Når forældrefasen med at s-t-a-v-e i k-o-d-e-r f-o-r-a-n b-a-r-n-e-t er indtrådt, og barnet uforstående glor fra den ene voksen til den anden

Gad egentlig vide, om denne fase er det tidlige stadie af speak-English-in-front-of-child-in-matters-of-importance-fasen … eller om de to typer voksenkommunikation er udtryk for hver sin skole af forældreskab?

***

8 Comments

Add Yours →

Nej, det er helt rigtigt observeret. Tal-engelsk-fasen er en direkte efterfølger af stave-fasen.
Vores ældste barn går i 2. klasse, og er efterhånden ret ferm til engelsk, så nu må vi lære et nyt sprog.

Vi sprang stavefasen over og har kørt en kombination af røversprog (sosutot) og kodesprog (Steve Jobs’ store skærm), men er nu nået til engelsk for de mere komplicerede sætninger.

Jeg ser det også som på-hinanden-følgende faser. Vi er kommet til tale-tysk-fasen, der følger efter de to. Det går ikke rigtig godt…

Ha! Herhjemme taler vi fransk. Det går slet ikke. Langt de fleste gange er det kun mig der synes det giver mening…
Manden er et kæmpe spørgsmålstegn og ungerne sidder og gætter…

Jeps. Det følger barnets udvikling. Først stavning, så engelsk. Mine børn har luret det “Jubiii, I taler engelsk! Så sker der noget godt om lidt”. Fordi det hemmelige forældre-kodesprog ofte bruges til at afstemme, om vi skal se en film / gå ud at spise / gå i svømmehallen eller andet, de godt gider, men ikke skal nå at sætte forventningerne op efter, hvis den anden forælder er uenig. På den måde virker engelsk ikke så godt længere, for straks de hører det, logrer og savler de som små, søde Pavlov-hunde og bliver alligevel skuffede, hvis ikke noget godt efterfølger ordvekslingen på fremmedsprog.

Skriv et svar