I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Om Klavs & Suzanne og hvorfor det, man siger om natten i et parforhold, ikke gælder

*Barnegråd fylder det natsorte rum og dermed Klavs og Suzannes parforhold*

Suzanne: Tager du den?

Klavs: [zzz]

Suzanne *klapper ublidt i Klavs’ dyne*: Ta-ger du lige dén? Hun er vågen.

Klavs *søvndrukken*: Hva’?

*Først nu hører Klavs lyden ovre fra tremmesengen*

Klavs: Ej. Det gør jeg altså ikke.

Suzanne: …? Jo!

Klavs: Jeg tog den sidste.

Suzanne: Dét gjorde du i hvert fald ikke! Det gjorde jeg!

Klavs: Øøøøøh … Nej. Det gjorde jeg. Mens du sov fra det.

Suzanne: -?

Klavs: Jeg skiftede hende endda.

*Gråd intensiveres*

Suzanne *mindre skråsikker*: Ej. Der er ikke blevet skiftet nogen herinde i nat.

Klavs: Hold nu op. Du sov. Det er mindre end en halv time siden. Det er din tur.

Suzanne: …

*Suzanne kæmper sig meget lidt yndefuldt op i sengen, plirrer med øjnene i mørket, vakler hen til tremmesengen og forsøger ikke at glo alt for olmt på barnet – og prøver især på ikke at få øje på sit søvnhævede, dejede fjæs i spejlet imens, fordi hun så ville vågne helt af forskrækkelse. Suzanne famler efter sutten, finder den, giver den til barnet og prøver nu at ae det tilbage i søvn. Det går mindre godt.*

Klavs: Du gør det altså i…- øhm, prøv at-…

*Suzanne retter sig op i rummet, indstiller sit forehavende ved tremmesengen og vender sig i demonstrativ slowmotion mod Klavs, der har sat sig op i dobbeltsengen for at følge med*

Suzanne: *hvislende* Det der kan du så meget ikke være bekendt!

Klavs: -?

Suzanne: Har du sat dig op for at anmelde mine evner ud i barneberoligelse, mens jeg kæmper?!

Klavs: Jamen! Du står med ansigtet helt nede hos hende! Det ville jeg da heller ikke kunne sove for!

Suzanne: Dét … ååååh … nej. Glem det.

*Suzanne vender sig mod tremmesengen igen og hvisker noget indebrændt, man ikke kan tyde*

Klavs *sukkende*: Suzanne.

Suzanne: … hvad?

Klavs: Alt, jeg gør i det her parforhold, er ikke et forsøg på at irritere dig mest muligt.

Suzanne: Så er det da interessant hvor stort held du har med netop det.

Klavs: …

Suzanne: …

Klavs: Seriøst.

Suzanne: Hvad?

Klavs *vendende sig om mod væggen og søvnen*: Du er simpelthen for meget, nogle gange, du er.

*Gråden er ikke længere bare gråd, men også vidtåbne øjne og arme og ben i spræl*

Suzanne *påtaget blidt, henvendt til tremmesengen, men med ansigtet på behørig afstand fra barnets*: Såååeh. Såååeh. Soooove sove. Ssssssh.

*

—-
*) Klavs og Suzanne er to personer, der bor i vort soveværelse og parforhold om natten – det er dem, der passer på vores datter, når hun sover. De ligner min kæreste og mig til forveksling, men jeg sværger, at vi ikke aner hvem de er. Hvis andre stod i kø til at overtage pasningen – andre med mildere sindsstemninger, forståes – så hyrede vi da dem på stedet, men eftersom hverken Klavs eller Suzanne gør skade på barnet, kun hinanden, så lader vi deres opførsel passere.

Men det, de siger, gælder ikke. Det registreres ikke nogen steder, og det bruges ikke mod nogen i andre sammenhænge i vores parforhold. Det er meget vigtigt at forstå. Hvis det gjorde det, altså lagrede sig i vores vægge, kunne vi jo ikke danne par om dagen.

*
*
*
Mere? Følg mig på Facebook her og Instagram her


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.