Rodekassen

Om at være den dårligste på pilatesholdet

Jeg tog til pilates i morges, og de blev alle så glade for at se mig.

De havde godt nok ikke mødt mig før, men jeg kender dem. Jeg var den eneste nye på holdet, og jeg ved, at der har siddet nogle lettede semi-nye og tænkt ‘yes, så er det ikke mig, der skal se dummest ud i dag’, da jeg måtte strække en vissen arm i vejret som svar på instruktørens spørgsmål om, hvorvidt der var nogle helt utrænede til stede.

Det er bare fedt ikke at være dårligst. Derfor er det bare så fedt, når der er nogen til stede, der er dårligere end en selv.

Nuvel, den rolle var jeg forberedt på at skulle spille. Og måske derfor blev min første time som pilatesentusiast (jo! Hvis man siger det, så bliver man det!) så vellykket, selv om mine mavemuskler dirrede af overanstrengelse allerede ved den første opvarmning. Fordi jeg favnede det utjekkede, min usmidighed og mine hrmpf og støn, hvor de andre sagde yndige hvislelyde.

Hvad jeg ikke var forberedt på, var den blege, brovtende nazist af en instruktør, som jeg har besluttet skal være en del af mit liv. For der sad jeg i lodret hamsterstilling og følte, at jeg var til fødselsforberedelse, mens hun hele tiden skulle hen og rette på mit korpus, når mine hofter ikke befandt sig i gulvet (hånden på hjertet: Gør nogens hofter nogensinde det?). På et tidspunkt ville hun vride mit ben helt af, til offentligt skue, måske ville hun prygle mig med det?, og da jeg ret højt måtte jamre ‘naarij’ smilede hun bare over mit nederlag.

Senere i timen, da jeg sad i en indsunken kludedukkestilling og forsøgte at efterligne sidemandens ubesværet elegante rygkrumning, kom hun forbi min måtte for 117. gang og spurgte ‘har du fået krampe?’. Helt tonløst. Måske med en lille nuance hån i? Jeg rystede på hovedet og krympede endnu mere sammen inde i sjælen. Det var åbenbart meningen, for jeg fik et tryk på lænden – muligvis hjælpende – og så sorte pletter for øjnene. Det kan i øvrigt altså ikke være meningen, at abnormt høje mennesker skal kunne nå deres tåspidser med hænderne, når benene er strakte…

Her sidder jeg. Mine mavemuskler sitrer stadigvæk, mine arme kan ikke løftes ud fra kroppen og mine ben overvejer at holde sygedag i morgen. Mit hjerte var kortvarigt ved at beslutte, at mit første møde med Pilatesnazisten skulle være det sidste – men så tog min hjerne over. Min hjerne har indledt en hed forårsflirt med hende. Det bliver tough love, men det bliver hot. Jeg kan mærke det. I halvt afvredne lemmer og en dybderenset samvittighed.

***

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0