Best of,  Familie,  Motherhood,  Sorg

Jeg er ikke en mor, da jeg mister min mor. Jeg er barnet.

»Der er ikke mere at gøre«.

Min storesøsters stemme er barnets, lige som min også er det nu. »Bare kom herud«, siger hun på samme tid varmt og mat.

Og der ligger hun, vores mor. En krop i en seng. Den krop, der bar os. Den krop uden hvilken intet var. Mimikken er borte, erstattet af et ansigtsudtryk, jeg aldrig har set før. Det er hverken fredfyldt eller det modsatte. Det er ikke. Alligevel udstopper dette »ikke« hele hendes lille soveværelse. Jeg bliver presset bagud i rummet.

Et minde står og stamper i baghovedet. En dagbogsnote fra mine teenageår om min mors smukke hænder; hvordan jeg en dag skal se dem ligge livløse hen. Et ønske brænder. Om at honorere teenagerens tro på, at synet af vores døde mor ville være smukt og til at holde ud. Jeg kan ikke lette på dynen og fiske hånden ud og se om den i døden stadig er smuk, klemme den en sidste gang, ae den en første gang (mor aede mig, aldrig omvendt), jeg kan ikke, jeg kan ikke gøre det for teenageren. Jeg vender mig og går.

Hovedpinen størkner mellem brynene og bliver der i mange dage.

Om der er noget de kan gøre, spørger alle. Hørte I ikke, at der ikke var mere at gøre?

Mit barn. Mit lille, lyse barn og hendes ufødte søskende. Alt det, min mor går glip af. Du må ikke lære at tale. Ikke vokse ud af tøjstørrelse 92. Ikke rykke endnu et blenummer op. Ikke uden din bedstemor som begejstret vidne til alt det selv banale.

Det er midt i en mobiltid. Scrolleriet er tvangsbetinget og endeløst. Facebook, Instagram, Twitter, mail. Hvilketsomhelst flimmer. Gad vide hvad man gjorde før i tiden. Satte sig ned og lod sig flå itu af tankerne – helt uden barmhjertig distraktion?

I min mors hjem buldrer stilheden så højt, at jeg kan høre den. I mit hjem larmer Ramasjang i alle barnets vågne timer.

Dødens kejtede sprog. »Bededamen«. »Vor elskede mor«. »Ligsyn«. »Må jeg kondolere«. Må jeg ikke godt være fri?

Alle de smukke blomster, der fylder mine vindueskarme. Jeg har lyst til at kyle dem i containeren. Bemærker hvem der reagerer på nyheden og hvem der ikke gør. Kan ikke lade være. Vil gerne lade være.

Blomsterbinderen spørger om ikke vi i stedet for »Tak for alt« har lyst til at skrive »Tak for alt, kære mor,« for der er plads nok på båndet til to ord mere, og straks begynder »Kære lille mormor, kære lille mormor« at køre i rille inde i hovedet, nejtak, bare den enkle version, jatak, vi er helt sikre, okay, vi skal nok ringe inden 14, hvis vi ombestemmer os.

Moderløs. Jeg er moderløs. Findes det ord? Modløs duer også.

Kirkegårdsgartneren trækker os rundt på sin arbejdsplads. Vi nænner ikke at fortælle hende, hvor rædselsfuldt her er. At ingen af de mange pladser, hun finder frem, passer til vores mors evighed.

Skyldfølelsen over at holde fri fra sorgen. Det uventede spruttegrin i S-toget, da min kæreste forsøger at muntre mig lidt op. »Det er okay at le« siger jeg til mig selv. Himler. Det er da egentlig ikke okay. Hvorfor går jeg ikke i stykker? Hvorfor kan jeg grine, hvorfor kan jeg stå op om morgenen og lave øllebrød og få mit barn i bad, hvorfor kan jeg godt gå i Kvickly efter bleposer og hvorfor kan jeg sætte kogevask over og rydde køkkenet og spise æblekage med creme fraiche og mønstre en holdning til vores nye tv-bænk, som bliver leveret midt i det hele?

Den morgen det nuttede barn grinende skider i badekarret, pibler tårerne frem og vil ikke holde inde, jeg trækker hende op og skyller af, lukker øjnene og lukker døren bag os. Parkerer os i sofaen resten af dagen. Andre må tørre op. Min kæreste.

Min kæreste. Al den nænsomme, lydefri tagen-over. Jeg elsker den, den er kærlig. Jeg forbander den, den er kun nødvendig fordi min mor er død.

Min mor er død. Alt for tidligt. 62 er da ingen alder. Det er 51 år med diabetes til gengæld for et udmattet hjerte. Det er faktisk en menneskealder.

Vi finder en grav. På den helt rigtige plet, hvor alle tænkelige symboler går op. Det er svært at være rigtig glad, da punktet kan tjekkes af listen.

Hvornår afskaffede man sørgebind og hvorfor dog? Jeg ligner bedemanden Anne i hovedet og har behov for at forklare mig for alle i 5A, der skotter undrende i min retning. Uden at ytre et eneste ord, tak.

Min mor. Min skrøbelige, søde, sjove mor. Som var så stolt af sine døtre. Som gerne ville lære så meget af os. Som var så stærk og fuld af liv engang for så længe siden.

Alt det hun ikke når. Alt det hun nåede. Det hele snører sig sammen i min hals.

Min mor er død.

*

***

31 Comments

  • Greve

    Det gør ondt i mit hjerte at læse det her. Din mor lyder som en virkelig dejlig mor, og jeg er rigtig ked af at høre, hun er død. Stort, stort kram til dig

  • Anne

    Åh, kære Karoline. Jeg ville gerne skrive noget mere originalt, men jeg sidder her med en tung klump i brystkassen og kan kun finde ud af at skrive, at det gør mig helt ubeskriveligt ondt. Kærlig hilsen Anne

  • Karoline

    Virkelig stærk læsning. Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din mor og din pige sin mormor. Var selv igennem det for fem år siden, da var det bare min far og jeg havde endnu ikke min søn. Men kan mærke smerten igen, når du beskriver hovedpinen i panden. Tanker din og jeres vej.

  • Anne-Sofie mortensen

    En kærlig tanke fra mig! En vigtig påmindelse om at tilgive sin mor for alle de ligegyldige ting man ikke er enig med hende I og give hende en ekstra krammer mens man kan. Tak for den! Dine ord og sætninger er SÅ smukke og stærke ❤️

  • Anna

    Mistede min mor for snart 4 år siden. Jeg tænker på hende hver dag og undrer mig over hvorfor de sidste timer og minutter stadig står så knivskarpt – ville ønske jeg kunne skubbe dem lidt bagud i mit hoved og bare nyde minderne om hendes varme hånd i min. Ingen vil nogensinde kunne holde min hånd, som hun gjorde.

  • Sofie Ude

    Kære Karoline. Hvor er det smukt skrevet, og du har helt ret: Døden har et kejtet sprog og det er svært ikke at lyde akavet når man vil sige ‘det gør mig ondt’ eller ‘det er jeg ked af’ eller ‘tanker til dig’. Ikke desto mindre er det noget i dén retning, jeg gerne vil sige. Man burde blive en slags udødeliggjort, når man er nogens mor.

  • Pernille

    Kæreste Karoline
    Jeg sidder med en klump i brystet over at læse dine smukke ord om din Mor. Der er ingen tvivl om din kærlighed. Det gør mig utroligt ondt, at du har mistet hende! Alt det bedste til dig.

  • Kim

    Årh karoline… hvor er det hårdt… jeg er virkeligt ked af det på dine vegne. På jeres.
    Du skriver så smukt…

  • Marie

    Mistede selv min mor da min datter var lille. Kan genkende stort alt du skriver. Det der med slet ikke at kunne være mor for en anden – man vil jo bare have sin egen mor! Følelser der spejles, fordobles og forsvinder når man se på sin datter, og på sig selv som mor. At være ulykkelig på egne, sin datters og sin mors vegne. Og angsten for selv, at skulle udsætte barnet for dette en dag (hvilket er uundgåeligt, for det omvendte er ubærligt). Håber du finder fred med sorgen. Kærlige hilsner!

  • Mette

    Kære Karoline, tak fordi du deler dine tanker og din sorg. Det gør mig ked af det, at du har mistet din mor og din datter sin mormor. Det burde ingen opleve.
    Når jeg står svære steder så læser læser læser jeg alt jeg kan sluge om emnet – måske for at få fred for mine tanker og finde andre med samme erfaringer? Jeg har selv været glad for den lille bog “Skæld ud på Gud” også selvom jeg ikke er religiøs. Deler også den her POV International artikel med dig – og med alle os der læser dit indlæg her – artiklen handler om døden og vores alle sammens ansvar for at rumme den.

    Kram og tanker til dig

    http://pov.international/find-mandsmodet-frem-tal-om-doden/

    ”Derfor har omgivelserne et ansvar. Hold dig til, hvis du kender en, der bærer på en sorg og du virkelig gerne vil gøre en forskel. Øv dig også i at være til stede i stilheden for den der har mistet, for der findes ikke altid rigtigt ord, der rækker. Og vær aldrig bange for at gøre noget forkert. Vær der og brug din fantasi til at sætte dig i den efterladtes sted. Kroppens sprog er næsten det vigtigste: Lad nu være med at gå over på den anden side af gaden.”

  • Marianne

    Kære Karoline,
    Hvor er jeg inderligt ked af at høre, at du har mistet din mor. Hvor er det uretfærdigt og ondt.
    Kram og tanker

  • Pernille | MorMedHjertet

    Fordømt altså! Det var jo ingen alder! Alle gode tanker til dig og din familie og tak for et smukt indlæg. Jeg håber det hjalp en my at formulere… Din mor må have været meget stolt af sin datter <3

  • Heidi

    I am so sorry for your loss <3

    Jeg har selv mistet min mor, hun døde fra den end dag til den anden af en blodprop som 64 årig. Sund og rask den ene dag og død den næste. Jeg kan huske jeg få dage efter var inde i byen, og så på alle de gamle damer, jeg undrede mig dybt over hvad det var årsagen til de 'havde fået lov' til at blive så gamle, når min egen mor ikke havde fået den mulighed.

    Jeg følte mig også normal, men når jeg ser gamle billeder fra den tid, ser man bare sorgen og på en eller anden måde en forgrædthed.

    Tiden læger ikke alle sår, men man lærer at leve med tomheden og savnet.

  • Jonna

    Du skriver så smukt… Jeg er ked af at høre om din mor, og sidder som så mange andre med tårer i øjnene på dine vegne… Kram

  • Astrid

    Genlæser det her igen. Kan huske hvor ondt det gjorde at læse det første gang, fordi jeg ønskede du ikke skulle miste din mor.

    Jeg mistede min mor 1,5 uge før jeg fødte mit andet barn – jeg duer heller ikke til, at være moderløs.

    Kram

  • Lisbeth Sophie Bojesen

    For fanden ❤ hvor er det spot on!!! Hver eneste følelse og oplevelse og tanke du beskriver. Jeg gennemgår det lige nu…som i LIGE nu. Min mor døde for knap 2 måneder siden og jeg er ved at blive vanvittig nogen gange. Især nu hvor or jeg SKAL holde sommerferie, selv om jeg egentlig ikke har lyst. Så skal jeg se dæmonerne i øjnene. Ville ønske jeg kunne sætte ord på som du kan. Kondolerer med vores tab ❤️❤️❤️

  • benedicte thrane

    Min mor døde for præcis 4 uger siden. Som i lige for lidt siden. Tænk jeg aldrig mere skal dufte hende, røre hende, sms´e billeder af børnebørnene til hende…..

    Chokket har lagt sig- nu kommer sorgen som en bølge. Åh, den sorg. Det er så grænseløst hårdt – helt igennem marv og ben.

    Jeg forstå alt hvad du skriver og finder trøst i dine ord. Det skal du have stort tak for. Dine ord beskriver præcist mine tanker.

    Og nej, mit yngstebarn, Axel må heller ikke vokse ud af sine størrelse 92- bliv ved at være lige præcis der, hvor din elskede mormor så dig sidst.

    Tak for at dele dine tanker.

    Kærlig hilsen
    Benedicte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0