Om at flirte sig til dårlig stemning

Det er noget med, at man skal være ydmyg og nedtonet og gerne så selvudslettende som muligt, når man besøger ambassader. Så man viser, at man godt forstår, at det er dem, der er den. At de har ret, og at man selv aldrig rigtigt har haft ret i noget, og at man i virkeligheden er en lemming, der ikke kan tænke selv, men trives bedst med at gøre, som andre giver én besked på.

Derfor var det ikke videre smart at give den mand, der interviewede mig til min visumansøgning, det indtryk, at jeg flirtede med ham. Men han var fandme selv ude om det.

Det var vitterligt ikke flirt. Vel. Det var ikke derfor, at jeg pointerede tre gange, at jeg gerne ville tiltales miss (i min udringede bluse… hvilket var en fejl at iklæde sig, I know this now. Men det er fucking varmt.). Og jeg kan godt i bakspejlet se, at jeg muligvis virkede rimelig insisterende på, at han skulle betragte mig som værende ugift og for ham særdeles ledig, når jeg sad der og bjæffe-rettede på ham.

Men det var simpelthen nødvendigt, at han pronto stoppede sin voldtægt af et grotesk og forpulet, men åbenbart totalt høfligt møgord. Ma’am. Han afsluttede hver fucking sætning med det pis der. Please hand me your passport, ma’am. How do you plan to pay for your trip, ma’am? Is this your first time in the US, ma’am?

Og ja. Min indre stemme sagde ‘bid det i dig’. Men min ydre stemme tog et alt for bredt smil på og korreksede autoriteten. Med bryster ud over hele disken. Miss. I am miss.

Autoriteten holdt straks op med at tiltale mig noget som helst, men indtog far-blikket og kiggede over brillen. Hårdt. Excuse me. Mizzzz… Og udelukkede med en militant øjenkontakt enhver form for videre flirt, hvis det altså var dét, jeg havde haft gang i.

Og sådan kan man se til, hvordan autoriteter pludselig går fra at være én venligt stemte til seriøst at overveje om man er en acceptabel kandidat til indrejse. Når man ikke engang kan komme igennem et simpelt ambassadeinterview uden at gøre sig selv til.

Jeg er (næsten) ligeglad, hvad han tænkte. For jeg er af princip ikke klar til at være en kvinde af typen ma’am.

Men jeg håber altså virkelig, at mit pas kommer tilbage fra hans varetægt med et visum i.

***

1 Comment

Add Yours →

jeg er 20 år og bor pt. i USA! – jeg krummer tæer hver gang der nogle der tiltaler mig ma’am.. puha altså!

Skriv et svar