Da mødrene gik ned i tid: Undskyld til jer kvinder, jeg har diskuteret det med på det seneste

Den seneste tid har jeg været rigtig irriterende over for nogle bestemte derude. Jeg har været sådan en type, som tydeligt brændte inde med noget og krympede helt Kaj-agtigt sammen i face for ikke at sige noget, da samtalen faldt på et bestemt emne.

Det var ikke fordi jeg puttede med noget bestemt. Det var alene fordi, jeg kunne mærke at nogle brikker rev og ruskede løs ind i mig, men uden helt at vide hvordan de skulle lægges i hak for at komme til at ligne et billede, en holdning. Jeg vidste kun, at emnet virkede ømt for mig og derfor måske også for jer, og at der måtte trædes varsomt.

Emnet er deltidsarbejde. Og hvorfor det oftest er mor, der går ned i tid fra sit fuldtidsarbejde, mens far arbejder videre på fuld tid.

De seneste to uger er det sket fire gange, at mødre, jeg kender personligt, er gået til arbejdsgiver og har bedt om nedsat tid. Og dertil kommer de mange mødre på deltid, jeg har arbejdet sammen med, og de bloggere, jeg læser med hos, som er gået ned i tid. Oftest på grund af børnenes trivsel. (Og så er der selvfølgelig statistikken med et større udsnit af befolkningen, end mine anekdotiske indslag her kan klare).

Og jeg har endnu ikke turdet spørge nogen af dem, hvorfor det er dem og ikke deres mænd, der går ned i tid. Og om det her:

Hvad det betyder for deres løn og pension og dermed livssituation senere i livet – og om det perspektiv betyder noget for dem? Om de har lavet en økonomisk aftale med manden, som kompenserer dem, mens de udfører det (benhårde og) ulønnede arbejde med hjemmet? For hvad nu hvis de er enlige til den tid, hvor pensionen udbetales? Eller tænker begge parter, at regnestykket er for kompliceret i forhold til den ulighed, arbejdsforskellen udgør her og nu? Og tænker man, at fuldtid/deltid intet har med ligestilling at gøre? Og hvad mener man om det signal, man sender til børnene – at mor er i den trygge, hjemlige havn oftere end far er?

Det her er ikke en dømmetekst. Jeg forstår, hvis det kan se sådan ud, men jeg håber I vil bære over med kluntede formuleringer og tro mig, når jeg skriver, at jeg vitterligt ikke dømmer: Jeg søger at forstå. Nogle gange er påstået opnåelse af forståelse et politikerpåskud for at neutralt at fyre sine domme af over andre, men det er ikke tilfældet her (for hvordan kan man dømme fair uden at kende det fulde billede i de enkelte familier?).

Jeg vil bare så gerne vide, hvordan snakken foregår i den familie, som beslutter, at mor skal gå ned i tid. Primært i de familier, hvor beslutningen skyldes, at børnene vil have godt af at være mere i det trygge hjem, i stedet for at være så meget i institution, når nu institutioner er så dårligt normerede. For der kan jo være så mange andre grunde til deltidsarbejde – sygdom; dårligt arbejdsmiljø; at man ikke trives med sit felt; at man i udgangspunktet er ansat i en deltidsstilling. Det er ikke de deltidsansættelser, jeg undrer mig over. Det er dem, hvor mor går ned i tid fra en fuldtidsstilling for familiens skyld.

Her er et af de forestillingsspor, mine tanker vandrede ud ad, da snakken for nogle uger siden faldt på deltidsarbejde i mødregruppen:

Mor har sat sig rigtig meget ind i debatten om normeringer i de danske institutioner, begrebet adskillelseskultur og stress-statistikker for forældre og børn i småbørnsfamilier. Mor overvejer at skrue ned for ræset, familien er i; hverdagen gør hende ør. Ikke mindst for børnenes skyld – de er jo kun små én gang, og kan det virkelig passe, at de skal have længere institutionsdage end de voksne har arbejdsdage? At de skal være mere i hænderne på fortravlede pædagoger i stedet for sammen med deres forældre?. Far har ikke læst nær så meget. Han er lidt mere sådan “Hvad skulle der nu være i vejen med at gå i børnehave, har de det ikke bare meget grineren dagen lang?”. Mor er ikke overbevist. Mor overvejer sine muligheder. Og det kunne jo være rart med en blød landing efter barsel. Og far tjener jo mest, så hvis det var ham, der gik ned i tid, så ville det jo ramme familiens samlede indtægt her og nu, det ville måske være lidt dumt. Og så kunne der jo også blive tid til andre ting end bare arbejde i hverdagen, livet er da ikke kun lig med at gå på arbejde, stæse rundt, servere pitabrød og dejse om? Mor går på deltid.

Jeg er godt klar over, at sporet er hevet ud af min egen røv. Og jeg ved også, at det næppe er så sort/hvidt. At det i de fleste familier formentlig er et sammenrend af forskellige ting, der får det til at give mening, at mor går ned i arbejdstid.

Noget, der virkelig giver mig eksemkløe, er når andre mennesker fortæller mig, hvordan jeg skal leve mit liv. Derfor er det også det sidste, jeg vil her: Fortælle andre, hvor meget eller lidt, de skal arbejde. Gå da ned i tid, by all means, det er ædelt i mine øjne, at en voksen ofrer/ændrer sig for at trække barnet ud af noget, den voksne ikke mener, at barnet trives i. Jeg håber bare sådan, at det reelt er et frit valg, når kvinden ofrer/ændrer sig. Og ikke en ærgerlig nødvendighed, fordi kulturen nu engang er sådan, at det sjovt nok også lige i denne familie giver mest mening, at det ikke er fars tur til at holde børnene hjemme fast om onsdagen for at gå i svømmehallen.

Men jeg kan ikke lade være med at undre mig. Hvorfor jeg kender så mange kvinder, der er eller har været på deltid – mens jeg nærmest aldrig har hørt om en eneste mand, der var det på grund af familien. Hvorfor er det så sjældent far, der drosler ned, og mor, der fortsætter uændret?

Men det er nemt nok at sidde og proppe politiske scenarier ned over hovedet på de enkelte familier, når man selv trives på sit arbejde og glæder sig til at komme tilbage efter barslen og tilmed har en mand, der på grund af skæve arbejdstider kan efterligne deltid, mens vi begge arbejder fuld tid, så han kan fortsætte med at give børnene en institutionsfridag om ugen. Så halter vi efter på andre områder.

Til eksempel skider vi da selv højt og flot på ligestillingsstatistikken herhjemme, hvor jeg tager 12 måneders barselsorlov, og Jens tager 0. Vi har en forklaring på, hvorfor debatten om mænds manglende barsel ikke gælder lige os. Den lyder sådan her:

“Jamen, Jens har ikke fast arbejde som jeg har. Som freelancer kunne han få dagpenge under barslen, ja, men han er ikke garanteret indtjening bagefter, når han har været fraværende i nogle måneder, hvor livet derude er buldret videre. Den risiko tør vi ikke løbe. Til gengæld har han så skæve arbejdstider, at han som regel er hjemme i dagtimerne og arbejder, når børnene sover, og derfor ser børnene os lige meget. Så selv om jeg tager 12 måneders barselsorlov, så er jeg ikke den primære omsorgsperson. Og det er vel en af de vigtige søjler i hvorfor mænd skal tage barsel – fordi barnepleje også er en mandesag. Herhjemme løfter vi den del lige.”

Forklaringssmøren er efterhånden godt indstuderet og klinger rigtig flot, hvis jeg selv må sige det – den ændrer bare ikke på, at vi tæller med i den statistik, som viser, at kvinder tager al barslen, mens mænd intet tager. Jeg ved bare ikke, hvordan vi kunne have delt barslen uden at løbe en større risiko, end klogt var. Hvordan jeg kunne have undladt at ofre mig mere end jeg egentlig havde lyst til (lyst = at være på barsel i 7 måneder, som er den periode, jeg får fuld løn), for at undgå Det Store Rædselsscenario: At Jens mistede sit indtægtsgrundlag.

En reel ofring i lille skala for at afværge en teoretisk ofring i kæmpe skala. Men ikke desto mindre: Kvindens offer, ikke mandens.

(Men for helvede. Havde han mistet sit arbejde, var jeg ufrivilligt blevet eneforsørger, og vi ville ikke kunne betale vores regninger eller husleje. Det tjener da ingen?)

Jeg ville ønske, at vi havde sparret med nogen. At vi havde vidst, hvem vi kunne sparre med det om – ikke blot the usual few suspects i vores omgangskreds, der alle ligner os selv til forveksling, men at det var noget, man smalltalkede om, som man sludrer over hækken og ud i sine sociale kanaler om Inger Støjberg og klimaforandringer og Netflix-true crimes og andre emner, der er ufarlige i sine distancer fra hjemmet.

Mødre på deltid har helt sikkert forklaringer, der ligner vores om barsel. Og jeg vil tænke om dem, at de er lige så gangbare som min egen er. Men det er jo stadig os, der er komponenterne i statistikker om ulighed. Vi er de spraglede enkeltdele, der tilsammen udgør den meget lidt kønne mosaik. Os. Dig og mig.

Så spørgsmålet er. Hvad skal vi gøre ved det, ladies? Hvad skal vi gøre ved, at mændene fører på arbejdsmarkedet? Med løn, med ledertitler, med at være dem, som medierne inviterer i fjernsynet for at give en ekspertvurdering fra deres fag?

Skal vi acceptere, at det er sådan det er, indtil nogen fixer det? Eller skal vi til at være lidt mere kritiske – også på mikroplanet i hjemmet? Måske hjælper det, hvis vi begynder at tale oftere og mere åbent om det? Hvis vi tør lægge vores situationer og vores sårbare, private sfærer derud, hvor det ikke rager alle, men hvor de gode råd og perspektiver måske alligevel kan komme ind fra?

Women, unite. Bare det at vi gør, tænker, siger og er i offentligheden, er historisk. Mere af det.

Glædelig kvindernes internationale kampdag.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

62 Comments

Add Yours →

Jamen tak og i lige måde da! Vi er enige, jeg synes også det er gebrækkeligt at det altid er mor der går på deltid. Jeg har hørt at det i Holland er meget almindeligt at begge forældre er på deltid (men gider ikke slå det efter lige nu!) og jeg ved at både min fætter og hans kone i Sverige er det. Jeg er på deltid. Ikke på grund af mit barns trivsel, men på grund af min (hvis jeg skal være hudløst ærligt). Fordi det rette job på 30 timer blev slået op, fordi jeg efter ti års halv- og hel-stress og nogle ubearbejdede ting fra tidligere var TRÆT og sur og klar til at flytte til England og blive soccer-mom (eller hvad det hedder i the UK – ‘do the school run?) for at slippe for at stå på tæer længere, og fordi jeg ikke fungerer uden mig-tid af en eller anden art, men faktisk er ret god til at spare. Jeg betaler det samme ind til fælles som min kæreste, og min pension er ok efter de der ti år (så lidt kom der da ud af det …). Til gengæld er tiden MIN. Jeg bruger den gerne på min søn, min kæreste, mit øvrige netværk, men den er min at give. Min kæreste er ikke på deltid fordi han er på en lille arbejdsplads, hvor det ikke ville kunne kringles, og fordi han ikke ville kunne undvære pengene. Han har en lavere timeløn (tak, akademiske grad!) og et højere forbrug end mig.
Når det så er sagt, så har du OGSÅ ret i at vi kvinder bliver socialiseret ind i at se opvasken og det triste barn og den nyligt fyrede veninde på en anden måde end mænd. Beklager langt indlæg – det er vældigt interesant.

Så er der da sket meget i Holland, for nogle år siden, var Holland det land i Europa med flest hjemmegående kvinder. Respekt.

Mega spændende og vigtigt emne! Fordelingen i Holland er cirka 75% deltid hos kvinder og 25% hos mændene. Dog kan der være store variationer fx arbejder mange mænd 36 timer/4 dage (fuldtid er 40 timer) hvor mange kvinder med børn i skolealderen kun arbejder 2-3 dage. Jeg er hollandsk gift og kan med rædsel se mange af mine svigermors veninder leve virkelig spartansk for ikke at sige fattigt, fordi de har arbejdet deltid eller slet ikke arbejdet, og sidenhen så er blevet skilt fra den mand der forsørgede dem. Om den ene eller anden forældre skal på deltid må være op til den enkelte familie, men jeg håber at man uanset hvad overvejer fx pension. Det kan godt være man regner med aldrig at blive skilt, men netop derfor burde det jo være fint at man betaler ekstra top den deltidsarbejdendes pension, hvis man alligevel regner med også at være fælles om pengene om 40-50år (håber det giver mening).

I øvrigt tak for en god blog, som jeg nyder at læse.

Oh, det er spændende det her!
Jeg har selv en deltidsstilling, som jeg fik, da min arbejdsplads efterlyste nogle, der ville gå ned i tid. Jeg meldte mig helt frivilligt på det tidspunkt (et halvt år efter min første barsel sluttede). Nu er jeg sygemeldt med angst/stress/depression, og min leder har tilbudt mig, om jeg vil have en 50/60 %-stilling. Puh, vil jeg det? De største overvejelser imod handler selvklart om økonomi. For vil jeg være afhængig af min mands indkomst endnu mere end nu? Jeg hader egentligt, at jeg er en del af statistikken af deltidsarbejdende kvinder, men som det er nu, kan jeg ikke overskue mere.
Og ja, hvis min mand gik ned i tid og kunne overtage mere herhjemme, kunne jeg sikkert godt overskue mere arbejde uden for hjemmets fire vægge.
Så at arbejde deltid er mit eget valg, men der er stadigvæk så mange delårsager til, at jeg finder det nødvendigt, og jeg kan da helt sikkert godt misunde min mand, når jeg nu trækker det største læs (synes jeg) herhjemme. Men jeg (og sikkert rigtig mange andre kvinder) kan ikke finde ud af ikke at lade os påvirke af samfundets normer og andres holdninger.
Og hvis jeg havde et arbejde, jeg var helt ellevild med, var det måske også en helt anden situation, ingen ved det.
Selv glædelig kampdag!

Tak for dit input. Som skrevet, så var jeg klar over, at det sjældent er én ting (dårlig normering! adskillelseskultur!), der sender nogen hjem på deltid. Men en blanding af flere ting. Og nu bringer I så nuancerne frem. Tak for det. Jeg synes stadig det er interessant, at du nævner, at hvis din mand gik ned i tid, så kunne du måske overskue andet uden for hjemmet. Overskue – eller trives i? Interessant, synes jeg i hvert fald. Er det noget I (du) har lyst til, og hvorfor har I i så fald ikke diskuteret det til bunds? Du er yderst velkommen til at uddybe, hvis du har lyst.

Hej igen. Jeg har lige brugt nogle dage på at tænke på dine spørgsmål. Jeg ved egentlig ikke, om jeg kan svare på dem til bunds. Men lige som Maude skriver, så har det været mig, der havde brug for at komme ned i tid – og tempo. Og som mange andre også skriver, så er mind mand og jeg nok typiske i den forstand, at min mand ikke har dårlig samvittighed over at hente 16.30. Det har jeg! Og jeg ville på den ene side ønske, at jeg kunne slippe den dårlige samvittighed og på den anden side ønske, at der var mere anerkendelse i det arbejde, der ligger inden for hjemmets fire vægge. For jeg er splittet. Jeg vil også gerne have flere penge og en god pension, men jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist bliver jeg også om, at det ikke er min førsteprioritet. Jeg kan godt leve for få penge, jeg mangler ikke noget. Så der er jeg også priviligeret. Hvis jeg ikke kunne få det til at løbe rundt økonomisk havde jeg nok heller ikke truffet de valg, jeg nu engang har truffet.
Men debatten her har da fået mig mere overbevist om, at jeg skal til at lave en opsparing for mig selv. Og så insistere på over for min mand, at det skal jeg have råd til (hvilket jeg heller ikke tror han vil have noget i mod).
Men igen, hvis jeg havde et arbejde, jeg elskede, og min mand gerne ville ned i tid, kunne jeg sagtens trives i det også, tror jeg, men for helved, det har krævet hård nok kamp blot at få ham til at indse, at han ikke skal arbejde mere end fuld tid

Glædelig kampdag i lige måde! ❤️ Og nu svarer jeg ikke på dit spørgsmål, men jeg har lyst til at dele, at jeg er en af dem, der overvejer at gå ned i tid. Grunden er min egen overlevelse, og derfor er det ikke noget, som min mand kan gøre i stedet for. Det lyder måske ret overdrevet, men sådan er det. Vi har i mange år fået tingene til at hænge sammen, og kunne nok godt fortsat gøre det, hvis jeg var en anden støbning. Men det er jeg ikke. Desværre. Jeg er for blød til ræset. Så derfor har jeg regnet på det, med pension og det hele. Og ja, jeg har et helt konkret tal på hvad det betyder for mig, når jeg går på pension som 71-årig. Og det var lidt svært at sluge, men omvendt vil jeg virkelig gerne være her til den tid. Også selvom min mand måske skrider når jeg er 68, og jeg står med en dårlig pension. Signalværdien til mine unger? Jeg tænker og håber at jeg signalerer, at det er ok at passe på sig selv. Også selvom det betyder, at der er nogle ting der ikke længere er muligt økonomisk. Men ingenting er besluttet endeligt endnu i forhold til min egen plan, og det er dejligt at du kaster emnet ud! ❤️

Og ræsets anatomi er klart værd at tænke ind her. Det er sindssygt at være på arbejdsmarkedet OG få et hjem til at løbe rundt. Især, tænker jeg, hvis man ikke er af den støbning, der trives med blodsmag i munden.

Mit blogindlæg går nok allermest på, hvorfor det så sjældent er mændene, der går ned i tid for at mindske blodsmagen for alle parter i familien. Men det er så ikke relevant i jeres tilfælde.

Alt det bedste til dig!

Jeg startede nyt job efter barsel som var bedre lønnet og mega krævende, så min mand gik på 80% for at få luft i familielivet. Det har været mega godt og en kæmpe forandring ift ansvar hjemme – så jeg kan godt se, hvordan kvindernes deltid ender med at de laver uforholdmæssigt meget hjemme. Nu er jeg af alle mulige grunde også gået på 80% i et halvt år men jeg er sikker på, at selvom vi kommer tilbage til 100% begge, så har det betydet noget for vores ligestilling, at min mand har været hjemme 80% for at støtte familien (uanede mængde lægebesøg for børn, bjerge af vasketøj, 3000 mad, snacks etc og indkøb etc etc) og han derfor forstå VORES families mikroorganisering

Jeg er en af dem der er på deltid – årsagen er at det var den stilling jeg fik tilbudt da jeg var ledig efter endt uddannelse + 11 mdrs barsel.

Men nu er det faktisk meget rart. Ikke kun for børnenes skyld, men meget for min egen. Efter tabet af vores tvillingepiger er min psyke ikke hvad den har været og jeg tvivler ærligt talt på at jeg kan arbejde fuldtid.

Det der ofte irriterer mig ved ‘mor på deltid – far på fuldtid’ diskussionen er at det virker som om at man er imod ligestilling hvis man faktisk er mor på deltid. Jeg kan ikke helt forstå at vi ikke bare kan få lov at foretage os de valg der passer bedst ind i vores respektive liv uden at det skal presses ned en eller anden form for ligesstillingskampskasse.

Først og fremmest: Kæmpe kram til jer over jeres tab.

Angående deltid/fuldtid-snakken. Jeg synes det er vanskeligt at ignorere det samlede billede af, at mødre hellere vil hellige sig familien og fædre livet uden for familien, når vi selvfølgelig lader hver enkelt familie beslutte, hvad de helst vil. Hvad siger det om os som art og samfund, at det er sådan, når valget er frit (som det heldgivis er)? Dét synes jeg er så forbandet interessant – sagt helt uden at dømme at du har det anderledes end mig med hjem/arbejde – fred være med, at vi trives med forskellige ting. Er kønnene virkelig biologisk forskellige? Eller kulturelt kodet dybere end vi selv har overblik over? Og hvilket køn har fat i den lange ende? Synes du ikke, at det er interessant med svarene på de spørgsmål? Jeg gør!

Det er virkelig interessant dether, og jeg er ret vild med, at du tager det op. Jeg fatter det nemlig heller ikke (og samtidig var jeg den eneste af os, der tog barsel – ikke med min gode vilje, men pga omstændighederne på vores respektive uddannelser…tale-tale-færdig-fortælling).

Kunne godt tænke mig, at vi gravede lidt i det der deltid – der er samtidig flest stressede blandt arbejdende kvinder med børn, det har nok også noget at sige. ER det bare, fordi mænd stadig har evnen og privilegiet til at være ligeglade med skoleintra og fællesfødselsdage og støvsugning, og alt, de lader falde, det griber kvinderne? Er det bare os, der knækker først/trækker os? Skal vi igen have en alvorlig snak om familiepligter? Eller er det ligestillingsparadokset, hvor det kunne se ud til, at jo mere ligestilling, jo mere traditionelle kønsrollemønstre i valg af uddannelse og også senere karriere? Jeg ved det ikke. Men jeg gad godt finde ud af det – og at mødrene blev sluppet mere fri af den hjemmefront.

(Og så tænker jeg, at der dæleme må være en solid lønforskel kønnene imellem, hvis det altid KLART bedst kan betale sig, at mor går på deltid? Jeg kan ikke være den eneste kvinde i verden, der tjener nogenlunde det samme som/mere end min mand?)

Glædelig kampdag!

P.S. Og så må der altså også ligge noget i “at holde børn fast hjemme om onsdagen for at tage i svømmehallen”. Hvornår fanden blev det egentlig en norm med alle de fridage og afhentninger 14.30? Ikke, at jeg ikke under børnene det! Men så skal vi sgu da også lige have os en snak upfront om, hvem det er, der skal tage alle de fridage, hvis institutionslivet også er gået på deltid.

Jeg fornemmer på snakken, at man ikke må bruge vendinger som “at slippe fri fra hjemmefronten”, fordi kvinder på deltid ikke ser tid i hjemmet med børnene som en sur pligt …

Normen med tidlig-henter og fridage fra institutionen er kommet i takt med, at institutionerne er blevet mere og mere udskældte, og der er kommet mere og mere fokus på, at de travle pædagoger har for travlt til at drage lige så god omsorg for vores små som vi selv.

Så må nogen jo tage dem hjem. Bare lidt.

Nogen.

Mor. Åbenbart.

Vi er to mødre i vores hjem. Den ene er på deltid, for det var i første omgang det job der kunne findes, og da lønnen ikke var alverden, er flere timer ikke mindre fri tid værd. Den anden arbejder fuld tid til god løn og ville elske at gå ned i tid, men så vakler økonomien. Hverdagen hænger nogenlunde sammen, men der er stadig mange timer i institution. Hovedforsørgerrolle betyder bare at det med at gå ned i tid ikke altid kan lade sig gøre. Tjener far mest? Så hænger han nok på den. Mor må finde sig er bedre betalt arbejde og sende far hjem på deltid

Hvis det var så nemt at finde sig et bedre betalt arbejde, når det lige passede familien godt, så var vi nok mange, der var bedre lønnet end tilfældet er! 😉

Jeg er en af dem på deltid og jeg ELSKER det! Jeg arbejder i vuggestue og de 7 timer jeg arbejder mindre, giver mig overskud og glæde i hverdagen. Det er skide hårdt arbejde, at været pædagog i daginstitution og jeg forestiller mig ikke at skulle på fuld tid nogensinde. Og ja, det kommer så også mine børn til gode. Men især også mig.

Hvor lyder det dejligt for dig – jeg under alle at trives med deres work/life balance i en grad, så versaler er nødvendige!

Hvad tænker du om de spørgsmål, jeg stiller i blogindlægget?

“Hvad det betyder for deres løn og pension og dermed livssituation senere i livet – og om det perspektiv betyder noget for dem? Om de har lavet en økonomisk aftale med manden, som kompenserer dem, mens de udfører det (benhårde og) ulønnede arbejde med hjemmet? For hvad nu hvis de er enlige til den tid, hvor pensionen udbetales? Eller tænker begge parter, at regnestykket er for kompliceret i forhold til den ulighed, arbejdsforskellen udgør her og nu? Og tænker man, at fuldtid/deltid intet har med ligestilling at gøre? Og hvad mener man om det signal, man sender til børnene – at mor er i den trygge, hjemlige havn oftere end far er?”

Glædelig kampdag

Jeg er på deltid, når jeg er på arbejdsmarkedet, en beslutning jeg traf, da jeg skulle tilbage til arbejdsmarkedet efter min mands død. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hvordan jeg helst så mit liv fremadrettet og kom frem til at det vigtigste var tid med mine børn, så jeg regnede på hvor mange timer jeg var nødt til at have for at vi kunne få økonomien hænge sammen. Jeg gjorde mig ikke mange tanker om pension og gør det stadig ikke, hvilket måske forekommer lidt naivt,men jeg lever efter devisen kommer tid kommer råd og min første prioritet må og skal være mine børn.

Nu venter jeg mit barn nr 3 med min kæreste og her vil det også være mig der tager barslen, han er studerende og det giver bare mere tid med os begge at jeg gør brug af barslen, da hans undervisning i forvejen ligger så han har mange timer med alle 3 unger.

Når så vi snakker lighed, så er jeg lidt ambivalent, jeg synes øremærket barsel bør være rettet mod barnet og ikke den ene eller anden forælder – altså hvis det passer den enkelte familie bedst at far tager det meste af barslen, bør han også være berettiget til løn under barsel på lige vilkår med mor. Det bør være op til familien at vurdere hvordan barslen giver bedst mening for dem og hvis barsel til far er med løn, vil det være nemmere for mange familier at finde alternative løsninger set i forhold til nu.

Når vi så snakker arbejdsforhold, så synes jeg selvfølgelig man bør ansættes ud fra kompetencer og ikke efter køn – køn bør ganske enkelt ikke spille en rolle, men samtidigt er der mange ting jeg glædeligt ville give afkald på for at få bedre vilkår for familier generelt.

Hej Ditte, tak for din kommentar. En enkelt ting: I dit “Hvis det passer den enkelte familie bedst …” lægger du op til, at det skal være helt frit hvordan barsel fordeles. Men synes du ikke det er underligt, at det i langt de fleste tilfælde lige passer bedst, at mor bliver hjemme og far bliver ude? Hvad tænker du om det? Altså om hvordan vi som samfund fordeler arbejdsopgaverne, når valget er så frit som det lige nu er?

Vi har tre børn, og jeg går snaaaart med på 32 timer. Det betyder ikke en ugentlig fridag til nogen, men en times arbejde mindre om dagen, hvilket bare giver en lille smule luft i hverdagen (tre børn er VIRKELIG mange;)). Hos os er det mig der går ned i tid, fordi min mand er gymnasielærer med en kluntet ledelse, så en deltid kunne i hans skema sagtens bare betyde flere mellemtimer midt på dagen, og det gavner ikke rigtig nogen… Havde situationen været en anden kunne deltiden sagtens have gået til ham. Til gengæld havde han god mulighed for at tage barsel, så der har han taget 4 af de 12 måneder hver gang. sidstnævnte får han jo nærmest en guldmedalje for når folk hører det, mens jeg ret ofte er blevet mødt med “Gud, det var tidligt du skulle tilbage hva’…” Jeeeeeezzz!

Men altså, pointen: jeg tænker at det er helt fair og en nødvendighed at man indretter efter de vilkår man nu engang har…

Hej Jonna, tak for din kommentar. Jeres indretning svarer meget til hvordan jeg selv ser vores indretning med barsel. Det eneste, der giver mening i den enkelte situation – men som jeg godt kan se ikke pynter på ligestillingsstatistikken.

Haha, at han får en guldmedalje. Tænk, hvis kvinder fik guldmedaljer og “WOW, EN LANG BARSEL, DU ER JO SÅ DYGTIG, HVOR ER DIN MAND OG DINE BØRN HELDIGE MED DIG!”

Interressant emne at tage op!
Jeg bidder mærke i dine formuleringer, hvor du konsekvent ser det som en “ofring”, at moderen går på deltid. Jeg gik ned i tid for er halvt år siden og for mig er det langt mere et privilegium end en ofring. Jeg synes, det er fantastisk at have mulighed for, at være mere sammen med mine børn mens de er små og har lyst til at være sammen med mig. Hvis jeg skal være på arbejdsmarkedet til jeg er over 70 (som det ser ud til nu), så er de her par år kun en lille del af mit samlede arbejdsliv.
I vores familie var det ikke et spørgsmål om nød, for at få hverdagen til at hænge sammen – det var mere lystbetonet.
Mht. pensionsspørgsmålet er min forventning, at min mand og jeg stadig er sammen til den tid Derudover er det jo ikke fordi, jeg ikke indbetaler til pension, når jeg er på deltid. Det er bare et mindre beløb. Det afgørende er vel ikke, hvem der har mest pension, men om man har, hvad man skal bruge for at kunne klare sig.
For mit vedkommende har den ekstra tid med mine børn større værdi, end det jeg får mindre i løn/pension.

Kære Josefine, tak for din kommentar!

First off vil jeg godt lige tydeliggøre noget. Jeg ved godt, at jeg bruger ordet offer mange gange, også lidt for mange gange end jeg havde gjort, hvis jeg havde tænkt mig lidt mere om. Dog bruger jeg det om to forskellige ting: Deltid generelt og så min personlige barsel. Jeg skal selvfølgelig ikke bruge ordet offer om deltid som om alle på deltid så det sådan. Men hvad angår min personlige barsel, så jo – så er det lidt af et offer, at jeg tager en fire-fem måneder mere på barsel end jeg får løn. Og således skal på dagpenge. Der ville jeg have ønsket, at min mand kunne træde til noget af tiden. Det kan han ikke, har vi vurderet, og derfor tager jeg det hele. Men et offer er det ikke desto mindre.

Flere andre i kommentarsporet har som du sat spørgsmålstegn ved hvorfor det med pension fylder så meget i ligestillingssnakken, og jeg erkender, at I har fået mig til at tænke. Det er muligvis et produkt af mere-vil-have-mere-kulturen og rag-til-dig-mentaliteten, der gennemsyrer den (politiske) strømning, vi svømmer rundt i. Hvor man med rette kan modspørge “Hvad er mest værd – penge eller tid?” I hvert fald er det fra min side ikke gennemtænkt, at jeg spørger til pensionen, men en art papegøjesnak, fordi alle andre spørger til deltidsarbejdendes pension, som jo går indiskutabelt ned i de fleste tilfælde i forhold til hvis man arbejdede fuld tid. Ikke at jeg dermed afskriver vigtigheden af pensionen, for jeg ved ikke lige helt, hvor jeg står i det holdningsmæssigt – men hvor har I givet mig mere perspektiv på sagen med jeres pip. Tak for det.

Åh deltids drømmene.. Jeg er først startet fuldtid i september 19, da barn nr. 2 blev 4 år. Jeg fik pludselig mulighed for efteruddannelse og flere spændende arbejdsopgaver. ( Og så var der vist noget med bilkøb… )
Og selvom 37 timer… ER 37 timer.. Så giver mit arbejde mere mening og mere energi end før.
Såh.. Nu skiftes vi også mere til at tage sygedagene… Og planlægge legeaftaler..

Pension er da vildt vigtigt. Som en skriver: Hvad hvis jeg bliver skilt, når jeg er 68…. Jeg er på deltid, fordi jeg får ondt i hjertet af at være væk fra mine børn ret meget mere end 5 timer dagligt. Så længe vi er gift, har vi fælles økonomi og når jeg er på deltid, går en større % til min pension. Er vi gift som pensionister, er det stadig fælles, er vi ikke, er jeg ikke blevet straffet økonomisk af det valg, som var bedst for mig, min mand og vores børn. Jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre nu og håber inderligt, det kan fortsætte. Men selvom min mand både siger og mener: “mor er klogest”, så ved jeg ikke, om mine børn lærer nogle uhensigtsmæssige ‘50er normer.

Glædelig kampdag Karoline! Måske vi to sludrede om det her den anden dag i parken? Jeg overvejer deltid, når jeg starter igen. Herhjemme er det mig der tjener mest, mig der betaler mest ind til pension og det seneste år (indtil jeg gik på barsel igen) var det også mig der arbejde mest og min kæreste, der hentede og bragte mest. Det er det faktisk stadig, selvom jeg er på barsel. Han arbejder nemlig sjældent mere end 30 timer om ugen. Han er selvstændig og bestemmer selv. Nu er planen, at han skruer lidt op og jeg skruer lidt ned. Det er simpelthen, fordi jeg føler, at livet er nu. Også i hverdagene. Jeg gider ikke halse bagefter hele tiden – ikke hvis jeg kan undgå det. Jeg håber, at deltid vil kunne give mig lidt mere balance. Lidt mere ro i kroppen, nærvær til mine to unger og min kæreste, men måske også et lidt større fokus på jobbet. Det håber jeg!

Deltid for begge er drømmen! For JA, livet er nu. Jeg ved bare ikke om alle familier kan få det til at rende rundt med to forældre på deltid – det kommer i hvert fald an på brancherne nok. Dejligt, hvis det lykkes for jer! Mindre stress, mere tid sammen. På lige vilkår.

Glædelig kampdag, Wickie – du var bestemt en af dem, jeg havde svært ved at buse ud med alle mine tanker på, fordi det ville blive så kluntet, og fordi jeg som sagt fornemmer at emnet er ømt, hvis ikke man blindt hepper (øh, ikke lige ømt hos dig, men generelt, hvis du forstår).

Her 8. marts prøver jeg at minde mig selv om, at jeg selv må være den forandring, jeg gerne vil se (fortsat) sker mod mere ligestilling. I stedet for at reproducere ulige roller fx i hjemmet. Og bortforklare det med normdovne undskyldninger.

Herhjemme er vi fx endt på deltid begge to. Det har faktisk ikke været så svært. Vi satte os en aften og lavede en liste over udgifter. Så sammenlignede vi med vores indtægter, der var lidt større end udgifter, og gik tilsvarende ned i tid. Jeg sagde bare at jeg ikke gad være den eneste, han måtte også ind i (køns-)kampen.

Det går helt fint økonomisk. Vi shopper ikke vildt, men lever heller ikke på en sten. Og ingen af os er blevet fyret/ ugleset/ karrieredumpet af det.

Tænker det er noget med at sige til sig selv, at man sgu må gøre et eller andet, der skubber til kønsulighedsnormen frem for at reproducere den. For vores egen og vores døtres skyld. Kun at tale om den er lidt lige som at strikke en karklud for klimaet.

God kampdag!

Jeg er også én af de mødre som trækker statistikken dybere ind i mor-tager-al-barsel og mor-er-på-deltid… den med barsel skyldes samme grunde som hos jer (tidsbegrænset ansættelse/freelance) og der må jeg så lige lande en kritik af DR som arbejdsplads og den måde de fastholder “løst tilknyttede ansatte” i et enormt stress over hvor længe man mon kan blive forlænget og i et endnu større stress over at præstere og være til stede hver EVIG eneste dag. Det var ikke en mulighed for min kæreste at tage barsel, hvis han ville gøre sig forhåbninger om at beholde sin plads. Derudover så har jeg det helt enormt fint med at være på deltid og at have fået al barslen. Den ekstra tid jeg har med min datter er det bedste i mit liv, sådan fuldstændig egoistisk. Hun kunne fint klare 1 time om dagen mere i institution (og der står bedsteforældre på spring for at hente tidligt hvis det var) men jeg VIL have flere vågne timer med hende end en fuldtidsstilling tillader. Den manglende løn?! Tja… NOT so important. Selvom jeg tjener klart mindst har jeg sjovt nok alligevel oftest mest på kontoen sidst på måneden, for økonomisk sjuskeri er heller ikke ligeligt fordelt herhjemme og jeg er ikke gadget/mærkevarer-freak, det er han. Den manglende pension?! Tja… hvem ved om man overhovedet er her til man er 90? Og hvis ja, så håber jeg at mine børn vil spæde til og invitere deres gamle mor med på ferier og til aftensmad Så sagt lidt poppet, for mig er social kapital mere værd end økonomisk kapital i disse år ihvertfald, og så håber jeg at renteafkastet fra mine sociale investeringer viser sig at være gode engang i fremtiden

Kære Ø, vi er jo i totalt samme båd med det der barsel. Er næsten lidt glad for, at I også valgte den udvej med al barsel til kvinden; at der ikke var et eller andet smart ligestillingshack, vi havde overset. Det ville have fået mig til at se enormt dum ud med dette blogindlæg 😉

Kæmpe kram til dig og E og R. Dejligt, at du læser med.

Det er sådan en spændende diskussion. Og nu vil jeg gerne lige smide struktur-kortene: Det er fordi børn – kulturelt set – stadig mest er kvindens (selvom det kradser lidt ubehageligt i ørerne, ikke?) og det er således hende, der fx får røde knopper af at læse om normeringerne i daginstitutionen. Det er fordi der stadig er et massivt løngab, der kan gøre det svært at sende Far hjem på deltid eller lang barsel. Og det er fordi deltidsstillinger ofte findes i den offentlige sektor, hvor kvinderne arbejder. Jeg tror der skal politiske tiltag til, før vi kan ændre noget i et andet tempo end nu. Det private er politisk, selvom det lyder meget rødstrømpet, ikke?

Glædelig kampdag – og tak at smide både det strukturelle kort på bordet og et privat-politisk rødstrømpecitat. Så slap jeg for, at være den første til at gøre begge dele 🙂 Det er nogle sindsygt spændende diskussioner – også her i tråden, som jeg nu og da kan undres over fraværet af, blandt kvinderne i “vores generation”. Der synes, ganske som Caroline antyder, at være en lang række forklaringer for de enkelte familier som enten giver glimrende mening i deres konkrete situation (jeg har mest lyst, behov, mulighed) og/eller stiltiende blot accepteres (fx mænd har sværere ved at få deltid, barsel, what ever). Men vi kan vel ikke rigtig diskutere tingene adskilt, altså de private valg og de strukturelle vilkår, for statistikkerne over alle de “adskilte private valg”, taler jo tydelig sprog. Så hvis ikke de kulturelle normer, lønforskellene og lovgivningen er (i hvert fald dele af) forklaringen, så ender vi (vel?) ved at det er biologien alene (eller tilfældig variation?), der sender kvinder på deltid, giver dem hovedansvaret for forældreintra og skæve pensionsforhold. Både den biologiske tese og tesen om tilfældighed kradser voldsomt i mine øre, og førstnævnte bliver på én eller anden måde også ulideligt deterministisk. Og hvad gør vi så?

@Signe og @Sofie: Preach! Selv om I ikke kommer med nogen svar. Det er deprimerende, at der ikke findes nogen svar. Og at det her felt gør kvinder uvenner, fordi vi ikke kan blive enige om hvad det RIGTIGE er at gøre. Vi skal ikke allesammen have lyst til at leve livet ens – men det ER sgu svært at ignorere, at tingene ender helt skævt mellem kønnene, når valget er (officielt) frit.

Men. D’damer. Blot for eksperimentets skyld. Det kan vel ikke udelukkes, at det er kvinderne, der har fat i den lange ende? Måske ikke økonomisk, når vi alle er gamle og grå, men på vejen derhen? I tilknytning til børnene, stress, dybere værdier som nærvær og fordybelse? Hvorfor har vi entydigt besluttet, at det er kvinderne, der scorer selvmål ved at lægge flere af de vågne timer der, hvor de gør dem glade, ikke mændene, der lægger dem der, hvor de giver afkast?

Måske skulle vi begynde at owne neddroslingen?

Eksperimentet er interessant – nødvendigt måske – hvis vi skal besøge det her emne noget grundigere. Diskussioner strander nemlig ofte lige her, synes jeg – ved erkendelsen af at der ikke er én løsning, én forklaring, eller én årsag – og at vi ikke alle er enige om indholdet i “det gode liv”.
Jeg giver en anden kommentator i sporet helt ret i, at der måske netop ligger noget i måden vi kommer til at tale karriere/pension/løn op og bløde familieværdier ned. Hvad pokker handler det om – for de fleste af os er jo egentligt enige i det modsatte, når vi gås lidt på klingen?
Selvom både min mand og jeg løbende diskuterer ud fra en nogenlunde fælles forståelse af, at “livet er nu og om lidt er børnene store – så det er ikke nødvendigvis i disse år vi skal finpudse karrieren”, så ville det også herhjemme unægteligt være mig der endte på deltid før ham, skulle vi få lyst dertil. Fordi jeg er offentligt ansat. På en kvindedomineret arbejdsplads. Med en lavere løn. Modsat ham. Og det er også mig folk spørger, efter vi har fået nummer to.
Og jeg vil da, som så mange andre, også virkelig gerne prioritere mine børn – lige nu. Meget hellere end pensionen, hvis det var sådan jeg absolut skulle trække kontrasterne op. Og jeg har nok også interesseret mig lidt mere for
temaer som børneliv og institutioner, og haft lidt mere dårlig samvittighed end ham. Så jeg forstår sagtens at man (vi!) drages mod deltid helt og aldeles frivilligt og ofte med opbakning hjemmefra.
En ugentlig fridag er også er dejlig konkret pusterum i en for travl hverdag – pension er abstrakt og “hvem hvad morgendagen bringer”.
Omvendt må vi bare igen erkende, at selv hvis vi gør det med åbne øjne og med fat i den lange ende i forhold til hvad der er vigtigt i livet, så stiller vores frivillige tilvalg os stadig statistisk set dårligere på nogle hårde parametre – vi bliver stadig mere stressede end mænd, dårligere økonomisk stillede senere i livet, hvis vi har været på deltid og barsel med ungerne imens manden duskede sekretæren og det endte i skilsmisse, vi stiger langsommere i graderne på arbejdsmarkedet – og.så.videre. Vi skal ikke langt tilbage, før vi var livslangt afhængige af enten vores fædre eller vores ægtemænd. Og den er alligevel også svær at sluge?
Vores formødre kæmpede for, at vi kom væk fra kødgryderne. Måske vores generations bidrag skal være, at vi i endnu højere grad får valget selv, uden helbredsmæssige, sociale eller økonomiske konsekvenser. (Og at vi husker at stille os solidariske med de, som endnu ikke har valget, fx fordi de er enlige, er ansat i en bestemt branche, er lavtlønnede, osv. – for lad os heller ikke lade som om, de potentielle privilegier er alle forundt).

Okay … det blev langt. Muligvis også
lidt uden pointe og svar (igen). Og jeg har tydeligvis drukket alt for meget koffein. Jeg kunne ikke lige finde ud af, at kommentere en kommentar på en kommentar – men jeg håber, at denne havner rette sted… godnat 😉

Dejligt, at du ville svare, selv om det blev sent.

Jeg nikker ivrigt til alt du skriver. Bortset fra lige en ting, som jeg ikke tror jeg helt forstår – hverken når du eller når andre her i tråden nævner det. Ordet solidaritet. Er det solidaritet at indrette sig anderledes i sit liv end man selv har lyst til og mulighed for – for de andre, der ikke har valget? Det er jo en gennemgribende omstrukturering af den enkelte familie, som man så skal foretage for andres skyld. Det modsatte af solidaritet må være egoisme, men er det egoisme ikke at ville ofre sit velvære og sin egenbestemmelse for andre kvinder? Kan man egentlig kræve, at nogen – her de privilegerede – bringer et så stort offer, som det for dem ville være at arbejde på fuld tid i kvindesagens navn, for de dårligere stilledes skyld? Er det ikke meget usolidarisk over for de privilegerede? Eller misforstår jeg helt hvad det er du “beder” de privilegerede om at huske på?

Kan man mon være solidarisk på andre (og lidt billigere) måder end at lægge hele sin hverdag i puljen?

Jeg drømmer om deltid efter barsel, men i min branche eksisterer det ikke, så jeg kan ikke se hvordan det nogensinde kommer til at ske.

Jeg er enig med alle dine pointer om pension, ligeløn, karriere osv, men jeg må bare erkende at to fuldtidsstillinger med to små børn føles som en ekstremsport. Jeg hader at mine hverdage forsvinder i alt for tidlige morgener, hvor vi skynder os ud af døren, og dårlig samvittighed overfor både arbejde og trætte børn ved afhentningstid. Vores hjem sejler i vasketøj og rod og jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde kommer til at kunne dyrke sport jævnligt eller at bruge mere tid på andre ting der gør mig glad. Hverdagene med små børn gør simpelthen at jeg mister lidt af mig selv hver dag.

Sådan har min kæreste det slet ikke. Han er også bedre til at tage ud til ting og at få set vennerne og han tager det meget mere cool end mig når han henter trætte børn 5 minutter i lukketid. Vi deler opgaver i hjemmet 50/50, er lige gode til at tage børns sygedage, følge til læge osv, så jeg føler ikke at forskellen ligger i at jeg tager mere ansvar og derfor er mere ramt af hverdagene. Men jeg er trættere end ham og har langt mindre energi til at lave gode ting for mig selv end han har.

Hvis jeg ender med at tage deltid og så kun bruger tiden på mig selv, er det så retfærdigt at min kæreste betaler ekstra ind til min pension? Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan vi skal dreje den… ( i det virkelige liv ville den ekstra fritid nok gå halv til børn og hjem og halvt til mig selv)

Jeg bliver så ked af, at det bliver omtalt som”ofring”, “hvorfor kun mor” og “jeg gider ikke, det kun skal være mig…”.

Måske “fører”mænd på arbejdsmarkedet, men arbejdsmarkedet er jo ikke livet. Det er mange andre steder, jeg hellere vil føre…

Jeg er på deltid, og det har jeg (vi) valgt, fordi jeg kan! Jeg ser det som et kæmpe priviliegie at have den mulighed.
Bare fordi vi har en samfunds norm der hedder at 37 timer er fuld tid, betyder det ikke, det er en universel sandhed, der er rigtig for alle. Det er bare et tal, der er fastsat, så vi kan tale og lovgive ud fra det.

Og jo, vi har da tænkt på, at vores hustandsindkomst bliver mindre, og jeg har da også overvejet at det “går ud over” min pension i forhold til min mands.
Men jeg har også tænkt, at alt er relativt. Jeg får jo bare den pension, som svarer til det, jeg har valgt at arbejde og spare op. Jeg er aldrig blevet lovet noget bestemt beløb, eller for den sags skyld at jeg nogensinde bliver så gammel…
Så for mig er de første argumenter egentlig ikke vigtige.

Jeg har så valgt at sætte mit forbrug ned (her kommer der også noget klima-tankegang ind over, og hvad skal vi egentlig med alle de vaser/kjoler/sko/musselmalede tallerkner/indsæt selv, hvis det betyder at vi skal arbejde 5-7 timer mere hver ugen for dem?)

Jeg bruger i øvrigt ikke tiden på at vaske op og gøre rent – heller ikke altid på at hente børnene, for det kan far sagtens klare de dage, hvor han går tidligere fra arbejde. Men de giver mig mere overskud, og jeg skal ikke læbe fra sted til sted.

Det jeg prøver at sige er egentlig bare – jeg gider ikke sidde om 45 år med en kæmpe pension og føle jeg er gået glip af mit liv og mine børn.

Min familie og jeg bor i Tyskland og jeg er en af de få kvinder i min omgangskreds, som arbejder fuldtid, mens manden arbejder deltid. Jeg tjener markant mere end ham, så med et barn og ønsket om et andet barn snart var det det smarteste at gøre, i det tyske system får man langt mere barselspenge, hvis man havde en god indtægt inden, og jeg ender nok med at tage 2/3 af barsel, det gjorde vi i hvert fald sidste gang. Jeg er meget glad for, at vi var enige om den fordeling og at manden afleverer vores datter sent i vuggestuen hver dag og rydder op, gør rent osv. Til gengæld betaler jeg så hans pensionsopsparing i de her år, det er bare fair.

Vi bliver forældre for anden gang i April og hvis vores barsel slutter, så starter vi begge på 80% og finder ud af, om vi kan klare os med det beløb.

Godt indlæg. Jeg har selv været rasende på mig selv, fordi jeg efter min mands barsel med barn nr 2 sluttede fik de sygeste deltidstvangstanker. Om den dårlige institution, om at de kun er små engang – og at jeg ikke kan tilbyde mine børn samme opvækst, som jeg selv fik og dermed betragter som ok vellykket og en standard at tage for givet. For min mor var selvstændig på max 25 timer om uge , og jeg blev passet hjemme af en ung pige i huset, indtil jeg var 4 år. Det er svært at hamle op med med to fuldtidsstillinger, og den dårlige samvittighed kom krybende. Godt understøttet af de mange gentagelser på diverse blogs om at en mor altid skal tilsidesætte sig selv for sine børn.
Men så fik jeg en åbenbaring. To måske. Første åbenbaring var, at mine børn har lige så meget (god) forældrekontakt, som jeg havde. For min mand er 100% mere nærværende end min egen far, der arbejdede rigtig meget og åbenlyst havde et intimitetsproblem. Så åbenbaringen er, at jeg kan være på fuldtid og udleve mine egne mange ambitioner på arbejdsmarkedet, fordi min mand tager nøjagtig 50% af forældrearbejdet/hjemmearbejdet. (Og vi tog også 7 mdr barsel hver og forlængede altså perioden med de mulige 14 uger). Vi har fleksible job (ish) begge to, så den yngste er i vuggestue fra 8.45-15.15, og den store i udflytter fra 8.30-15.45. Den ene afleverer, mens den anden møder tidligt for så at hente. Og ved du hvad? Det er rigtig fint, synes jeg. I den verden jeg og mine børn i, så er det en god balance. Kunne det være anderledes, hvis jeg selv måtte ændre på det strukturelle – ja da. Men det kan jeg ikke (arbejder selvsagt på revolutionens komme, men indtil da…) For børnene er med deres skønne far, når de altså ikke er i institution et ok rimeligt antal timer, som jeg i hvert fald godt kan leve med.
Den anden åbenbaring, som gjorde jeg har sluppet deltidstankerne, er: jeg er mega sej til mit arbejde. Det burde flere erkende om sig selv. For dermed har jeg tilkendt mig selv en slags ekstra flekstid. Jeg arbejder mega hurtigt og når mere, end kollagerne gør på samme tid, og så går jeg sgu da bare en halv time tidligere. Og får den samme fede løn og pension. Altså sagt uden at lyde selvfed, men oprigtigt. Hvis man knokler afsted på 100% så prøv at gå ned til at tænke man kun leverer 80% – og ingen vil lægge mærke til det. Promise. For vi gør det jo godt alle sammen! Det skal man også lige tage alvorligt og tro på og så blive ved med at turde forfølge sine ambitioner, når vi snakker ligestilling. For jeg tror helt ærligt det er det mænd har mere tendens til at gøre: at tænke høje tanker om sig selv og derfor mene, de fortjener en præmie tidligere. Så det gør jeg altså også.
Rent praktisk bor vi i byen hhv. 15 og 5 min fra arbejdet, og når vi en sjælden gang overvejer at flytte ud af byen, så er minus pendlertid altså et meget vigtigt argument.
Jeg er selvfølgelig træt og presset indimellem, og det er ikke altid, at jeg synes det hele er så ligetil som jeg skriver nu. Men faktisk ofte. Overvejer skisme et tredje barn, haha.
Sådan fik jeg lukket endeligt ned for mine deltidsovervejelser. For mor skal ikke ofre sig for sine børn alene. Det gør forældrene sammen.
Ps. Og så alligevel: for jeg langtidsammer min halvandenårige, og jeg elsker det. Og det kan vi jo ikke gøre 50/50. Så nogle ting gør bio-mor. Men det bremser ikke min karriere eller ændrer ved min livtidsløn.

Det er sjovt, da jeg var ny på arbejdsmarkedet og ikke havde børn endnu, så jeg lidt ned på de kvinder der var på deltid. Og da jeg var gravid med min første var jeg meget fokuseret på at min kæreste i hvert fald skulle tage sin del af barslen. Så kom barnet… og da jeg startede på arbejde igen da hun var 8 mdr gammel var mit hjerte tungt af sorg hver dag når jeg sad på mit arbejde (som jeg ellers er rigtig glad for). Nu har jeg to børn og er på 32 timer. Og jeg kan ærlig talt ikke se hvorfor jeg nogensinde skulle gå op i tid igen? Mit job er stadig fedt og spændende og udfordrende, og jeg elsker det, men hvad er pointen i at bruge så meget af sin vågne tid på det, når jeg nu har muligheden for at lade være?
Her på kvindernes kampdag vil jeg til gengæld spørge omvendt: Hvorfor er det stadig de maskuline værdier vi stræber efter? Hvorfor er barsel og omsorgsarbejde stadig anskuet som en byrde og noget der afholder os fra at dyrke det der åbenbart er det VIRKELIGT vigtige her i livet: karriere, høj løn, titler, prestige? Er dét livet? Hvorfor bliver vi som kvinder stadig set som tabere af gamet når vi tillader os at gøre hvad vi egentlig har lyst til? Hvorfor er det ikke mændene der taber, når de har mindre tid med deres unger?

Jeg synes bestemt ikke mødre på deltid taber! Men jeg undrer mig over, at deltid for familiens skyld så ofte er en kvindeopgave. Hvorfor gør mændene det så sjældent? Hvorfor længes de ikke hjem? Hvorfor er det ikke mere lige?

Men jeg er ikke på deltid som en opgave, men fordi JEG gerne vil være det. Hvorfor flere mænd ikke vælger det, forstår jeg heller ikke, men jeg ser det mere som deres tab. Hvad hvis det er os der har fat i den lange ende?
Når jeg spørger min kæreste hvorfor han ikke går ned i tid, mener han ikke at det kan lade sig gøre i hans branche. Men han har ikke undersøgt det. Jeg er selv ansat i det private, i en konservativ og mandsdomineret branche, men jeg har da alligevel formået at forhandle mig ned i tid.
Min mor gik hjemme med mig til jeg var to, startede så på deltid og arbejdede sig op til en lederstilling. Hun er en de sejeste, mest livsglade og livsduelige mennesker jeg kender og nyder i dag livet som pensionist med en kæmpe omgangskreds og masser af aktiviteter. Min far derimod sidder ensom og sølle i en ældrebolig (de blev skilt da jeg var lille), han har mange flere penge på bogen end min mor har, men nul social kapital. Nu ved jeg godt at det bare er en tilfældig anekdote, men hvem har forvaltet sit liv smartest af de to?

Så mange gode kommentarer, for en deltids-newbie som mig! Og sindssygt relevant og godt indspark til et emne hvor jeg virkelig skal prøve ikke at sætte lighedstegn mellem egen situation og den brede masse. For jeg tror du har ret. Jeg TROR at det er som du skriver: mor går på deltid for at nå til bunds i vasketøjsbunkerne (men jeg ved det slet ikke) og indkøbsposerne.

Det er ikke derfor jeg er gået på deltid.

Som jeg læste både dit indlæg og mange af kommentarerne er det lige præcis på det individuelle niveau, at deltid giver mening. Fx jeres barselsfordeling. Det giver så god mening, at I har gjort sådan. Og de mange (relevante) forklaringer lader umiddelbart til at gennemstrømme kommentarfeltet. Åh, hvis bare jeg havde svaret… måske finder du det? I hvert fald glæder jeg mig til at læse opfølgningen, hvis du orker at skrive sådan en!

Og så. Her er min personlige forklaring til perlerækken:
Jeg savner mine børn. Og jeg er slave af fremtiden i den forstand, at jeg er så bange for at dø og alt for ofte forestiller mig som 80 årig at se tilbage på mit liv. Det optager mig meget for tiden. Og det jeg savner, er tosomhed med mine børn (og min mand for den sags skyld). Luksusting som museumsbesøg, at gå en tur i gaderne. At fodre ænder. Alt det som drukner i weekenden i arrangementer, sommerhuseture og familiefester. Så min nye ugentlig fridag er en FRI-dag. Og min kæreste er skidemisundelig og håber meget at han får mulighed for at gøre det samme (dog er hans behov ikke helt så højt da han er velsignet med een ugentlig hjemmearbejdsdag, hvilket ikke er tilladt på min arb plads). I fht økonomi har jeg også valgt at gå ned i tid for at kunne tage et modeljob engang i mellem. Et job kan, hvis jeg er lidt heldig, således betale for 3-4 fridage (+ at jeg savner at være model med alt hvad det indebærer af stille togture og lavpraktisk, fysisk arbejde i nye omgivelser). Inspireret af dit indlæg vil jeg begynde at sætte en portion af hver modelindtjening ind på min pensionsopsparing, så min pension ikke bliver påvirket af min nyvundne frihed.

Nå. En lang smøre senere. Tak igen! Jeg ELSKER at du er på barsel og beriger os med dine gode tekster og tanker!

Ida

Ps. Blev færdig med “Et år uden overforbrug” i går (den var GOD!) og på sidste side står der: “Enjoy the little things in life
For one day you will look back and realize they were the big things”. Og den sætning opsummerer vist meget godt, min intention med at gå ned i tid.

Tak for et fint og vigtigt indlæg!

Da vi fik barn nummer to, så mødte jeg konstateringen om at “Nu skulle jeg vel gå ned i tid på mit arbejde?!” Jeg fik spørgsmålet fra både sundhedsplejersken og pædagoger i den ældstes vuggestue. Især sidstnævnte var ret provokerende. En pædagog i vuggestuen som siger, at det nærmest er synd for mine børn hvis de skal være i hendes varetægt længere end kl.09-14 hver dag… Men nej, jeg er ikke gået ned i tid, i traditionel forstand. Jeg er selvstændig, og min mand har et fleksibelt job, så vi organiserer os sådan at børnene kan hentes tidligere i institution, og får hele og halve fridage indimellem. Men du har helt ret, at gå ned på deltid “for børnenes skyld” er en kvindeting. Meget få mænd går til deres chef og beder om at få arbejde deltid fordi de er blevet fædre.

Som svar på dit spørgsmål om hvorfor det er sådan, så er jeg ret sikker på at det handler om at det er mødrene som er mest ramt af den dårlige samvittighed som omgivelserne ihærdigt forsøger at plante hos småbarnsforældre. Dårlig samvittighed over at i det hele taget tillade sig at ikke være sammen med sine børn døgnet rundt, over at have børn i de FORFÆRDELIGE og skadelige institutioner, over at ikke præstere hjemmebag til tier-madpakken hver dag, over ikke at have tid til at træne op til triathlon, over den såkaldte adskillelseskulturen. Jeg tror slet og ret ikke mændene er ramt af den dårlige samvittighed i samme grad! Ikke i sådan en grad at det er naturligt for dem at gå ned til deltid, i hvert fald. En anden vigtig faktor er vel også lønsforskelle, altså at fædrene i gennemsnit tjener langt mere end mødrene, og derfor bliver det “for dyrt” for familien hvis det er far der skal ned i tid.

Jeg tror der er flere løsninger. Den ene er at vi skal droppe den dårlige samvittighed og direkte og indirekte shaming af forældre som er på arbejde og har sine børn i pasning.

Samtidigt skal vi kæmpe for at forbedre institutioner, pasning og normering! Jeg mener, hvis institutionerne virkelig er så forfærdelige at det er skadeligt for børn at opholde sig der i lang nok tid til at forældrene kan arbejde fuldtid, så skal det jo for filan ikke være op til den enkelte forælder at rette op på det og undgå skade, ved at arbejde deltid! Det er en frygtelig individualiserede og usolidarisk løsning! Den enkeltes økonomiske situation afgør hvorvidt deres børn bliver tvunget til at opholde sig i institution i skadelig lang tid? Nej, hvis vi virkelig mener, at institutionerne er så dårlige og underbemandede, så må vi jo sørge for at der politisk bevilges ressourcer til at rette op på det! Det må være et samfundsansvar.

Og til sidst må vi kæmpe for ligestilling på lønfronten.

Glædelig forsinket kvindedag.

Jeg tror at det bedste vi kan starte med at gøre er at ligestille atbejde og at være hjemme med sine børn. For det vi pt har kaldt ligestilling er for mig bare at putte kvinderne ned i de kasser der tidligere kun var forbeholdt mændene, fx karriere, lønforhandlinger, fine titler osv. Vi taler om at gå ned i tid eller forlængelse af barselsom at ofre sig for familien/børnene aka give afkald på/ underprioritere sig selv. Og jeg tror at for at få vendt tendensen med at det oftest er kvinderne der tager meget barsel og tager deltid. For hvis det bliver talt op, til at være noget værdifuldt, langt mere værdifuldt end at tjene en masse penge, så tror jeg at tingene vil ændre sig, og statistikken blive mere lige. Men så længe penge og pension stadig tæller mere end vågne timer med børnene så kommer det ikke til at ændre sig. Så længe vores autosvar er “jamen hvad med PENSIONEN?!?” I stedet for “nej hvor fedt at du fokuserer på at få tid med dine børn mens de stadig gider dig”. Hvilken lykke er der i at sidde i et dyrt hus med masser af penge som gammel, mens ens børn arbejder 40 timer om ugen, og ikke har tid til at se en, og man længes efter den tid hvor de var små? Hvad med pensionen? Ja den kunne vi jo indbetale en masse til når børnene var fløjet fra reden, eller bare blevet teenagere ikke ikke gider bruge timevis med mor og far? Eller måske kunne vi gå på deltid, indbetale mere til pension, og så droppe udenlandsrejserne og storforbruget og den nye bil og take-away?
Men jeg tror at det starter med at vi vægter tid med børnene lige så højt som den store pension og karrierestigen.

Jeg er lige gået deltid. Som i her pr. 1. marts. Og jeg er vild med det allerede. Det er luksus for mig. Jeg synes virkelig vores hverdag hang fint sammen med fuldtidsarbejde – vi prioriterer begge at være hjemme senest 17 så der er to mens der bliver lavet mad. Den som ikke afleverer kører tidligt for at kunne gå tidligt. Og så sidder vi om aftenen i stedet. Jeg ved udemærket at ikke alle har de muligheder, men vi har, og det er altså ikke ulvetimen som giver mig lys til deltid.

Min arbejdssituation gør, at det giver mening at gå ned til 30 timer, som så resulterer i en ugentlig fridag. En fridag hvor min datter er hjemme med mig, så vi kan lave en masse dejlige ting sammen. Og også så vi kan se nogle af vores dejlige venner, som måske er på barsel og sådan.

Det er mig, som er på deltid fordi det er mig der har lyst. Mig der savner min datter i hverdagen, mig der føler, at tid med min datter er det vigtigste for mig lige nu. Men også mig, der har et job uden afspadsering og med en del deadlines, mig med mindst ferie, mig som har kundemøder der kan være svære at aflyse ved barn sygdom. Min mand har 37 timer, gode pensionsforhold, afspadsering, en masse ferieuger, omsorgsdage og ubegrænset fri under barns sygdom. Det er også min mand som har sagt, at jeg ikke skal vaske tøj eller gøre rent på min fridag. For jeg gør det for at bruge tid med min datter.

Måske jeg modarbejder ligestillingen ved at være kvinde og på deltid. Men heldigvis har jeg en mand, der hver dag laver maden, støvsuger meget mere end mig, tog en god portion barsel og derudover er så ekstremt meget nærværende over for vores datter – så han er med til at rykke ved ligestillingen. Jeg vil gerne kæmpe for ligestilling, men lige nu vil jeg allerhelst kæmpe for at være der for min datter.

Og derudover har vi aftalt at lave en ægtepagt som ligestiller vores pensioner. Fordi vi ser vores fælles liv som en fælles økonomi.

Jeg er alenemor 25/7/365, så her er der kun mig, der kan være på deltid. Og jeg har tænkt på konsekvensen af pension, men jeg er så priviligeret at være ansat i en branche, hvor overenskomsten har “børnedeltid” hvilket bla.betyder, at man får pensionsbidrag af fuldtidsløn.
Så måske vejen frem til at mænd tager deltid er bedre vilkår på typiske mande arbejdspladser?

For 60 år siden havde en sygeplejeelev 14 dages barsel (45 timers og seks dages arbejdsuge og tre ugers ferie). Heldigvis kunne man på en vuggestueplads. Alternativet var ingen uddannelse og deraf økonomisk afhængighed af ægtefælle.
Der var flere og flere, der individuelt stod på mål og bed tænderne sammen op gennem 60’erne og 70’erne til de blev mange nok og kunne stille krav og senere få dem opfyldt. I 71, hvis jeg husker rigtigt, blev retten til barselsorlov 13 uger, men slet ikke med fuld løn og sådan udvikler (kvinders) rettigheder sig over tid, men det kræver saftsuseme, at man er solidarisk og ikke vælger en individuel (økonomisk) løsning, hvilket iøvrigt kun er muligt for den mere priviligerede del af befolkningen.
At kæmpe for bedre vilkår/ligestilling er en kamp, der ikke kan udkæmpes by proxy, og kræver ofre og uden det, så får man ikke bedre vilkår.
Derfor temmeligt firkantet, bastant og generaliseret:
Hver evig eneste gang, det enkelte individ vælger en individuel løsning, svækkes den fælles kamp for reel ligestilling mm.
At nogle forældrepar vælger, at der ikke indbetales lige meget på begges pensionsopsparing uanset indkomst og beskæftigelsesgrad er usolidarisk og endnu et udtryk for, at der ikke er (økonomisk) ligestilling i de små hjem. I betragtning af hvor mange parforhold der opløses er det uansvarligt ikke at prioritere partnernes lige pensionsmuligheder, mens tid og følelserne er der.
At nogle hellere vil investere socialt fremfor økonomisk er egoistisk og usolidarisk overfor partneren, der bliver skaffedyret og dermed har færre muligheder for at investere socialt. Børnene er de største tabere i det spil.
Mvh. og fortsat god kamp

Det er et vigtigt emne og der er så mange fede kommentarer her, dejligt at høre om alle de forskellige grunde til deltid/fuldtid.
Jeg er enig i, at det faktisk er kvinderne der har fat i den lange ende – det er langt vigtigere at være sammen med børnene (eller sin gamle farmor eller bare sidde i haven og drikke kaffe) end at arbejde (det er også fedt at gøre karriere, eller bare være nødt til at arbejde fuld tid, jeg er ikke ude på at dømme). Men det er naivt at tro, at der ikke er noget i vores samfund der socialiserer os til at synes, at det er kvinderne der skal gøre dette. Det er også dybt naivt at tro, at man som 75 årig kan leve af børnenes kærlighed og kildevand alene. Jeg har da aldrig hørt en mand sige ‘tiden med mine børn er vigtigere end min pension’. Det synes mænd jo sikkert, men hele pointen er jo, at de ikke er nødt til at vælge! Hvorfor finder vi os i, at tiden og livet nu med børnene, skal betyde, at vi er dårligere stillet end mændene senere i livet?
Vi lever til vi bliver 82 og halvdelen af os bliver skilt, så jo, du får brug for din pension, og jo, du kommer til at få brug for at have din egen opsparing. Er vi bange for at snakke om penge? For at kræve halvdelen af den værdi der er skabt i forholdet?
Jeg synes også, at vores samfund har fokus på nogle forkerte ting, men det store fokus på pension og deltidsarbejde kommer jo af, at mange ‘fattige’ pensionister er kvinder (og måske liberale politikere ikke gider betale til dem og synes det ville være federe hvis de selv havde sparet op i ders fuldtidsjob?).
Så ja, ingen løsning herfra, udover en opfordring til at sende flere mænd på deltid, og lige snakke om pensionen, så man i det mindste ved hvor man står. Information is power:)

Jeg synes ofte, diskussionen om deltid ender med at tage en lidt uheldig drejning. Det kommer lidt til at lyde, som om man tror, at de stakkels kvinder er for tykhovede til at indse, hvilke konsekvenser det kommer til at få konsekvenser for deres økonomi senere. Men det vil jeg da tro, at de fleste har indset og truffet deres valg derefter? Og når man står og tager sig til hovedet og sukker “men hvad med pensionen?!” som om deltid var den direkte vej til social og økonomisk deroute (det er nok i øvrigt heller ikke den bedste metode til at friste de stakkels mænd til at gå ned i arbejdstid).

Jeg tror heller ikke, at man kan skille tingene helt så meget ad, som du gør her, Karoline. Nu er jeg jo ikke mor, men hvis jeg på et tidspunkt får børn med min nuværende kæreste, og puslespillet ikke går op, så er der ingen tvivl om, at det er mig, der ender på deltid. Ikke mindst fordi jeg har en kronisk sygdom og som sådan vil få svært ved at kunne optage boliglån, hvilket vil sige, at hvis vi på et tidspunkt anskaffer os fast ejendom, skal den kunne betales på hans løn alene. Hvilket overhovedet ikke huer mig, men den del kan jeg altså ikke gøre så meget ved. Og nu ved jeg godt, at du specifikt bortsorterede sygdom som forklaringsfaktor, men det er jeg ikke sikker på, at du kan: markant flere kvinder end mænd er f.eks på sygedagpenge eller er på ressourceforløb, kvinder bliver generelt ofte diagnosticeret med funktionelle lidelser, autoimmune sygdomme, depressioner, angst, osv. Har man først været syg, tror jeg generelt, at ens optagethed af penge og formue bliver en smule mindre, og at man får en større aversion mod at lægge alt sit overskud på en arbejdsplads. Selvfølgelig kan man ikke skille “livet” og “økonomi” fuldstændigt fra hinanden (og for nogle falder det fuldstændigt sammen, og det er jo dejligt for dem). Men man kan godt lægge mere vægt på det ene eller det andet. Og jeg er simpelthen ikke sikker på, at det er kvinderne, der vælger “forkert”.

Må hellere tilføje, at det ikke er fordi jeg tror, at sygdom forklarer hele forskellen eller synes, at det er et irrelevant emne at diskutere 🙂 Jeg synes bare sjældent, at det starter der, hvor en familie beslutter, at det “giver mest mening” for dem, at det er kvinden, der går ned i tid.

Hej, jeg er lige faldet over din blog, og den interessante post.

Her mit indspark

Jeg gik på deltid efter jeg vendte tilbage fra barsel efter barn nr. 1. Det var meningen det bare skulle være i et halvt år, men jeg fortsatte indtil barn nr. 2 kom tre år senere og efter at vores yngste havde været i vuggestue i et år, traf vi den endnu større beslutning, at jeg opsagde mit job pr. 1/1 2019 og skal gå hjemme med den yngste til hun skal i børnehave om ca et år.

Vores forklaring ligner meget din til forveksling
Og vi har talt om kønsroller – hvad mon vores to døtre lærer af at jeg går hjemme og far går på arbejde? Jeg har desværre ikke svaret. Men det er planen at jeg stadig har mange år på arbejdsmarkedet når jeg begynder igen (formentlig først pension når jeg er 75!! – er 35 nu). Og så håber jeg st jeg kan tale med dem om det når de bliver ældre, og måske andre steder vise noget om kampen for ligestilling.

Min mand og jeg har talt om, at jeg “ofrer” mig nu. Og når jeg så skal retur på arbejdsmarkedet, er det min mand der skal “ofre” sig på den måde, at han skal være den der er tilgængelig når børn er syge, har brug for en hjemmedag, korte dage mv. Evt ved at gå på deltid.

Jeg kommer til at mangle pensionsindbetalinger for et år. Vi har talt om det, men vores økonomi kan desværre ikke hænge sammen hvis vi også skal indbetale til min pension af min mands løn.

I mit nye liv som hjemmegående mor ejar jeg mødt faktisk hele to hjemmegående fædre i den legestue vi kommer i en gang om ugen men ellers er det også mon opfattelse at det nærmest udelukkende er kvinder der går på deltid eller bliver hjemmegående. Jeg kender ikke selv nogen mænd på deltid.

Min egen mor og min svigermor var begge på deltid i perioder da vi var børn, mens fædrene arbejdede på fuldtid. Så nu fortsætter vi bare her generationen efter.

Jeg ved ikke om der er en forskel. Det er et frit valg jeg har haft, og det er en beslutning vi har taget sammen, på min opfordring. Så der er jo i hvert fald ikke tale om at jeg er tvunget til st gå hjemme ved kødgryderne med ungerne.

Til gengæld har vi delt barslen næsten lige ved begge børn, så der er i hvert fald en stor forskel til vores forældres generation.

Det er et svært emne, men interessant og vigtigt. Og jeg er blevet inspireret til at forsøge at drøfte og diskutere i min nye hjemmegående omgangskreds.

Med hensyn til at ofre sig, så vil jeg vende den om – i min verden er dem, der vælger karrieren i småbørnsårene dem, som ofrer noget. Vi andre kan gøre karriere senere, men man kan aldrig få småbørnsårene igen.

Med hensyn til dine spørgsmål:
Hvad det betyder for deres løn og pension og dermed livssituation senere i livet – og om det perspektiv betyder noget for dem?
Det betyder at jeg får en lavere løn senere (jeg er hjemmegående nu) – men lige nu lever vi for én indtægt, så vi ved, hvor lidt vi kan klare os for. Jeg indbetaler ikke til pension, men min kæreste afdrager på vores boliglån. I tilfælde af, at vi går fra hinanden, så deler vi de penge lige – så dermed laver han en form for opsparing til mig nu.

Om de har lavet en økonomisk aftale med manden, som kompenserer dem, mens de udfører det (benhårde og) ulønnede arbejde med hjemmet?
Min kæreste betaler størstedelen af vores udgifter, jeg bidrager med det jeg kan ud af min beskedne indkomst. Så ja, jeg får “løn” af min kæreste. Hvis jeg på er tidspunkt tjener mere, så deler vi udgifterne proportionelt.

Og tænker man, at fuldtid/deltid intet har med ligestilling at gøre?
Ligestilling er i min optik retten til at vælge frit – at være lige stillet. At få kvinderne ud på arbejdsmarkedet og halse afsted for at være fuld tid, tjene en høj løn og have en lederrolle er ikke reel ligestilling – det er at presse kvinderne ind i de eksisterende patriarkalske rammer, fremfor at bryde samfundsordnen ned og opbygge noget nyt, hvor kvinder ikke bare skal indordne sig under de regler og normer, som mænd allerede har sat op.

Og hvad mener man om det signal, man sender til børnene – at mor er i den trygge, hjemlige havn oftere end far er?
Jeg synes, at snakken om ligestilling ofte overser barnets behov. Der er biologisk forskel på mænd og kvinder og det er helt okay i min verden. Jeg bar børnene i 9 måneder, ammede dem herefter og var primært den trygge favn i de første leveår. Far er også enorm vigtig, men jeg synes, at vi tager ligestilling alt for langt, når det f.eks. betyder flaske fremfor amning for at far også kan give mad. Jeg tror, at det ligger instinktivt i kvinder at være omsorgspersonen for et lille barn – og derfor hører kvinder også “deltidsstemmen” højere end mændene gør. Jeg håber, at vores børn vokser op og ser nogle stærke rollemodeller, som aktivt har valgt et liv med dem til og fulgt deres behov (f.eks. at mor er hjemme pga. amning)

Så ja, jeg er hjemme med vores børn lige nu, fordi det giver mest mening for os, så længe de er så små. Når den mindste på 15 måneder ikke ammer mere, så har vi talt om at bytte, så far kommer hjem at gå.

Skriv et svar