Børnevenlig one pot pasta med bacon, pølse og friske urter
Husligt

Nemmere-end-nemt: Børnevenlig one pot pasta (her med bacon, pølse og friske urter)

Børnevenlig one pot pasta | Nu skal det altså ikke opfattes som om jeg synes det er svært eller besværligt at lave pasta. Vel. Så tabt i et køkken er jeg dog ikke. Men altså. Hvor jeg dog elsker, at man kan gøre noget allerede nemt endnu nemmere og lidt mere spændende.

Hvilket bringer mig frem til spørgsmålet:

HVORFOR HAR INGEN FORTALT MIG OM ONE POT-RETTER FØR?

Er det mig, der har levet under en sten? For så har jeg det lidt som Carrie Bradshaw, der finder ud af, alle render rundt og sikkerhedskopierer deres filer – uden at sige det til nogen. Men det skal man. Sige det til nogen. Når man prøver noget nyt, der er godt.

one pot pasta

Jeg faldt over one pot-konceptet for nylig på Pinterest og klikkede lidt rundt og befandt mig så i et paradis af snasket udseende pastaretter – serveret med løfter om, hvor nemme, de var at lave, fordi der (som navnet måske afslører) kun er én gryde i brug. Én.

Så jeg prøvede nogle stykker af dem. Og opdagede, at jeg minsandten godt kan finde ud af at lave andre pastaretter end kombinationerne pasta-kødsovs, pasta-pesto, pasta-ketchup og pasta-smør … endda temmelig velsmagende. Jeg, som altid udkoger pasta helt ukristeligt, formår nu at ramme en god al dente. Og når det har stået der og er kogt godt ind i hinanden, er det som om det bliver langt mere snasket og lækkert og … sammensmeltet, end når pasta og øvrigt tilberedes hver for sig.

Selv den treårige labber det i sig! Og der var altså spinat i denne! Her er opskriften med de ingredienser vi brugte sidst, vi fik den – men det kan varieres i det uendelige og er lige så lækkert i vegetarversion.

Opskrift: Børnevenlig one pot pasta med bacon, pølse og friske urter (nok til 3-4 personer og frokostrester)

Ingredienser

1 løg snittet i tern
2 spsk olie
100 g bacon i tern
150 g cocktailpølser (eller en mere classy pølse i små stykker, hvis man foretrækker dét …!)
2 fed hvidløg, snittede
1 flaske passata eller 2-3 dåser hakket tomat
Et par gode plop fløde
Evt. en spsk flødeost naturel
En håndfuld friske urter, jeg brugte timian og basilikum
1 pose pasta
En lille pose frisk spinat, skyllet
Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

1) Brun løg i olie i en stor gryde og hæld hvidløg og bacon derned efter et minuts tid
2) Skru ned på svag varme og tilsæt pølse og hvidløg
3) Hæld tomat og fløde ved (og evt. flødeost) og lad det stå til det bobler
4) Put salt, peber, urter og den rå pasta i, læg låg over og sæt et ur til den tid, der står på pastaposen, det skal have.
5) Rør i retten en gang i minuttet – det brænder nemt fast i bunden ellers.
6) Sluk blusset og vend spinaten i i små håndfulde.
7) Lad det stå og hænge lidt ud under låg i 5-6 minutter og server så.

Lækkert!

***

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0