I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Strøtanker #5: Om hvide tænder og manglen på 4-taller i mit feed

Siden sidst …

… har jeg opdaget, at det er studentertid, fordi der er mere larm end normalt i gadebilledet, og der er fyldt af 12-taller (og ingen 2-, 4- eller 7-taller) i mit feed fra forældre til unge mennesker. Det ene vinker jeg til og det andet liker jeg, for begge indslag er så fulde af begejstring og stolthed, og jeg gider ikke være kontrær og som mit resterende feed moralisere, at forældre ikke må blive grebet af rusen over en topkarakter, fordi alt det praleri over 12-taller angiveligt skulle puste til præstationspresset, der tynger de unge for tiden. Men hvor håber jeg altså, at forældrene til de unge har husket at kommunikere: “Om du får 2 eller 12, så er du sej. Du har gjort dit bedste, og det er dén evne – evnen til at lægge dig i selen og gøre dig umage – der tæller, for det er den, der gør, at du kan finde din hylde i livet.” Og hvor håber jeg, at forældrene til alle de usynlige 2-, 4- og 7-taller har sagt det samme.

… har jeg også hæftet mig ved, at det er længe siden, at jeg holdt op med at skamme mig over mine bundkarakterer fra diverse eksamener. De tre 6-taller, der var min afslutning på gymnasiet og det 2-tal i den første eksamen på Journalisthøjskolen, der nær havde tvunget mig til at måtte gå første semester om. Jeg fik dem, selv om jeg havde lagt mig i selen og gjort mig umage og studeret mig til ondt i ryggen og overholdt alle formalia og ikke tænkt mig at komme sovende til noget. For det sker også nogle gange. At man bare ikke altid kan slide sig til noget, man drømmer om. Og se, det gik jo alligevel, det hele, og det gik godt.

… har jeg ærgret mig lidt over, at jeg som 19-årig (foto) ikke vidste præcis hvor hvide tænder, jeg havde. Det har jeg godt nok ikke mere.

… har jeg lige dele moret mig og ærgret mig over, at denne kvinde føler sig berettiget til at lade sig forarge og til at ventilere samme forargelse over en fremmed person, som hun ikke har vekslet et eneste ord med, og som ikke har henvendt sig, men blot har skubbet en barnevogn tavst rundt i kvindens åsyn i maksimalt nogle minutter. Apropos at mene noget om andre, som man ikke kender, som jeg skrev om her.

… har jeg genopdaget, hvor vidunderligt det er, at Christian Friis Bach, eks-udviklingsministeren, lyder som Christian Frispark, hvis man siger det hurtigt nok. Apropos ingenting.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.