I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Jeg er ikke en mor, da jeg mister min mor. Jeg er barnet.

»Der er ikke mere at gøre«.

Min storesøsters stemme er barnets, lige som min også er det nu. »Bare kom herud«, siger hun på samme tid varmt og mat.

Og der ligger hun, vores mor. En krop i en seng. Den krop, der bar os. Den krop uden hvilken intet var. Mimikken er borte, erstattet af et ansigtsudtryk, jeg aldrig har set før. Det er hverken fredfyldt eller det modsatte. Det er ikke. Alligevel udstopper dette »ikke« hele hendes lille soveværelse. Jeg bliver presset bagud i rummet.

Et minde står og stamper i baghovedet. En dagbogsnote fra mine teenageår om min mors smukke hænder; hvordan jeg en dag skal se dem ligge livløse hen. Et ønske brænder. Om at honorere teenagerens tro på, at synet af vores døde mor ville være smukt og til at holde ud. Jeg kan ikke lette på dynen og fiske hånden ud og se om den i døden stadig er smuk, klemme den en sidste gang, ae den en første gang (mor aede mig, aldrig omvendt), jeg kan ikke, jeg kan ikke gøre det for teenageren. Jeg vender mig og går.

Hovedpinen størkner mellem brynene og bliver der i mange dage.

Om der er noget de kan gøre, spørger alle. Hørte I ikke, at der ikke var mere at gøre?

Mit barn. Mit lille, lyse barn og hendes ufødte søskende. Alt det, min mor går glip af. Du må ikke lære at tale. Ikke vokse ud af tøjstørrelse 92. Ikke rykke endnu et blenummer op. Ikke uden din bedstemor som begejstret vidne til alt det selv banale.

Det er midt i en mobiltid. Scrolleriet er tvangsbetinget og endeløst. Facebook, Instagram, Twitter, mail. Hvilketsomhelst flimmer. Gad vide hvad man gjorde før i tiden. Satte sig ned og lod sig flå itu af tankerne – helt uden barmhjertig distraktion?

I min mors hjem buldrer stilheden så højt, at jeg kan høre den. I mit hjem larmer Ramasjang i alle barnets vågne timer.

Dødens kejtede sprog. »Bededamen«. »Vor elskede mor«. »Ligsyn«. »Må jeg kondolere«. Må jeg ikke godt være fri?

Alle de smukke blomster, der fylder mine vindueskarme. Jeg har lyst til at kyle dem i containeren. Bemærker hvem der reagerer på nyheden og hvem der ikke gør. Kan ikke lade være. Vil gerne lade være.

Blomsterbinderen spørger om ikke vi i stedet for »Tak for alt« har lyst til at skrive »Tak for alt, kære mor,« for der er plads nok på båndet til to ord mere, og straks begynder »Kære lille mormor, kære lille mormor« at køre i rille inde i hovedet, nejtak, bare den enkle version, jatak, vi er helt sikre, okay, vi skal nok ringe inden 14, hvis vi ombestemmer os.

Moderløs. Jeg er moderløs. Findes det ord? Modløs duer også.

Kirkegårdsgartneren trækker os rundt på sin arbejdsplads. Vi nænner ikke at fortælle hende, hvor rædselsfuldt her er. At ingen af de mange pladser, hun finder frem, passer til vores mors evighed.

Skyldfølelsen over at holde fri fra sorgen. Det uventede spruttegrin i S-toget, da min kæreste forsøger at muntre mig lidt op. »Det er okay at le« siger jeg til mig selv. Himler. Det er da egentlig ikke okay. Hvorfor går jeg ikke i stykker? Hvorfor kan jeg grine, hvorfor kan jeg stå op om morgenen og lave øllebrød og få mit barn i bad, hvorfor kan jeg godt gå i Kvickly efter bleposer og hvorfor kan jeg sætte kogevask over og rydde køkkenet og spise æblekage med creme fraiche og mønstre en holdning til vores nye tv-bænk, som bliver leveret midt i det hele?

Den morgen det nuttede barn grinende skider i badekarret, pibler tårerne frem og vil ikke holde inde, jeg trækker hende op og skyller af, lukker øjnene og lukker døren bag os. Parkerer os i sofaen resten af dagen. Andre må tørre op. Min kæreste.

Min kæreste. Al den nænsomme, lydefri tagen-over. Jeg elsker den, den er kærlig. Jeg forbander den, den er kun nødvendig fordi min mor er død.

Min mor er død. Alt for tidligt. 62 er da ingen alder. Det er 51 år med diabetes til gengæld for et udmattet hjerte. Det er faktisk en menneskealder.

Vi finder en grav. På den helt rigtige plet, hvor alle tænkelige symboler går op. Det er svært at være rigtig glad, da punktet kan tjekkes af listen.

Hvornår afskaffede man sørgebind og hvorfor dog? Jeg ligner bedemanden Anne i hovedet og har behov for at forklare mig for alle i 5A, der skotter undrende i min retning. Uden at ytre et eneste ord, tak.

Min mor. Min skrøbelige, søde, sjove mor. Som var så stolt af sine døtre. Som gerne ville lære så meget af os. Som var så stærk og fuld af liv engang for så længe siden.

Alt det hun ikke når. Alt det hun nåede. Det hele snører sig sammen i min hals.

Min mor er død.

*


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.