at hvis pædagogerne virkelig vil dem noget, så ringer de eller lader en kommentar falde på stuen. Og de fædre, jeg kender, lader tit barnets smag diktere, hvad de får på af tøj – og nøjes med at have en holdning til, om det er varmt nok. Ikke om man kan have både pailletter, glimmer og lyserøde Askepot-gamacher på i 2019, når man er en pige i et hjem med respekt for kønsdebatten. Og de fædre, jeg kender, tager i det hele taget lidt lettere og lidt mere renset for konstant dårlig samvittighed på opdragelse, forældreskab og ansvarets praktik. Det er en gammel sang, at fædre er mere chillaxed – på godt og ondt – men lige her synes jeg, den er perfekt muzak.

Dét vil jeg øve mig i. Ikke fordi jeg har noget imod børn i moderigtigt kluns (hvis deres forældre modsat mig går op i mode, er det vel naturligt, at de også gør det på barnets vegne) eller som går til ridning eller violin hver lørdag. Men fordi det handler om, at jeg skal få lidt respekt for, hvem jeg er. En Coop-mor mere end en Angulus-mor. En “det er vist fint nok”-mor. En plastiklegetøjsmad-fra-Kiwi-på-tilbud-mor. En mor, der ikke orker at gøre et kæmpe skænderi ud af, at barnet altså skal have hue på, for vejret er omskifteligt her i marts, en mor, som fra nu af prøver at stoppe en sok i frygten for, at nogen på gaden skulle interessere sig for, om jeg da slet ikke har hørt om mellemørebetændelse.

En mor, som elsker. Og som trods dårlig samvittighed over konstant filtrede børnefrisurer og oversharing af børnebilleder på internettet jo inderst inde godt ved, at dét er ingen i ægte tvivl om. Så det er okay at lægge trykket andre steder i tilværelsen end i de bittesmå, praktiske detaljer i rollen som MOR.

God weekend. Til alle toverne derude – og til alle de andre slags.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

21 Comments

Add Yours →

Vil følge Maudes “Amen” op med et gigantisk HALLELUJA!

Og rigtig god weekend til jer alle, hvad enten den må byde på haveliv, kreatamtam eller ren og skær sofakartoffelhygge… bare det er det, *vi* har lyst til.

Engang jeg mumlede noget med, at jeg jo ikke gik op i mine børns tøj, men alligevel godt kunne se, at de andre børn på legepladsen var MEGET pænere klædt på end mine i deres forvaskede, genbrugte H&M-tøj, og det måske alligevel var mig, der var forkert på den, sagde min svigermor, at HUN syntes, jeg endelig skulle fortsætte med at lade være med at gå op i mine børns tøj. Og priste mig i øvrigt for altid at lade børnene selv bestemme, hvad de ville have på.
Så tak til hende for en opbakning, jeg hermed sender videre.
Og til dig for en rammende tekst.

God weekend!

Lige præcis. Og i stedet for at lade det udvikle sig til et monster af mindreværd, hvor man må nedgøre Angulus-mødrene (her må jeg erklære mig skyldig i hyppig øjenrul), i stedet finde respekt for den man selv er som mor, som du så smukt siger.
Kh en fellow Coop-mor

Jeg har en fordom om, at mødre der ikke lader sig diktere af moden, er mere bedvidste om de vigtige ting i tilværelsen:-)

Som sagt kun en fordom, da empirien stammer fra egen bekendtskabskreds:D Jeg ser din måde at være mor på som værende afslappet, reflekterende og med fokus på dit indre liv også. Det synes jeg er stærkt og heldigvis også den tendens der vinder ind hos de unge nu på IG. Det polerede er umoderne, man skal være sig selv og turde stå ved det.
Jeg synes også det ser flot ud med pænt tøj, men det er jo dræbende kedeligt. Jeg kan altså heller ikke tale om hvilket outfit jeg skal have på om lørdagen når det kun er mandag. Min hjerne svinder en lille smule ind, når jeg bliver konfronteret med sådanne spørgsmål.. ikke at jeg ikke ser brandgodt ud alligevel. Channeling Nynne overhere – men i det mindste er der masser af personlighed og det er så dejligt befriende. Og så tror jeg altsá at der er flest af min (vores) type. Se lige Født På Tv – 7 år efter på DRs app. Det hjælper mig med indblik i alm menneskers liv:)

Såkaldt Angulus-mor her✋
Jeg synes faktisk, jeg er en helt fantastisk mor, og jeg har (åbenbart på trods af liberty-print og pastelfarvet babytøj) to børn, der er selvstændige, modige, kærlige, opmærksomme, rummelige og fordomsfrie.
For mig betyder det visuelle og æstetik bare naturligt noget – og her rammer (visse) tendenser så bare bedre i tråd med min smag. (Og i parentes bemærket tror jeg ikke, at det tager markant længere tid at købe sko i den ene butik end den anden.). Men det er en misforståelse – eller typisk fordom – at det at vælge et særligt farveskærm, fylder ekstremt meget i hverdagen. Det interesserer mig- ligesom når jeg læser faglitteratur eller så meget andet – og derfor er det selvfølgelig ikke en sur pligt at shoppe. Men det er heller ikke en besættelse, og om man køber blusen med fra Føtex eller fx bestiller den på nettet, kommer vel tidsmæssigt ud på et?

Jeg tror derimod, som kommentaren ovenfor også viser, at mit valg fylder mere mentalt hos dem, der ikke interesserer sig for det. Jeg har aldrig skænket det en tanke, hvad der lægger bag andres børns tøj. Deres børn, deres æstetik. Men jeg bliver ærlig talt trist af at læse, at fordi man foretrækker grå over grøn, så har man ringere værdier. At man skriver en sådan kommentar, viser vel nærmest det modsatte?

Kære Cecilie! Først: Jeg skal lige forstå om kommentaren er mest til mig, til Sofie eller til Stine? For jeg vil nødig se ud som en der mener, at man har ringere værdier, fordi man går op i børnemode.

Jeg ser interesse for mode som helt tilsvarende interesser for kunst, madlavning eller … hockey. Hverken mere eller mindre. I lang tid har jeg nok bare set ønsket om at have velklædte børn som et ønske om at andre kan se, at jeg tager mig godt af mine børn og elsker dem højt. Og det er jo helt skævt! Moderskabet sidder ikke i nakkemærkerne. Men ikke din skyld, haha!

Jeg tror, du har helt ret i, at det med velklædte eller mere rodet udseende børn mest er et issue for os, der ønskede os, at det faldt os mere naturligt at gå op mode. Som skrevet var det også det jeg nåede frem til: Det er en indbildt konkurrence.

Ej, jeg ved ikke om jeg giver mening. Har børn og rod og røræg om fødderne her til morgen. Tilbage til det!

Det var primært til Sofie. Jeg synes dit indlæg var reflekteret☺️
Og lad mig tilføje: selvom ens børn har angulus-sko, for nu at holde fast i det som betegnelse, så kan man som mor godt ærgre sig over, at man fx ikke ejer evnen til at huske madpakker, når man forlader hjemmet. Det er der så mange andre, der owner. Og respekt til dem! Vi har nok alle felter, hvor vi selv mener, andre gør det “mere rigtigt”. Tøj hænger bare ved hele dagen (medmindre tomatsuppe..), mens madpakken/de hjemmebagte boller forsvinder igen, og færre derfor bliver konfronteret med det. Ej, nu kan det egentlig godt være, at jeg vrøvler. Sådan går det, når dagen begynder med, at man får et (gråt 🙂 ) skumsværd i hovedet.

Godt skrevet Karoline og især at du ikke falder for at nedgøre de andres valg.
Jeg er 62 år og jeg hader at shoppe, jeg vil gerne have smart tøj på, jeg gider bare ikke at shoppe. Jeg gider ikke indretning, jeg gider ikke madlavning, jeg er god til at lave mad, jeg gider bare ikke (jeg har stået for madlavning, indkøb, husholdning i 37 år), jeg hopper konsekvent over hvor gærdet er lavest. Og nu hviler jeg i det, for jeg er god nok. Jeg er en god sygeplejerske, jeg elsker mit job, jeg elsker at læse artikler om mit fag i min fritid. Jeg har ikke planer om at stoppe om et år, som jeg kunne. Mine børn er vel lidt yngre end dig, 33 og 32. Ingen børnebørn. Mine børn bor i København, jeg i Nordjylland, det gør mig friere end dem, hvor børnene kigger ind hver dag. Og jeg holder af mit liv.
Alligevel må jeg lade være med at læse blogge, når de lige laver om i haven, lige får strikket den smukke trøje/kjole, lige får ryddet op og omorganiseret deres huse, lige får tabt sig, lige får lavet det lækreste mad. For så har jeg det med at glemme, at jeg er glad og tilfreds med den jeg er og det jeg står for. Så tak for at minde mig om at holde fast og samtidig turde se på mig selv, om der er noget, jeg gerne vil blive bedre til, sådan som du gør med dine mobilindlæg.
Og så er jeg helt enig med Mies svigermor. Sådan vil jeg også sige til min datter og svigerdatter, hvis jeg får børnebørn 🙂

Jeg tror, det der konkurrenceræs, som man så nemt kan falde i, er meget farvet af, hvor man bor. Da vi fik vores første, boede vi midt inde i byen, i en lille lejlighed. Det gjorde alle i mødregruppen og til babysalmesang også. Det hele var meget uperfekt og uhomogent, der var enlige mødre, par med to mødre, og jeg genkendte det overhovedet ikke, når andre snakkede om mødregruppekonkurrence. Fast forward 3 år, og vi bor midt i villa, Volvo, bomuldshund-segmentet, og da vi fik vores yngste her, opdagede jeg at mødre- og legegrupper er en HELT anden verden. Jeg meldte mig simpelthen ud til sidst, fordi jeg tog mig selv i pludselig at blive grebet af “Vi er NØDT til at have den rigtige kørepose!” og “Jamen, børn SKAL jo have blablabla”. Jeg glemte pludselig vores egne værdier (som vi jo egentlig slet ikke var i tvivl om). Mødrene herude er lige så søde kvinder, som dem i min gamle mødregruppe, men det materialistiske og performative ræs er bare på et helt andet plan, og alt er så uendeligt homogent, at man kun skal afvige en my for at blive i tvivl, om man er helt forkert. Alt skal død og pine være så pænt og poleret. Jeg tror ikke, nogen bevidst prøver at konkurrere, men når alle er så ens, bliver det måske bare meget nemt at sammenligne?

Den sidste sætning – SÅ godt indkapslet. Og Nørrebro er en landsby på den måde, at mange af børnefamilierne er helt ens, så jeg kan godt genkende din betragtning fra især vores store bylegeplads.

I øvrigt. Mine mødregruppedamer og venindekaffedamer er slet ikke materialistiske, altså overhovedet ikke (så mødte jeg ikke op). Det føler jeg trang til at pointere. Men nogle gange snakker vi jo om smarte løsninger med produkter eller tilbud på dit og dat eller frustrationer over priser på overtøj og smarte genveje til det hele. Det er nok der, tvivlen på egne værdier kan komme op.

Nu ved jeg ikke præcis, hvor villa, Volvo og bomuldshund-segmentet bor :). Men det lyder som om, du mener provinsen et sted?
Det er sjovt, at du oplever børnefamilierne som mere ens og materialistiske der, hvor du nu bor. Jeg bor selv på landet (Midtsjælland) og har slet ikke samme oplevelse, faktisk tværtimod. Godt nok fik jeg først børn, efter vi var flyttet ud af byen, så jeg har ikke førstehåndserfaring der, men i mine øjne er København i høj grad et sted, hvor folk ligner hinanden, går op i de samme ting, køber de samme ting og gør de samme ting. Jojo, der bliver talt meget om Københavns mangfoldighed, og at der er højt til loftet. Jeg oplever bare ikke, at det er sådan i praksis, og på mig virker mange ting ved Kbh opstyltede og kunstige. Men det syn på Kbh er først opstået efter nogle år væk derfra.
Hvor jeg bor nu, oplever jeg, at vi er lige så forskellige og lige så ens som alle andre steder. Jeg føler, her er plads til alle, og jeg kan ånde her, hvilket jeg ikke ville kunne i Kbh. Ville føle mig kvalt og begrænset, fordi der – i mine øjne – er en stor ensretning.
Nå, jeg ved ikke, hvad jeg ville med det, andet end at slå et lille slag for provinsen 🙂
Godt, vi ikke alke oplever det samme.

Du har lige beskrevet mig så jeg næsten får tårer i øjnene! Det er PRÆCIS sådan jeg har det, og jeg forsøger virkelig at acceptere, at jeg ikke er kreatypen, der lige fixer noget flot pynt sammen med ungerne, for det evner jeg ikke og jeg bliver altid skidesur, når jeg forsøger. Jeg er stadig ret misundelig på dem der kan, men ikke så misundelig, at jeg faktisk får gjort noget for at lære det…

Kære Karoline
Jeg læser din tekst og igen sætter du (og Tove) ord på noget, jeg ikke selv har kunne formulere, og det får mig til at forstå mig og mit moderskab bedre. Og være bedre tilpas i det.
Jeg håber du kunne overveje at sende din tekst ind som knonik, så flere kunne blive klogere af dine ord.
Når jeg får pip af kvindelivets perfekthedsdimension, så genlæser jeg lidt i Toves ‘Gift’. Hun er truly den bedste mentale smøg til at få det hele ud i rette perspektiv.
Tak og hej hej herfra (der vinkes med to forskellige vanter).
Mette

Det er også NØJAGTIG sådan jeg har det – og ikke kun med børnetøj, for mig er det mindst lige så meget boligindretning. Jeg har i årevis ønsket at jeg havde et mega fedt hjem med de rigtige, pæne møbler, de helt rigtige vaser og den rigtige kunst på væggen. Og at mine børn også gik i pænt, farvekoordineret tøj, hvor der ikke var huller på ærmerne (“men det er min YNDLINGS, mor!”) og de ikke burde være klippet for en måned siden. Og jeg har slået mig selv i hovedet over det, for hvorfor bruger jeg ikke bare noget tid på det? Jeg er selv kommer frem til, at jeg ikke gider. Men endnu ikke til at det er legitimt, at det ikke er vigtigt eller falder naturligt for mig.

Så nu vil jeg prøve at owne mit hjem og ikke halvvejs have dårlig samvittighed over de let ramponerede IKEA møbler og den noget tilfældige, men funktionelle indretning. Og så længe børnene er ligeglade med tøjet, så vil jeg lukke ørerne for stemmen i mit hoved om, at de burde have mere fra Wheat og MarMar. Min mand har, som du også skriver, aldrig nogensinde vakler i sin overbevisning om at det vi gør er godt og godt nok. Han er generelt ret chillaxed. Så tak for indlægget, det ramte plet.

Sikke da et skønt indlæg der rammer lige ned i alt det jeg selv går og tænker! Tak for det! Kram fra en utjekket mor

Skriv et svar