Best of,  Sorg

Læs, hvis du overvejer at spørge nogen i sorg om de er »ved at være ovenpå igen«

Jeg ville meget gerne kunne svare »ja, det går da fremad dag for dag«, når folk i periferien af mit liv spørger, om jeg er »ved at være ovenpå igen« efter min mors død for et halvt år siden (og det gør de ofte).

Eller. Jeg kunne faktisk snildt svare netop ja til det.

Det ville ikke være usandt.

For det går jo faktisk fremad – dag for dag.

Jeg kan påtage mig mere, maden smager af noget igen, jeg går igen op i ting, der i lang tid har forekommet mig ubetydelige. Tårerne laver stadig bagholdsangreb, men jeg (bilder jeg mig ind) er blevet bedre til at håndtere dem. Jeg er således bedre fungerende i livet, end jeg var for fire måneder siden. Og for to. Og i sidste uge.

Det er faktisk slet ikke hul-i-hovedet at spørge sådan. Om jeg er ovenpå. Der er bare det med den vending … at »ovenpå« ikke altid er rart sted at være. Men det ligger i sætningen, at ovenpå er godt, hvorfor det er så svært at svare ja eller nej til.

Ovenpå.

Der er umiddelbart rarere heroppe, det kan jeg godt se, når jeg sætter mig til rette og skuer ud over det og har flot udsyn og overblik. Her er lysere.

Jeg kan se ned i dybet. Det er mørkt. Og det ser ikke rart ud. Det føles heller ikke rart, ved jeg, for jeg plumper med ujævne mellemrum ned i det. Hvor jeg flyder apatisk rundt med hovedet under og trækker mørkt vand ind og er ækelt klar over én eneste ting (og ingen andre): At det, der foregår er, at min hjerne er ved at fatte dimensionerne i, at jeg aldrig skal tale med min mor igen, og at det er svært udmattende, så udmattende, at når jeg får bakset selv op »ovenpå« igen, så kan jeg sagtens være træt og mat i dagevis efter.

For. Der er jo lige den ting med dybet:

Hun er dernede.

Min mor er dernede i dybet. Og hun er dømt til at blive dernede. Så det er dernede i mørket, jeg kan være sammen med hende. Et tyst, buldrende, fortættet, men også uendeligt trygt mørke.

Så hvis jeg skal medgive til et andet menneske, at jeg er ovenpå igen, at jeg er kommet op i lyset igen, så siger jeg også, at tiden er ved at hive mig op ovenpå, og jeg siger dermed: At distancen mellem mig og min mor er blevet større.

At glemslen fylder mere og mere. At livet går videre uden hende.

Og det at jeg skal anerkende det som noget godt, det her med at være ovenpå, som jeg på spørgeren kan forstå er noget positivt at være, det føles så prikkende og forkert.

Oven vande. Ikke-længere-druknende. Kontra nedenunder. Underdrejet. I undtagelsestilstand.

I sorgen (som ikke er en forbigående fase, men en ny virkelighed) svømmer jeg på besøg nede hos min mor. Med tiden bliver der sikkert længere mellem besøgene. Og med tiden holder der måske også op med at være helt så tungt og stakåndet en stemning i hendes nye gemakker. Måske titter hun også op i lyset en dag i form af et minde, der ikke har afsmag af mørk sorg på sig. Men jeg tror, at det her nye mørke er et forhold for livet.

Og derfor kan »ovenpå« og andre forholdsord, der angiver tid og konstanter, ikke rigtigt skrues på det. Selv om jeg godt forstår, hvorfor man spørger sådan.

Hvis man gerne vil være en god kammerat og spørge til nogens sorg, så parker formodningerne og spørg åbent. »Hvordan har du det egentlig?« og en venligt lyttende øjenkontakt – eller måske endda serveret i brevform, hvor både spørger og sørger kan tænke sig om – tror jeg ikke nogen nogensinde er gået galt i byen med.

*
*
*
Vil du gerne høre om nyt på bloggen, så er dens Facebook-side lige her – eller følg med på Instagram.

***

29 Comments

  • Pil

    Jeg har lige læst bogen “Ingenmandsland” af Anna Kløvedal, som mistede sin datter til leukæmi. Den handler om sorg, og hun beskriver faktisk sorgen på samme måde som dig.: det er i sorgen og tristheden, at man er aller tættest på den, man har mistet. Og at folk tror, man kommer videre og ovenpå som tiden går. Men det gør man måske aldrig. Man lærer bare at leve et tålelig liv med sorgen. En fantastisk bog, en anbefaling herfra. Især til dig, som også har mistet.

    • Karoline

      Tusind tak, den vil jeg kigge nærmere på.

      Jeg ved ikke om der findes litteratur for os, der oplever helt almindeligt tab med efterfølgende forventelig sorg: Om og for os, der mister forældre. Før eller siden vel os alle sammen. Hvis nogen kender til noget anbefalelsesværdigt (for jeg vil helst ikke sidestille min mors død med tabet af et barn – som jeg har skrevet om før: mit tab kunne være meget værre, for svært det end er for mig at begribe lige nu), så vil jeg virkelig gerne høre om det.

      Kh Karoline

      • Camilla

        Jeg mistede selv min egen mor for nyligt (3 år siden, men tiden er anderledes nu) og bogen Sorg af Lise Trap er fin og smuk og dyb. Kan kun anbefale den. Og så håber jeg at din mor og min mor hygger sig sammen. Knus fra mig

      • Mia

        Jeg ved der findes bogen “Min mor er død” af Lene Johansen med bla Ritt Bjerregaard. Men jeg har endnu ikke læst den, så kan ikke komme med en dissideret anbfaling.

        Du skriver om sorgen så den bliver en flig mere begribelig for mig, der endnu ikke har mistet. Jeg føler mig altid beriget og en lille smugle klogere når jeg har læst dine indlæg om døden og alt svære, som også kan være smukt.

        kh Mia

      • Julie

        Julia Lahme har skrevet Sig Farvel – hvad præster ved om sorg.
        Som bygger på hendes egen oplevelse af at miste sin mor.

  • Charlotte

    Ja, præcis sådan var det også for mig med min mor. Mørket. Men ved du hvad, langsomt, ganske, ganske langsomt, kom hun med mig op i lyset. I den nye virkelighed.

      • Charlotte

        Det forstår jeg fuldstændig. Det tog også år.
        Jeg blev indimellem ret bister, når folk antog, ‘jeg var ved at være ovenpå’ – nej! Det er for livet, dette her. Og det går ikke over. Men det muterede med tiden.
        Det er, som du skriver, en forventet sorg i livet før eller meget helst siden at miste mor, og IKKE overhovedet på nogen måde at sammenligne med børn. Men. Det er ubegribeligt voldsomt. Det jeg ville sige til dig var, at jeg fik hende lidt igen med årene. I lyset. Med glæden. Og da det kom, var det den lettelse, som du slet ikke ønsker dig nu.

      • Karoline

        Jeg ved det. Det er bare underligt at tænke på.

        Jeg bliver glad, når andre som du siger, at det er ubegribeligt voldsomt – selv om det er forventeligt. Folk fatter det så lidt (gid jeg var dem), at det af og til føles sandt, at sorgen ikke “bør” fylde mere end en vis periode.

        Heldigvis er de fleste til at tale med, hvis man gider forklare.

  • Helle

    Jeg kom just tilbage fra en løbetur, hvor min mor pludselig var der sammen med mig. I dybet. Min mor døde fredeligt for tre år siden som en gammel dame. På et tidspunkt hvor mødre kan forventes at dø. Og hvor man forventes at komme ovenpå hurtigt. Min mor og mig har vores helt eget sted sammen. I dybet. Det kan ingen tage fra mig, og det skal ingen. Vi mødes ikke så tit mere, men når vi mødes, sådan rigtigt mødes, er det aldrig ‘ovenpå’

      • Helle

        Jeg mindes også min mor med stor glæde og deler de minder med andre. Så er det fremme i lyset. Det andet er mit alene, og det skal have lov at blive der. Jeg er så meget på linje med dine betragtninger

  • Maude // skøreliv.dk

    Man kommer ikke over det, man kommer omkring det. Og bliver glad igen selvom man ikke elsker og savner mindre. Jeg er ved at miste min svigerfar lige nu, og det er meget hårdere end da jeg mistede min egen far for et år siden. Life is strange. Jeg er langt-ind-i-knoglerne-ked-af-det. Og træt af sygdom og død. Vi har haft fire dødsfald i nær familie på fem år, og står som sagt overfor endnu et. Jeg skal helt klart se nærmere på litteraturen de søde damer anbefaler i ovenstående. Kram fra mig. ❤️

  • Linda

    Karoline, du skriver simpelthen så smukt og fantastisk og ubærligt.

    Jeg ville ønske, jeg boede tættere på. Så ville jeg komme og lave kaffe til dig, give dig et kram og stjæle dit fine, lille menneske med, så du kunne dykke ned, når du havde brug for det.

    Al min kærlig til dig og til hende.

    <3

    • Karoline

      Tak, Linda, hvor er det pænt sagt.

      Jeg har masser af gode mennesker omkring mig (men kom da til kaffe, hvis du er i nærheden en dag!), men ved du hvad – det er en kæmpe lettelse at ordene bliver læst og kommenteret og af og til delt videre. Så jeg er bare glad for dit besøg her, du.

      <3

  • Sarah

    Hej Karoline.

    Tusind tak for denne og alle andre velskrevne og vigtige ting fra din hånd.

    Jeg skriver, fordi jeg så billedet til indlægget og tænkte, at det var skægt det var taget i Højerup Gamle Kirke på Stevns Klint, et sted, jeg selv synes, er så fint. Så så jeg, at du på instagram skrev, at billedet var fra Sicilien. Det undrede mig, da jeg havde været så sikker, da jeg først så det.

    Så jeg billede-googlede, naturligvis, og jeg tror skisme det er fra Højerup.
    (https://www.google.dk/search?q=h%C3%B8jerup+kirke&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0ahUKEwj01oeW187TAhXGKJoKHayZD0QQ_AUICigB&biw=1280&bih=702#imgrc=F7wLMUxp6Rm4_M🙂
    Det er sådan et fint sted! Og noget lettere at besøge end Sicilien.

    Jeg håber, det er ok, at jeg skriver. Det er sendt med alle gode intentioner.

    Tak fordi du skriver så fint og vi må læse med <3

    Kh Sarah

    • Karoline

      Sarah! Det er bestemt modtaget med alle gode intentioner. Billedet er fundet i en bunke med fotos fra mine forældres bryllupsrejse til Sicilien, og jeg har besøgt Sicilien på Instagram og synes selv det lignede … men det er bestemt ikke utænkeligt, at de var på Stevns i samme periode. Tak for info, der retter et lille hjørne af mine formodninger om min families liv før mig – det er jo utroligt, hvad nettet kan bruges til <3

  • Josephine

    Så fint, klogt og smuk skrevet. Jeg mistede min bror – også for omkring et halvt år siden. Og jeg kan genkende mig selv i det, du skriver.

    Tak, fordi du sætter ord på og deler. Tak.

    Bedste hilsner

    Josephine

  • Mette

    Sorg kan og skal ikke sammenlignes!
    Du må ikke gradbøje din sorg og føle den er mindre værd fordi andre har mistet et barn Det er din sorg og engang imellem skal du svøbe dig i den for at være tættere på din mor igen – hvor ubærligt det end kan føles.

    Jeg elsker at du er begyndt at blogge!

    • Karoline

      Tak for de søde ord.

      Jeg synes bestemt ikke min sorg er mindre værd. Men jeg anerkender, at det må føles mere forkert (af mangel på bedre ord) at miste et barn, og at min morsorg ikke kan bruges til at sætte mig ind i hvordan det føles at miste sit barn. Lige som jeg ikke tror, at folk, der lige har mistet bedsteforældre nødvendigvis forstår dimensionerne i min sorg.

      Det er ikke for at gradbøje. Men nogle ting kan ikke sidestilles, selv om de handler om det samme – at miste.

      • Mette

        Jeg er en af dem, der har mistet et barn og jeg bliver bare ked ked af det, når jeg kan mærke at nogle nærmest “undskylder” deres egen sorg, for selvfølgelig er vores sorg forskellig, men for dem er det jo stadig den største sorg.

        Jeg ved godt at det ikke er det du gør og måske læste jeg bare egne erfaringer ind i dit indlæg som slet ikke stod der

        Ihvertfald er jeg glad for at du er begyndt at blogge. Dine indlæg giver altid stof til eftertanke

      • Karoline

        Jeg tror faktisk godt, jeg kender det. Når folk nævner et problem, de har i privatlivet, og stopper i sætningerne med “Ej, det behøver jeg ikke belemre dig med … Det er jo intet i forhold til hvad du går med”, så bliver jeg faktisk også lidt … ja, ked af det. Ærgerlig. Glad for hensynet, dog, selv om det er misforstået (og bygger på de formodninger om sorg, jeg gerne vil til livs): For dem er det jo noget stort, og det skal ikke sættes ind i nogen sammenligning.

        Nå, nu læser jeg nok også mig selv ind i din pointe. Kom bare til at tænke. Hvorfor jeg blev ked af det, når folk “skåner” mig.

  • Eva

    Jeg mistede min mor for fire uger siden. At læse dine ord gør det, på en måde, nemmere for mig at forstå hvordan jeg egentlig har det (noget jeg ellers bliver spurgt utrolig meget om).

    Så tak fordi du skriver så åbent om sorgen og gør det lettere at forstå – også for os der står midt i den.

    • Karoline

      Åh, Eva. Hvor er jeg ked af at høre om dit tab.

      Tusind tak, fordi du midt i det hele har lyst til at skrive så pæne ord til mig.

      Kærlig hilsen Karoline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0