Der er mange ting at blive arrig over på sådan en sur regnvejrsonsdag i maj (for eksempel andre cyklisters lemfældige omgang med min sikkerhed og badevægtens tal), men heldigvis også ting at være ovenud tilfredse med:

1.
At Naja Marie Aidt fandt sine ord midt i tabet af sin søn, Carl, og magtede at begå Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, så sorgen fik ikke bare et sprog, men en krop og en lugt og en smag. Den bog sidder stadig i mig her en måned efter læsning, den kan ikke glemmes, den kan ikke u-læses. Hendes voldsomme, forkerte, chokerende tab har intet med mit tab at gøre, men hendes grundige arbejde med den bog her viser mig og alle andre, der nogensinde har mistet nogen, at hendes sorg har.

2
Hvor modig en toårig, vi har rendende rundt herhjemme. Hun er modig med mad, med at møde fremmede, med at udfordre sin krop og dens begrænsninger, modig med at lære at tale. Måske er børn bare sådan her, når de smager på den verden, der omgiver dem, sultne og begærlige, men hver gang hun prøver noget nyt og enten sejrer eller falder på halen og rejser sig igen, kan jeg ikke lade være at tænke, at hun er så meget sejere end jeg selv ser ud i min egen hukommelse som barn. Og det er jeg ret tilfreds med.

3
At kunne leve sammen med en af de tilsyneladende få, der godt gider stå ved, at han også elsker at have et fjernsyn. Vi har således ikke fundet behov for at ride med på dillen med at shame tv’et ud. Ikke at jeg ikke har leget med tanken om en mere pur hverdag, sådan en med plastfrit legetøj, en masse chiagrød, hvidkalkede gulve og løse hans-og-hendes-hørbukser, en dagdrøm, som ikke har indbygget plads til en 42-tommers fladskærm. Så skærmen må ud, hvis dén skal drøm skal realiseres … Men jeg kender mig selv. Og os. I praksis. Og vi elsker kultur i fjernsynsform. Så her er det, der vil ske, hvis vi en dag skulle skrotte fjernsynet: Oftere og oftere og til sidst hver dag vil vi sætte os godt til rette i hver vores sofaende med hver vores lille skærm og udsendelse og måske hver vores sæt hørebøffer, nu hvor vi ikke er tvunget til at blive enige om hvad Fladskærmen skal vise, og jeg kan faktisk ikke forestille mig en mere deprimerende måde at tilbringe tid sammen på.

Herhjemme er husalteret noget, der samler.

Det røver også tid, og jeg ville ønske, at mængden af fjernsyn sammen, vi så, var mindre. Men måden, vi gør det på, er jeg fuldt tilfreds med. Nogle gange må jeg æde en fodboldkamp, og nogle gange må han sidde med på en omgang historisk kærlighedsdrama (ja? Vi lever i 1950’ernes kønsklichéer herhjemme?), og nogle gange (okay, ret ofte) overlever vi begge to noget Paw Patrol med vores datter, men for mig er det at tage del i hinandens verdener og lære, hvilke programmer vi begge gider se. Det er skidehyggeligt. Og jeg siger det gerne højt: Jeg elsker vores fjernsyn.

*
*
*
Facebook Instagram