I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Om udtryk som »Det med din mor«

Døden har sit eget sprog.

Nogle kunne sikkert finde på at kalde det for berøringsangst. Fåmælt. Akavet eller stift. Uhyre dansk, når den danske facon er værst.

Sådan tænkte jeg måske også de første gange, folk brugte udtrykket »det med din mor« i stedet for at sige »din mors død«. At det var nemt danset omkring noget, der ikke er nemt for mig. At det ikke helt tog alvoren alvorligt.

Sådan ser jeg ikke på det længere.

Når folk bruger det udtryk, »det med din mor«, så ser jeg det faktisk mest af alt som en gestus. Med en masse fintfølende hensyn pakket flot om.

Hensyn til både mig og personen selv.

Hensyn, der gør, at bekendte sammen med mig kan nærme os emnet Døden i stedet for at lade det ligge i en kasse, man kun må åbne, hvis man tør være modig og tage det helt store og præcise ord Død i brug.

For se det lige: Død. Din mors død. Din mor er død. For folk, der lige har mistet en mor, som for eksempel min søster og jeg lige har, afføder ordet død andre fakta som: Du skal aldrig tale med din mor igen. Eller: Din mor, som har været vidne til hele jeres liv, skal ikke se mere af dem. Og: Du skal, hvis alt går vel, leve længere uden din mor end du nåede at leve med hende. Og: Din mor er blevet brændt, det vil sige, at de øjne, I har kigget ind i hele jeres barndom og store dele af jeres ungdom og lidt for sjældent i jeres voksenliv og her har mødt både kærlighed større end fatteevnen rækker og skuffelse, moderangst, håb og stolthed, ikke findes længere, de hænder, der stoppede dynerne ind under jeres kroppe, når I skulle sove rart, og som vendte uret på håndleddet med en særegen elegance, når de skulle tjekke om æggene havde kogt længe nok, en bevægelse, som kun lever på vores nethinder nu, de hænder findes ikke længere, de er blevet til aske i en urne, som vi satte ned i jorden på hendes fødselsdag i vores livs værste efterår.

Det kan godt føles ret overvældende. Grænseoverskridende, endda, med det ord, hvis man lige er midt i noget andet.

Det er man tit, midt i noget andet. Især på arbejdet. Hvorfor det må være særligt svært for kolleger at bryde gennem muren og give Døden plads.

Det kræver mod at passe mig op i tekøkkenet og rose mig for mine skriverier, som en kollega gjorde forleden, og så ser jeg ikke sætningen »sikke et efterår, du har haft med sådan en operation lige efter det med din mor« som noget, jeg vil buhe ud med generelle observationer om hvor få, der kan finde ud af at sige »din mors død« lige ud. Jeg ser det som omsorg, jeg ser det som hensyn, og vi er i sorg,  min søster og jeg, vi har brug for hensyn og omsorg og nænsomhed og pakken-tingene-ind, selv om vi går rundt og fungerer normalt, og jeg er simpelthen så måbende benovet over, hvor mange, der vover sig ud i det.

Hvordan de dypper tæerne først. Så i til knæene i emnet, hvis jeg går med ud. Så navlen, mens vi har hinanden i hænderne. Til sidst helt i med hele kroppen: Vi kan godt tale om det her. Om sorg, om død, om endegyldighed og kærlighed, der aldrig forsvinder, selv om objekterne for kærlighedsrelationerne er borte.

Vi taler om det. Af og til. Også selv om vi ikke altid bruger de store, farlige ord. Vi tager alvoren alvorligt alligevel. Ved at møde den med nænsomhed.

*
*
*
Hvis du vil høre om nye tekster, så like bloggens Facebook-side her


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.