Best of,  Familie,  Sorg

Om udtryk som »Det med din mor«

Døden har sit eget sprog.

Nogle kunne sikkert finde på at kalde det for berøringsangst. Fåmælt. Akavet eller stift. Uhyre dansk, når den danske facon er værst.

Sådan tænkte jeg måske også de første gange, folk brugte udtrykket »det med din mor« i stedet for at sige »din mors død«. At det var nemt danset omkring noget, der ikke er nemt for mig. At det ikke helt tog alvoren alvorligt.

Sådan ser jeg ikke på det længere.

Når folk bruger det udtryk, »det med din mor«, så ser jeg det faktisk mest af alt som en gestus. Med en masse fintfølende hensyn pakket flot om.

Hensyn til både mig og personen selv.

Hensyn, der gør, at bekendte sammen med mig kan nærme os emnet Døden i stedet for at lade det ligge i en kasse, man kun må åbne, hvis man tør være modig og tage det helt store og præcise ord Død i brug.

For se det lige: Død. Din mors død. Din mor er død. For folk, der lige har mistet en mor, som for eksempel min søster og jeg lige har, afføder ordet død andre fakta som: Du skal aldrig tale med din mor igen. Eller: Din mor, som har været vidne til hele jeres liv, skal ikke se mere af dem. Og: Du skal, hvis alt går vel, leve længere uden din mor end du nåede at leve med hende. Og: Din mor er blevet brændt, det vil sige, at de øjne, I har kigget ind i hele jeres barndom og store dele af jeres ungdom og lidt for sjældent i jeres voksenliv og her har mødt både kærlighed større end fatteevnen rækker og skuffelse, moderangst, håb og stolthed, ikke findes længere, de hænder, der stoppede dynerne ind under jeres kroppe, når I skulle sove rart, og som vendte uret på håndleddet med en særegen elegance, når de skulle tjekke om æggene havde kogt længe nok, en bevægelse, som kun lever på vores nethinder nu, de hænder findes ikke længere, de er blevet til aske i en urne, som vi satte ned i jorden på hendes fødselsdag i vores livs værste efterår.

Det kan godt føles ret overvældende. Grænseoverskridende, endda, med det ord, hvis man lige er midt i noget andet.

Det er man tit, midt i noget andet. Især på arbejdet. Hvorfor det må være særligt svært for kolleger at bryde gennem muren og give Døden plads.

Det kræver mod at passe mig op i tekøkkenet og rose mig for mine skriverier, som en kollega gjorde forleden, og så ser jeg ikke sætningen »sikke et efterår, du har haft med sådan en operation lige efter det med din mor« som noget, jeg vil buhe ud med generelle observationer om hvor få, der kan finde ud af at sige »din mors død« lige ud. Jeg ser det som omsorg, jeg ser det som hensyn, og vi er i sorg,  min søster og jeg, vi har brug for hensyn og omsorg og nænsomhed og pakken-tingene-ind, selv om vi går rundt og fungerer normalt, og jeg er simpelthen så måbende benovet over, hvor mange, der vover sig ud i det.

Hvordan de dypper tæerne først. Så i til knæene i emnet, hvis jeg går med ud. Så navlen, mens vi har hinanden i hænderne. Til sidst helt i med hele kroppen: Vi kan godt tale om det her. Om sorg, om død, om endegyldighed og kærlighed, der aldrig forsvinder, selv om objekterne for kærlighedsrelationerne er borte.

Vi taler om det. Af og til. Også selv om vi ikke altid bruger de store, farlige ord. Vi tager alvoren alvorligt alligevel. Ved at møde den med nænsomhed.

*
*
*
Hvis du vil høre om nye tekster, så like bloggens Facebook-side her

***

19 Comments

  • Pernille

    Du skriver så smukt, og tårerne triller ned af mine kinder, når jeg læser om din mors død og Jeres sorg. Mange, mange kærlige tanker til Jer.

  • katrine

    Åh Karoline. Jeg har simpelthen ingen ord, der kan matche dine. Men jeg synes det er en gave, at få indblik i, hvordan det har været fra indersiden. Jeg ville ønske, man kunne være helt perfekt udefra. Og sige det rigtige. For du har helt ret- det er det eneste “vi” prøver på. Og gud, hvor kan det ende med ikke at hjælpe overhovedet. Det er bare så tungt og så svært, “det du står i”. Seje kvinde.

  • Helle

    Kære Karoline. Du beskriver det så fint og så smukt og så rigtigt. Det rører mig dybt. De kærligste tanker. Helle

  • Mette

    ………..det der, det er uden tvivl, noget af det smukkeste jeg nogensinde har læst! Jeg er rørt og ramt lige i hjertet! Alt det bedste til dig og dine!

  • Ditte

    Jeg oplever tit en berøringsangst omkring det, at det gør mindre ondt hvis vi ikke snakker om det. Jeg snakker tit om ham, med mine børn, deres venners forældre, mine venner, familien.

    Men jeg har ingen forventning om at folk selv spørger ind til ham og vores savn efter ham. Det er jo ok, at det er svært for andre at snakke om døden eller om sorgen og ofte handler det også om at det jo ikke fylder hos dem, fordi det er min og børnenes sorg. Så har jeg brug for at sætte ord på, så gør jeg det.

    Men døden og sorgen er svær at tale om, det gør jo ondt og det gør mennesker kede af det.

  • Anne-Li

    Det er utroligt, hvordan et ord kan indeholde alt det, der er væk, og alt det, der aldrig bliver og al den smerte der er knyttet til begge dele. Og det er smukt, som du formår at sætte ord på den klump, jeg får helt nede i brystet, hver gang jeg tænker på “det med min farmor”, når det siges med det andet ord.
    Dette er noget af det mest rammende, jeg nogensinde har læst. Av for Fanden. Men tak for at hive mig ud af det der “noget andet” jeg altid prøver at bilde mig selv ind, at jeg er midt i.

  • Mette

    Tak for en vidunderlig, smuk og rørende blog. Jeg var så heldig at møde din mor et par gange, og hun gjorde et kæmpe stort indtryk, og har hver gang tænkt: “sikken dejlig mor og bedstemor ❤️” -hvor er de heldige. Min datter er kær veninde til din dejlige niece.

  • Mie

    Jeg har ikke læst din blog før, men faldt tilfældigt over denne ualmindeligt velskrevne tekst. Jeg blev meget rørt af at læse din personlige beskrivelse, som havde nogle virkelig fine små observationer (såsom din mors hænders elegance) og et virkelig fint billedsprog også (sammenligningen med at dyppe tæerne og langsomt gå ud i vandet.) Virkelig godt skrevet. Det gør mig ondt høre om dit tab.

    For et par måneder siden fortalte en studiekammerat mig i en sidebemærkning, at hendes mor døde da hun var 14 år. Jeg blev helt paf og vidste vitterligt ikke, hvordan jeg skulle gebærde mig. Sætningen indgik mere eller mindre tilfældigt i samtalen, så jeg tror, jeg bare vendte tilbage til samtalens emne.

    Men senere samme dag, da jeg så mit snit til det, hev jeg pigen til side og fortalte, jeg var meget ked af at høre om hendes mor, og at jeg var ked af ikke at have reageret før, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige. Heldigvis var hun meget smilende og sagde, at det ikke gjorde noget. Det var en del år siden, men den slags kommer man sig aldrig over, fortalte hun mig.

    Men hun var overraskende (for mig) afklaret og åben omkring det hele, hvilket gjorde den samtale til en rigtig god oplevelse. For ja, døden er uhyggelig og dyster og meget fremmed, især når man ikke selv har haft den så tæt inde på livet – men at kunne tale og skrive om den er altså vigtigt. Så tager man også toppen af dens mystik og uhygge, tror jeg.

    Så med de ord – tusind tak for en utrolig fin tekst, som gjorde mig klogere på et ømtåleligt emne. Uden at have kendt din mor tillader jeg mig alligevel at skrive, at hun ville være stolt af sin datter! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0