pesto med solsikkekerner
Husligt

Opskrift: Nem, grov pesto (med solsikkekerner i stedet for pinjekerner)

Det tog mig et stykke tid at fatte, at hjemmelavet pesto på cirka alle planer slår pesto på glas. Men NU er jeg der. Der skulle bare lige et par graviditeter og en planteentusiasme til, før sandheden gik op for mig.

Planteentusiasme fordi: Jeg er blevet bidt af en gal plante herhjemme, og det går virkelig godt med at få alt til at gro. Selv krydderurterne i køkkenet, som før visnede hen for mig, vokser som ukrudt. Der skulle blot til simpel googling om vandings- og lysforhold til, så lykkedes det. Således også med den friske basilikum, der står og gør sig til og gør sig til og mønstrer langt flere blade end vi kan nå at pynte vores madder med. Og SÅ godt smager den stærke urt altså heller ikke på alting, flere gange om dagen … Så noget skulle den bruges til, gerne i nævefulde portioner.

Graviditet fordi: Det er og har altid været vanskeligt for mig at spise nok frisk grønt. Men her i graviditeten føles det særligt vigtigt at sende nogle gode byggesten indenom. For ikke bare dagligt at gå og klonke mig selv oveni med hvor dårlig, jeg er til at få spist varieret inden for planteriget, har jeg reduceret mine mål til at handle om det, de kloge siger er det vigtigste: Grønne grøntsager. Som det også fremgår af mit food board her. Kål, spinat, grøn peber, broccoli, grønne bønner … you name it, alt frisk med farven grøn. Det gamificerer lidt mit mål, at der er det benspænd. Og selv om jeg ikke er helt sikker på, hvor de vandholdige agurk hører til i næringskataloget og om krydderurter overhovedet gælder som grønne grøntsager … så ryger de med. For alt grønt og råt tæller. Således altså også den prangende basilikumplante i vindueskarmen.

And enter pesto.

De fleste er sikkert ikke så latemove som mig, at de aldrig har lavet deres egen pesto. Men hvis nu der er en eller to på linjen, der stadig kører glas, så slår jeg lige på tromme for den frisklavede. Man kan jo lave den i præcis den konsistens og styrke, man selv foretrækker. Det er ikke noget, jeg handler til; jeg bruger hvad der er i skabene, så på den måde slår den selv den billigste glaspesto. 0 kroner er trods alt endnu billigere end 8,95. Og noget billigere end de dyre supermarkedspestoer fra fx Løgismose, som den hjemmelavede altså også slår i smag, synes jeg.

Da jeg aldrig har pinjekerner liggende på lager, erstatter jeg med solsikkekerner. Så føles det også lidt mere … nordic. Og det skulle være så smart. Smagen er vidunderlig.

Opskrift: Pesto med solsikkekerner (det er ikke rocket science)

Til ca. 4 personer – som tilbehør til pasta eller måske koldhævede boller og skinke?

Tre håndfulde skyllede basilikumblade
1 fed hvidløg
2 spsk olie
3 spsk solsikkekerner
1 spsk frisk parmesanost
Salt og friskkværnet peber

Put det hele i blenderen og mix til det har din foretrukne konsistens. Jeg holder af, at man kan se konturerne af det hele; min treårige datter foretrækker et ensartet slutprodukt så langt fra de originale ingredienser som muligt.

Opbevar i en lufttæt beholder i nogle timer, inden den skal spises, så smagene når at trække godt ind i hinanden. Og spis så lige op – den kan ikke holde sig lige så længe som den på glas. Der er ingen konserveringsmidler i 🙂

*

*
*
*
Følg mig på Facebook * … eller Instagram * … eller Bloglovin’
***

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0