I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Ned, op, op, ned, ned, op

Nedtur: At have arvet min mors bil. Optur for nogle, nedtur for mig og min køreangst. Nu bliver jeg nok nødt til at se den i øjnene.

Optur: At der findes kørelærertyper med speciale i køreangst. Især når de hedder Johnnie Everland. Hvis ikke dét lyder som en X Factor-vinder, så ved jeg ikke hvem gør.

Optur: At have vovet og fundet mig godt til rette i at skrive meget personligt og af og til ret ulykkeligt her på domænet – og at dens Facebook-side har rundet flotte 500 følgere, dét er jeg altså virkelig glad for. You guys.

Nedtur: At skriveriet her, der spænder over flere emner, ikke kun mit moderskab, betød et uundgåeligt blogfarvel til mine mommyblogvenner på firstmomproblems.dk, Katrine og Kristina. Især når de får taget sådan nogle lækre, professionelle billeder til deres nye projekt, som tager fart en af dagene.

Nedtur: Da savnet til min mor overmandede mig på den dag, det endelig ikke måtte: Vores datters toårsfødselsdag forleden. Hvor havde det være belejligt, hvis man kunne bestemme, hvornår sorg fylder mest, så det kunne være sket på for eksempel påskesøndag, hvor jeg ikke havde de store planer og sagtens havde kunnet ligge i fosterstilling ved højlys dag. Men sådan gik det ikke. Det sneg sig ind på mig fra morgenstunden, og det var med mig til fødselsdagsbrunch, på legeplads og under middagen med barnets livret; det var skrækkeligt allestedsnærværende hele dagen, at min mor aldrig fik mere end en enkelt af min datters fødselsdage med, og jeg synes det er så forbandet synd, at hun går glip af alle de næste og alle de andre børnebørns næste fødselsdage.

Optur: At alle omkring mig har forsikret mig om, at en toårig ikke fatter hvad fødselsdag er, og at jeg i sagens natur således ikke kunne ødelægge den.


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.