I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Mit livs første nytårsforsæt, jeg ikke har måttet skrotte. Måske fordi det ikke handlede om krop.

Da 2016 blev til 2017 fik jeg en glimrende idé til et nytårsforsæt, hvis jeg selv skal sige det.

Måske voksede ideen ud af det, som 2016 havde været fyldt med, nemlig livets helst store spørgsmål – min mors død og en graviditet, der aldrig blev til liv – eller måske var det bare fordi Svend Brinkmann-hypen havde infiltreret også min underbevidsthed med sit mantra om at ændre kurs for sit blik. Kig udad, ikke kun indad.

I hvert fald lavede jeg mig for første gang nogensinde et nytårsforsæt, der ikke handlede om at blive mindre i taljemålet. I stedet skulle jeg blive større i ånden. Ved at læse. Rigtige bøger, ikke korte artikler med flimrende bogstaver.

Nytårsforsættet lød kort og godt på at læse 52 bøger i 2017. En bog om ugen. Jeg havde nemlig indset, at selv om jeg arbejder på et forlag, så læser jeg stort set samme, lille antal bøger om året som før jeg fik arbejde i bogbranchen. Og det skulle simpelthen være løgn.

Så. Der var bare ét sted at begynde. På første side i en af de mange bøger, jeg alligevel gerne ville læse, men aldrig lige nåede omkring at læse.

I 2017 har jeg været i sorg med Naja Marie Aidt og Bataclan-enkemanden Antoine Leiris, på Langeland med Merete Pryds Helle, inde i oprydningens anatomi med Marie Kondo og langt væk på intriger, sex og dollars med romance-trilogien The Royals (som jeg slet ikke gider skamme mig over at have nydt i fulde drag!). På sci-fi-eventyr med Blake Crouch og domestic noir-trip med Shari Lapena og Paula Hawkins. Jeg har været i Afrika med Jakob Ejersbo, kørt i tog med Tine Høeg og været lænket til selvsabotage med Tove Ditlevsen, jeg har klukleet med Hella Joof og jeg har fået gåsehud med Maria Gerhardt. For at nævne nogle af de steder, jeg har været.

Det har lært mig nogle ting. Ikke kun om de emner, som bøgerne hver især behandler, men om læsning som begreb:

Jeg har opdaget, at

… en bog sagtens kan være både klog og stor, selv om den er beskeden i sideantal. Og at jeg gerne må “tage tilløb” til en tyk bog med en tyndere bog.

Og jeg har lært, at

… man godt må slå op med bøger. Dårlig bogsamvittighed findes ikke: Fænger bogen ikke, er det bogens problem – ikke mit. Som udgangspunkt får alle bøger 80 sider til at fange min interesse. Tykkere bøger får cirka 120. Gider jeg dem ikke der, så lukker jeg dem med ro i sjælen.

Og jeg har forstået, at

… selv udskældte genrer som krimi og romance kræver sit talent for at blive turneret flot, så læseren bliver revet med. Jeg læser dem nu med stor nysgerrighed, hvor jeg før følte mig for fin til dem. Jeg har lært meget om fortælleteknik og plotopbygning og især faldgruber af Blake Crouch (Dark Matter) og Erin Watt (Papirprinsessen) i året, der er gået.

 

… Men har du så fået læst 52 bøger, Karoline?

Nej. Da.

Men dem, jeg har fået læst, er hver især en oplevelse, som ingen kan tage fra mig. Det samme kan man ikke sådan rigtigt sige om smidte kilo, vel?

Og jeg er endelig kommet ind i den gode gænge med at have gang i en bog hele tiden. Den behøver ikke være klog eller hypet. Den skal bare være det, en bog er: Statisk, underholdende, afhængig af mit fokus for at give mening. En pause fra de skærme, der har overtaget mit arbejdsliv og min fritid.

Og som om det ikke var løgn. I 2017 har jeg endelig smidt 8 af de kilo, jeg slet ikke havde noget fornuftigt at bruge til. Og fået tillagt mig så gode spisevaner (takket være madbanditten Jane Faerbers kickstartforløb, øhm, muligvis de bedste penge, jeg nogensinde har spenderet) at kiloene ser ud til at forblive borte, selv om jeg her og der holder lidt fri fra dogmerne om at spare på gluten, sukker og alkohol.

Tilfælde? Måske! (Selv om jeg faktisk på en toiletdør på Papirøen stødte på ordlyden “Free your mind and your ass vil follow”: the plot thickens!)

Men nytårsforsæt om at blive mindre her i verden er jeg færdig med. Men åndelig forstørrelse – jotak, jeg napper lige et år mere!

*
*
*
Følg mig på Bloglovin’ * Følg mig på Instagram


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.