Jeg ville meget gerne kunne svare »ja, det går da fremad dag for dag«, når folk i periferien af mit liv spørger, om jeg er »ved at være ovenpå igen« efter min mors død for et halvt år siden (og det gør de ofte).

Eller. Jeg kunne faktisk snildt svare netop ja til det.

Det ville ikke være usandt.

For det går jo faktisk fremad – dag for dag.

Jeg kan påtage mig mere, maden smager af noget igen, jeg går igen op i ting, der i lang tid har forekommet mig ubetydelige. Tårerne laver stadig bagholdsangreb, men jeg (bilder jeg mig ind) er blevet bedre til at håndtere dem. Jeg er således bedre fungerende i livet, end jeg var for fire måneder siden. Og for to. Og i sidste uge.

Det er faktisk slet ikke hul-i-hovedet at spørge sådan. Om jeg er ovenpå. Der er bare det med den vending … at »ovenpå« ikke altid er rart sted at være. Men det ligger i sætningen, at ovenpå er godt, hvorfor det er så svært at svare ja eller nej til.

Ovenpå.

Der er umiddelbart rarere heroppe, det kan jeg godt se, når jeg sætter mig til rette og skuer ud over det og har flot udsyn og overblik. Her er lysere.

Jeg kan se ned i dybet. Det er mørkt. Og det ser ikke rart ud. Det føles heller ikke rart, ved jeg, for jeg plumper med ujævne mellemrum ned i det. Hvor jeg flyder apatisk rundt med hovedet under og trækker mørkt vand ind og er ækelt klar over én eneste ting (og ingen andre): At det, der foregår er, at min hjerne er ved at fatte dimensionerne i, at jeg aldrig skal tale med min mor igen, og at det er svært udmattende, så udmattende, at når jeg får bakset selv op »ovenpå« igen, så kan jeg sagtens være træt og mat i dagevis efter.

For. Der er jo lige den ting med dybet:

Hun er dernede.

Min mor er dernede i dybet. Og hun er dømt til at blive dernede. Så det er dernede i mørket, jeg kan være sammen med hende. Et tyst, buldrende, fortættet, men også uendeligt trygt mørke.

Så hvis jeg skal medgive til et andet menneske, at jeg er ovenpå igen, at jeg er kommet op i lyset igen, så siger jeg også, at tiden er ved at hive mig op ovenpå, og jeg siger dermed: At distancen mellem mig og min mor er blevet større.

At glemslen fylder mere og mere. At livet går videre uden hende.

Og det at jeg skal anerkende det som noget godt, det her med at være ovenpå, som jeg på spørgeren kan forstå er noget positivt at være, det føles så prikkende og forkert.

Oven vande. Ikke-længere-druknende. Kontra nedenunder. Underdrejet. I undtagelsestilstand.

I sorgen (som ikke er en forbigående fase, men en ny virkelighed) svømmer jeg på besøg nede hos min mor. Med tiden bliver der sikkert længere mellem besøgene. Og med tiden holder der måske også op med at være helt så tungt og stakåndet en stemning i hendes nye gemakker. Måske titter hun også op i lyset en dag i form af et minde, der ikke har afsmag af mørk sorg på sig. Men jeg tror, at det her nye mørke er et forhold for livet.

Og derfor kan »ovenpå« og andre forholdsord, der angiver tid og konstanter, ikke rigtigt skrues på det. Selv om jeg godt forstår, hvorfor man spørger sådan.

Hvis man gerne vil være en god kammerat og spørge til nogens sorg, så parker formodningerne og spørg åbent. »Hvordan har du det egentlig?« og en venligt lyttende øjenkontakt – eller måske endda serveret i brevform, hvor både spørger og sørger kan tænke sig om – tror jeg ikke nogen nogensinde er gået galt i byen med.

*
*
*
Vil du gerne høre om nyt på bloggen, så er dens Facebook-side lige her – eller følg med på Instagram.

Nogle gange fylder min mors død så meget oppe i mit hoved, at jeg næsten glemmer det liv, hun levede, inden hun gik bort. Her står hun på Sicilien i 1976, midt i sin egen historie 💓 (Nej, hun gør ej, retter en bloglæser: Hun står faktisk i #højerupgamlekirke på #stevnsklint – jeg elsker virkelig internettet!) #højerupkirke

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den