Pandemien raser og moderen hvæser

Det er som om denne her coronalockdown er blevet en art fremkaldervæske for den mor dernede i dybet, alle håbede ikke ville tone frem.

Mit fjæs hænger i laser af dårlig kost og dårligt humør, og jeg hvæser næsten lige så meget som jeg taler. Det trods alverdens vejrtrækningsøvelser og zen-drevne, selvomsorgsfulde mantraer henvendt til mig selv om at der ikke er fare på færde, ikke er behov at gå i fight-or-flight-mode, ikke er den fjerneste grund til at være så vild i blikket eller trække vejret så overfladisk.

Hvad nu hvis der er. Fare på færde. Ud over virusset, forståes. Hvad nu hvis faren er … mig. Hvad nu hvis institutionerne først åbner efter sommerferien, hvilken skade kan der ikke nå at ske inden da. På familien, på børnene, på sammenhængskraften.

Skammen er intens – den over, at jeg efter kun 7 dages coronalockdown lader til at være knækket midtover af savn. Savn efter vores hverdag, vores familier og de små pusterum af alenetid, som mit arbejdsliv smyger sig omkring.

Jeg anede vist ikke, hvor højt jeg elskede vores ugerytme med 5 dage ude i verden, 2 dage hjemme sammen, 5, 2, 5, 2 for evigt. De tidlige morgener med den yngste i højstolen, yoghurt og radio og kaffe. Fællesbad, ind til far, vække den store, blive klar, vinke dem farvel med ladcyklen mod børnehavebussen, traske af sted mod arbejde med en lydbog i ørerne. Glæde mig til dagen og alt det, den vil byde på, også selv om den vil dræne mig og før hentetid have forvandlet mig til en drage af underskud og rynkede rande under øjnene. Men det er vores rytme. Og jeg savner den frygteligt.

Jeg sender mine formødre mange tanker i disse dage. Min farmor. Caroline Ingalls. Tove Ditlevsen. Mødre på tværs af historie og bemidling uden adgang til vuggestue, børnehave og frie valg ved karrierebuffeten.

De har vel selv valgt at få dem!?, bemærker én hånligt på de sociale medier til alle de forældre, der ikke er vant til opgaven med at passe børn og arbejde og hjem hjemmefra og på én gang og har lukket lidt luft ud offentligt.

Ja, svarer en far eller en mor ulykkeligt, men vi har ikke valgt en lockdown oveni. Vedkommende påtaler ikke det spørgsmål, der i virkeligheden antydes mellem linjerne: Sig mig, kan I ikke lide at være sammen med jeres børn!? Og eftersom det ikke stilles, kan man ikke svare, at jo, man elsker dem så højt, at man ville dø, hvis de pludselig ikke var her, men at opgaven med at elske dem samtidig med at deres behov skal dækkes på bekostning af egne ikke kommer med en vejledning, en best practice til kopiering eller en dårligt optaget Youtube-tutorial som så meget andet i dag gør.

Jeg får stadig tårer i øjnene af at genkalde mig det øjeblik forleden, hvor social- og indenrigsminister Astrid Krag forkyndte, at institutionernes og skolernes nødpasningsordninger også gælder børnene i udsatte hjem. Fordi jeg mærker den hunger, mange må have modtaget den besked med. Hungeren er ikke min at reagere på, men jeg bilder mig ind at kunne mærke, hvordan den måske føles: Hvis man er bare en smule mere presset end jeg føler mig lige nu, og har bare en smule færre ressourcer, end jeg er privilegeret med, så kan jeg godt forstå, at noget må være knækket på de sidste 7 dage. Og at den fremstrakte hånd fra en myndighed har været det, der gør, at man kan komme igennem det her alligevel.

Jeg pev over det land, vi lever i, det land, som tager sig af os. Og med samme benovelse så jeg dagens pressemøde og oplevede, at Mette Frederiksen virkede bevæget over den kraftanstrengelse, hun beder os om (“hold nu sammen på det hele, mens jeg har fjerner rammerne for jeres hverdag midlertidigt – og nu forlænger nedlukningen”) og stolt over, at vi retter ind.

Når jeg går gaden mumlehvæser jeg af og til “Distance! Please!” efter de grupper af turister, man stadig kan se fjante rundt i grupper. Men når folk går i en stor bue uden om mig, artigt, helt som de skal – præcis som jeg går i en bue uden om dem – så … er det som om noget blegner indeni mig af kulde.

En lille sorg.

Jeg kan frygte for farvernes evne til at bestå i det her. Det kan jeg.

***

7 Comments

Add Yours →

Og den der “vi skal bare lige ud på den anden side af det her, så er alt godt igen” – jeg begynder at tvivle.

Jeg glædes over, alt hvad vi gør for hinanden disse dage, ved at vi bliver hjemme. Den kærlighed, der ligger i den handling. Men det føles til stadighed mærkeligt at fjerne os fra hinanden, for at passe på hinanden. Dét håber jeg helt af sig selv, opløser sig på den anden side, altså den fysiske afstand. Men at vores omsorg og forståelse fortsætter. Jeg håber og tror på, at den tid der lige nu frigives, hvor svær den end er at forholde sig til for os med jonglering af børn, husholdning, arbejde og mangel på tid til os selv; at den alligevel har nogle smukke, afledte sideeffekter. At der mellem træthed, frustration og evig top på vasketøjskurven, er plads til refleksioner, eftertanke og granskning af det liv, vi lever. Det kan jeg i al fald mærke, stille og roligt kiler sig ind i mellem alt det, vi herhjemme skal have til at hænge sammen. Men det er også en luksus, husker jeg mig selv på. For det er ikke os alle, der har den tid til rådighed. Nogle er isoleret med andre, som de helst ville være fri for. Eller har måske slet intet overskud og en knaphed af ressourcer jeg i min priviligerede tilværelse ikke kender til. Vi har virkelig forskellige forudsætninger for at være i denne karantænesituation.

Hvad nu hvis faren er… mig? Jeg græder mens jeg læser dine ord. Af fortvivlelse og forløsning, for det er præcis det jeg er bange for. At jeg fucker familien op.

Og hvad fanden er det for en internaliseret mor-skam? At jeg tror jeg – og mine behov – er farlig for min familie, gu er jeg ej.

Men det er så edderhårdt at sætte mine grænser på en god måde, insistere roligt på plads til mig. Og nej, jeg lader ikke op med et barn, der piller mig i ansigtet samtidig. Men det tror jeg, så jeg slækker på mine behov og ender hver gang med at eksplodere. Og skamme mig bagefter.

Gode dage her begynder at tegne sig som dage hvor jeg får pusterum. Alene. Åh det er dejligt. Så kan jeg mærke hvad der er ok og mig, uden at skamme mig. Tak for åndehuller her.

Du gør det godt – det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er bare vanvittige tider. Det, mange af os bliver bedt om i disse dage er jo at passe et fuldstidsjob, hjemmeskole eller underholde børn, og samtidig lige jonglere uvisheden om muligt jobtab, økonomisk konsekvens af det her, og måske frygt for, at en selv eller ens kære bliver syg – det kan ikke sammenlignes med noget, der minder om en normal. Det handler jo slet ikke om, at vi ikke kan lide vores familier – men at bægeret er mere end fyldt. Der er pres fra så mange kanter, der skal håndteres i disse dage. Jeg skriger snart, hvis en mere på sociale medier (jeg prøver at holde mig væk :-)) påtaler, at børnefamilierne bare klynker og pludselig ikke kan klare deres børn og sikke, vi skal påskønne pædagoger og lærere. Ja, det skal vi da, men vi beder jo heller ikke vores pædagoger klare en 5-6 andre arbejdsopgaver oveni, at de passer deres arbejde. Det.kan.ikke.sammenlignes! Så hvis mor eller far hvæser lidt mere end normalt disse dage (du er ikke aleeeeene), så er det fuldt forståeligt.

Skriv et svar