Rodekassen

Nynne, Bridget J. og Tove – denne torsdag var til jer

Jeg er på ingen måde klar til jul. Men. Det skal nok gå.

Også selv om det er sådan en decembertorsdag, hvor en håndværker på kursusstedet låser toiletdøren op u-de-fra, min toiletdør, mens jeg sidder derinde. Det er morgen, og alle er distræte om morgenen, men come orn, hvem låser låste toiletdøre op udefra uden at overveje, at nogen måske har låst sig derind med vilje?

Jeg når ikke at sige noget til ham, og det når ikke at sætte sig i mit humør. Lige som det heller ikke satte sig i mit humør, at der var slud og stiv kuling vandret ind fra højre på cykelturen mod Emdrup, eller at en af de andre kursister viser sig at være en, der engang i et andet liv, ungdommen, ikke gad på date med mig.

Hej HEJ. I et meget trangt lokale i Emdrup. Sikke. Længe. Siden. Du.

For det er ikke bare torsdag, det er den torsdag, som er 100-årsdagen for Tove Ditlevsens fødselsdag.

Og ud på eftermiddagen kan jeg pakke slud og kursus sammen og trille til fødselsdagsfest for Tove med madder og håndbajere, hvor en kvinde siger noget, der rammer plet.

“Man kan altså godt være okay, selv om man ikke elsker jul.”

Og det er vildt indlysende, at ja, det kan man da. Men nogle gange kan det være svært at få øje på sådan et indlys, når man også skal huske uanstrengt at trille pebernødder på Instagram og ubesværet pynte et smukt juletræ på Instagram.

Så det er det, jeg gør herfra.

Er okay. Hviler i, at jeg virkelig ikke elsker jul. Jeg vil godt være med til at holde det, for det er nu engang noget af det, vi samles om her til lands … men jeg synes inderst inde, at det op ad bakke med al den koordinering og julefrokoststress og ønskelistekrav og overskredne deadlines og tømmermænd og tvungen ferie og store udskrivninger og opgavepukler, der altid præger årets sidste, astmatiske måned. Og jeg er en af dem, der allerhelst gad aflyse gaverne, men man får sådan nogle sure blikke, når det foreslås, så lad os stryge den.

Det er okay. Jul er ikke vigtigt for mig, selv om det er det for nogen, jeg holder af. Og det hele skal nok gå og gå godt, selv om vi voksne har det forskelligt med højtider. For i sin tremmeseng ligger mit toårige barn og har lige kaldt søvndrukkent på sin bedstemor. En kvinde, hun ikke kan huske med sin forstand, men som hun kan mærke hos sig, hos os, selv i nattens mest krøllede timer.

Og så blev det jul for en stund i mit hjerte. På en helt almindelig, ualmindeligt tovet torsdag i december.

***

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0